Trykt i Information 25. april 1992  [i]

Vi er den kolde krigs opsætsige børn

I et personligt gensyn med den kolde krig, fremprovokeret af dobbeltagenten Oleg Gordijevskij, beskriver Jørgen Dragsdahl det politiske verdensbillede, som er hans generations

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Oleg Gordijevskij, den tidligere KGB-oberst, har i Informations kronik 10. april efterlyst en "smule selvkritik" fra "progressive" i Danmark. De har angiveligt tjenstvilligt spurgt sovjetiske repræsentanter: "Hvad kan vi mere gøre for at hjælpe kammeraterne i Kreml?".

Tavshed har været svaret på Gordijevskijs opfordring. Det er ikke underligt, fordi få uden for DKP vel kan genkende de synspunkter, som Gordijevskij pådutter nogle, denne gang ikke nærmere navngivne, folk, endog i citatets form.

Men tavsheden er ærgerlig, fordi hans udfordring godt kan give anledning til debat, der rokker ved den historieskrivning, som Gordijevskij og hans medløbere begår. Tavsheden lader dem ene på banen med en tolkning af begivenheder, som trænger til mere nuanceret vurdering.

Mest iøjnefaldende i Gordijevskijs argumentation er den centrale placering, som Sovjetunionen og KGB har i hans politiske verdensbillede. Det er selvfølgelig ikke overraskende. Men hans vinkel lægger op til vurderinger holdt i klare sort-hvide kontraster. Heller ikke det er overraskende fra en mand, som er født, opvokset og trænet i et stalinistisk system. En opdeling af verden i onde og gode var livsnerven i KGB – og hos hans hemmelige britiske arbejdsgiver. Selv om Gordijevskij i dag tager afstand fra stalinismen, kan han tilsyneladende ikke undslippe dens tænkemåde. Dobbeltagenten er blot blevet dens spejlbillede.

Børn af kold krig

Vi har alle vore livserfaringer, som efterhånden skaber et politisk verdensbillede. Gordijevskijs erfaringer adskiller sig markant fra de, som borgere i demokratiske samfund har. Hans verdensbillede er ikke vores.

Men måske har nogle af os alligevel grund til selvkritisk refleksion ud fra vore egne erfaringer? Derfor følgende personlige tilbageblik på den kolde krig. Trods individuelle træk er det også de store linjer i en generations politiske verdensbillede.

Vi er en generation, som blev født samtidigt med den kolde krigs start. Vi voksede op med smukke idealer og store forhåbninger. Vi tog demokratiet for givet i vore egne lande, og vi praktiserede det gennem samfundskritik, fordi idealerne ikke svarede til virkeligheden. Kommunismen og Sovjetunionen var inddæmmet og foragtet af gode grunde. Men vi oplevede også, at den frie verdens leder svigtede sine erklærede idealer. Vi ledte efter inspiration i nye samfundssystemer og hos interessante personer, men vi må i dag konkludere, at vore helte er døde.

For mange af os har årene været kendetegnet ved en konstant kritisk og selvkritisk proces. Hvis vi i dag har grund til selvkritik, gælder det synet på USA, fordi vi i afvisningen af amerikansk hykleri også fik afvist idealer, som blot trængte til udvikling. Vi erkendte for lidt, at netop den amerikanske åbenhed og evne til selvransagelse gav USA en hårdere medfart uden for dette land, end retfærdigt er. Amerikanerne leverede bare selv ammunition i overflod.

Et påstået behov for "selvkritik", når det gælder holdningen til Sovjet, er i den sammenhæng en biting. Sovjet var i vort verdensbillede altid noget fjernt, som hverken udgjorde et ideal eller en aktuel, nærværende trussel. Sovjet optrådte i vores debat, når vi ville nuancere en trusselsopfattelse, som blokerede for vore egne landes udvikling. Det var især et internt vestligt opgør, hvor et spørgsmål var: Kan midlerne til oprustning bruges mere effektivt i styrkelse og udbygning af de demokratiske samfund. Vi ønskede også en verden, som ikke er opdelt i blokke.

Vi er, kort sagt, den kolde krigs børn, som protesterede mod dens begrænsninger.

Ungarn opstanden

Min første politiske oplevelse var i 1956, da jeg sammen med min mor og søster i et værelse på landet dag efter dag med voksende fortvivlelse lyttede til radioens reportager fra Ungarn.

Selv i en syv-årigs bevidsthed trængte det ind, at en forbrydelse blev begået, og at omverdenen forholdt sig passivt. Forståelsen blev utvivlsomt fremmet af, at forældre og bedsteforældre tidligt havde underholdt med beretninger fra modstandskampen herhjemme i de fem onde år. Min morfar havde desuden mistet sin formue på grund af revolutionen i 1917, som han skildrede med blodige detaljer.

Mine lidt ældre kammerater lavede Molotov-cocktails det efterår i 1956. Når de røde kom her, så skulle også vi kæmpe. Da jeg nogle få år senere så pacifister, som forstyrrede en flot militær flyveopvisning ved Høvelte, var de blot nogle røde, som fik deres fortjente bank.

Detroit-opstanden

Mine næste stærke politiske oplevelser kom i 1965, da jeg var på udvekslingsbesøg i USA. Velstanden var helt overvældende – især gjorde kæmpemæssige bøffer indtryk.

Men sorte amerikaneres samtidige opstand i Detroit, som blev nedkæmpet med regulære soldater, gjorde også indtryk. En kort tur til The Bovery i New York, hvor subsistensløse lå i hobetal på fortovene, står endnu mejslet i erindringen. Under besøg på universiteter blev den unge anti-kommunist yderligere rystet af materiale, som gav en helt ny og tilsyneladende veldokumenteret version af Vietnam-krigen.

Pjecerne og bøgerne blev taget med hjem, hvor de var meget nyttige, når skolens og mediernes en-dimensionale opfattelse trodsigt skulle udfordres.

Krigen rykkede ind på nært hold, da et selvbestaltet krigsforbrydelsestribunal i 1977 kom til Roskilde. Forbrændte vietnamesere og deserterede soldater aflagde vidnesbyrd. Venstrefløjens engagement blev det klare moralske svar på en tid, som svigtede mange idealer, vi var vokset op med.

Den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet bidrog imidlertid til, at det engang beundrede USA ikke blev skiftet ud med et nyt forbillede i Øst. Vi demonstrerede ved begge ambassader; indenfor i den sovjetiske havde Gordijevskij sin første tvivl. Gennem bladet politisk revy og partiet Venstresocialisterne blev indtrykkene indpasset i en ideologisk sammenhæng, hvor USA og Sovjetunionen var lige slemme.

Panterne

I 1969 rejste jeg til Oakland i Californien inviteret af Det sorte Panterparti. Første synsindtryk var af de tilstødende kvarterer i Berkeley, der var besat af nationalgardister med opplantede bajonetter, som skulle hindre, at studenterne overtog lidt jord til en "Folkets Park". Universitetet ejede nemlig den jord.

Trods hårdt arbejde de fleste af døgnets timer var der også pligt til deltagelse i politisk opdragelse. Panterne var stærkt optaget af Mao’s lille røde, men vi skulle hele tiden overføre hans tanker til den amerikanske virkelighed, og det skete med henvisning til USA’s egen revolutionære tradition – fra Uafhængighedserklæringen over slaveoprørerne til Malcolm X. I dette univers var Sovjetunionen placeret mellem klassekampens andre forrædere, mens Kina og Cuba var de lysende eksempler på, at en bedre fremtid var mulig for verdens mest undertrykte. Det amerikanske kommunistparti betragtede vi med foragt.

Væbnet kamp

I partiets hovedkvarter levede vi bag sandsække og panserplader. Klar ved vinduerne lå M-1 rifler, halvautomatiske M-16 geværer, håndgranater, gasmasker. Leg var det ikke; ej heller romantisk.

Politi i flere byer indledte i løbet af sommeren en offensiv, så morgensøvnen regelmæssigt blev afbrudt af opkald fra afdelinger, som var blevet stormet i nattens løb. I dag ved vi fra vognlæs af dokumenter, at FBI i strid med frihedsrettigheder og love havde besluttet, at partiet skulle udslettes. Opholdet blev forkortet af en ubehagelig arrestation og en dommer, som sagde hold kæft, da forsvareren ville blande sig i lynjustitsen. Under et par ugers ufrivilligt besøg i tre fængsler voksede kærligheden til USA ikke. Jeg kan endnu høre skrigene fra dem, som blev voldtaget og pryglet.

Så ufatteligt mange af vennerne fra dengang er nu dræbt eller levende døde efter mange års fængselsophold. Det er vel prisen, hvis man går med i en væbnet modstandskamp, men det gør ikke deres skæbne mere retfærdig. Sam Napier blev af "ukendte" torteret med cigaretter og kniv, hvorefter han blev brændt. Fred Hampton blev skudt af politiet i Chicago, mens han lå i dyb søvn – formentlig bedøvet af en politiagent. Charles Bursey røg et årti i San Quentin, fordi partiet ville dække over, hvem der egentlig havde skudt en politimand. Marsha begik selvmord, da partiet gik i opløsning, og hun måtte tilbage i prostitution. Masai døde år efter, fordi han var blevet slidt op indefra af et umenneskeligt hårdt pres. Osv.

Propaganda

Nogle års virksomhed i Nordeuropa for Panterpartiet fulgte efter 1969. Solidaritetsarbejdet krævede et skønmaleri af partiet, som var i strid med egen oplevelse af en kamp, hvor alle begik forbrydelser. De uskyldige ofre blev undskyldt med, at sagen jo var god nok. Pantere, som havde besøgt Cuba og Kina, rev under fortrolige former sløret væk fra samfund, hvor racisme og frygt for politi huserede.

Så rådnede resterne af partiet op indefra. En årsag var, at netop "sagen" havde undertrykt opgør med problemer, som burde have været løst.

Politisk hjemløshed fulgte. Den danske venstrefløj var for mig ikke et acceptabelt alternativ. Den prækede revolution, men ingen anede vist, hvad geværernes glade sang medfører i den virkelige verden. Venstrefløjen virkede latterlig i sine smålige intriger og verdensfjerne marxisme-leninisme.

Journalistik

Derfor så jeg en fremtid i journalistik. Det gav berøring med verden uden for andedammen, og måske kunne man ligefrem påvirke udviklingen, så den kom bedre i overensstemmelse med idealerne, som var indpodet fra barnsben – helt banale tanker om en verden uden undertrykkelse og nød. De var en del mere kristne end socialistiske, storpolitisk noget nærmere Woodrow Wilson end Leonid Bresjnev eller Castro.

Det mest interessante ved journalistik er, at faget overvinder sine udøvere. Men kan godt gå ind i det, fordi en artikel distribueret i ti-tusindevis er mere effektiv propaganda end uddeling af løbesedler på Strøget. Men mere professionelle holdninger vokser frem, når man dag efter dag udsættes for meget forskellige synspunkter. De absolutte sandheder viger. Mere almen nysgerrighed bliver drivkraften.

Overgangen kan i egne øjne politisk retfærdiggøres med, at en bedre fremtid ikke kan bygges på fortielser – de undertrykte oplysninger, som er pinlige for "sagen" vil uvægerligt dukke op med en korkprops kraft. Derfor skal især "vennerne" revses. Den endelige målsætning bliver, at alle parter skal høres, fordi de har oplysninger og synspunkter, som skal med, hvis det journalistiske produkt skal være brugbart.

Systemets tjenere

For mig var det sværeste, at venskab med amerikanske politifolk skulle udvikles, hvis jeg skulle opleve det amerikanske samfund fra deres synsvinkel. De havde faktisk dræbt mine venner. Kun lidt nemmere var kontakt med diplomater, racistiske grupper og embedsmænd – alle det forhadte systems tjenere.

Gordijevskij er forarget over, at nogen kan "forsvare deres hellige ret til ustraffet at spise lunch med kommunistiske funktionærer (…)". Set fra en journalistisk synsvinkel bør det straffes hårdt, hvis man ikke vil.

Professionel nysgerrighed var årsagen til, at jeg tidligt i 1976 sagde ja, da en sovjetisk diplomat, Stanislav Tjebotok, ringede til mig. Jeg havde kontakt med amerikanske diplomater. Den amerikanske informationstjeneste havde endog betalt noget af et ophold i USA under valgkampen i 1974. Deres påvirkningsforsøg var interessante, fordi man kan godt nok læse sig til officielle amerikanske synspunkter, men man kan ikke diskutere med en tekst. Hvorfor så ikke mødes med en russer?

KGB-afsløring

Tjebotok var fuld af smiger. Han var stærkt interesseret i de ofte USA-kritiske artikler, som jeg på free-lance basis leverede til Information. Men han var også ufatteligt smalsporet, klodset og frembusende. Selv om han ikke identificerede sig, virkede det sandsynligt, at han arbejdede for KGB.

På Information diskuterede vi fænomenet, som fast ansatte medarbejdere også havde kontakt med. Året før havde jeg i en række artikler beskrevet CIA’s aktiviteter. Tjebotok lignede et godt emne til en afslørende artikel, som beskrev KGB’s aktiviteter. Vi havde en fire-fem frokostmøder, som foregik i en tilstræbt venskabelig atmosfære. Brugbare oplysninger var få, men han omtalte samtaler med andre journalister, bl.a. en kendt medarbejder ved Danmarks Radio og oversætteren Arne Herløv Petersen.

Projektet gav lidt samvittighedsnag og medførte tøven, fordi det nødvendigvis ville resultere i udhængning af personer, og det blev helt afbrudt, fordi jeg måtte rejse til USA, hvis jeg ville klare mig i konkurrencen med en fast ansat medarbejder på Information, som havde fået overladt USA-stoffet.

CIA og admiraler

Det følgende års ophold i USA var skelsættende. Sikkerhedspolitik havde jeg aldrig beskæftiget mig med, fordi emnet i Danmark journalistisk set var en dødssejler. Debat eksisterede knapt. Hvis man var for NATO, var alt, alliancen gjorde, pragtfuldt. Hvis man var imod, så var alt afskyeligt. Man kunne derfor kun skrive til de omvendte.

Men i Washington boede jeg hos folk, som var dybt engageret i mulighederne for en omlægning af amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der var blevet åbnet med præsident Carters magtovertagelse. I disse kredse kom jeg i nærkontakt med fhv. top-officerer, personer med livslang erfaring fra ledende poster i CIA, eksperter i rustningskontrol og håbefulde nyudnævnte embedsmænd.

Journalistisk set var det spændende, at disse mennesker rettede konkret kritik mod nogle af deres eget lands og NATO’s initiativer, men samtidig kunne deres loyalitet ikke drages i tvivl. De ville feje for egen dør, fordi de troede på demokratiet. Med deres bistand kunne vanetænkningen i Danmark måske nedbrydes, så man kunne få skabt en længe tiltrængt sikkerhedsdebat.

USA’s debat

Spændvidden i den amerikanske debat afspejles i nogle overskrifter på mine artikler, som Information bragte i begyndelsen af 1977.

"Carters udenrigspolitik kan ryste den tredje verdens diktaturer", bebudede menneskeretskampagnen. I et interview med Ronald Reagan, "Den kommunistiske trussel undergraver Europas sikkerhed", blev det nye højres fremstød varslet. Artiklen, "I ly af champagneglassene har Sovjet taget våbenføringen", beskrev det hårde opgør om vurderingen af Sovjetunionen. "Terrorbalancens strateger planlægger, som var det en fodboldkamp" tog fat på kritikken af atomvåben.

Ifølge Gordijevskij gned Tjebotok sig i hænderne hjemme i Danmark. Gjorde han måske også krav på telepatiske evner?

Når Gordijevskij og andre leder efter sovjetisk påvirkning af opinionen her i landet, så overser de ganske, at den mest ekstreme kritik kom fra amerikanere, som hjulpet af afspændingspolitikkens mildere klima gjorde op med deres eget lands rolle i våbenkapløbet. Information bragte eksempelvis 11. februar 1977 mit interview med den pensionerede admiral Gene LaRocque under overskriften: "Vi vil udslette Europa for at redde Europa". Hans angreb på NATO’s atompolitik kan næppe formuleres skarpere, og synspunkterne fandt en grobund, fordi hans baggrund gav troværdighed.

Udfordringen

Karakteristisk for dette sikkerhedspolitiske miljø i Washington var, at det ihærdigt afviste den kolde krigs opfattelse af Sovjetunionen. Det var en fremherskende påstand, at nok er landet et totalitært diktatur, men det er ikke ensbetydende med, at dets sikkerhedspolitik er aggressiv. Præsident Carter ville fremme en bred vifte af forhandlinger. Kontakter og samhandel blev udvidet på officielt og uofficielt niveau. Dialog var tidens løsen.

Hovedrystende lyttede en af CIA’s veteraner, da jeg beskrev min indtil da eneste kontakt med en sovjetisk repræsentant. Undergravende virksomhed var unægtelig en central aktivitet for alle store efterretningstjenester, forklarede han. Men ville jeg virkelig ødelægge mulighederne for journalistik på sovjetisk område med et par artikler, som hængte en enkelt dumdristig KGB-agent ud?

Han og andre talte for udfordringen i en opsøgende journalistisk virksomhed, som trængte længere ind i supermagternes farlige spil, end muligt var under den kolde krig. Ud fra deres personlige indsigt klagede den kolde krigs veteraner over, at pressens dækning af Øst-Vest modsætningen endnu hang fast i den kolde krigs fordomme og misforståelser. Hvis afspændingen skulle udvikles, var det vigtigt, at den sort-hvide opfattelse af parternes rolle blev tilføjet nuancer, og at de egentlige drivkræfter bag oprustningen blev halet frem til debat.

Sparringspartnere

Logikken virkede uafviselig, så da jeg vel tilbage i begyndelsen af 1978 blev inviteret til reception på den sovjetiske ambassade, mødte jeg op. Det førte til en frokostinvitation, som blev fulgt af flere. Opgaven for mig under møderne var nu udvikling af kontakter, som kunne give større indsigt i den sovjetiske opfattelse af storpolitikkens gang, så den vestlige ikke stod alene.

I Mikhail Ljubimov fandt jeg en rimeligt interessant intellektuel sparringspartner. Meget senere, efter han blev fyret fra KGB, er det kommet frem, at han var KGB-missionens chef. Hvis jeg var blevet advaret, havde det næppe påvirket forholdet. Alle sovjetiske repræsentanter arbejdede for det samme system. Men jeg havde nok lyttet med større interesse til manden, fordi han var vigtigere, end jeg anede.

Ljubimov var hverken klodset eller frembusende. Han prækede aldrig om Sovjetunionens dyder. Tværtimod.

Hans søn, den dansk-talende tv-journalist Sasja Ljubimov, er en af den nye russiske revolutions helte, og æblet er næppe faldet langt fra stammen. Ham mødte jeg også i København nogle år senere, og han har i Moskva givet mig dyb indsigt i det sovjetiske systems forbryderiske træk.

En anden god ven lige fra 1978 var APN-journalisten Ilja Baranikas, som tidligt signalerede sit anti-kommunistiske sindelag. Han valgte karrieren, steg til tops, måtte indgå smertelige kompromisser, gjorde endelig oprør. I Jeltsins Rusland fik han en toppost, men nu er han flygtet til USA, drevet på flugt af anti-semitismen.

Kontakten til Sovjet gik altså via KGB, men den åbnede dør gav nærkontakt til det totalitære systems ofre og bitter personlig nærkamp, da jeg via et ægteskab skulle sikre en russisk kvinde udrejse.

Overflade

Når "rimeligt" tilføjes om værdien af samtaler med Mikhail Ljubimov, så skyldes det, at dybden i hans synspunkter langt fra svarede til, hvad jeg oplevede hos amerikanere, nuværende såvel som forhenværende embedsmænd.

Ljubimov har i et interview med Information sagt, at jeg kendte de sovjetiske synspunkter bedre, end de gjorde på ambassaden. Forklaringen på denne udtalelse må være, at der i nogle henseender var et sammenfald mellem venstreliberale amerikaneres synspunkter og den erklærede sovjetiske politik. Men bag amerikanernes vurderinger lå personlige erfaringer, som de åbent redegjorde for – samt dybtgående studier og demokratiets kritiske processer. Intet af det var muligt i det totalitære sovjetiske samfund.

Eksempelvis var russerne mod neutronbomben og det var min ven Pete Scoville, fhv. vicedirektør i CIA, også. Men russerne var imod bomben med en argumentation, som tog dens opreklamerede egenskaber for givet. Scoville var imod bomben, fordi reklamen var forkert og kunne påvirke den militære stabilitet. Det var Scovilles synspunkter, som kom i Information, mens de sovjetiske opfattelser (som dele af fredsbevægelsen slugte) blev kritiseret.

Ljubimovs begejstring for mine artikler, som Gordijevskij har omtalt, må skyldes, at jeg fra amerikanske kilder havde den dybde, som han selv manglede og hans system ikke kunne levere.

Begejstringen var imidlertid også foruroligende. Under et besøg i Moskva oplevede jeg den massive ensretning og det ekstreme hemmelighedskræmmeri. Jeg blev stadigt mere bekymret over, at den vestlige selvkritik ikke havde en parallel i østlig selvkritik.

Bekymring

Kunne journalistik, som levede op til idealer om det kritiske og kulegravende, blive taget til indtægt for, at kun USA og NATO havde skyld i afspændingens voksende krise?

Selvfølgelig kunne man øse af de nye kold-krigeres kampagne mod Sovjetunionen, så helhedsindtrykket blev mere nuanceret, men hvordan kunne man undgå, at journalistikken blot blev et supplement til denne kampagne?

Sammen med ligesindede i USA og Vesteuropa fandt jeg en løsning på dilemmaet i princippet: fred og frihed er udelelige. Opgøret med den kolde krigs begrænsninger blev totalt. Vi anerkendte ikke, at militære svar på Øst-problemet skulle have højeste prioritet. Samtidigt anerkendte vi heller ikke, at solidaritet med systemkritikere i Øst var utilstedelig indblanding i disse landes indre anliggender. Det medførte i talrige ledende artikler og reportager et bittert opgør med danske kommunister og deres medløbere.

Alt dette kunne være fortid, hvis Gordijevskij m.fl. ikke havde trukket deres version frem. Men tak skal de have, hvis de får illustreret, at sort-hvid tænkningen overlever i en verden, som mere end nogensinde har behov for, at nuancer bliver forstået, og at en kritisk proces er demokratiets livsnerve. Vi skal overskride grænser, tage et personligt medansvar for storpolitikken og turde løbe en risiko. Det er intet mindre end denne ret, som er truet.

---

[i] Artiklen blev skrevet, da Ekstra-Bladet i 1992 førte en kampagne mod Dragsdahl, hvor han med delvis støtte fra den fhv. KGB-obert Gordijevskij blev beskyldte for at være spion for Sovjetunionen. Disse beskyldninger blev med bistand fra Østre Landsret trukket tilbage i december 1994 og en stor erstatning udbetalt.

 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.