Trykt
i Information 29. april 1992
FORSIDELEDER
AF JØRGEN DRAGSDAHL
NATO
i Øst
FORSVARSCHEFEN har erklæret sig
uenig med udenrigsministeren, som op til weekenden havde udtalt sig for brug
af NATO-styrker til fredsskabende operationer i Østeuropa.
Jørgen Lyng gav mandag ifølge samstemmende referater
udtryk for skepsis, fordi Ellemann’s forslag kræver "radikale"
politiske ændringer i NATO. Lyng tvivler på, at "vi" er
"modne" til en mere fælles udenrigspolitik i alliancen. Han
tvivler også på, at indsættelsen af NATO-styrker i Jugoslavien ville
"have haft nogen betydning". Det er nemlig en "skrækkelig
konflikt, som er svær at løse på grund af etniske stridigheder".
Uenigheden vil måske forundre dem, som ikke venter åben
konflikt mellem en embedsmand og en minister – især når embedsmanden
arbejder under en minister, som har partitilhørsforhold fælles med den
indirekte kritiserede minister. Men forundrede kan finde mere syn for sagen,
hvis de sammenligner to kapitler i den nylige "Rapport om Forsvarets
fremtidige struktur og størrelse".
Udenrigsministeriet har leveret kapitel 2, som analyserer
de sikkerhedspolitiske rammer. Her beskrives en "fundamental
forandring", som bevirker, at sikkerhedspolitikken må "defineres
bredere end i den bipolære periode". Hovedudfordringen for Europa er
faktisk "ikke længere militær". Den logiske konsekvens er, at
dansk militær fremover skal være et af mange redskaber, som skal sikre
stabilitet i hele Europa.
Men i kapitel 6, som er skrevet af Forsvarets egne folk,
beskrives en meget traditionel struktur, hvor hovedvægten ligger på
Fædrelandets forsvar. Der er i rapporten en gabende kløft mellem
målsætninger og midler.
KONFLIKTEN mellem de to
institutioner kom også frem, da udenrigsministeren op til FN-aktionen i
Jugoslavien henrykt fremhævede, at den fandt sted ud fra Pagtens kapitel
VII, som giver styrkerne mere vidtgående magtbeføjelser end det rent
fredsbevarende. Den direkte henvisning til kapitel VII blev godt nok fjernet
i Sikkerhedsrådets endelig beslutning, men alligevel kan man hævde, at
aktionen udgør et skridt hen imod en fredsskabende rolle, hvor soldaterne
kan få regulære kampopgaver. Udenrigsministerens holdning stod i klar
kontrast til forsvarsministerens, som i et TV-program om FN-indsatsen var
direkte forarget over, at diverse våben samtidig blev præsenteret –
vores soldater var nemlig på en rent fredsbevarende mission uden væsentlig
risiko for tab.
Omfanget af den danske indsats under forhold, hvor blodig
konfrontation er mulig, satte da også førnævnte rapports modsigelser i
relief.
Tiden er kommet, hvor Danmark skal tage stilling til,
hvorvidt vi ihærdigt vil gå med i internationaliseringen af hele Europas
forsvar – og samtidigt også bidrage til løsning af opgaver uden for
Europa. Udenrigsministeren har foreslået indsættelse af styrker i
Sydafrika. Striden omkring Nagorno-Karabakh kalder på en international
militær indsats via FN eller CSCE. FNs afmagt i Afghanistan, fordi
organisationens mæglere ikke havde militære styrker til sin rådighed,
udstilles i disse dage. Konflikten mellem Ukraine og Rusland kan meget vel
udvikle sig til krig, hvis neutrale kræfter ikke griber ind med
fredsbevarende styrker. Der er et behov for øremærkning og træning af
soldater til internationale opgaver, som langt overstiger, hvad rapporten
lagde op til.
DET ER IKKE tilfældigt, at
netop Holland er bag forslaget, som lægger op til brug af NATO-styrker i
Østeuropa med CSCE’s godkendelse. Hollænderne har taget fat i den
omlægning af deres militær, som det danske forsvar tøver med.
Der er god fornuft i forslaget, som Ellemann støtter. En
af de største trusler mod fred og stabilitet i Europa er, at nationalisme i
de nye demokratier vil medføre opbygning af store militære organisationer
i hvert enkelt land. Det skaber risiko for våbenkapløb og krig. Desuden
vil det være ressourcespild på et tidspunkt, hvor de små midler bør
koncentreres omkring civile opgaver. Hvis disse lande i stedet for kan regne
med en effektiv militær bistand udefra, bliver deres behov for en
militarisering mindsket.
NATO er den eneste faktisk eksisterende og velfungerende
internationale militære organisation, som kan påtage sig opgaven. Samtidig
er NATO gennem udvikling af samarbejdet med de tidligere fjender i praksis
på vej til en omlægning, som gør alliancen til CSCEs væbnede parallel.
Integrationen af militæret i Øst sker i NATOs organer, gennem udveksling
af besøg og uddannelse af officerer på vestlige militære læreanstalter.
Danmark halter bagefter, men det øger blot behovet for
offentlig debat. Før NATO kan spille en større rolle, er der masser af
spørgsmål, som skal besvares og praktiske problemer, som skal løses. Men
i den moderne verden udviskes grænserne hastigt – vi er indbyrdes
afhængige og derfor også sårbare i hidtil ukendt omfang. Hvis et nyt
samfund af denne art skal fungere, er en myndighed, som kan undertrykke
konflikter nødvendig. Den kan udgøre det skjold, som sikrer, at vor
politiske, økonomiske og kulturelle indsats for udvikling af de nye
demokratier ikke er forgæves. Denne indsats er vigtigere end den militære,
men det hører alt sammen med i en tidssvarende sikkerhedspolitik.
JD
Må kun citeres med udtrykkelig
kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.