Trykt i Information 9. maj 1992

 

 

Foragt for demokratiet

Af JØRGEN DRAGSDAHL

 

VENSTREFLØJEN herhjemme har fået drøje hug for sin forkerte og umoralske holdning til Sovjetunionen. Diskussionen om den kolde krig foregår selvfølgelig ikke kun i Danmark. Men i USA må også højrefløjen stå for skud. Ledende konservative har endog præsteret selvkritik.

Højrefløjens største fejl var, at ledende repræsentanter anså den totalitære kommunisme for permanent. Denne tro på diktaturets styrke er rodfæstet i en forkert opfattelse af begrebet statsmagt. Deres politiske opfattelser er gennemsyret af en fundamental mistillid til den demokratiske styreform.

Faktisk var de advaret. Voltaire og Montesqieu påpegede, at undertrykkelse svækker staten. Intolerance fremmer konflikt og driver nyttige borgere i eksil. Censur blokerer strømmen af informationer, som er livsvigtige for, at en regering kan fungere. De fremhævede, at tyranner ikke med særlig stor effektivitet kan sikre borgernes samarbejde om fælles målsætninger.

Set i historiens bakspejl er det særligt ironisk, at da de kommunistiske stater i 70’erne hastigt bevægede sig ud i en dyb krise, blomstrede advarslerne mod de totalitære staters enorme styrke.

I USA argumenterede forskeren Jeane Kirkpatrick, at der er en fundamental forskel mellem autoritære og totalitære styreformer. De førstnævnte – diktaturer á lá Chiles – kan igen blive til demokratier, men ”dette århundredes historie giver ikke grund til forventninger om, at yderligtgående totalitære regimer vil reformere sig selv”, fastslog hun. Hendes analyse blev anbefalet Reagan og han udnævnte hende til FN-ambassadør.

Særlig grotesk var franskmanden Jean-Francois Revel, som gjorde dybt indtryk på konservative i USA. I bogen The Totalitarian Temptation hævdede han, at ”overgangen til totalitært styre er pr. definition uoprettelig med undtagelse af et eller andet ragnarok såsom verdenskrig … det bliver umuligt for borgerne i en totalitær stat at forestille sig, eller huske et samfund, som adskiller sig fra deres eget. Deres evne til både at drømme og tænke ophører. Deres ånd bombarderes med propaganda og svækkes af kulturel isolation; nostalgia efter fortiden og den utopiske fremtidsdrøm er begge hinsides deres rækkevidde”.

Troen på de totalitære diktaturers styrke var så udbredt, at da Gorbatjov indså sit systems krise og bebudede reformer, blev han afvist. Efter Sjevardnadses første banebrydende tale i i FN, som i øvrigt var skrevet af den daværende sovjetiske ambassadør i Danmark Lev Mendelevitsj, kaldte Ellemann-Jensen det hele for et PR-nummer. Gorbatjov blev hånet af den fremtrædende amerikanske konservative kommentator George Will. Den nu så omtalte dobbeltagent Oleg Gordijevskij mente at Gorbatjov var en tredje-rangs provinspolitiker uden chancer.

Undtagelserne var få. Mellem dem var George F. Kennan, som i 40’erne var inddæmningspolitikkens strateg. Han mente altid, at kommunismen var et fremmedelement i Rusland uden varig levedygtighed. En anden undtagelse var historikeren Richard Pipes, som blev Reagans Sovjet-rådgiver.

Men generelt gælder, som den konservative amerikanske redaktør Owen Harris nyligt har konkluderet i tidsskriftet Commentary, at ”næsten alle konservative intellektuelle sammen med de fleste andre under den kolde krig helt og aldeles tog de totalitære staters påstande, samt påstande fremført på totalitarismens vegne, for deres pålydende”.

MAN kan hævde, at opfattelsen af det totalitære diktaturs styrke også havde grobund på venstrefløjen. Litteraturen bragte samme budskab, f.eks. forfatterne Arthur Koestler, George Orwell og Aldous Huxley.

Med henvisning til den kolde krigs politiske skrifter og skønlitteratur påpeger Owen Harris, at jo mere troen på det totalitære systems effektivitet blev accepteret, ”desto svagere blev troen på en uomgængelig og ukuelig menneskelig natur og samtidig voksede overbevisningen om, at med tilstrækkelig tid og brug af videnskabens kunnen, ville alt kunne presses og manipuleres ind i den ønskede form”.

Her er det, at tressernes anti-autoritære venstrefløj skiller sig ud. Den hævdede, at de kommunistiske samfund havde udryddet mange af de sociale problemer, som prægede kapitalistiske samfund. Det var forkert. Men de ville heller ikke acceptere, at visionerne i ”1984” og ”Fagre ny verden”, som var en del af børnelærdommen, udgjorde fremtidens samfund. Vi fandt i Herbert Marcuse’s ”Det en-dimensionale samfund” et teoretisk grundlag for vor frygt og en opfordring til handling. Samtidig troede vi midt i protesterne inderligt på vore demokratiske rettigheder. Vi satte også vores lid til det frie menneskes styrke, som blev dyrket hæmningsløst.

Højrefløjens teoretikere tvivlede stærkt på demokratiet. Hvor udbredt tvivlen var, fremgår af, at den senere senator Daniel Patrick Moynihan, som er en ægte demokrat, i sin neo-konservative pessimisme i 1975 kunne skrive, at det liberale demokrati i sin amerikanske udformning ”simpelthen ingen relevans har for fremtiden. Det er, hvor verden var, ikke hvor den er på vej hen”.

Jean-Francois Revel bidrog i 1983 med sit værk How Democracies Perish. Bogens grundlæggende tese er, at ”demokratiet vil måske trods alt vise sig at være en historisk tilfældighed, en kort parentes som lukker sig lige for øjnene af os”.

Revel hævder selv, at han er tilhænger af det liberale demokrati, men hans tankegang afspejler mere et totalitært samfunds. I sin nyeste bog The Flight from Truth, som netop er udkommet i USA, fortsætter han korstoget fra tidligere bøger mod den indre fjende i Vesten. Det er alle de, som har kritiseret officiel politik.

Amerikanske videnskabsmænd, som kritiserede Reagans stjernekrigsprojekt SD1, angribes: ”Amerikanske intellektuelle, først og fremmest universitetslærere ligger langt længere til venstre end samfundet i almindelighed – i hvert fald hvis man til ’til venstre’ forstår et ønske om at tilbyde totalitære regimer strategisk overlegenhed.”

Pressens kritiske virksomhed lægges for had: ”Hvis man i et demokrati uden ophør angriber sin regering, mens den forsvarer sig mod en totalitær og imperialistisk magts overgreb, så spiller man ikke rollen som afbalancerende kraft. Det er tvært imod ensbetydende med, at man er gået over og har tilsluttet sig den stærkeste magts lejr”.

Og alligevel var det netop kulturelle og politiske værdier, som lå bag denne kritik, der viste sig overlegen i striden med den totalitære kommunisme. Hvor fjernt Revel ligger fra denne erkendelse, fremgår med al ønskelig tydelighed af hans seneste bog, som har været lidt længe undervejs. I et forord skrevet i sommeren 1989 forsvarer han endnu engang sit argument om, at kommunismen trods svagheder er ”forbløffende sejlivet”. Han hævder igen, at kommunismen har skabt ”samfund af en radikalt ny type, hvor vi rent faktisk hidtil ikke har oplevet en så komplet udskiftning af regimet”.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.