Trykt i Information 17. december 1992

 

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

NATO i Bosnien 

GENERATIONEN, som med Bill Clinton nu har overtaget præsidentembedet i verdens mægtigste nation, voksede op med et spørgsmål. Det var og er et moralsk begrundet: Hvorfor?

I den tidligste barndom hørte vi beskrivelser af verdenskrigens grusomheder. Det virkede ufatteligt, fordi vores verden var tryg og præget af gode mennesker, trods kold krig. Som skolelærdom fik vi ind, at vor del af verden havde lært af tredivernes fejltagelser. Aldrig igen skulle vi høre en vestlig leder gentage Chamberlains ord, da han i september 1938 overlod Tjekkoslovakiet til Hitler: ”Vi vil ikke risikere krig for et lille fjerntliggende land, som vi ikke kender noget videre til”. Eftergivenhed overfor ondskaben, når den truede andre, kunne i sidste ende gøre os selv til ofre.

Det nagende spørgsmål fulgte os, da vi blev klar over, at jødeforfølgelserne fandt sted allerede inden krigen, og at omverdenen lod det ske. Mange af os blev opdraget til erkendelse af foragtens nødvendighed. Med det middel skulle alle, som forsvarede sig med ”Vi vidste det ikke” mødes.

Det var en børnelærdom, som lagde grundlaget for en erkendelse af, at vores ”næste” ikke blot er stammens andre medlemmer. Vi oplevede fremvæksten af en global samhørighed, der byggede på moderne kommunikationsmidler og havde et klart materielt grundlag, men som også have en moralsk medmenneskelig dimension.

Den samme generation oplevede imidlertid også tidligt, at de smukke idealer havde begrænsninger og kunne føre ud i katastrofe. Vietnam-krigen blev oprindelig begrundet gennem appel til de ovenfor beskrevne følelser. Men nærmere undersøgelse viste, at argumenterne var en blanding af løgn og selvbedrag. Selv folk, som stolede på ledernes gode vilje, indså efterhånden, at den amerikanske målsætning i Vietnam var uopnåelig – blokeret af en alt for høj pris.

NÅR EN MILITÆR indsats i Bosnien diskuteres, er det læren fra trediverne og Vietnam-krigen, som udgør polerne.

For de af os, som aldrig kunne forstå passiviteten, da Hitler-regimet truede den europæiske civilisation, skærer det ind i sjælen, når vi erfarer, at folkemord og KZ-lejre er vendt tilbage. Langsomt formes et svar på det gamle spørgsmål, Hvorfor? Og det er så trist i sin dom over menneskeheden, at dyb kynisme meget vel kan blive frugten.

Samtidigt ved vi fra Vietnam-krigen, at selv et velment militært indgreb kan medføre en katastrofe, som er større end den, man gerne vil afværge. Den indsigt bør inspirere til dybtgående analyse af de interesser, som er på spil, og de praktiske problemer i forbindelse med forsvar af dem.

Dilemmaet ses klart bag retorikken i den tale, som en repræsentant for den gamle generation, præsident Bush, holdt i tirsdags. Den bringes i uddrag på side 5. For Henry Kissinger har den rent humanitære og på kort sigt relativt omkostningsfrie intervention i Somalia også rejst erfaringerne fra Vietnam. I International Herald Tribune påpeger han, at ingen nation nogensinde har ment, at moralske og medmenneskelige værdier har så stor betydning, at man alene af den grund skal risikere sine ungers liv i forsvaret af dem. Han maner til eftertanke og forsigtighed, fordi han frygter, at amerikansk sikkerhedspolitik vil blive forandret gennem en række i sig selv små skridt, der alligevel samlet gør USA til verdens politibetjent.

FARLIGST er det, hvis man i den nuværende situation fortsat vil undvige det valg, som dilemmaet lægger op til. EF, FN, CSCE og NATO har forsøgt sig ad denne vej. Resultatet er, at man er blevet trukket ind i konflikten, og at de oprindelige målsætninger samtidigt er blevet fjernere. Dermed er konflikten på Balkan blevet en trussel mod hele det internationale samfund, fordi disse institutioners legitimitet er rystet.

Der er udsigt til, at FN via NATO vil få håndhævet det gamle forbud mod, at de krigsførende parter, primært serberne, anvender militære fly i luftrummet over Bosnien. Det vil, i bedste fald, være blot endnu en ligegyldig symbolsk handling. I værste fald kan det udsætte de alt for let bevæbnede FN-soldater for gengældelse.

Der er andre mellemløsninger. De kendte krigsforbrydere kan formelt anklages ved en ny international domstol. Fly kan bombe serbiske stillinger. Levering af våben til Bosnien-Hercegovinas regering kan tillades. Fælles er, at initiativerne havde været gode for få måneder siden, at deres værdi nu er tvivlsom, og at de rejser talrige nye problemer.

Hvis det internationale samfund vil beskytte muslimerne og respekten for international ret, skal veludrustede og talstærke styrker fra bl.a. NATO med et mandat fra FN hurtigt oprette beskyttede områder.

De stærkeste argumenter for er – med modsat fortegn – nogle af argumenterne imod. Ingen har endnu hævdet, at en effektiv indsats er umulig, blot at den kan koste dyrt i menneskeliv og penge. Serberne har åbenlyst spillet på, at offerviljen i omverdenen er stærkt begrænset. Hvis det afskrækker en indsats, vil diplomati og pres i forbindelse med andre lignende konflikter miste troværdighed. Kynismen bør imødegås med handling – hvis ikke af andre årsager, så fordi den er smitsom.

Netop Vietnam-generationen har et særligt ansvar, fordi vi har bidraget til frygten for, at militær magtanvendelse altid ender i katastrofe. Forsvaret af værdier er af fundamental betydning, hvis den globale civilisation, vi drømte om, skal opstå. Ønsker vi, at vore børn skal spørge Hvorfor? i årtier efter et nyt folkemord, som vi var ekstremt velinformerede om?    JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.