Trykt i Weekendavisen 20. januar 1995

Mødet i Majdanek

Kristne og jøder. Hvad skal man bruge en koncentrationslejr til? Polske teologer, museumsfolk og jøder søgte svar i en vanskelig dialog i koncentrationslejren Majdanek i Polen.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

LUBLIN - Den gamle mand lænede sig frem »Hvorfra kommer du?«. Svaret overraskede ham næppe, og hans næste ord var: »Så vil jeg gerne trykke din hånd«.

Mit spørgsmål til ham var også: »Hvorfra kommer du?« Han svarede: »Jeg er jødisk«.

Vi var på vej til koncentrationslejren Majdanek. Det har længe irriteret mig, at polakkerne deler ofrene i kategorier: jøder, polakker, sovjetiske krigsfanger, andre udlændinge. Hvorfor vil man antyde, at jøderne ikke var polakker? Så jeg reagerede med et: »Åh nej, ikke igen« - og forklarede ham mit problem.

Mens den overfyldte bus skramlede afsted, sagde Aron Kleinlehrer så, at han bor i Australien, hvor han i Sydney har åbnet et holocaust-museum. Det første, besøgende ser, er et billede af den danske konge. »I danskere var de eneste, som reddede alle jøder fra udryddelse«, forklarede hr. Kleinlehrer. »I er høje og blonde; Hitlers ideale mennesketype, selv om han var lille og sortsmudsket. Jeres indsats må have chokeret ham«. Kleinlehrers begejstring for danskere har endog medført, at han under et besøg i Danmark har tilbudt overrabiner Bent Melchior én million dollar til et museum for indsatsen, men »Melchior afviste mig«.

I bussen var tidligere fanger fra Majdanek, nogle katolske teologer, veteraner fra frihedskampen, repræsentanter for diverse forskningsinstitutter og så os to. Vi var alle inviteret til en konference: Religionerne om fredens veje og krigens afveje.

Ankomsten til Majdanek chokerede mig ikke denne gang. Jeg var forberedt. Det er et almindeligt udtryk, at man kan »tabe vejret«, men det er kun to gange sket for mig.

Første gang ved synet af Birkenau, udryddelseslejren ved Auschwitz. Den er enorm. Lejrarealet strækker til horisonten. Langt over en million menneskeskæbner rammer, således illustreret, den besøgende med uventet kraft.

Anden gang var for snart et år siden, da jeg under en weekend-tur kom til Majdanek. Kørsel dertil ad vejen fra Lublin kræver på grund af dårlig afmærkning fuld opmærksomhed. Pludselig er husene langs vejen væk og igen ses en uendelig mark med pigtråd, barakker, veje og et par høje skorstene. Regnen silede ned den forårsdag. Vi kørte ind på området, langs et dobbelt pigtrådshegn med vagttårne. Lejren lå øde hen. Kun store sorte fugle lettede fra græsset eller fløj hen over marken fra tårnene. Der var en sær stilhed, uden ro. Resten af bilens passagerer, som har jødiske rødder, blev i Vectraens varme, da jeg selv stod ud ved krematoriet. De sagde, at det var for koldt.

Det første, man ser i krematoriet, er et lille rum med et cementbord. Det har hævet kant og i midten er et afløb. Den rå cement i bordpladen og noget af gulvet er farvet mørkt af blod. Her fik ligene fjernet guldplomber i tænderne, inden de blev taget ind til ovnene.

Høstfesten

Bag krematoriet ses tre grøfter. De er overgroet med græs, og jord fra udgravningen danner uregelmæssige volde. Ifølge et øjenvidne, krematoriets chef Erich Muhsfeldt, var de oprindelig hver to meter dybe, omkring 100 meter lange. 300 fanger gravede dem i løbet af tre dage i slutningen af oktober 1943. Det var skifteholdsarbejde: 150 om dagen, 150 om natten.

I løbet af de dage ankom 100 SS-soldater, og om aftenen den 2. november blev to lastbiler med højttalere stationeret i lejren. Den ene ved grøfterne; den anden ved lejrporten.

Tidligt om morgenen den 3. november blev alle jøder i lejren kommanderet ud i kolonner. I pigtrådshegnet mellem den indre lejr og krematoriet skar SS en åbning.

»Rækker med bevæbnede politifolk blev dannet mellem åbningen og grøfterne«, berettede Erich Muhsfeldt under en krigsforbryderproces. »De nøgne jøder blev drevet mod grøfterne mellem politiets rækker. Der skubbede en SS-mand fra Sonderkommandoen dem ned i grøfterne i grupper af ti. De, som allerede var i grøften, blev drevet til dens ende. Der skulle de lægge sig ned, og så skød en SS-mand fra Sonderkommandoen, som stod oppe på grøftens kant, dem. De næste grupper blev også drevet til grøftens ende, hvor de skulle lægge sig ned oven på dem, som tidligere var blevet skudt, og derved blev grøften efter en tid fyldt, afsnit efter afsnit, lige til kanten«. Imens lød dansemusik fra højttalerne.

Det var ikke blot lejrens jøder, der blev skudt. En overlevende fange har fortalt, at man pludselig så en skare nærme sig lejren på vejen fra Lublin. Da de første nåede frem, havde de sidste endnu ikke forladt byen. Det var omkring 10.000 jøder fra arbejdslejre i området, som blev gennet i døden, i kø.

Ifølge Mushfeldt blev mere end 17.000 mænd og kvinder dræbt 3. november i Majdanek, som led i operation Erntefest (»høstgilde«). Anledningen var en række opstande det efterår i ghettoer og dødslejre. Efter oprøret 14. oktober i Sobibor dødslejren, hvorfra adskillige hundrede undslap, gav Reichsführer SS Heinrich Himmler ordre til udryddelse af alle jøder i Lublin-området. I alt 42.000 blev dræbt under høstgildet.

Fra Majdanek blev åbnet i efteråret 1941 til befrielsen tre år efter, døde mere end 200.000 mennesker i lejrens gaskamre og af skud, slag, sult og sygdom. Det nøjagtige antal kendes ikke. Statistik blev ført af tyskerne, men arkiverne blev delvist ødelagt inden befrielsen. Skøn lige efter krigen lå på 360.000, men forskere ved lejrmuseet, som blev oprettet i november 1944, anslår nu, at 235.000 blev dræbt. Heraf skal de 50 procent have været jøder, 40 procent polakker og 10 procent fra over halvtreds forskellige andre nationaliteter.

Majdanek, hvis officielle navn var Konzentrationslager der Waffen SS Lublin, kombinerede udryddelse og arbejde. Ti-tusinder blev dræbt straks efter ankomsten. Størstedelen af fangerne var polske statsborgere. Nogle blev løsladt, og nogle få, endog jøder, undslap. Mange blev sendt til udryddelse i andre lejre. Det var således fra Majdanek, at Sobibor i foråret 1943 fik sendt 300 særligt smukke unge jødinder, fordi Himmler kom på besøg. I en demonstration af lejrens kapacitet så han dem blive gasset, nøgne.

Stadig til stede

Hvad kan man så bruge det til? Skolebørn i hundredtusindvis er siden Anden Verdenskrig blevet taget gennem lejren. Mange træbarakker er bevaret, dvs. efterhånden helt genopførte på grund af tidens tand. Børnene har været i gaskamrene, set på fotografier og formentlig også gyst i den mørke barak, som er fyldt med sko, halvt opløste af ælde.

Intet kan vel genskabe lejrens virkelighed, og alligevel er ophold i Majdanek ikke nemt i dag.

»Jeg kunne i begyndelsen hverken spise eller drikke her«, siger en ung, karseklippet teolog, Eugeniusz Sakowicz. I et par år har han arbejdet i lejrmuseet. »Det er ikke et sted med døde mennesker. Her er så mange lyde. Som kristen mener jeg, at de 200.000 stadig er tilstede, og det er jo en stor befolkning, halvdelen af Lublins indbyggere«.

»Fra vores køkken derhjemme kan jeg se lejren. Vi er i byens lys, og så brydes det af et stort område, et sort område. Men det er ikke et tomt område«.

»Jeg vil gerne flygte herfra. Mange siger til mig: Hvorfor arbejder du der - det kunne jeg ikke, blot en enkelt dag! Og jeg må sige til dem, at hver tur hertil er meget svær«.

Mennesker dræbte

Men stadig, hvad kan man bruge det til? Siden sin ansættelse har Sakowicz tumlet med spørgsmålet, fordi han ville finde »noget«, som taler mere direkte til nutiden end blot museets historiske forskning. Han har fundet svar i en pligt til kollektiv selvransagelse.

»Vi kan i Majdanek lære, hvem vi er«, siger Sakowicz. »Det var mennesker, der dræbte. Det var ofrene også. Men den tredje gruppe, dem uden for lejren, må også spørge: Hvem er vi?«

»Jøderne siger, at drabene blev begået af dyr. Men det var normale mennesker. Jeg kan ved hjælp af religiøse kategorier finde svar - henvisning til synden, Kain-Abel osv. Men det er ikke et svar til folk, som er uden religion. Vi kan give redegørelser, som bygger på historiske forhold, men det er stadig ikke et svar. Kan godt/ondt forstås uden for religionernes sammenhænge? Jeg mener, at religion kan give bedre svar end psykologi og sociologi, men det er stadig ikke hele svaret«.

Sakowicz organiserede også i fjor på lejrens område en konference for økumenisk dialog. Oplæg kom fra jøder, muslimer og katolikker. »Udenfor kan folk strides, men der er noget ved Majdanek, som bevirker, at de ikke fortsætter slagsmålet her«, siger han.

Helt sandt er det ikke. Majdanek besøges årligt af mange jødiske grupper, men de undgår enhver kontakt med museets folk. Der er tilmed risiko for åben konflikt. Jødiske aktivister har, ifølge Sakowicz, truet med demonstrationer mod Majdanek. De kræver ofrenes aske begravet sammen med skeletrester, der ligger i krematoriet.

Modsætningerne undrede ikke Aron Kleinlehrer. »Jødehadet var størst i Polen, og derfor placerede Hitler dødslejrene her«, sagde han. »Du skal ikke tro, jeg kommer til Polen igen og igen, fordi jeg elsker landet«. Stemmen blev grådkvalt, og han tilføjede: »Men min mor døde her«.

Faktisk døde hele hans familie i Polen. Kleinlehrer er født i den store industriby Lodz, og som 15-årig - »inden krigen« - blev han sendt til Australien.

Måske er Kleinlehrers beskrivelse af Hitlers motiver diskutable, men det er en kendsgerning, at mange hundrede jøder blev dræbt efter krigen. I det befriede Lublin blev Leon Feldhendler, lederen af oprøret i Sobibor, myrdet af polske partisaner den 2. april 1945. I Kielce dræbte pøbelen 42 jøder den 4. juli 1946. Omkring 100.000 af Polens mere end tre millioner jøder havde overlevet krigen, men efter pogromen i Kielce flygtede halvdelen til udlandet. Flere fulgte senere efter ny forfølgelse, så kun få er tilbage, måske 5.000.

Mennesket

Sakowicz havde denne gang inviteret mange katolske præster, men kun en håndfuld kom. Det var nok. Først måtte de lytte til filosoffen Jozef Tischner, som talte over temaet: Det var mennesket selv, som gjorde dette mod mennesker. Han påtalte skarpt, at europæisk filosofi siden Anden Verdenskrig har »lukket øjnene« for den udfordring, der stilles i spørgsmålet: Hvorfor? Når de ansvarlige for drabene kaldes umenneskelige, erklærede Tischner, så går man blot i nazisternes fodspor, idet de retfærdiggjorde deres forbrydelser ved at sætte ofrene uden for menneskeheden.

Roden til det onde fandt han i menneskets forsøg på at overtage den autoritet, der er Guds, og selv den katolske kirke i Polen har efter hans opfattelse gjort sig skyldig i den synd. Med hvilken ret gør mennesker sig til herrer over andre mennesker? - lød hans stadige spørgsmål.

Meningen med konferencer er, at deltagerne skal diskutere indbyrdes, så den chance fik vi efter endnu en taler - rabbi Michael Shudrich beskrev den jødiske reaktion på holocaust.

Mange nationer er forsvundet efter undertrykkelse. De overlevende har simpelt hen opgivet deres identitet. Men jøderne er ikke forsvundet trods en historie fuld af lidelse. »Den jødiske stædighed er en livsbekræftende erklæring«, påpegede Shudrich, som konkluderede, at jøderne efter krigen havde sat alle kræfter ind på at skabe nyt liv.

En forsker beklagede, at jøderne ikke havde satset mere på historieskrivning efter Holocaust - »meget er derfor gået tabt«. Så ville en af præsterne vide, hvorfor så mange jøder bagefter »forlod Gud« - meningen var utvivlsomt, hvorfor de blev kommunister? Endnu en præst ville vide, hvorfor jøder ikke længere bor i Polen.

Teologen Waldemar Chrostowski sagde, at masseudryddelse startede i Sovjetunionen, længe inden nazisterne var kommet til magten, og »kristne i resten af verden var tavse«. Den kristne solidaritet svigtede, fordi stalinismens terror ramte ortodokse, og andre kristne kirker følte sig ikke ramt, mente han.

Efter Anden Verdenskrigs chok indså nogle kristne behovet for dialog med jøderne, men, hævdede han, solidaritet med kristne i øst udeblev: »Splittelsen mellem kristne bidrog til hadet og opdelingen i anden del af det tyvende århundrede«.

Chrostowski rettede derefter sin kritiske brod mod jøderne. De har skabt »falske ideer« angående det jødiske martyrium, fordi de ikke har »accepteret det ocean af blod, som flød fra ikke-jøder«. Jøderne har klaget over, at de stod alene under holocaust, men vi ved nu fra Auschwitz og Majdanek, fra Kolima, at værre end døden var for alle ofre, at de følte sig forladt.

Der var flere spørgsmål fra katolske præster, men min opmærksomhed var nu mest optaget af Aron Kleinlehrer. Han blev stadigt mere urolig. Helt kogende blev han, da præsterne et par gange fik sat lighedstegn mellem værdierne i Kristi lære og enhver højt udviklet religion. »Det er dem, som altid har sagt, at vi dræbte Jesus, og nu uddefinerer de os«, hvæsede han og krævede mikrofonen til et modindlæg.

Ordstyreren overså den vrede mand fra Australien, hvorefter han udvandrede med en afskedssalut indeholdende meget højlydte bemærkninger på polsk.

Men så var det, at Majdanek alligevel fik betydning. Tre gamle mænd, tidligere fanger, skyndte sig ud efter hr. Kleinlehrer og stoppede ham i garderoben. Hvad de sagde, aner jeg ikke, men deres omfavnelse af ham var så varm, at man i et glimt anede, at menneskekærlighed kan læres under grusomme forhold. Min ven blev, vendte tilbage hilst af klapsalver, og senere sagde han endog i et indlæg, at han havde følt sig velkommen. Præsterne tog aldrig ordet igen.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.