Trykt i Weekendavisen 18. august 1995

Revolutionens problembarn

Lech Walesa. Vejen fra folkets idol til forhadt syndebuk er kort. I mange polakkers øjne er forskellen mellem drømmen under kommunismen og virkeligheden under markedsøkonomien så grotesk, at en følelse af svig naturligt har meldt sig.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

WARSZAWA - Efter fem år i præsidentembedet har den tidligere formand i fagbevægelsen Solidaritet og modtager af Nobels fredspris nu meddelt, at han genopstiller i efterårets præsidentvalg. Men der er udsigt til, at vælgernes dom også vil være, at Lech Walesa ikke voksede med sin seneste opgave.

Ugebladet Wprost har med en lille monolog meget præcist opsummeret holdningen hos manden på gaden: »Den fyr har intet begreb om noget som helst. Han har vist sig totalt uduelig. Siger det mest utrolige vås. Han omgiver sig med suspekte typer. Kompromitterer os i udlandet. Hvert andet øjeblik destabiliserer han det politiske system. Og det allerværste... Jeg vil være tvunget til at stemme på ham nok en gang«.

Walesa har en chance for genvalg, hvis vælgernes alternativ er at stemme på socialdemokraten Alexander Kwasniewski, tidligere top-kommunist. Ifølge Walesa truer en kommunistisk magtovertagelse igen Polen. Men ingen af de kendte allierede fra kampen mod det kommunistiske regime er mellem hans tilhængere i dag. Faktisk gjorde størstedelen af oppositionen fælles front med de såkaldt postkommunistiske regeringspartier, da præsidenten i vinter truede med et kup, som angiveligt skulle afværge den røde fare.

Når gamle kampfæller i dag over for Weekendavisen skal beskrive fænomenet Lech Walesa er deres kritik knusende. Onyszkiewicz, som i den frie fagbevægelses storhedstid omkring 1980 var Walesas talsmand, kalder ham en »genial taktiker«, men tilføjer så straks, at han ikke er en strateg: »Walesa kan ikke se mere end to uger frem, og det skal en præsident«.

Piotr Nowina-Konopka, som næsten dagligt var sammen med Walesa fra det sene efterår 1982 til slutningen af 1989, konstaterer med oprigtig sorg, at »en præsidents pligter er større end Walesas evner«.

»Til det destruktive er han et geni, og jeg støttede ham, da kommunismen skulle rives ned«, siger Adam Michnik, Polens mest skarpsindige politiske analytiker. »Men han kan ikke bygge noget op«.

End ikke sin gamle fagbevægelse kan Walesa regne med. I sidste uge sagde Solidaritets formand, Marian Krzaklewski, at hvis opinionsundersøgelser giver dårlige tal, så bør Walesa trække sig ud af valgkampen. Man skal nemlig ikke risikere, at »myten, som han står for, bliver undergravet«.

Syndebuk

Det var en klar opfordring. Opinionstallene er meget dårlige. I den seneste undersøgelse erklærede 66 procent, at de er imod Walesas håndtering af præsidentembedet. Accept har han kun fra 21 procent, og endnu færre siger, at de vil stemme på ham. Mere end halvdelen af vælgerne afviser, at de - under nogen omstændigheder - vil gå ind for hans genvalg.

Walesas nedtur har delvist en forklaring i massepsykologi. Karismatisk ledelse bygger på et følelsesbestemt forhold mellem føreren og de førte. Folk tror, at deres helt kan klare alle forhindringer, løse ethvert problem. Når denne tro smuldrer, bliver vejen fra folkets idol til forhadt syndebuk kort. I mange polakkers øjne er forskellen mellem drømmen under kommunismen og virkeligheden under markedsøkonomien så grotesk, at en følelse af svig naturligt måtte melde sig.

I opinionen kan han stadig vinde stor anerkendelse for sin indsats under strejkerne i august 1980 og de første seksten måneder af Solidaritets eksistens indtil bevægelsen blev smadret med indførelse af krigsretstilstand i december 1981. Men den tid kan ikke opveje det senere helt overvejende negative indtryk. Da folk i en undersøgelse skulle vurdere Walesas samlede indsats i de forløbne femten år, stillede kun 32 procent sig positivt, 40 procent negativt. Kritikken var størst i den fattigste del af befolkningen.

Splittelsen

Men Walesa er ikke kun et offer for de skuffede massers måske urimelige jagt efter en syndebuk.

Trods fem år i præsidentembedet er hans konkrete oplæg til love og reformer særdeles få. Som en moderne Robin Hood foreslog han i sit mest mindeværdige udspil, som aldrig blev formaliseret, uddeling af statens ejendom ved hjælp af en slags andelsbeviser. Alle skulle dermed modtage en stor sum, næsten ti gange den gennemsnitlige årsløn, men det var uden baggrund i økonomiske realiteter.

Hovedparten af indsatsen har fokuseret på en udvidelse af embedets magt på bekostning af parlamentarismen, og det har bragt ham i konflikt med næsten alle partier og samtlige regeringer siden systemskiftet i 1989.

Polens forfatning giver statsoverhovedet en betydelig udenrigspolitisk rolle. Generelt har Walesa sat sin prestige ind bag landets optagelse i NATO og EU. Men ofte har han skadet Polens omdømme.

Hans vurdering af Rusland svinger eksempelvis ekstremt. Under kuppet mod Gorbatjov i august 1991 måtte statsminister Jan Bielecki forhindre, at Walesa sendte dets bagmænd et lykønskningstelegram. I år har han næsten samtidig hævdet, at Rusland ikke kan blive en trussel igen, og at Europa vil blive til »Ruslands Forenede Stater«. I april forbød han, at statsminister Oleksy rejste til Moskva i forbindelse med 50-året for sejren over Tyskland. »Walesa virker, som tænker han ikke længere på staten, dens værdighed og interesser«, kommenterede en af Polens største aviser, Gazeta Wyborcza.

Walesa har endog fået genrejst Polens ry for antisemitisme. Først lyttede han passivt til en prædiken med grove udfald mod jøder. Da kritik blev rejst, forsvarede han præsten, som havde spillet en central rolle i Solidaritet. Hårdt presset af international fordømmelse tog Walesa endelig afstand fra præstens udtalelser, men det afværgede ikke en offentlig irettesættelse fra USA’s præsident Clinton rettet mod hans tøven. »Walesa er ikke antisemit, men han erkender ikke ondskaben, når den dukker op«, siger Nowina-Konopka

Svagt fundament

Walesa's mest fatale fejlgreb er, at han aldrig har arbejdet for oprettelse af et politisk parti eller en massebevægelse bag sit præsidentembede. Han indledte tværtimod denne del af karrieren med splittelse af Solidaritet, og derfor byggede hans magt lige fra starten på et svagt fundament.

Efter Solidaritets valgsejr i juni 1989 og delvise overtagelse af regeringsmagten under ledelse af Tadeusz Mazowiecki følte Walesa sig sat ud på et sidespor. Begivenhedernes centrum lå nu i den politiske hovedstad Warswawa og ikke i Gdansk, hvor Walesa i ensom majestæt sad på den frie fagbevægelses trone.

De nye politikere var optaget af, hvordan de kunne konsolidere deres noget uventede magtposition og styre staten. Walesa fandt imidlertid sin revolutionære stemme frem og sammenlignede forbløffende nok Mazowiecki's styre med kommunismens: »Krigsretstilstanden indførte dvaletilstand og den aktuelle (stats)opfattelse gør det samme«. Hvis Polen skulle have demokrati, så var det, fortsatte han, nødvendigt med »offentlig uro, ikke ro«.

Walesa indledte en kampagne mod enheden i Solidaritet. Den nåede klimaks, da han besluttede, at præsidentembedet skulle være hans.

Pyrrhus-sejr

Det var en plan, som fra starten stødte på modstand fra hans indtil da nærmeste allierede. Mellem dem var Piotr Nowina-Konopka, som, ifølge eget udsagn, gav ham et velment råd: »Dagen vil komme, hvor du vil blive kaldt til Warszawa som en frelser. Men hold dig uden for den politiske magt nu. Du skal være en af dem, som lider med befolkningen. Du kan skabe en positiv atmosfære for de svære reformer i fagbevægelsen. Ellers vil den blive en hindring for reformer«.

Men Walesa var ikke lydhør. Efter en brutal valgkamp i efteråret 1990 besejrede han både Mazowiecki, som blev støttet af Solidaritets intellektuelle, og en ekstremistisk opkomling, Stanislaw Tyminski. Men det var en klassisk pyrrhus-sejr.

På det personlige plan efterlod opgøret sår, som aldrig siden er helet. Walesa kaldte Nowina-Konopka en lus. Adam Michnik, som bekæmpede kommunismen, da Walesa endnu var en apolitisk elektriker, blev beskyldt for at yde kommunismen bistand og svarede med: »Hvis jeg er en krypto-kommunist, så er du et svin«. Valgkampen efterlod indtrykket af en politiker, som ikke ville sky noget middel. Nobelprisen fyldte således ikke mere i samvittigheden, end at han gentagne gange appellerede til antisemitiske følelser.

Politisk var det mest bemærkelsesværdige, at frihedshelten ikke blev kåret af vælgerne. Modstanden var stor, og mange stemte på ham uden glæde. Walesa rykkede ind i præsidentpaladset, men han efterlod en fagbevægelse uden ledelse, og som politisk slagkraftig bevægelse var Solidaritet knust.

Bevidst strategi

Når Walesa i dag ser tilbage på opgøret sker det uden beklagelse. I et nyligt interview med ugebladet Tygodnik Solidarnosc forklarede han strategien bag sin indsats siden 1990:

»Bygning af pluralisme og demokrati var det vigtigste. Men hvordan kunne vi have gjort det med en Solidaritet-regering? Det ville have været den korteste vej til et magtmonopol, endog værre end kommunismen var. Hvordan kunne det forhindres? Selvfølgelig gennem opmuntring af uenighed. Det var den eneste løsning. Hvis jeg ikke havde gjort det, så ville vi nu have befundet os i en skal, forkrampede og uden mulighed for udvikling (...) Jeg har givet næring til pluralisme. Jeg ville ikke være en anden Kim Il Sung«.

Meget i Walesa's budskab til befolkningen er forblevet uændret siden kommunismens dage. Dengang var et af hans temaer, at »konstruktivt kaos« er at foretrække frem for »gravpladsens fred«. Nu afviser han samarbejde med regeringen, fordi »det er på gravpladser, man finder den største stabilitet«. Sin egen rolle beskriver han med disse ord: »Jeg bør provokere, opmuntre, så uro og blande mig, når jeg ser, at tingene ikke går, som de skal«.

Omstillingen

Mange af Solidaritets aktivister har klaret omstillingen fra revolutionære til ansvarsbevidste samfundsstøtter.

Onyszkiewicz var fra 1992-93 minister for det militær, som i 1981 havde gennemført krigsretstilstand og fængslet ham. Han klarede forbilledligt balancegangen mellem egne følelser og statens interesser. Nowina-Konopka er udenrigsminister i skyggekabinettet, som det største oppositionsparti har dannet. Michnik er chefredaktør for Gazeta Wyborcza. Han har endog udviklet et venskab med Polens sidste kommunistiske leder, general Jaruzelski.

Kommunisterne har også forandret sig. Adskillige er i dag succesrige kapitalister, som ønsker markedsøkonomiske reformer fremskyndet. Når oppositionspolitikere udtaler sig anonymt, indrømmer de, at post- kommunisterne oprigtigt arbejder for optagelse af Polen i både NATO og EU.

Tidsånden har en fornem repræsentant i Polens indenrigsminister Andrzej Milczanowski. Som leder af Solidaritets undergrundsbevægelse i Szczecin-området bidrog han afgørende til det kommunistiske styres fald. Som indenrigsminister er han nu ansvarlig for de hemmelige tjenester, politiet og et militært korps. Milczanowski er udnævnt til posten af præsidenten, men han har alligevel opnået de post-kommunistiske regeringspartiers fulde tillid. Det har i nogle kredse vakt vrede, at han f.eks. forfremmede en mand, som var mesterspion under det gamle regime. Men Milczanowski's grundlæggende filosofi er, at i en retsstat skal folks politiske fortid ikke være en byrde, hvis de udmærker sig professionelt.

Konflikternes mand

Trods egen fremhævelse af politiske motiver, er der formentlig rent personlige årsager til, at Walesa ikke kunne finde sin plads i dette nye Polen, hvor man tilstræber forsoning.

Sommerens store politiske bestseller er en oversættelse af biografien The Naked President, hvori den tidligere Østeuropa-korrespondent for The Times, Roger Boyes, gennemfører den første rimeligt objektive kulegravning af Walesa's baggrund og indsats.

I dette portræt er Walesa mere et barn af revolutionen end dens fader. Han var en »tilfældighedernes mand«, som kunne spille på massernes følelser, men bag hans mest epokegørende træk stod en lille gruppe rådgivere.

»Det er en kendsgerning, at Walesa foruden at skrive historie også har omskrevet historien«, hævder Roger Boyes. »For at man kunne give næring til myten om den revolutionære leder, var det i 1980'erne og endda ind i 1990'erne nødvendigt, at andres rolle blev underdrevet og at en stor vision blev påført begivenheder, som til tider var rene tilfældigheder og ofte ukontrollerede«.

Boyes argumenterer, at Polen efter systemskiftet havde brug for en præsident, som »med ærlig tale definerede den post-kommunistiske verdens politiske kultur«. Walesa burde have arbejdet for, at samfundets modsætninger blev overvundet, men, konkluderer Boyes, Walesa »forblev en forfængelig mand, som bærer på nag, en konflikternes mand«.

Forsynets mand

Noget af dette »nag« kan begrundes politisk. I et interview gav Walesa udtryk for »væmmelse« over, at de folk, som udgjorde toppen i Folkerepublikken Polen, nu igen er ledere. »Det er«, sagde han, »ikke de oprindelige kommunister, men de voksede fra samme rødder. Der er en masse uafsluttede affærer mellem dem og os: Snigmord, forbrydelser (...) For mig er det en skændsel. Kan vi bare gå videre og glemme de uhyrligheder, som det andet system begik?«

Men striben af nære medarbejdere, som kom i unåde, er for lang til, at politiske forklaringer er tilstrækkelige. Hvis man vil forblive Walesa's ven, så skal man »acceptere stadig og krybende ydmygelse«, konstaterer Roger Boyes.

Resultatet er, siger Piotr Nowina-Konopka, en selvskabt isolation: »Walesa afviser folk, som ikke følger hans bud slavisk«. Tilbage i præsidentens nærmeste følge er kun Mieczyslaw Wachowski - hans tidligere chauffør og nuværende statschef, som i den offentlige mytologi udgør den store onde ånd.

Walesa tror selv, at han egenhændigt knækkede kommunismen, hævder hans tidligere allierede samstemmende.

Det er diskutabelt, hvor dybt Walesa's religiøsitet stikker, men bag sin historiske indsats ser han Forsynets hånd.

»Når Walesa er i dårligt humør, bliver han til en Napoleon«, siger Adam Michnik. »I godt humør er han Gud eller Frelseren. Han vil helst være en god enevældig konge, og derfor vil han altid udgøre en trussel mod den demokratiske orden«.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.