Trykt i Weekendavisen 29. september 1995

Sikkerhed på polsk

Polen. Alternativet til medlemskab af NATO er genoprustning og løbsk nationalisme, siger polakkerne. At give efter for den russiske regerings pres vil kun styrke nationalisterne.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

WARSZAWA - NATOs vedtagelse af retningslinjer for udvidelse af alliancen har indledt en ny fase i genopbygningen af Europas sikkerhedspolitiske arkitektur. Siden Warszawa-pagtens sammenbrud har en række lande banket på NATOs dør - og skældt ud, fordi den ikke blev åbnet. Med en rapport på mere end 30 sider, som onsdag blev præsenteret for deltagerne i Partnerskab for Fred-programmet, har NATO nu svaret med krav til de interesserede.

Indtil kravene er opfyldt, er ansvaret for den lukkede dør dermed skubbet over på ansøgerne. Til modstandere af udvidelsen signalerer rapporten imidlertid også, at NATO har indledt det afgørende forarbejde inden optagelsen af nye medlemmer. Rusland har allerede reageret med en optrapning af truslerne, som skal blokere udvidelse, og de russiske advarsler finder ekko, fortrinsvis i USA, hvor adskillige opinionsledere vender sig mod planerne. For ansøgerne er der reel udsigt til, at selv om de opfylder kravene til nye medlemmer, vil de støde på en fortsat lukket dør.

Kilder i NATOs hovedkvarter vurderer, at kun regeringerne i USA, Tyskland og Danmark helhjertet støtter en udvidelse. Derfor skal de håbefulde kandidater fortsat argumentere for deres sag overfor opinionen i udlandet. Samtidigt skal de gennemføre reformer, som gør optagelse både mulig og uafviselig.

Polen først

Forrest i ansøgernes kø står Polen. Det fremhævede den amerikanske forsvarsminister, William Perry, under et besøg i Prag, da han ville dæmpe Tjekkiets ofte selvhævdende forsøg på enegang. På grund af Polens størrelse og strategiske placering er enhver udvidelse, som ikke omfatter dette land, lidet sandsynlig. Selv er polakkerne meget opmærksomme på deres nøgleposition.

"Overvejelserne om udvidelse af NATO handler i virkeligheden om optagelse af Polen", siger den tidligere forsvarsminister, Janusz Onyszkiewicz, til Weekendavisen. Man lever op til ansvaret med en indsats på mange felter. Mest bemærkelsesværdigt er, at politikerne trods dybe kløfter mellem partierne opretholder en massiv konsensus, når det gælder optagelse i NATO.

Onyszkiewicz, som repræsenterer det største oppositionsparti Frihedsunionen, udgør sammen med den tidligere kommunist Longin Pastusiak, som i dag er udenrigspolitisk talsmand for regeringspartiet SLD, et effektivt team på internationale konferencer. Deres argumentation har meget af æren for, at NATO-parlamentarikernes organ, North Atlantic Assembly, på et kommende møde i Italien formentlig beslutter fuld optagelse af delegationer fra en række ansøgerlande. Forudsætningen er en ændring af forsamlingens statutter, som kun giver mulighed for observatør-pladser til lande, der ikke er med i NATO.

Indsatsen foregår også gennem et ambitiøst program for fælles øvelser med NATO-lande, ændring af de væbnede styrkers struktur, forbedring af relationerne til nabolande og en ihærdig udenrigspolitisk agitation for hurtig udvidelse af NATO.

Ruslands trusler

Set med polske øjne er den største hindring for optagelse, at de vestlige lande tager overdrevne hensyn til Rusland. Polske politikere har således enigt afvist præsident Jeltsins trusler med, at de skyldes et kortsigtet behov for indenrigspolitisk markering op til kommende parlaments- og præsidentvalg.

Statsminister Jozef Oleksy reagerede med en bemærkning om, at "ingen russiske erklæringer vil påvirke Polens bestræbelser". Af bl.a. historiske årsager er man naturligvis ikke blind for den potentielle fare fra øst. "Vi ønsker en udvidelse af NATO, som sker i forståelse med Rusland", siger Piotr Nowina-Konopka, udenrigspolitisk talsmand for oppositionspartiet Frihedsunionen. "Det vil blive meget dyrt, hvis optagelse medfører konfrontation".

Bevidst strategi

Det er led i en meget bevidst strategi, når polakkerne ikke spiller på den "russiske fare". Man vil ikke give argumenter til de kredse, som hævder, at polakker genetisk er anti-russiske, og at de derfor i NATO vil bidrage til en ny deling af Europa.

I et nyligt interview med ugebladet Polityka kritiserede præsident Walesa eksempelvis journalister og politikere, som "alt for ofte siger, at vi vil med i NATO, fordi vi er bange for Rusland, og dermed skabes den opfattelse, at vi er truet af en stor konflikt, som vi vil gemme os for under NATOs vinger". Næh, fremhævede han, Polen kan levere et positivt bidrag til alliancens fællesskab: "Vi vil med i NATO, fordi vi er blevet et normalt land, ikke har problemer med nationale mindretal og ikke ligger i konflikt. Derfor kan vi udvide kredsen af stabile lande, der i kraft af deres væsen er blevet NATO-medlemmer".

Som led i samme strategi tilbageviser repræsentanter for den polske elite, at det russiske problem vil blive mere håndterligt, hvis udvidelse af NATO udsættes. Argumentet i Vest for en afventende holdning er, at man ikke vil styrke de yderligtgående nationalister. Det polske modargument er, at Vesten med sin tøven netop øger nationalisternes prestige. De får med deres trusler demonstreret, at Vesten kan skræmmes: Det er sådan, man skal tale til dem!

Endnu et modargument er, at tiden ikke arbejder for NATO. Hvis man venter med udvidelse, til Rusland udgør en større trussel, kan initiativet optrappe en konfrontation. Optagelse af Polen og andre centraleuropæiske lande - i det mindste Tjekkiet og Ungarn - bør ske nu, siger Janusz Onyskiewicz. "Det er fuldstændig urealistisk, at man kan få Ruslands ja til en udvidelse af NATO", fortsætter han. "Rusland bør præsenteres for en fast beslutning. Derefter er det Ruslands valg, hvorvidt de vil søge isolation eller samarbejde på det grundlag. Vi tilbyder stabilitet ved deres vestlige grænser. Det er mit skøn, at Rusland ikke vil åbne en ny front mod vest, når den faktiske udfordring ligger mod syd og øst".

For lidt, for sent

Når polakkerne i deres argumentation lægger mindre vægt på sikkerhedsgarantier mod russisk ekspansionisme, skaber de en åbning for kredse i udlandet, som hellere ser snarlig udvidelse af Den europæiske Union end af NATO. Den fremtrædende amerikanske senator Sam Nunn har således foreslået, at vejen til NATO skal gå via optagelse i EU.

Opinionsanalyser tyder på, at befolkningen anser Unionen for et vigtigere fællesskab end NATO. Hovedargumentet for optagelse i NATO er, at polske institutioner har brug for faste rammer, som kan forme deres udvikling, men det argument taler reelt for mere altomfattende rammer leveret af EU. Viceforsvarsminister Andrzej Karkoszka hævder, at det vestlige erhvervsliv vil øge sine investeringer, hvis landets sikkerhed er garanteret af NATO, men kapitalen ville formentlig strømme til med endnu større iver, hvis integration i EU er sikker.

Ledende polske politikere mener imidlertid, at optagelse i Den europæiske Union først vil ske engang efter årtusindskiftet. NATO kan, siger Janusz Onyskiewicz, åbne døren med en hurtig politisk beslutning. Før integration i EU skal man gennem komplicerede forhandlinger, hvor slutresultatet endog er usikkert. Hans partifælle, Piotr Nowina-Konopka, udtrykker sig endnu stærkere: "Hvis vi ikke kommer i NATO, så kommer vi aldrig i EU". Set med hans øjne vil optagelse i alliancen være en vestlig godkendelse af Polen, som baner vejen til EU.

I deres videre argumentation for prioritering af NATO dukker de militære sikkerhedsbehov op, selv om russer-skrækken officielt er blevet skjult. "Vi er ikke naive, så vi tror ikke, at WEU kan garantere sikkerhed og stabilitet i området", siger Nowina-Konopka, idet han henviser til EUs håndtering af konflikten i det tidligere Jugoslavien. For polakkerne, som ofte er blevet svigtet af europæiske "venner", er en troværdig sikkerhedsgaranti lig med USA’s atomparaply og lederevner.

Alternativet

Nogle modstandere af udvidelse ser et alternativ i en al-europæisk sikkerhedsordning, f.eks. en styrkelse af samarbejdsorganisationen OSCE. Deres drøm er, at kollektive sikkerhedsgarantier og nedrustning kan garantere fred. Polakkerne tror ikke på det projekt.

Frankrigs og Englands tøvende reaktion på den tyske invasion i 1939, trods forsvarspagter med Polen, har skabt varig skepsis mod alt andet end uomgængelige sikkerhedsgarantier. Bosniens skæbne har også gjort dybt indtryk. Hvis NATO ikke udvides, er der udsigt til en såkaldt re-nationalisering af europæisk sikkerhedspolitik, hævder forskere og politikere enstemmigt. Mange mener endog, at en sådan proces allerede er startet i både Øst og Vest.

Ruslands aggressivt selvhævdende kurs og NATO-landenes tøvende holdning til udvidelse repræsenterer ud fra denne synsvinkel det samme fænomen. Staterne har genoptaget en urgammel magtkamp, hvor egne snævre interesser tæller mere end det fælles bedste.

Spørgsmålet, som få hverken i Polen eller NATO, har overvejet er: Hvad er det realistiske alternativ til udvidelse af alliancen? Onyszkiewicz siger, at "alle alternativer er så dårlige, at vi reelt ingen har". Det mest nærliggende er, at de tidligere sovjetiske satellit-stater vil søge sammen i et forsvarssamarbejde. "Vil Europa blive mere sikker med endnu en militær blok?", spørger han retorisk. "Det eneste, som kan knytte disse lande sammen, er en anti-russisk politik. Så hvis man i Vest vil afværge en konfrontation med Rusland, må man komme dette alternativ i forkøbet".

Tysk enegang

Onyszkiewicz påpeger desuden, at Tyskland må finde sine egne svar på sikkerhedsproblemerne langs østgrænsen, hvis NATO ikke kan. "Det kan blive en enegang, som vil ødelægge hele bindingen af Tyskland i alliancen", siger han.

Udtalelser fra højtstående officerer tyder på, at militæret nu overvejer, hvordan man skal løse en sådan tids udfordringer. General Koziej fra forsvarsministeriets planlægningsafdeling har sagt, at udenfor NATO skal der bruges "kolossale summer til militæret". Generalstabens chef, Tadeusz Wilecki, kritiserede for nylig den europæiske nedrustningsaftale CFE, fordi den har skabt "en betydelig asymmetri" mellem Polen og de store nabolande.

Alliance med Rusland

Piotr Nowina-Konopka ser risiko for et kommunistisk comeback. I store dele af Øst- og Centraleuropa har de faldne regimers folk oplevet fremgang. "Hvis døren til NATO forbliver lukket, så vil det være et fældende bevis for, at systemkritikerne var naive", siger han. "Jeg taber det næste valg, og min modstander, som altid har sagt, at Vesten ikke ønskede os, vinder".

Tidligere kommunister hævder i dag, at de helt går ind for både NATO og EU, men Nowina- Konopka tror ikke, at sindelagsskiftet stikker dybt. "For dem er alternativet til NATO udvikling af venskabelige forbindelser til Rusland. Deres naturlige partnere er ikke demokraterne i Rusland men det gamle systems mænd. Vejen for genoprettelse af Sovjetblokken vil blive åbnet, hvis NATO ikke udvides".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.