Trykt i Weekendavisen 13. oktober 1995
Fromheden og uhyret
[i] Polens valg. 17 kandidater kæmper om posten som Polens næste præsident. Men det afgørende slag står mellem en nybegynder og en gammel garvet forhenværende kommunist. Novicen er kvinde og chef for nationalbanken og har kirken i ryggen.
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens medarbejder i PolenWARSZAWA - Hanna Gronkiewicz-Waltz havde sikkert valgt sine omgivelser med omhu, da hun endelig bekendtgjorde sit kandidatur i det polske præsidentvalg. I et galleri, oprettet til ære for paven, med portrætter af den polske adel gennem århundreder, var et par hundrede tilhængere fra hele landet samlet. Indledningsvis påpegede hun, at kunstværkerne har haft en omtumlet tilværelse, fordi utallige krige spredte dem ud i verden, men nu var de endelig hjemme. "Vi er på et sted, som symboliserer tilbagekomsten af, hvad der er det bedste i Polen", erklærede hun. Kernen i det videre budskab var, at landets udvikling bør bygge på traditioner, på "katolsk moral og tro". Sjældent veg øjnene fra manuskriptet.
Måske er forklaringen, at væggen foran hende var prydet af et gigantisk værk fra Rubens' værksted: "Nymferne og satyrerne". Meget nøgne og frodige kvinder vred sig lystent på lærredet - ganske uanfægtede af moral og tro.
Der er udsigt til, at Hanna Gronkiewicz-Waltz i de næste fem år fra Polens fornemste talerstol, præsidentembedets, kan fortsætte sin kamp mod, hvad hun kalder udbredt "nihilisme, intolerance og egoisme". I opinionsundersøgelser har hun en solid andenplads efter Aleksander Kwasniewski, lederen af regeringspartiet Demokratisk Venstrealliance (SLD). I et felt med 17 officielt tilmeldte og godkendte kandidater vil stemmespredningen være så stor, at ingen får absolut flertal i første runde, og derfor skal de to bedst placerede ud i en ny dyst af 14 dages varighed. Opinionstal tyder på, at hun da vil slå Kwasniewski.
Han er tidligere kommunist, så en bred front kan formentlig samles bag alternativet. "Vi må ikke glemme kampen mod kommunismen, det godes kamp mod det onde, politikkens moralske aspekter", siger Hanna Gronkiewicz-Waltz til Weekendavisen i en forsmag på opgøret, som kan ventes.
For et par måneder siden var Hanna Gronkiewicz-Waltz blot et blandt mange kendte navne, som måske ville stille op. Ofte afviste den 43-årige præsident for Nationalbanken opfordringer med, at så længe Walesa var kandidat, ville hun ikke gå ind i kampen. Men partier yderst på højrefløjen bejlede ivrigt til hende, opinionstallene blev stadigt bedre, og så fandt hun sit argument: Walesa kan ikke sejre over Kwasniewski.
Grundlaget for den hidtidige succes er politikerlede. Kun 54 procent af de potentielle vælgere siger, at de vil deltage i valget, og 28 procent har ikke fundet en kandidat, som de foretrækker. Hanna Gronkiewicz-Waltz er en politisk novice, og det udnytter hun fuldt ud.
"Som kvinde og som kristen lover jeg, at når jeg bliver præsident, vil politik ikke være beskidt", lød en erklæring, da hun talte i galleriet. Tiden er kommet til "reform af reformerne".
"Størstedelen" af eliten i den gamle opposition mod det kommunistiske regime har, sagde hun i sidste uge, ikke magtet at lægge afstand til arven fra Folkerepublikken Polen eller at bygge en ny, suveræn og stærk stat. Også hendes tilhængere spiller på behovet for nye kræfter. "Polen er en vidunderlig, men syg familie, og af den grund har vi brug for en klog, kærlig men også krævende moder", argumenterede et medlem af hendes kampagnestab, professor Stefan Stuligrosz.
Modstanderen
Hendes hovedmodstander, Aleksander Kwasniewski, er formentlig Polens mest professionelle politiker. Den 41-årige økonom og journalist gjorde hurtigt karriere under kommunismen, hvor han til sidst opnåede en ministerpost med ansvar for sport og ungdom. Alt tyder på, at han var mellem de mest reformivrige i partiet og spillede en vigtig rolle under systemskiftet. Nu kalder han sig socialdemokrat.
Og udenlandske investeringsrådgivere er ikke bange for følgerne, hvis han sejrer. Markedsøkonomien er allerede så rodfæstet, at ingen politikere kan eller vil rokke fundamentalt ved den.
I arbejderkvarterer samler Aleksander Kwasniewski tilhængere og nysgerrige i tusindevis. Under et nyligt møde i Warszawa måtte Weekendavisen først gå spidsrod mellem rækker af hærdebrede sikkerhedsvagter med disciplin hentet i arbejderbrigader - og så yndige unge piger i bordeaux-røde jakker, som uddelte kampagnemateriale. Selve mødelokalet var foruden utallige balloner udsmykket med et stort banner, som flankeret af den fra Socialistisk Internationale kendte rose, suppleret af et polsk flag, bekendtgjorde: "Vi vælger fremtiden". Onde tunger hævder, at man i stedet bør læse: "Flygt fra fortiden".
Aleksander Kwasniewski ignorerer ikke fortiden. Han udnytter den. "Vi byggede staten, millioner kunne bevæge sig opad og få en uddannelse", lyder det fra højttalerne. Han taler til folk, som føler sig trampet på siden systemskiftet. De skal dog også føres videre. "Lad os ikke fortsætte diskussionen om fortiden", tilføjer han. "Hvis vi skal løse problemerne, som Polen står foran, så må vi gå fremad, men det kan man ikke, hvis øjnene er rettet bagud".
Ja, siger han, der er en historisk betinget splittelse i Polen, men den eksisterer kun mellem politikere og journalister, ikke i folket. "Hvad er meningen med genoprettelse af en kløft?", spørger Aleksander Kwasniewski retorisk. "Der er nye kløfter i Polen, mellem rige og fattige, mellem land og by. Mange politikere vil grave dybere kløfter, men vi bør hjælpe, så samfundet overvinder splittelse, så vi kan samarbejde. Det er, hvad jeg tilbyder jer".
Spørgsmål fra salen besvares udførligt med en rigdom af detaljer, som demonstrerer altomfattende viden. Hvis Hanna Gronkiewicz-Waltz vil være Polens moder, vil Aleksander Kwasniewski være folkeskolelærer. En kvinde klager over, at pensionisterne altid rammes, når statsbudgettet skal strammes. Udgifterne til denne, i Polen usædvanligt store gruppe, må ned, hvis staten nogensinde skal få råd til forbedring af sundheds- og uddannelsesvæsenet, og i et meget langt svar påpeges især, at problemet ikke bør udnyttes til valgpropaganda, fordi enkle løsninger er utroværdige. En mand vil vide, hvilke magtbeføjelser en præsident skal have. Aleksander Kwasniewski leverer en lille forelæsning, som sammenligner forskellige demokratier med magten lagt hos en præsident eller et parlament. Illustrerende eksempler, hentet fra den vestlige verden, viser, at kandidaten er internationalt orienteret.
Men der er også spørgsmål, som bringer følelserne frem. Da en kvinde, tilsyneladende neutralt, udbeder sig en detaljeret levnedsbeskrivelse, får hun først en superkort biografi, og så følger svaret på det usagte. Der er folk, oplyser kandidaten, som hævder, at en navneændring ligger skjult i hans fortid. Ja, selv om hans mor døde i september, blev han på et nyligt møde spurgt, hvorvidt det er sandt, at hun døde for tre år siden og blev begravet på den jødiske kirkegård. "Den slags rygter kan endog få slået folk ihjel", konkluderer Aleksander Kwasniewski. "Nogle folk kan blive meget aggressive, og derfor har vi brug for sikkerhedsvagter. Men vi må huske på, at valgresultatet ikke er det afgørende. En vinder vil blive fundet, mange vil tabe, og efter fem år kommer måske en ny vinder. Det varige resultat af valgkampen er en politisk kultur, så jeg råder til, at vi i stedet for rygter indbyrdes diskuterer kandidaternes valgprogrammer".
Kirkens fordømmelse
Anti-kommunisme og anti-semitisme går i Polen ofte hånd i hånd. Foreløbig har kun en ellers ubetydelig kandidat, Leszek Bubel, åbent taget temaet med. Kiosker overalt i landet sælger en pamflet fra ham fyldt med såkaldte vittigheder vendt mod jøder og kommunister.
International fordømmelse tidligere i år af en præst, som ville hjælpe Lech Walesa med anti-semitiske argumenter, har haft en forebyggende virkning. Nu forsikrer Walesa, at han ikke er anti-semit, men i samme åndedrag følger: "Alligevel vil jeg ikke lade noget mindretal kommandere rundt med polakker".
Med et hyrdebrev i slutningen af august bragte de katolske biskoppers råd et mere stuerent tema ind i valgkampen. Kristne bør, lød det advarende, ikke stemme på folk, som udøvede magt under det totalitære styre, thi der er ingen sikkerhed for, at de i dag vil regere med andre metoder end dem, som de før brugte. Folk, som "engang levede i økonomiske fiktioners verden og ruinerede den polske økonomi, er igen kommet til magten - denne gang ved hjælp af demokratiet, idet de udnytter uundgåelige reformers upopularitet", erklærede biskopperne videre. "Selv om de ikke har indfriet deres løfte om at reformere staten, søger de nu at påtvinge den polske nation deres miskrediterede ideologi, som er blevet klædt ud, så den kan virke progressiv - noget, det kommunistiske system regelmæssigt forsøgte".
Individuelt er biskopper gået længere: Politikere, som støtter fri abort, sammenlignes med krigsforbryderne, som blev dømt i Nürnberg. De tidligere kommunister er en slags gangsterbande.
Mod kirken
Virkningen af disse bandbuller er ikke entydig. Chefredaktøren for ugebladet Lad, Maciej Letowski, mener, at nationen "nu opdeles klart i et konservativt, katolsk Polen og et liberalt, verdsligt Polen".
Foruden Hanna Gronkiewicz- Waltz har også præsident Walesa øje for den kløft. I en tale, som indledte hans officielle valgkamp, opfordrede han til, at De Ti Bud "kan og bør udgøre retningslinjerne for alle medlemmer af denne nation". Vi bør, fortsatte han, "acceptere den kendsgerning, at staten uden moral blot er et skelet uden liv".
Men Aleksander Kwasniewski har måske fat i den lange ende, når han kun i milde vendinger tager til genmæle, afviser "religionskrig" samt forsvarer en adskillelse af kirkelige og statslige anliggender. Over halvdelen af polakkerne hævder, at de hver uge går til gudstjeneste, men i denne gruppe mener 68 procent, at kirken ikke skal forsøge at påvirke valget. Siden systemskiftet er lydighed over for kirkens bud faldet dramatisk. Flertallet ønsker friere adgang til abort, og en sådan lov blev kun stoppet af præsident Walesas veto. Med indblanding i valgkampen risikerer kirken en modreaktion, fordi polakkerne ikke ønsker en præsident, som følger dens diktater.
Under bæltestedet
Biskoppernes udtalelser har dog bidraget til, at opgøret fokuserer mere på kandidaternes personlige kvaliteter end deres konkrete forslag.
Den politiske novice, Hanna Gronkiewicz-Waltz, kan kun drage fordel af tendensen. Under kampen mod kommunismen var hun i berøring med oppositionsbevægelsen Solidaritet, men det var så perifert, at hun kan lægge afstand til nogle af dens resultater, f.eks. et systemskifte uden udrensning af kommunister fra det offentlige liv. Hendes ledelse af Nationalbanken giver et skær af kompetence og hæver hende over de seneste års politiske slagsmål.
Kandidatens officielle biografi noterer, at hun er en "meget beskeden person", som sammen med sin mand og en datter på 18 år bor i en tre-værelses lejlighed samt kører i en fire år gammel Peugeot. Når den 43-årige lille, buttede kvinde hylder familien, hvor "alle sande værdier læres", udgør hun en troværdig kontrast til præsident Walesa, som lever adskilt fra sin kone og har sønner i hyppig konflikt med loven.
Walesa, som altid har sans for modstanderes svage punkt, er tydeligt i vildrede og slår derfor under bæltestedet. Polen har, siger han, brug for "vovehalse" af hankøn - ikke en person, som "bruger tid på at lægge make-up og gå til damefrisør". Han har også sagt, at hun i virkeligheden er kandidat for en klike bankmænd, som styres af tidligere kommunister.
Moderat konservativ
Opbakningen til Gronkiewicz-Waltz fra stærkt højreorienterede partier, åben sympati fra kirkens side og markant anti-kommunistiske udtalelser kan medføre, at hun driver mange vælgere over i armene på Kwasniewski. Polen har igen nymfer og satyrer, som ikke vil lade kødets lyster styre af katolsk ortodoksi. Mange er inderligt trætte af en opdeling af landet mellem retfærdige og syndere, når kendsgerningen er, at de fleste polakker hverken var med i Solidaritet eller kommunismens magtstruktur.
Men hun ligner ikke en højreekstremist, og hendes politiske synspunkter er generelt social-liberale. Hun lover samarbejde med "alle sociale kræfter". De fattiges kår indtager en fremtrædende rolle i hendes taler, og hun taler for progressiv beskatning. Hun hyller sig i nationalisme og henviser til polske traditioner, som var tiderne med polsk selvstændighed entydigt vidunderlige. Men samtidig fremhæver hun, at de nationale mindretal skal behandles godt, thi det er forudsætningen, hvis man vil hjælpe polakker i nabolandene. Hendes bagland har sympati for de væbnede styrkers autonomi, fordi civil kontrol i dag vil være ensbetydende med postkommunistisk kontrol. Men alligevel går hun ind for en struktur, som placerer generalstaben under en forsvarsminister udnævnt af regeringen. Det er nødvendigt, siger hun, hvis Polens optagelse i NATO skal fremskyndes.
Sårbar
Det er åbenbart, at hendes kandidatur er sårbart, hvis nyhedsmedierne og modstanderne fokuserer på den konkrete politiske virkelighed. Hendes blinde øje vendes ofte mod forhold, som kan forstyrre det generelle budskab.
I et interview med Weekendavisen afviste hun, at Polen skal deltage i styrken, som under NATOs kommando skal sendes til Bosnien. Det kan, sagde hun, først blive aktuelt, når NATO har optaget Polen. Men argumentet for deltagelse, som forsvarsministeren bruger, er, at Polen bør bære byrder sammen med NATO nu, så medlemskab fremskyndes og får troværdighed.
Både i kirken og på højrefløjen er der voksende skepsis mod Den europæiske Union. I taler antyder hun da også sympati for denne skepsis. Men da Weekendavisen bad hende redegøre for punkter i Maastricht-traktaten, som kan give anledning til bekymring, hævdede hun, at traktaten slet ikke er trådt i kraft, og derfor er den uden betydning for Polens medlemskab. EU medfører, sagde hun, ikke tab af suverænitet. Det er hovedsagelig et økonomisk samarbejde, hvor man "end ikke har ens regler for beskatning".
Hun foretrækker i sine taler "et fædrelandenes Europa", men da hun bliver spurgt, hvilke enestående kvaliteter Polen kan bringe til samarbejdet i EU, holdes nationalismens fane lavt: "Vi har folk, som er uddannede. Måske er det ikke en stor gruppe. Men vi er et temmelig stort marked, og vi kan fremstille mange ting billigere. Så det vil være til gensidig profit, håber jeg". Da spørgeren konkret spurgte til Polens mulige kulturelle bidrag, lød svaret defensivt: "Vor kristendom, vore rødder - det er kultur, en vestlig kultur. Polen har altid været mellem de vestlige lande, men beklageligvis blev vi solgt i Jalta til Østblokken".
[i] Hanna Gronkiewicz-Waltz mistede opbakning under valgkampen, så det endelige opgør stod mellem Alexander Kwasniewski og Lech Walesa. Hun forblev leder af den polske nationalbank til 2000. Derefter var hun 2001-2005 vicepræsident i den europæiske udviklingsbank EBRD. I november 2006 blev hun valgt til borgmester i Warszawa.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|