Hvem tør kaste den første sten? - (DEN KOLDE KRIG) - Trykt i Weekendavisen 16. februar 1996

Tina Rosenberg: The Haunted Land - Facing Europe's Ghost After Communism. 437 sider. 25 US dollar. Random House, New York.

Kommunismens modsætning er ikke anti-kommunisme. Faktisk kan de to fænomener ligne hinanden. Den virkelige modsætning er tolerance og retssikkerhed.

Med denne advarsel afslutter Tina Rosenberg sin spændende reportage fra opgøret med den kommunistiske fortid i Østtyskland, Polen, Tjekkiet og Slovakiet. Retssagerne mod østtyske grænsevagter, som havde skudt på flygtninge, trak den unge amerikanske journalist til Europa. Samtidig blev Stasi-arkiverne, som afslørede det hemmelige politis meddelere, åbnet. Oplevelserne blev for Rosenberg indgangen til en udforskning af grænsen mellem skyld og uskyld, som de nye demokratier på meget forskellig vis har søgt efter.

Hovedproblemet er, at den ikke kan trækkes klart mellem »dem« og »os«, mellem bødler og ofre. Ofte går grænsen tværs gennem det enkelte menneske. Østblokkens diktaturer inddrog borgerne i undertrykkelsen af sig selv. Endog på det helt enkle daglige plan dikterede selvopholdelsesdriften en slags samarbejde med regimet. Fædre bad deres børn styre tungen, så de ikke offentligt klagede over manglen på appelsiner. Journalister skrev ukritiske artikler, fordi alt andet medførte fyring. Tavshed og passivitet beskyttede de kommunistiske regimer.

Men inspireret af anti-kommunisme har nye magthavere set på fortiden med sort-hvide briller. De har ledt efter ofre og bødler. Rosenberg beskriver detaljeret de tragiske følger for en række individer.

Rudolf Zukal har hele sit liv været en utrættelig idealist. Opvækst under fattige kår på landet i Tjekkoslovaket og Anden Verdenskrig gjorde ham til kommunist. Som vicerektor ved det økonomiske universitet i Prag deltog han fra midten af tresserne i planlægningen af økonomiske reformer. Efter den sovjetiske invasion i 1968 blev Zukal fyret, fordi han, i modsætning til mange kollegaer, ikke ville godkende overgrebet.

De næste to årtier blev tilbragt i arbejdslejre. I fritiden skrev han artikler med kritik af regeringens økonomiske politik, som blev offentliggjort i undergrundspressen. I 1977 var han mellem de første underskrivere af Charta 77, et anklageskrift mod det kommunistiske system. Myndighedernes straf ramte også hustru og børn. Selv familiens telefon og kørekort blev taget. Da regimet i juni 1989 opstillede sin sidste fjendeliste, var Zukal med i gruppen, som fik skudsmålet: »Farlige og anti-socialistiske folk med forbindelser til reaktionære kræfter inden- og udenlands«.

Efter kommunismens fald bad systemkritikernes nye sammenslutning, Borgerforum, ham modtage udnævnelse til undervisningsminister. Zukal afslog med henvisning til alder, men han lod sig vælge til parlamentet. Som andre nyvalgte skrev han under på aldrig at have samarbejdet med sikkerhedstjenesten. Men knapt et år efter blev Zukal indkaldt af en kommission, som havde fundet hans navn i sikkerhedstjenestens arkiver.

Under et kort studieophold i Wien helt tilbage i 1961 havde en skolekammerat, som nu arbejdede for efterretningstjenesten, bedt ham berette om amerikanske studenter på samme kursus. Det gjorde Zukal. Kammeratens arsenal af overbevisende argumenter indeholdt bl.a. et ægteskabeligt sidespring. Men Zukals oplysninger var vage og åbenbart utilfredsstillende. Føringsofficeren lukkede hans sagsmappe med denne vurdering: »Han er ikke acceptabel med henblik på fremtidigt samarbejde«.

Kommissionen gav Zukal valget mellem at forlade parlamentet eller få sit »samarbejde« afsløret. Han afviste tilbudet. Sammen med ni andre parlamentsmedlemmer blev han så hængt ud og omgivet af kulde. »Det er værre nu end i 1970«, sagde han til Tina Rosenberg. »I 1970 var det meget svært for mig at blive arbejdsmand, men jeg vidste i det mindste, at jeg var på den rigtige side«.

Efter at læseren er blevet fanget af bl.a. Zukals skæbne, skifter Rosenberg pludselig spor. Nok var det en heksejagt, men der var virkelig hekse i Tjekkoslovakiet. Sikkerhedstjenestens officerer og deres agenter udgjorde en trussel mod det nye demokrati. Udrensning og offentliggørelse var et svar på risikoen for afpresning, og det nye statsapparat skulle besættes med moralsk uangribelige folk. Med et besøg til Slovakiet efter løsrivelsen fra Tjekkiet dokumenterer hun, at tidligere kommunister endnu er ved magten på højt og lavt niveau - med katastrofale følger.

Selve behovet for beskyttelse mod genoprettelse af kommunisternes indflydelse benægtes således ikke. Men hun får rejst fundamentale spørgsmål: Hvem er skyldige i et samfund, hvor næsten alle samarbejdede med regimet? Hvem er kvalificerede dommere? Hvordan kan et samfund rense sig uden at undertrykke demokratiske frihedsrettigheder? Hvordan skaber man en demokratisk kultur?

Tjekkoslovakiets svar blev vedtaget af parlamentet i oktober 1991. Loven om »lustracje« er rettet mod alle, som har indtaget nærmere bestemte poster i det kommunistiske parti eller sikkerhedstjenesten. I en fem-årig periode blev deres adgang til ansættelse i det offentlige begrænset stærkt; forbudet blev sidste efterår forlænget i endnu fem år.

»Skyldige« er enhver, som af indenrigsministeriet placeres i en ud af otte kategorier. Gruppe »A« er sikkerhedstjenestens officielt ansatte; »D« er partifunktionærer ned til distriktsekretærers niveau, »F« medlemmmer af Folkemilitsen. Rosenbergs kritik er især rettet mod »C«-kategorien - folk, som ifølge sikkerhedstjenestens centrale register var »kandidater« til optagelse i de faste stikkeres og agenters kreds, i alt 50.000 navne.

Selveste præsidenten, Vaclav Havel, blev placeret i denne kategori. Helt tilbage i 1965 havde en kaptajn i sikkerhedstjenesten misforstået forfatteren en smule. I en forhørsrapport skrev kaptajnen: »Samtalen med Havel blev afsluttet med vort forslag om, at vi i tilfælde af behov derfor ville kontakte ham igen. Han indvilligede og sagde, at han selv var glad for at have talt med os, da det var en inspiration til videre litterære bestræbelser«. Optimistisk konkluderede officeren: »Havels forhold til (sikkerhedstjenesten) kan anses for positivt«. Resten af Havels arkivmappe havde et noget andet indhold, så en komite, der vurderede klager fra »C«- kategorien, udstedte et certifikat, som konstaterede, at den berømte systemkritiker ikke havde været bevidst kollaboratør.

I november 1992 ophævede forfatningsdomstolen kategori »C«. Den var for vagt defineret. For Rosenberg er selve kategoriens indførelse og politikeres forsvar af den imidlertid symptomatisk. Bag hele loven finder hun en tankegang, som er præget af en »leninistisk« tankegang: Fordi masserne måske ikke ved, hvad der tjener dem bedst, skal en lille elite beskytte dem, f.eks. mod den gamle gardes udnyttelse af demokratiet, og målet berettiger, at demokratiske frihedsrettigheder ikke gælder for alle. Lustracje »dømmer uden retssag folk - som ikke har begået konkrete forbrydelser - blot på grund af deres medlemskab af grupper, som i dag anses for politisk uacceptable«, erklærer Tina Rosenberg.

Men hun går videre. Loven skal fritage alle dem, som under kommunismen var passive, for skyld. Tjekkoslovakiet havde meget få systemkritikere, og »de fleste« er imod lustracje. Kontrasten finder hun i Polen, som havde mange millioner i aktiv kamp mod kommunismen, men efter systemskiftet undlod man stort set et retsopgør, og tidligere kommunister nyder i fuldt omfang godt af frihedsrettighederne.

Hendes advarsel mod en anti-kommunisme, som overtager fjendens tankegang og metoder, fremstår imidlertid først i sin fulde alvor, når man ser på udviklingen i Polen, efter at bogen blev afsluttet.

Siden tidligere kommunister vandt parlamentsvalget i efteråret 1993 og dannede regering, har oppositionen sendt misundelige blikke til Tjekkiet. Under præsidentvalget sidste år puslede flere kandidater med lovforslag, som, inspireret af lustracje, skulle gøre et noget sent opgør med kommunisterne muligt. Da statsministeren, Jozef Oleksy, tidligere kommunist, blev beskyldt for agentvirksomhed i russisk tjeneste, fik anti-kommunistiske foranstaltninger ekstra aktualitet. Nogle politikere ønsker ligefrem hans socialdemokratiske parti forbudt.

Men selv i Tjekkiet kan kommunister deltage i og - teoretisk set - vinde demokratiske valg. Bag polske anti-kommunisters forslag ligger egen politisk uduelighed, som har sikret dem en stribe valgnederlag. Ironisk nok vil lustracje efter tjekkisk forbillede i Polen mest ramme sikkerhedstjenesten, som de anti-kommunistiske regeringer blot overtog, og som nu har rejst anklagerne mod Oleksy. Moralsk er der stærke argumenter for, at sikkerhedsofficerer, som under kommunismen var medansvarlige for mord og politisk terror, bør »udrenses«, men indtil nu har regeringerne lagt større vægt på deres professionelle ekspertise. Desuden vil et forbud mod Socialdemokratiet, som i opinionsundersøgelser har opbakning fra 28 procent, formentlig udelukke Polen fra optagelse i Den europæiske Union og NATO.

Anti-kommunisternes største fejl er, at de ikke har lyttet til kritikken af lustracje. Rosenberg påpeger, at loven er blevet et politisk redskab vendt imod systemkritikerne. Det var i deres rækker, at sikkerhedstjenesten med f.eks. afpresning rekrutterede agenter, og derfor svækkede afsløringerne dem. Noget lignende skete i det tidligere DDR. I begge tilfælde var alle, som havde forholdt sig passivt under kommunismen, sejrherrerne, fordi kun de var helt rene.

[i] Kwasniewski er tidligere kommunist. Da artiklen blev skrevet lå regeringsmagten hos det nye socialdemokratiske parti, som i vidt omfang bestod af forhenværende kommunister. Kwasniewski blev valgt til præsidentembedet med støtte fra dette parti, som han var medlem af.