Trykt i Weekendavisen 31. maj 1996

Jødehad uden jøder

Polske myter. Anti-semitisme er igen kommet på dagsordenen i Polen. Amerikanske polakker kritiserer præsident Kwasnievski for ”underdanighed” over for polske jøder. Striden er et kursus i landets moderne historie.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

WARSZAWA - Med en række anklager mod Polens nye præsident har den ledende repræsentant for ti millioner polakker i USA gjort polsk anti-semitisme til et aktuelt problem af endog storpolitisk betydning. Edward Moskal, formand i Polish American Congress, er oprørt over, at Alexander Kwasniewski, der i december overtog præsidentembedet, ifølge hans opfattelse gentagne gange har ladet sin regering demonstrere »underdanighed« over for jødiske interessegruppers pres.

Efter offentliggørelse af sin kritik, som Moskal formulerede i et brev til præsidenten, er han selv i rigt mål blevet genstand for fordømmelse. Han står imidlertid ikke ene med sine synspunkter. Åbenlys anti-semitisme anses i Polen for et brud på pæne manerer, men ofte møder man stærke fordomme under den pæne overflade. Da Kwasniewski er tidligere kommunist, bygger anklagen på en af den polske højrefløjs mest hårdnakkede myter: Den store jødisk-kommunistiske sammensværgelse. Lignende argumenter luftes på bannere i Warszawa under ekstremist-demonstrationer.

Normalt anses Polish American Congress ikke for at være rabiat. Organisationen har med lobby-virksomhed over for Kongressen ihærdigt arbejdet for Polens optagelse i NATO. Derfor er brevet »skadeligt for polske interesser«, erklærer Ernest Skalski, redaktør ved Polens største avis, Gazeta Wyborcza. »Den jødiske lobby i USA er langt større end den polske, og det bør en ansvarsbevidst aktivist tage højde for«, fortsætter Skalski pragmatisk. »Især når Polens medlemskab af NATO snart vil komme op i USA«.

Moskals brev er et katalog over episoder, som i den seneste tid har bragt det ofte meget anstrengte polsk-jødiske forhold frem i overskrifterne. Med Moskals ord har jøderne »fået mulighed for fremstilling af et negativt portræt af Polen over for verden på grund af de polske myndigheders tolerante holdning«. Konkret anfører han bl.a.:

* Tidligere i år rejste der sig en proteststorm, da det kom frem, at der var planer om opførelse af et »supermarked« og et cafeteria lige uden for den tidligere dødslejr i Auschwitz. Kwasniewskis fik projektet stoppet, men ifølge Moskal skulle han have holdt fingrene væk. Lejren besøges af mange mennesker fra hele verden, og de bør have mulighed for at købe noget til dækning af deres »fysiske behov«, skriver Moskal.

* Under et nyligt besøg i USA gav den polske udenrigsminister udtryk for dyb beklagelse over en anti-jødisk pogrom, som fandt sted i den polske by Kielce 4. juli 1946. Moskal noterer, at »polakker er aldrig blevet fundet skyldige«, så ministerens udtalelser var »uheldige og unødvendige«.

* Mest vred var Moskal over, hvad han kaldte den »exceptionelle behandling, som jøder har fået i forbindelse med tilbagegivelse af deres værdier i Polen«. Han påpegede, at Polish American Congress i årevis har arbejdet for, at ejendom frataget polakker under kommunismen skal leveres tilbage, men myndighederne har ikke været imødekommende.

* I et direkte angreb på jødiske organisationer hævder han, at de over for den ganske verden beskriver Polen, som var det en nation, hvor man optager anti-semitisme med »modermælken«.

Grel kontrast

Præsident Kwasniewski har i jødisk-polske anliggender lagt en kurs, som markant afviger fra forgængerens. Det blev symbolsk illustreret, da unge jøder fra mange lande efter en march, som hvert andet år arrangeres ved Auschwitz, blev inviteret til præsidentpaladset, hvor Kwasniewski dansede med i Hava Nagila til gæsternes begejstrede applaus. Få dage før havde Lech Walesa formelt ladet sig genansætte på sin gamle arbejdsplads, skibsværftet i Gdansk - dagens indsats bestod i frokost med den åbenlyst anti-semitiske lokale præst, fader Henryk Jankowski.

Projektet ved Auschwitz var blevet godkendt af alle relevante instanser, selv direktøren og den internationale bestyrelse for det museum, som i dag har det praktiske ansvar for døds- og arbejdslejren. I de første sensationelle rapporter blev planerne formentlig overdrevet noget, så man efterlod et indtryk af ekstrem kommercialisme. Udsigten til neonlys og dunst fra hamburgers lige ved lejrporten fremprovokerede vrede kommentarer og trusler om demonstrationer fra jødiske organisationer i og uden for Polen.

Rent faktisk planlagde man et mere afdæmpet og beskedent servicecenter for turister; bagmanden var en almennyttig fond. Set med lokale øjne er Auschwitz i dag også en levende by (Oswiecim) med ret til aktiviteter, som kan sikre indbyggerne beskæftigelse.

Men i præsidentens stab indså man meget hurtigt, at lokale behov må vige for hensynet til de følelser, som mennesker overalt i verden har knyttet til stedet. Redskabet for et indgreb fandt man i en lov, som forbyder opførelse af nye bygninger nær lejren. Projektet skulle ganske vist placeres i en fabrikshal fra krigens tid, men loven blev nu efter opfordring fra Kwasniewski tolket strengt.

I et svar til Moskal fra Polish-American Congress argumenterer præsidenten, at lovens bogstav ikke er eneste grund: »Vi bør også lytte til vor menneskeligheds stemme. Den tidligere koncentrationslejr er ikke kun et museum, men er primært et sted for millioner af menneskers - jøders og polakkers - martyrium og udryddelse. Vi polakker, der er blevet så alvorligt prøvet af historien, har altid æret steder, hvor nationen fandt martyrium, og vi har lært at behandle døden med respekt«.

Moskals klage over særbehandling af jøder, som får ejendom tilbage, mens ægte polakker må vente, bygger på en misforståelse. Parlamentet overvejer for tiden et lovforslag, der skal give jødiske fællesskaber ret til ejendom, som før 1945 var jødisk fælleseje f.eks. synagoger, gravpladser, skoler, kulturcentre. Størstedelen ejes i dag af staten eller lokale myndigheder. Lignende love har allerede tilbageført ejendom, som var i andre religiøse samfunds besiddelse. Når det gælder enkeltindividers tabte ejendom har politikerne i årevis varslet et initiativ, men intet er sket, fordi juridiske og økonomiske problemer er overvældende

Ofrenes forbrydelser

Det, som måske har rejst mest kritik, er, at Moskal tager afstand fra udenrigsminister Rosatis undskyldning for Kielce-pogromen. Men hans holdning bringer også, kort før 50-året for massakren skal højtideligholdes, et af de mest smertelige kapitler i Polens historie frem.

For de få overlevende polske jøder var lidelserne ikke slut, da tyskerne blev drevet ud. Formentlig mere end tre millioner jøder med statsborgerskab i Polen blev dræbt under krigen. Lidt over 150.000 havde overlevet i Sovjetunionen, hvorfra de vendte hjem i de første år efter krigen. Dertil kom 60.000-70.000, som enten befriet fra lejre havde skjult sig under krigen eller havde været soldater. I alt var der knap 250.000 jøder i Polen i juli 1946. Få år efter var størstedelen flygtet.

Forklaringerne er mange. De for polakkerne mest ubehagelige er, at op imod 1.500 jøder blev dræbt. Nogle blev myrdet, når de vendte hjem til deres landsbyer. Mange blev dræbt af partisangrupper, især den højreekstremistiske og anti-semitiske organisation NSZ, under angreb på byer, jernbaner og busser. Adskillige organiserede pogromer (jødeforfølgelser) fandt også sted. Den mest berømte i Kielce, hvor 41 jøder blev dræbt og 59 såret. Mordene startede efter rygter om, at jøder havde myrdet et barn, så blodet kunne anvendes til rituelle handlinger.

Historikere er normalt ikke i tvivl om denne episode. Polens berømte britiske kronikør, historikeren Norman Davies, kalder pogromen i Kielce »en mere åbenlys og skammelig anti-semitisk handling« end noget, som var sket i de for polske jøder ellers svære år lige op til Verdenskrigen. Den i Polen meget respekterede historiker Krystyna Kersten påpeger, at Kielce ikke var et særsyn: »Det bør ikke glemmes, at det i den periode ikke var sjældent, at jøder blev dræbt af polakker, blot fordi de var jøder«.

Kwasniewski stod således på solid historisk grund, da han i sit svar til Moskal gentog udenrigsministerens ord om, at »polakkerne skammer sig over, at denne tragedie fandt sted i Polen, et land hvor nazisterne byggede dødslejre«.

Hans politiske fundament for undskyldningen er mere usikkert. Ifølge sociologen Pawel Spiewak lægger polakkerne i deres selvopfattelse vægt på de lidelser, historien har udsat dem for. Omkring tre millioner blev dræbt under verdenskrigen. »Hvis man er et offer, så er man uskyldig«, opsummerer Spiewak. »Det er en udbredt holdning, at under Anden Verdenskrig gjorde polakkerne alt, hvad der kunne gøres for at hjælpe jøderne, som skulle udryddes, og derfor har vi slet ingen grund til at føle os skyldige over for den nation« (jøderne).

Af den grund fik filmen Schindlers Liste en meget blandet modtagelse. Over for Deres korrespondent hævdede en veluddannet embedsmand og hans hustru, en kendt forfatterinde, at filmen er anti-polsk. Påstanden byggede på tre klip af sammenlagt 30-40 sekunders varighed, som lod ane, at nogle polakker bifaldt forfølgelsen af jøder.

Kwasniewskis politiske fortid giver desuden hans handlinger en ekstra dimension. Som den svenske kultursociolog Jaff Schatz har vist i sit værk, The Generation - The Rise and Fall of the Jewish Communists of Poland, havde polske jøder efter krigen mere positive forventninger til kommunismen end flertallet af polakker. I et nyt samfunds-system så jøderne en chance for ligestilling; flertallet så i kommunismen en ny besættelse.

I et årti bekæmpede det nye regime faktisk anti-semitisme, men dermed fik man også i polakkers bevidsthed placeret jøder og kommunister på samme hold. Begge udgjorde en trussel mod det ægte polske. Til dette indtryk bidrog, at jøder i betydeligt omfang var aktive i partiet og sikkerhedstjenesten. Efter pogromen i Kielce fordømte Polens kardinal volden, men han forklarede den også med henvisning til jødisk deltagelse i et magtapparat, som »flertallet af polakker ikke ønsker«.

Da kommunistiske ledere siden ville hylde sig i nationalismens kåbe, blev jøderne udsat for myndighedernes terror, men i den folkelige bevisthed lever endnu en jødisk-kommunistisk sammensværgelse.

Voksende sympati

Sociologen Pawel Spiewak skelner mellem to slags anti-semitisme. Der er den traditionelle, religiøst motiverede: »Jøderne dræbte Jesus«. Den finder han udbredt mellem ældre, dårligt uddannede, landsbybeboere. Og så er der den moderne variant: »Jøder har for stor indflydelse og skjult magt, som de vil anvende til at opnå kontrol med den polske økonomi«. Denne holdning er udbredt i alle samfundslag, i alle aldersgrupper, mere hyppig mellem mænd end kvinder.

Undersøgelser fra begyndelsen af 90'erne viser, at 31 procent tror på, at jøderne har for megen magt og indflydelse. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at støtten til åbenlyst anti-semitiske og nationalistiske partier er langt lavere i Polen end f.eks. i Ungarn, Tjekkiet og Frankrig. Det vil måske ændre sig i tiden op til parlamentsvalget næste år. En kraftig polarisering er indledt. Der lever kun få tusinde jøder i dagens Polen, men myter kan sagtens leve uden grundlag, og man kan jo altid henvise til den jødiske trussel fra udlandet.

Men Spiewak mener, at en mere positiv holdning til jøder vokser frem, og interessen for jødisk kultur er voksende. En udstilling i Warszawa af især jødiske familiebilleder fra mellemkrigstiden har således draget store skarer.

Moskals anklager mod Kwasniewski er politisk farlige i Polen, fordi han, som repræsentant for en bredt respekteret organisation, kan gøre anti- semitiske holdninger mere stuerene.

Risikoen kan være blevet mindre, fordi hans brev er blevet fordømt af andre fremtrædende polsk-amerikanere. Direkte gavnligt var det næppe, at vicepræsidenten i World Jewish Congress, Kalman Sultanik, udtrykte taknemmelighed og tilfredshed efter Kwasniewskis svar. Men en sammenslutning af polske videnskabsmænd og kunstnere i USA afviste »tonen og indholdet« i Moskals brev.

I en erklæring fra 39 fremtrædende polsk-amerikanere påpeges, at Polens historie er fyldt med heroisme, men også med synd. Det er en kendsgerning, at anti-semitisme er en del af Polens virkelighed, indrømmer de. Det har også gjort indtryk, at Jan Nowak-Jezioranski, en i Polen meget kendt kommentator og direktør i Polish-American Congress, er trådt tilbage fra sin post i protest

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.