Trykt i Weekendavisen 5. juli 1996

Mistillidens jubilæum

Pentagon-rapporten. For 25 år siden begyndte en stor amerikansk avis at trykke en tophemmelig regeringsrapport. Det blev vendepunktet i Vietnamkrigen og en milepæl i pressens historie.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

For 25 år siden rystede et jordskælv USA’s magtstruktur. Den er aldrig siden blevet genopbygget.

I juni 1971 indledte den store amerikanske avis The New York Times offentliggørelse af en »tophemmelig« regeringsrapport, som analyserede og dokumenterede Vietnam-krigens historie. Den gjorde helt klart, at en stribe præsidenter havde løjet overfor både offentligheden og Kongressen, mens de optrappede konflikten.

Det var ikke en nyhed for krigens modstandere. Helt tilbage i 1965 havde en avis anvendt udtrykket »troværdighedskløft«, da den skulle beskrive afstanden mellem præsident Johnsons ord og faktiske handlinger. Men med rapporten fik hele befolkningen et uigendriveligt bevis for, at kløften ikke blot var et produkt af krigsmodstandernes fantasi. Set i tilbageblik gjorde afsløringen mere end det. Der blev åbnet en varig troværdighedskløft mellem den udøvende magt og demokratiets andre institutioner.

Affæren blev især et vendepunkt for pressen. Dens uafhængighed, dens vilje til udfordring af officielle sandheder, blev et professionelt adelsmærke. De mest profetiske ord blev sagt af en journalist ved New York Times, Hedrick Smith, under en lille middag søndag den 13. juni 1971. Samme dag havde avisen bragt første artikel. »Jeg har lært, at jeg aldrig nogensinde igen skal stole på en regeringskilde«, lød hans kommentar.

Pentagon-rapporten

Hvis myndighederne havde håndteret sagen med større visdom, kunne læren, som Hedrick Smith og tusinder af journalister drog, have været den stik modsatte.

Krigen i Vietnam gik dårligt, da forsvarsminister Robert McNamara i juni 1967 gav ordre til en undersøgelse af, hvordan USA var havnet i et åbenbart bundløst morads. Trods massive bombardementer og indsættelse af adskillige hundrede tusinde soldater virkede sejr fjern. McNamara bad en ledende embedsmand i Pentagon, Leslie Gelb, søge svar på, hvad Gelb senere har kaldt »de hundrede spørgsmål«. Havde USA tvunget Nordvietnams leder Ho Chi Minh over i de kinesiske og sovjetiske kommunisters lejr? Hvad havde USA opnået i Vietnam? Kunne man stole på, at optællingen af fjendelig, body counts, efter militære aktioner var korrekt?

Gelb fandt beskrivelse af de historiske rammer nødvendig, så analysen med gengivelse af relevante dokumenter fyldte til sidst 7.000 sider i 47 bind. Rapporten viste, at allerede under Frankrigs kolonikrig mod vietnameserne, hvad USA spillet en større rolle, end man officielt indrømmede. Lige siden havde beslutningstagerne ignoreret talrige advarselstegn, som alle meddelte, at USA ikke kunne vinde.

Værket blev imidlertid ikke anvendt til selvransagelse på topniveau eller til begrundelse af en kursændring. Chancen for demonstration af, at regeringen selv kan analysere og rette fejl, gik tabt. Rapporten blev stemplet Top Secret, og derefter, stort set ulæst af ledende beslutningstagere, gemt i diverse sikre bokse.

Ellsberg

Mellem forfatterne var en ung ekspert i beslutningsprocesser, Daniel Ellsberg. Intet i hans baggrund tydede på, at han skulle blive fredsbevægelsens helt. Som akademiker havde han analyseret Hitlers strategi, og derefter udviklet en teori af betydning for atomalderens diplomati og magtanvendelse. »Imod rationelle modstandere kan den gale mand sejre«, erklærede han. Den gale virker nemlig ligeglad med risici, og derfor må mere ansvarsbevidste modstandere bøje sig. Teorien gjorde stort indtryk på en anden akademiker, Henry Kissinger, og Richard Nixon slugte den råt.

Til sin stabschef H.R. Haldeman forklarede præsidenten engang sin forhandlingstaktik overfor Vietnam: »Jeg kalder det ’den gale mand teorien’. Jeg ønsker, at nordvietnameserne skal tro, at jeg har nået det punkt, hvor jeg måske vil gøre alt for at stoppe krigen«. Teorien dukkede op igen under Reagan-administrationens konflikt med Nicaragua.

I forbindelse med Vietnam havde Ellsberg været en begejstret høg, men nærkontakt med krigen og fredsbevægelsens argumenter bragte ham i voksende opposition. Op til Nixons magtovertagelse i 1969 udarbejdede han for Kissinger, som var den kommende præsidents nærmeste sikkerhedspolitiske rådgiver, en række forslag, som måske kunne bringe krigen til ophør. Men Nixon og Kissinger fortsatte krigen, og Ellsberg optrappede sin modstand. Han havde adgang til et eksemplar af Pentagon-rapporten, som han kopierede og derefter forgæves bad senatorer offentliggøre. De afslog. Ellsberg overvejede nedkastning af rapportens dokumenter over Washington fra en helikopter, men til sidst overlod han størstedelen til en journalist ved New York Times, Neil Sheehan.

Svær beslutning

Selv uden indgående kendskab til materialet indså avisens mest berømte medarbejder, James Reston, hurtigt, at man stod med »dette århundredes største historie«. Han sørgede for, at Sheehan fik grønt lys til forberedelse af en artikelserie, men inden den blev trykt skulle redaktionen gennem, hvad Reston senere kaldte »den mest bitre konflikt« under hans livslange arbejde på avisen.

Modstanden kom især fra dagbladets ledende sagfører gennem årtier, Louis Loeb. Ifølge ham ville offentliggørelse af Top Secret dokumenter være et brud på en lov vendt mod spionage. Men han så også en trussel mod avisens traditionelle værdier. »Det er et spørgsmål om patriotisme«, sagde han.

På flagskibet i amerikansk presse havde man naturligvis længe anset sig selv for en del af »den fjerde magt« - i det mindste sideordnet de udøvende, lovgivende og dømmende magter. Uden frygt og bæven skulle man være folkets vagthund, som ganske upartisk holdt øje med alle magthavere, fordi folket ikke længere kunne magte opgaven på egen hånd.

Men, som New York Times kommentatorer Anthony Lewis senere indrømmede, i forbindelse med udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner antog førende journalister generelt, at de kunne stole på regeringens repræsentanter og at »deres viden var vores overlegen«.

Det var en holdning, som under indtryk af den kolde krig var blevet dybt indarbejdet. I det grundlæggende dokument bag USA’s beredskab mod Sovjet, NSC 68, var en temmeligt omfattende trusselsopfattelse blevet stadfæstet: »Fordi alt, som giver os og andre respekt for vore institutioner, er et passende mål for angreb, indgår det i Kremls planer, at hvor vi end ustraffet kan fornærmes og lide ydmygelse, bør muligheden ikke forspildes«. Under disse vilkår kunne al kritik styrke fjenden og pressen udviste derfor tilbageholdenhed. Redaktørerne ved New York Times var ikke blinde for, at krigen stadig rasede i Vietnam og at afsløringerne kunne kaldes en forræderisk handling. Chefredaktøren Abe Rosenthal gjorde op, hvad han ville få i godtgørelse, hvis han blev fyret. Var det sammen med opsparede midler nok til, at han kunne sende sine tre sønner til universitetet?

Opgøret

Betænkelighederne blev bekræftet, da redaktionen mandag den 14. juni via telex modtog en anmodning fra justitsminister John Mitchell. Han beskyldte avisen for brud på loven og hævdede, at yderligere offentliggørelse »vil volde USA’s forsvarsinteresser ubodelig skade«. Derfor burde serien, endnu en artikel var blevet bragt samme dag, straks stoppes og dokumenterne leveres tilbage.

Avisen afviste anmodningen. Men næste dag opnåede myndighederne fra en domstol i New York et midlertidigt forbud mod nye afsløringer. Dommeren, Murray Gurfein, ønskede tid til overvejelse af sin endelige kendelse.

Den amerikanske forfatnings fædre gav den frie presse en særstilling, da de i første tillægs-artikel fastslog, at »Kongressen skal ikke lave nogen lov, som begrænser (...) ytringens eller pressens frihed«. Nu hævdede Nixon- administrationen, at hensynet til den nationale sikkerhed kunne retfærdiggøre et varigt forbud. Sagførerne fra New York Times påpegede, at domstolene aldrig før havde grebet ind mod pressen med forhåndscensur.

Efter en ny høring af parterne afgav dommer Gurfein den 19. juni en kendelse, som anses for en milepæl i pressehistorien: »Nationens sikkerhed ligger ikke kun ved fæstningsværkerne. Sikkerhed ligger også i værdien af vore frie institutioner. En krakilsk presse, en allestedsnærværende presse, må udholdes af myndighederne, så endnu større værdier som ytringsfrihed og folkets ret til viden kan bevares (...) Det er i sidste ende ikke kun lederskribentens mening eller kommentatorens, som beskyttes af den første tillægsartikel. Det er den frie strøm af informationer, så offentligheden kan være informeret om regeringen og dens handlinger«.

Beviser udeblev

Myndighederne kunne ikke bevise, at afsløringerne truede nationens sikkerhed. De forlangte blot respekt for, at dokumenterne var stemplet Top Secret. Formentlig havde det afgørende betydning for sagens forløb, fordi domstolene krævede mere tungtvejende argumenter.

Overfor en appeldomstol fremlagde myndighederne kun et konkret dokument, som skulle bevise, at offentliggørelse ville afsløre USA’s evne til opfangning af nordvietnamesisk kommunikation. Dokumentet blev præsenteret, som overlod man nu domstolen en af USA’s bedst bevarede og mest sprængfarlige hemmeligheder. Men en journalist, som var teknisk rådgiver for sagførerne, genkendte det. Tilfældigvis havde han endog et kopi i sin inderlomme. Det var tre år før blevet trykt i det officielle referat af en høring i Senatet.

I en ny bog, The Day the Presses Stopped, hævder juraprofessoren David Rudenstine, at Nixon-administrationen havde legitim grund til bekymring. Pentagon-rapporten indeholdt nogle informationer, som kunne have voldt skade, hvis de var blevet offentliggjort, hvad de aldrig blev. Det er en vurdering, som deles af få. Selv juristen Erwin Griswold, som førte sagen for regeringen, har siden indrømmet, at han »aldrig har set nogen tegn på en trussel mod national sikkerhed« i offentliggørelsen.

Den endelig kendelse kom fra Højesteret 30. juni 1971. Med seks stemmer mod tre gav dommerne grønt lys for aviserne. I en begrundelse erklærede dommer Hugo Black, at pressen beskyttes af forfatningen, så den »kan afsløre regeringens hemmeligheder og informere befolkningen«.

Efterchok

De ord blev vejledende for en ny generation af journalister. En af veteranerne fra New York Times, Harrison Salisbury, har kaldt afsløringen af Pentagon-rapporten et »jordskælv«, som »skabte en ny dimension i amerikansk journalistik« og som i sidste ende dybt påvirkede USA’s Vietnam-politik, amerikansk politik generelt, ja endog »selve den amerikanske levevis«. Troværdighedskløften er blevet en del af USA’s magtstruktur.

Ansvaret er i højeste grad den daværende præsidents. Richard Nixon indledte noget nær en ny krig mod demokratiets gamle institutioner, da domstolene svigtede ham. Krigen førte ham direkte ind i Watergate-affæren og et personligt nederlag, da han måtte tage sin afsked. Nixon står dog ikke alene med ansvaret.

I selvforsvar tilegnede både Kongressen og pressen sig magtbeføjelser, som siden har holdt troværdighedskløften åben, fordi senere præsidenters løgne ikke i længden kunne beskyttes gennem hemmeligholdelse. Bl.a. reglerne for offentlighed i forvaltningen blev strammet op, så de sikrede større indsigt.

I et nyligt interview opsummerede Daniel Ellsberg »læren« af Pentagon- rapporten: »Uanset hvor kloge folk er i Det hvide Hus og Pentagon, uanset hvor gode deres hensigter er, så kan de blive indblandet i tossede og ulovlige aktiviteter. Og så snart de er kommet igang, og når slyngelstregerne mislykkes, så kan man ikke regne med, at de har det moralske mod til indrømmelse af fejl, til begrænsning af tab, til at kaste håndklædet i ringen, til at komme væk«.

De ord kan også kaldes en rimeligt præcis beskrivelse af problemerne, som afdækkes i Clinton-administrationen på grund af Whitewater-affæren. Men den blodtørst og kynisme, som moderne journalister kan mobilisere, havde unægtelig en mere værdig oprindelse.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.