Trykt i Weekendavisen 12. juli 1996

Atomvåben under anklage

Atomvåben. Efter dom i Haag kan verdens atommagter få et alvorligt juridisk problem. Hvis brug af atomvåben er i strid med international lov, bliver de, der medvirker i deres brug, juridisk sårbare.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

WARSZAWA - Med en kendelse mod atomvåben har Den Internationale Domstol i Haag øget presset for total atom-nedrustning. Af kendelsen fremgår desuden, at både NATOs og Ruslands doktriner for arsenalernes anvendelse kan være i strid med international lov.

Domstolen er verdens højeste juridiske myndighed. Den erklærede i en såkaldt rådgivende udtalelse, at »truslen om eller brugen af kernevåben vil generelt være i strid med regler i international lov angående væbnede konflikter, og især principper og regler i humanitær lov«.

Uenighed mellem dommerne medførte, at de ikke »definitivt« kunne afgøre, hvorvidt trusler eller brug er ulovlig i et selvforsvar »under ekstreme forhold«, hvor »selve statens overlevelse er på spil«.

Enstemmigt erklærede de imidlertid, at staterne er forpligtet til forhandling af total atom-afrustning »under streng og effektiv international kontrol«.

Nederlag

Kendelsen er et nederlag for atom-magterne, som med støtte fra allierede havde bedt domstolen afvise sagen. De henviste til, at der ikke er nogen international lov, som forbyder atomvåben, og at et eventuelt forbud bør afgøres politisk. Danmark har støttet denne opfattelse. I maj 1994 sagde udenrigsminister Niels Helveg Petersen, at »ikke alle spørgsmål er egnet til afgørelse ved en domstol«. I nogle tilfælde bør man lovgive, og det vil på dette felt, fortsatte han, medføre, at der skal udarbejdes en international traktat mod atomvåben.

Rådgivende udtalelser fra domstolen har ikke bindende myndighed, men afgørelsen er en autoritativ tolkning af international lov, så den vil blive brugt mod atom-magterne. I FN og andre fora vil presset for atomvåbens afskaffelse blive øget.

Der er endog udsigt til, at opfindsomme jurister kan udnytte kendelsen til at rejse sager ved andre domstole. Enhver person og institution, som spiller en rolle i atomberedskabet, kan nu stå med et juridisk problem. Få vil overse, at en anden international domstol i Haag lige nu fører sag mod ansvarlige for krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. I den udstrækning brug af atomvåben er i strid med international lov, bliver folk, som deltager i planlægning af sådan brug, juridisk sårbare. Optagelse af nye lande i alliancer, som planlægger ulovligt brug, vil måske blive udfordret ved nationale domstole.

Krise

Kendelsen kommer på et tidspunkt, hvor der er flere tegn på, at dynamikken i atomnedrustningen er svækket:

• Med Warszawa-pagtens sammenbrud var der mulighed for, at eneste militære rolle for kernevåben kunne blive gengældelse af et atomangreb. Men førende atommagter har givet deres våben nye opgaver. De skal nu, foruden traditionelle opgaver, gengælde brug af biologiske og kemiske våben.

• I forbindelse med planerne for udvidelse af NATO har alliancen fremhævet, at nye medlemmer skal tilslutte sig atomstrategien, som ikke vil blive ændret. Centralt i den står fortsat, at NATO er beredt til »første brug« af atomvåben, dvs. under forhold hvor det kan diskuteres, om selve statens overlevelse er truet. Også Rusland har nu den erklærede politik, at brug ikke er begrænset til gengældelse af et atomangreb.

• Jeltsins sejr betyder ikke, at vejen er banet for godkendelse i parlamentet af den mest vidtgående nedrustningsaftale mellem USA og Rusland, START II. Der er sandsynligt, at kommunister og nationalister vil hævne deres nederlag gennem et nej. USA kunne imødekomme modstanderne med et ja til forhandling af en mere vidtgående START III traktat. Men hidtil har Clinton- administrationen ikke vist interesse for yderligere nedskæring af de strategiske atomarsenaler.

• Indien blokerer indgåelse af en traktat, som forbyder enhver prøveeksplosion af atomvåben. Inderne hævder, at et prøvestop er meningsløst, hvis det ikke er knyttet til en tidsplan for total atomnedrustning. Hvis parterne ikke finder et kompromis inden den 29. juli, er der stor risiko for, at traktaten kan gå tabt.

Usædvanlig

Sagen ved Den Internationale Domstol er usædvanlig. Initiativet til at rejse sager tages normalt af regeringer eller FN-organer, men i dette tilfælde foretog jurister i det civile samfund de indledende manøvrer. Det er den sag i domstolens historie, som har fået deltagelse af flest lande. Som nedrustningsinitiativ er sagen bemærkelsesværdig, fordi lande, som stod bag, ville holde atom-magterne fast på et ansvar i henhold til de eksisterende normer i international lov, dvs. ikke skabe ny lov ved hjælp af traktater eller konventioner.

Initiativet blev taget af tre amerikanske jurister, deriblandt folkeretseksperten Richard Falk, helt tilbage i 1981, da bevægelsen mod atomvåben voksede stærkt. I en artikel hævdede de, at trusler med og brug af atomvåben er ulovlig. Efter offentliggørelsen dannede amerikanske sagførere en organisation, Lawyers Committee on Nuclear Policy. De inspirerede jurister i andre lande til dannelse af lignende grupper, og i 1989 oprettede 200 delegerede fra 20 lande International Association of Lawyers Against Nuclear Arms.

Sammen med andre anti-atom grupper opnåede de i 1993, at styrelsen i verdenssundhedsorganisationen WHO vedtog, at domstolen skulle spørges. Konkret bad man den vurdere, hvorvidt de sundheds- og miljømæssige virkninger af atomvåben er i strid med international lov. Året efter vedtog Generalforsamlingen i FN med 78 stemmer mod 43 - 38 afstod - en resolution. Ifølge den skulle domstolen vurdere følgende spørgsmål: »Er truslen eller brugen af atomvåben under nogen omstændigheder tilladt ud fra international lov?«.

Begge vedtagelser skete på trods af stærkt pres fra atom-magterne. En canadisk nedrustningsambassadør, Peggy Mason, kommenterede dette pres med, at »hysteri er ikke et for stærkt ord«, når man skulle beskrive atom-magternes reaktion.

Næsten ufarlige

Det var i 1994 den danske udenrigsministers opfattelse, at »relativt få lande« ville afgive erklæringer til domstolen, og derfor forholdt Danmark sig passivt. Men næsten 50 lande gik ind i sagen med skriftlige og mundtlige erklæringer.

Storbritannien forklarede dommerne, at argumenterne mod atomvåben stammer fra 50'erne og 60'erne, men de er nu forældede: »Moderne kernevåben kan målrettes mere præcist og kan derfor vendes mod konkrete militære mål«, så man kan udmærket forestille sig et atomangreb, som »forårsager relativt få civile tab«.

USA fremhævede, at »intet opbud af lidenskabelig argumentation fra sagførere og ingen forudsigelse af de tragiske menneskelige omkostninger ved mulige konflikter kan sløre den kendsgerning, at international lov simpelthen ikke udtrykkeligt forbyder brug af atomvåben«. Såkaldt afskrækkelse ved hjælp af atomvåben har, hævdede USAs repræsentant, i halvtreds år afværget verdenskrig og sikret international fred og sikkerhed. Hvis domstolen tog stilling til det lovlige i brug af atomvåben, kunne den bringe nedrustningsbestræbelser ud på et sidespor.

Imod atom-magternes argumentation påpegede bl.a. New Zealand, at traktaten fra 1968 mod spredning af atomvåben har »aflegitimiseret« kernevåben. Det internationale samfund har forpligtet sig til arsenalernes totale udryddelse, og denne målsætning burde domstolen nu støtte.

Adskillige lande indrømmede, at ingen traktater udtrykkeligt forbyder kernevåben, men de henviste til den såkaldte »Martens klausul«, som er indarbejdet i international lov. Ifølge den beskyttes civile og krigsførende også af sædvane, menneskehedens principper og den offentlige samvittighed. Dette argument blev bakket op med millioner af underskrifter på en erklæring, som domstolen tog med i sagen.

Tvivl

Der forelå ikke umiddelbart reaktioner fra atommagterne. Uofficielt henvises til, at man ønsker tid til undersøgelse af kendelsen og dens mulige følger. I det danske Udenrigsministerium siger kontorchef Laurids Mikaelsen fra juridisk afdeling: »Ingen kommentar«.

Der er plads for tvivl, når kendelsen skal vurderes, fordi dommerne ikke kaldte enhver brug under alle omstændigheder ulovlig. De mest vidtgående afsnit blev vedtaget med syv dommerstemmer mod syv, så retspræsidentens stilling blev afgørende. Desuden afviste dommerne den del af sagen, som var indbragt af WHO.

Begejstringen hos anti-atombevægelsens aktivister var stor. Den amerikanske sagfører Peter Weiss fra International Association of Lawyers Against Nuclear Arms fremhæver, at domstolen kun vil anerkende, at brug i ekstreme tilfælde er diskutabel. I alle andre sammenhænge er trusler og brug i strid med international lov.

Kendelsen er dermed, siger han, i klar strid med atom-magternes holdning. De anvender nemlig atomvåben til afskrækkelse af »alt, som de vil afskrække«. Weis påpeger endvidere, at domstolen kun blev delt midt over, fordi tre dommere ønskede utvetydig afstandtagen fra enhver brug. »Så det er i virkeligheden 10-4 for ulovlighed«, siger Weiss.

Stort problem

Kendelsen rammer dog utvetydigt den seneste tids udvikling i doktriner for brug af atomvåben, hvor man har lagt vægt på, hvad der kaldes »sub-strategisk brug«.

Frankrig har traditionelt fremhævet, at landets atomslagstyrke skulle sikre nationens overlevelse, dvs. udgøre en trussel mod fjendens byer i tilfælde af angreb. Men ifølge flere rapporter skal en ny atombevæbnet raket, som affyres fra fly, afskrække det voksende antal lande i den 3. verden, som har bakteriologiske og kemiske våben samt langtrækkende raketter. Storbritannien indfører nye raketter i sine u-både, og de skal eventuelt også anvendes til »sub-strategiske« opgaver - f.eks. en advarende eksplosion rettet imod stater, som har overhørt andre advarsler.

I USA har debatten været særligt åben og heftig. Fra Murens fald i 1989 og frem til 1993 ledte eksperterne efter nye opgaver til de eksisterende arsenaler. Efter Clinton-administrationen kom til, blev total atom-afrustning sat på dagsordenen af f.eks. den nu afdødede forsvarsminister Les Aspin. Men i den seneste tid er debatten gået ind i en tredje fase, hvor den politiske opbakning til nye opgaver for atomvåben er vokset. I marts erklærede forsvarsminister William Perry, at atomvåben kan blive anvendt til gengældelse af et angreb med kemiske våben.

Præsidenten for en sammenslutning af amerikanske eksperter i rustningskontrol, The Arms Control Association, tog da kraftigt afstand fra udviklingen i USAs doktrin. Der er, sagde Spurgeon Keeny, lagt op til en »fundamental ændring i atompolitikken«, som er i strid med USAs internationale forpligtelser, og som vil »sløre den enorme forskel mellem atomvåben og kemiske våben«. Faktisk er, sagde han, kemiske våben mindre effektive end moderne konventionelle våben mod veltrænede soldater og beskyttede civile. Ethvert initiativ, som »undergraver tabuet mod atomvåben gennem sidestilling af dem med kemiske våben«, vil medføre, at flere stater ser behov for anskaffelse af kernevåben.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.