Trykt i Weekendavisen 6. september 1996

Galskab

Hvordan Vesten vandt den kolde krig. Reagan-administrationen drev i begyndelsen af 80’erne Sovjetunionens gamle, syge ledere ud i dyb paranoia.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Robert M. Gates: From the Shadows - The Ultimate Insider's Story of Five Presidents and How They Won the Cold War. 604 sider. Simon & Schuster.

Peter Schweizer: Victory - The Reagan Administration's Secret Strategy That Hastened the Collapse of the Soviet Union. 284 sider. The Atlantic Monthly Press.

Dana H. Allin: Cold War Illusions - America, Europe and Soviet Power 1969- 1989. 267 sider. St. Martins Press.

Raymond L. Garthoff: The Great Transition - American-Soviet Relations and the End of the Cold War. 834 sider. The Brookings Institution.

Reagan-administrationen drev i begyndelsen af 80'erne Sovjetunionens gamle, syge ledere ud i dyb paranoia. Herom er ingen tvivl. Men var det en bevidst amerikansk målsætning?

Ifølge en meget bemærkelsesværdig selvbiografi af den tidligere direktør for CIA, Richard Gates, var den amerikanske efterretningstjeneste dengang ikke opmærksom på »den voksende desperation« hos mændene i Kreml.

Ifølge en ikke mindre bemærkelsesværdig hyldest til de mest yderliggående høge i Washington, »Victory« af journalisten Peter Schweizer, ville de faktisk »skræmme« Sovjets ledere »til døde«.

Svaret på spørgsmålet har en vis betydning for besvarelsen af et andet spørgsmål, som i 90'erne har optaget en del skribenter: Hvordan vandt Vesten den kolde krig? Viften af svar i litteraturen på det spørgsmål er bred.

Frygtede atomangreb

Adskillige aktører i den kolde krigs afsluttende fase har forsvaret deres fremtidige placering i historieskrivningen med selvbiografier. Forskere, som repræsenterer stridende skoler inden for politisk videnskab og historie, har givet deres bud. Andre bidrag er leveret af journalister, som, ofte kun formelt, kan gøre krav på større objektivitet.

Den fremherskende opfattelse har været, at Reagan-administrationen med et nådesløst militært, økonomisk, politisk og psykologisk pres tvang det sovjetiske imperium i knæ. Logisk følger ofte i denne argumentation, at datidens kritikere af USA’s politik i bedste fald havde uret, i værste fald svækkede Vesten og mere eller mindre bevidst hjalp diktatorerne i Kreml. Det særegne danske bidrag til debatten har således helt overvejende været kritik af den såkaldte fodnote-politik og udhængning af diverse personer, som havde omgang med diktaturets repræsentanter.

Hvis man antager, at den fremherskende opfattelse er korrekt, er det imidlertid ikke automatisk givet, at den også var fornuftig. Ifølge flere beretninger troede Sovjets ledere i 1983, at USA overvejede et overraskende angreb med atomvåben. Richard Gates bekræfter i sit værk, at amerikanske initiativer gav denne frygt konkret indhold. Under en NATO-øvelse i november 1983 fik frygten tilmed en aktuel anledning:

Psykologisk krig

Straks efter Reagan-administrationens magtovertagelse indledte den en psykologisk krigsførelse med bl.a. militære midler. »Det var led i Reagans strategi, at Sovjet skulle tro, han var en smule gal«, beretter præsidentens daværende sikkerhedsrådgiver, Richard Allen, til Peter Schweizer. Målsætningen var, at lederne i Kreml skulle tvinges i defensiven psykologisk, så de af frygt for konsekvenserne ville undgå udfordringer. Formentlig byggede deres kendskab til Reagan delvis på et citat fra præsidentens valgkamp, som i hvert fald DDR’s efterretningstjeneste lod indgå i et portræt af den nyvalgte. »Ingen ønsker at bruge atomvåben«, havde han angiveligt sagt. »Men fjenden bør hver nat falde i søvn med frygt for, at vi vil anvende dem«.

Så amerikanske bombefly blev sendt på togter over Nordpolen med kurs mod Sovjetunionen. Når truslen var opfattet, og forsvarets enheder sat i alarmberedskab, ændrede angriberne i sidste øjeblik kurs og fløj hjem. Periodevis blev denne manøvre udført flere gange i løbet af en uge. Bl.a. under den voksende uro i Polen blev jagerbombere fra baser i Vesttyskland sendt på togter i lav højde over Østersøen langs den polske kyst. Det var et signal, som skulle antyde risikoen for et amerikansk svar, hvis Sovjet foretog et militært indgreb.

Chefen for KGB’s udenrigstjeneste, general Oleg Kalugin, citeres af Schweizer for, at Reagan foruroligede de sovjetiske ledere i en sådan grad, at de »kom på hysteriets rand«. I maj 1981 sagde KGB’s daværende chef, Jurij Andropov, under en intern konference, at USA forberedte atomkrig. Samme år gav han ordre til intensiv overvågning af aktiviteter, som kunne afsløre et atomangreb på forhånd.

Farligste år

I sit tilbageblik konstaterer Richard Gates, at 1983 var det »farligste år«. I marts kaldte Reagan Sovjetunionen et ondt imperium. For »de paranoide i Kreml var dette uacceptabelt«, skriver Gates, thi med denne betegnelse blev styret nægtet både respekt og legitimitet. Kort efter gav Reagan dem et endnu hårdere slag, da han præsenterede sit strategiske »stjernekrigs« forsvarsinitiativ mod atomvåben (SDI). Fjorten måneder før havde CIA præcist forudsagt den sovjetiske reaktion, idet man påpegede, at USA ville blive anset for en »krigerisk nation, som kastede sig ud i en farlig samt helt ny udvidelse og acceleration af våbenkapløbet«.

I september kom den sovjetiske nedskydning af det koreanske rutefly KAL- 007, hvor Reagan-administrationens »retorik overhalede kendsgerningerne, som den var bekendt med«, skriver Gates høfligt. USA beskyldte de sovjetiske ledere for overlagt mord på civile, selv om de fleste amerikanske efterretningseksperter mente, at de ansvarlige i Sovjet havde anset flyet for militært. Set med sovjetiske øjne var episoden en bevidst provokation, som foranledigede en lang erklæring fra Andropov, nu både stats- og partichef. I vendinger, som dengang i Vest ikke blev anset for andet end propaganda, advarede han imod USA’s »militaristiske kurs, som udgør en alvorlig trussel mod freden«.

Samtidig forberedte NATO udstationering i Vesteuropa af 572 krydsermissiler og Pershing II raketter med atomladninger. Initiativet blev mødt med protester fra eksperter og folkelige bevægelser i USA samt Vesteuropa. Sovjet skruede propagandaen op på fuldt blus, idet man sammenlignede Reagan med Hitler og drog historiske paralleller til tyskernes overfald i 1941. I en senere analyse fra maj 1984 anerkendte både CIA og USA’s militære efterretningstjenester, at der bag den sovjetiske propaganda mod raketprojektet var berettiget bekymring. Gates citerer fra rapporten, som fastslog, at især Pershing II raketterne, som med kort varsel kunne udslette sovjetiske militære anlæg og kommandocentre, »kunne ikke andet end skabe ængstelse« for, at Sovjets sårbarhed ville vokse.

Able Archer

I dette anspændte klima gennemførte USA sammen med sine allierede en kommando-øvelse, Able Archer, fra den 2. til den 11. november. Med deltagelse af politiske topledere afprøvede man procedurerne for brug af atomvåben under en konflikt. Reagan skal have bemærket, at øvelsen var »et scenario for en række begivenheder, som kunne medføre afslutningen på civilisationen, som vi kender den«.

Gennem bl.a. overvågning af den elektroniske trafik mellem NATO’s kommandocentre kunne Warszawapagtens efterretningstjenester følge lidt med. Ifølge dobbeltspionen Oleg Gordijevskij »konkluderede KGB, at amerikanske styrker var sat i alarmberedskab - og måske endog havde indledt nedtællingen til atomkrig«.

Gates anser episoden for »en af den kolde krigs potentielt mest farlige«. Gordijevskijs oplysninger har været kendt længe, men redegørelsen fra den fhv. CIA-direktør er første gang, at en helt centralt placeret amerikansk embedsmand giver sin vurdering. Gates oplyser, at også den sovjetiske militære efterretningstjeneste GRU var alarmeret. Ifølge en tjekkisk efterretningskilde havde øget beredskab på amerikanske baser i Vesttyskland givet anledning til »usædvanlig ængstelse« i hele Warszawapagten. Der var tilmed, oplyser Gates, en reaktion fra Øst med »betydelig militær aktivitet« i det baltiske militærdistrikt samt i østtyske, polske og tjekkoslovakiske styrker. Sovjetiske flystyrker gik i øget beredskab. Straks efter erklærede den sovjetiske forsvarsminister Ustinov, at »det bliver stadigt sværere at skelne (øvelser i NATO) fra virkelig udstationering af væbnede styrker med henblik på aggression«.

Fattede ikke alvoren

Gates indrømmer, at »vi i CIA fattede egentlig ikke, hvor opskræmte de sovjetiske ledere måske havde været«. Først efter Gordijevskij havde orienteret sine britiske kontakter, tog man i marts 1984 den sovjetiske reaktion alvorligt. I en første vurdering skrev amerikanske efterretningstjenester dog, at der var utilstrækkelige beviser for, at Sovjet virkelig havde frygtet et angreb under Able Archer. Mere sandsynligt var det, at »frygten« var et produkt af propaganda.

Men diskussionen fortsatte i CIA, thi »emnet var frygtelig vigtigt«, skriver Gates. Var USA kommet på randen af en atomkrise i efteråret 1983, uden at man selv vidste det? Var den sovjetiske ledelse så meget ude af kontakt med virkeligheden, at de havde troet, at et overraskende angreb var en reel mulighed? Skyldtes den amerikanske skepsis, at USA’s militær ikke ville indrømme, at dets øvelse havde været farligt provokerende, og at USA’s egne efterretningsfolk ikke ville indrømme, at man alvorligt havde mistolket de sovjetiske lederes sindstilstand?

Senere informationer fører i selvbiografien Gates til den konklusion, at det er sandsynligt, at de sovjetiske ledere »virkelig troede, at et NATO- angreb i det mindste var muligt, og at de foretog en række træk, som skulle øge det militære beredskab til under mobilisering«. Han henviser også til, at præsidentens råd af efterretningseksperter i 1990 efter en nyvurdering nåede samme konklusion.

Mere end ti år efter disse begivenheder kan man selvfølgelig konkludere, at det gik jo meget godt. Fordi Able Archer ikke udløste en atomkrig, kan episoden blot indgå i et generelt indtryk af konfrontationen. Banen er så fri til parternes opgør om det store spørgsmål: Hvordan vandt Vesten den kolde krig?

Afgørende fase diskutabel

I denne debat er både faktuelle oplysninger og konklusioner imidlertid ofte uforenelige. Blev det onde imperiums rygrad knækket af Reagan-administrationen, så Gorbatjovs reformforsøg er et mindre vigtigt efterspil? Det mener Schweizer åbenbart. Han stopper reelt sin bog i 1986, da Gorbatjov for alvor trådte ind på scenen.

Direkte modsat hævder forskeren Dana Allin fra det amerikansk finansierede Aspen institut i Berlin, at den kolde krig blev vundet, inden Reagan ankom til Det Hvide Hus. I sit yderst detaljerede mammutværk konkluderer Raymond Garthoff fra Brookings Institution i Washington DC, at Reagan sinkede forandring af Sovjetunionen. Sejren kom, skriver han, »da en ny generation af sovjetiske ledere indså, hvor totalt deres system hjemme og deres politik i udlandet havde slået fejl«.

Robert Gates førte i mere end 25 år fra poster i CIA og Det Hvide Hus efter eget udsagn »krig« mod det sovjetiske imperium, som han altid havde anset for ondt. Hans ry var så anti-sovjetisk, at Gorbatjov i den mere venskabelige fase af supermagternes forhold skal have opfordret til fyring af ham. Fra hans hånd kunne man vente endnu et indlæg med lovprisning af reaganisternes indsats.

Brobygning

Men hans værk forsøger brobygning i debatten. Både høge og duer bidrog, ifølge Gates, til sejren. I sin gennemgang af faktorer, som førte til Sovjetunionens opløsning, inddrager han både 70'ernes afspænding, som åbnede det lukkede samfund for smitsom indflydelse udefra, og 80'ernes økonomiske krigsførelse, som forværrede krisen. Han har ros til alle sine præsidenter - altså også Ford og Carter, som ellers lægges for had af de nykonservative.

Selve »æren« for Sovjetunionens sammenbrud får Gorbatjov, som organiserede imperiets destruktion bedre, end CIA kunne have klaret det, hvis han havde været amerikansk agent, konstaterer Gates. Hvis Andropov havde været yngre og ved bedre helbred, så er der »store chancer« for, at et militært stærkt Sovjetunionen havde overlevet, skriver han. Dermed river han tæppet væk under reaganisterne, som hævder, at USA’s pres var afgørende. Vesten vandt, fordi vi var så heldige, at Andropov døde.

Historiens lære

Det er en udbredt ambition, at vi skal lære af historien. Litteraturen med beskrivelse af årsagerne til sejren i den kolde krig deler denne ambition. Men læst i sammenhæng så er der ingen enkel lære, som kan drages på nuværende tidspunkt. Der er kun uforenelige eller ubrugeligt altomfavnende partsindlæg, som i vidt omfang skal retfærdiggøre forfatternes tidligere standpunkter.

Forfatteren Thomas Powers er den, som kommer nærmest en opsummerende lære, når han i The New York Review of Books i en anmeldelse af Gates’ bog konkluderer, at atombomben vandt den kolde krig. Thi den sikrede, at den kolde krig aldrig blev varm. Begge supermagter vidste, at en direkte militær konfrontation ville medføre udslettelse.

Men en sådan lære er temmelig ubrugelig i vor tid. Man kan hævde, at atom- afskrækkelsen fungerede i en bipolær konfrontation, men deraf følger ikke, at den kan fungere i en multipolær verden. Hvis bomben er fredsskabende, burde alle større magter have den, men det er vist ikke et godt forslag. I vor tid er det endog sandsynligt, at brug af eller trusler med atomvåben vil blive gengældt med terror, f.eks. ved hjælp af kemiske eller biologiske kampstoffer.

Tungt ansvar

Men måske kan man drage enkel lære af næsten-katastrofen i 1983. Ansvaret for, at det næsten gik galt, hviler tungt på vestlige skuldre. Man kan naturligvis hævde, at de sovjetiske ledere har ansvaret for deres eget vanvid. Det var deres system, som blokerede for en realistisk opfattelse af Vestens hensigter. Hvis de havde besvaret den opfattede trussel med et angreb, som skulle komme Vesten i forkøbet, ville deres »skyld« imidlertid have været uinteressant. Eventuelt overlevende huleboere ville nok have haft andet, som optog dem.

Det særegne ved atom-konfrontation er, at ansvarsbevidste ledere bør undgå situationer, hvor modstandere føler sig truet på livet. Særlig agtpågivenhed bør udvises i forbindelse med paranoide, isolerede, inkompetente modstandere. Det ansvar levede vestlige ledere ikke op til.

Gates hævder, at årsagen var uvidenhed. Men han indrømmer samtidig, at »mens USA’s regering ikke delte denne ængstelse« i Sovjets ledelse over høj risiko for krig, »så gjorde det amerikanske folk«. Så den egentlige årsag til de vestlige lederes uansvarlighed er, at de ikke ville anerkende de mulige følger af deres politik.

Der er et grotesk misforhold mellem de beroligende ord, som såkaldte statsmænd fra Washington til København leverede i 1983, og den faktiske virkelighed. Disse ledere vil aldrig blive draget til ansvar for, at det næsten gik galt. Det gik jo godt alligevel. Men udenfor deres kreds kan vi andre måske lære, at man også indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitik aldrig skal stole på ledere, som hævder, at de har større indsigt end os andre.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.