Trykt i Weekendavisen 27. december 1996

Amerikansk konservatisme er død

Ideologi. Afhopper hudfletter USA’s revolutionære, som i deres metoder og ideologi har lært alt for meget af kommunismen.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

I amerikansk politik huserer en bevægelse med ledere, som kalder sig revolutionære. De hader mange af samfundets institutioner - skoler og universiteter, domstole, museer, førende kirker. Forbundsregeringen udgør, ifølge dem, en tyrannisk magt. I alle store samfundsdebatter har de haft uret; alligevel har de intet lært. Deres argumenter bygger nemlig på svindel. Nogle af lederne giver moralsk opbakning til væbnede grupper, som dræber politifolk.

Nej, det er ikke aktivister fra 60'ernes venstrefløj, som har fået et come-back. Ovenstående er »en beskrivelse af nutidens amerikanske konservatisme - og ikke blot dens tossede ekstremister men dens hovedstrøm«.

Det hævder en mand, som burde vide, hvorom han taler. I ti år var Michael Lind en af de lovende unge intellektuelle, som ældre konservative fremhævede. Han var nær ven med William F. Buckley, grundlægger af tidsskriftet National Review i 1955 og dermed også den moderne amerikanske konservatismes fader. Efter en tid i det spændende miljø på The Heritage Foundation, et konservativt forskningsinstitut, blev Lind redaktør på tidsskriftet The National Interest. Det udgives af Irving Kristol, som er blevet kaldt »de neo- konservatives gudfader«.

Møder med Michael Lind var altid et fast punkt på skemaet, når jeg i 90'ernes første halvdel besøgte Washington i journalistisk øjemed. Umiddelbart lignede han en forkælet dreng med overskud af hvalpefedt. Men Lind sprudlede af ideer, som strakte sig fra det indsigtsfulde til det fantastiske.

Med knusende realpolitisk logik trængte han gennem præsident Clintons første idealistiske udenrigspolitiske retorik, som da også i praksis måtte vige for en mere traditionel kurs. »Globalisme« var ikke en af Linds livretter. Han hævdede, at science fiction litteraturen med dens portrætter af én regering og ét politi for hele Jordkloden er det egentlige ideologiske grundlag bag vestlige statslederes engagement i transnational integration og hele alfabetsuppen af institutioner: FN, NATO, G7, OECD, EU, osv.

Efter nogle timer i hans selskab kunne man virkelig tro, at amerikansk konservatisme var i gang med en nytænkning, som ville ændre USA. Mest bemærkelsesværdigt var det, at Lind havde en social bevidsthed, som bragte ham på linje med europæiske konservative. Republikanerne ville, mente han, blive et konservativt folkeparti. Han havde heller ikke sympati for partiets ekstremister. Især Patrick Buchanan, som flere gange har søgt Republikanernes nominering til præsidentembedet, vakte hans foragt. I et sandt konservativt folkeparti skulle der, ifølge Lind, ikke være plads til kulturkrig mod sorte, homoseksuelle og jøder.

Åbent brud

Netop denne opfattelse førte ham, langsomt, frem til et åbent brud med det konservative miljø.

Efter Golf-krigen stødte Lind på en bog, The New World Order, af prædikanten Pat Robertson. I slutningen af 80'erne havde sex- og finansskandaler ramt flere prædikanter, som via fjernsynet mobiliserede religiøse fundamentalister til et politisk engagement. Men Robertson genrejste bevægelsen i sin egen organisation, Christian Coalition. Vejen til politisk magt er for republikanere siden gået gennem hans hovedkvarter.

For Michael Lind var bogen et chok. Robertson »afslører« en sammensværgelse, som begyndte den 1. maj 1776, da en professor i Bayern, Adam Weishaupt, stiftede et hemmeligt broderskab, Illuminati Ordenen. Siden har, især jødiske, bankfolk stået bag en del af verdenshistorien, såsom kommunismen og et par verdenskrige. Seneste produkt af denne sammensværgelse er, mere end antyder Robertson, den nye verdensorden, som præsident Bush proklamerede under Golf-krigen. Det er, ifølge bogen, »faktisk muligt«, at Bush er et redskab for sammensvorne, »hvis mål er intet mindre end en ny orden for den menneskelige race under ledelse af Lucifer og hans tilhængere«.

Robertsons inspirationskilder er utvetydigt anti-semitiske, men det er sløret i bogen, som ellers ofte nærmer sig plagiat af disse kilder.

Ligeglade ledere

Lind kritiserede første gang offentligt Robertsons teori efter præsidentvalget i 1992. Til hans store forbløffelse var konservative ledere ligeglade. Buckley optrådte endog i en fjernsynsdebat sammen med Robertson; Lind afbrød derefter kontakten med sin mentor. Efter republikanernes valgsejr i 1994, som blev en triumf for Christian Coalition, fik Lind optaget en udførlig gennemgang af Robertsons bog i The New York Review of Books, de venstre-intellektuelles hovedorgan.

Det ophidsede gevaldigt Linds gamle kampfæller, som følger den parole, at fjenden står til venstre, og derfor er opgør på højrefløjen uacceptable. Buckley's National Review afviste, at Robertson er anti-semit. Angiveligt har prædikanten blot fordomme imod bankfolk, og det er et udbredt fænomen i USA. I et andet konservativt tidsskrift påviste en skribent, at Lind anvender marxistiske metoder og går »Kominterns ærinde« - den kommunistiske internationale, som blev nedlagt et par årtier før, han blev født...

»Amerikansk konservatisme er død«, lyder de indledende ord i Michael Linds endelige opgør: Up from Conservatism - Why the Right is Wrong for America. Bogen, som er udkommet for nyligt (The Free Press, New York, 295 sider, 23 dollar), er en stærkt polemisk og dog veldokumenteret advarsel mod højrefløjen. Bestræbelserne for dannelse af en konservatisme, som adskiller sig fra det yderste højres standpunkter, og ikke blot dets stil, er slået fejl. Den konservative bevægelse er splittet, og dens rester »ligner brudstykker af en komet, som vil fortsætte deres destruktive kurs, selv efter at kometen er gået itu«.

Magteliten udstilles

Samtidigt har Lind fået udgivet en roman, som nådesløst udstiller Washingtons magtelite: Powertown (HarperCollins, New York, 264 sider, 23 dollar). Teknikken er så enkel, at man må undre sig over, hvorfor næsten ingen andre har brugt den. Den amerikanske hovedstad består af to adskilte samfund - et hovedsageligt hvidt, hvor politik og penge udgør livsindholdet, og et sort, hvor bandekrige årligt kræver hundreder af unge liv. Washington har flere skribenter pr. kvadratmeter end noget andet sted i verden. Alligevel er ghettoen fremmed land for dem.

Kontrasten mellem de to samfund - og især accepten af den - indeholder dog mere stof til eftertanke, end langt størstedelen af de papirdynger og taler, som magteliten producerer, og som for omverdenen repræsenterer USA. Lind følger parallelt sine hovedpersoner i de to samfund, indtil deres baner krydses i afslutningen. Det er ikke et stort og velskrevet litterært værk, men der er unægtelig en moralsk pointe, som ligner fordømmelsen af apartheid-ledere i Sydafrika.

Liberal nationalisme

Som ville Lind på forhånd afvise, at han blot er på hævntogt, udgav han året før et meget originalt politisk manifest: The Next American Nation - The New Nationalism & the Fourth American Revolution. I dette værk, som fik mange fine anmeldelser, fremlægges en række forslag til, hvordan nationen kan genopbygges med en fælles identitet. Forfattere til højre og venstre har haft travlt med opsplitning af nationen i modstillede kulturer, men Lind lader sig inspirere af en liberal nationalistisk filosofi, som har dybe rødder i amerikansk historie.

Han argumenterer for den stærke nationalstat, som var George Washingtons, Daniel Websters, Abraham Lincolns og Theodore Roosevelts projekt. Han holder fast ved New Deal liberalismen ud fra Franklins Roosevelts, Harry Trumans og Lyndon Johnsons tradition, idet han fremhæver, at de »skabte og opretholdt en middelklasse, som ellers ville blive ødelagt af hæmningsløs kapitalisme«. Og endelig - »som det vigtigste af alt« - støtter han en farveblind politik for integration af racerne, som drager inspiration fra Frederick Douglass' kamp mod slaveriet og Martin Luther Kings indsats for borgerrettigheder.

Immigration skal, foreslår Michael Lind, begrænses, så lavtlønnede amerikanere får større magt på arbejdsmarkedet. De globale gigantfirmaers eksport af arbejdspladser fra USA skal bekæmpes gennem selektiv protektionisme. Velfærdsstaten bør udbygges, fordi den allerede primært tjener lønarbejderne, men de har brug for sygesikring og gratis adgang til højere uddannelse. Midlerne kan skaffes gennem øget beskatning af de rige.

Måske ligner denne beskrivelse af et manifest for »liberal nationalisme« ikke et oplæg til epokegørende nytænkning. Budskabet kan vel nærmest kaldes konservativt, hvis man i denne betegnelse ser en sans for værdierne i en samfundsorden, som er truet. Men denne anvendelse af »konservativt« har, ifølge Lind, ikke mening i aktuel amerikansk sammenhæng, så han kan ikke selv anvende konservatismens banner. Det er nemlig blevet overtaget af folk, som kalder sig revolutionære og slås for en ny samfundsorden.

For en god ordens skyld hævder Lind, at i alle det tyvende århundredes store politiske debatter har den nationale liberalismes modstandere både til venstre og højre haft uret. Det gælder den kolde krig, borgerrettigheder og økonomien. Venstrefløjen har agiteret for en slags socialistisk økonomi. Højrefløjen foretrak laissez-faire og minimal statslig styring. Men de liberale nationalister skabte en blandingsøkonomi, som totalt udkonkurrerede den kommunistiske model. Lind bruger imidlertid ikke meget krudt på venstrefløjen, som er totalt uden politisk fundament hos vælgerne. Det er højrefløjen, som udgør den aktuelle trussel.

Den liberale nationalisme, som gav USA alle de vigtigste reformer, er »væk«. Den blev ødelagt efter 1968 af venstre-liberale, som i 1972 gav George McGovern sejr i det Demokratiske Parti. Siden har de mest succesrige politiske tendenser været konservative, som fører offensiv mod venstrefløjen, og neo-liberale, som flygter til højre fra identifikation med venstrefløjen.

Slagmarken indsnævret

Kernen i Michael Linds argument er, at USA siden 70'erne med valget af Jimmy Carter har gennemgået en politisk omstilling, som indsnævrede den politiske slagmark til et opgør mellem, hvad han kalder »neo-liberale« og »konservative«. Forskellen mellem dem er, især når det gælder økonomisk politik, minimal. Clintons neo-liberale hævder, at den gamle liberalismes mål - f.eks. fuld beskæftigelse, effektiv uddannelse til alle - kan nås med konservative metoder, dvs. privatisering, decentralisering og skattelettelser. Der er således opstået et »gabende hul« i den politiske midte, mener Lind.

Republikanerne er blevet politisk dominerende, fordi partiet har overtaget Demokraternes gamle bastion: Syden. »Nøglen til forståelse af amerikansk politik i århundredets slutning« er, at Lincolns gamle parti nu styres af Sydstaternes hvide. Det er ikke intellektuelle konservative, som har givet partiet dets nye magt.

Samtidig med denne politiske omvæltning har USA haft en »social revolution«. Der er opstået en national overklasse gennem sammensmeltning af den gamle elite fra det nord-østlige USA med nyrige fra Syden og Vesten. Den består af højst ti procent af befolkningen og er kendetegnet ved høj uddannelse: erhvervslivets ledere, professionelle (f.eks. læger, sagførere, mediefolk), professorer. Overklassen lever adskilt fra det store flertal af amerikanere med sine egne veje, sikkerhedskorps, skoler, osv. Den ringe forskel mellem neo-liberale og konservative i økonomisk politik skyldes, at overklassen også udgør den politiske elite.

Siden 70'erne har denne elite ført »klassekamp« mod middelklassen. Skattelettelser for de rige har øget byrden for middelklassen. Den sociale ulighed i USA er mange gange større end i andre OECD-lande og voksende. Mellem 1977 og 1992 voksede den øverste ene procents andel af USA’s formuer fra 22 til 44 procent. Mens middelklassens realindkomst er faldet siden 70erne, er overklassens vokset markant.

Kulturkamp

Centralt i den konservative elites strategi står, erklærer Lind, en kulturkamp, som skal »aflede vælgernes opmærksomhed fra overklassens klassekamp mod amerikanske lønarbejdere«. Ammunitionen er en række myter, som gør f.eks. skatter, embedsmænd og sorte til syndebukke. Våbnene er græsrodsbevægelser, forskningscentre med politiske målsætninger og pengestærke fonde.

Ægte »national konservatisme« bør, mener han, forene alle klassers interesser og ikke blot varetage de riges. En sådan folkelig udgave af konservatismen har været inden for mulighedernes rækkevidde to gange i dette århundrede. Men i begge tilfælde sejrede en koalition af populister og eks-kommunister, som ikke havde aflagt deres ekstremistiske holdning til politik.

Under den første kamp i begyndelsen af 50'erne snuppede mc'carthyisterne konservatismens fane. Selv præsident Eisenhowers konservatisme anså de for et onde, som ikke adskilte sig principielt fra kommunismens. Næste mulighed for en folkelig konservatisme opstod i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne, da neo-konservative, som havde brudt med demokraterne i protest mod venstrefløjen, ledte efter et nyt hjem hos republikanerne. Men de neo- konservative blev overvældet af det nye højre.

I begge tilfælde havde sejrherrernes intellektuelle ledere en fortid i kommunistiske kredse. Mellem de mest fremtrædende i 50'erne var den tidligere trotskist James Burnham og den tidligere kommunist Whittaker Chambers. I 80'erne havde de mest yderligtgående neokonservative en lignede baggrund. Irving Kristol var eksempelvis oprindelig trotskist. Lind fremhæver, at de neo-konservative, som ikke blev ekstremister (bl.a. senator Moynihan), ofte var uden rød fortid. »Da de aldrig i deres ungdom var gået for langt til venstre, havde de i en moden alder intet behov for overkompensation gennem et sving for langt til højre«, kommenterer han. Ekstremisterne bekæmpede i deres ungdom liberalismen fra venstre fløj; nu bekæmper de den fra højre fløj.

Det vittige hovede, som hævdede, at amerikansk konservatisme er amerikansk kommunismes højeste udviklingstrin »havde fat på noget«, siger Lind. Selve organisationsformen ligner endog kommunismens. Den folkelige mobilisering sker gennem græsrodsbevægelser, hvor aktivister beskæftiges med emner, som ikke netop har rod i egentlige årsager til deres frustration. Såkaldte forskningsinstitutter producerer myter og propaganda. Bag ved netværket finder man fonde, som fremmer loyale intellektuelle og stopper debat internt på højrefløjen, fordi »afvigere« vil få stoppet deres finansiering.

Bekymrede konservative

Men har Michael Lind ret i sin kritik? Hans skildring af amerikansk konservatisme bekræftes, om end i mere afdæmpet form, i et andet værk, som en mere neutral observatør, den erfarne britiske journalist Godfrey Hodgson, nyligt har fået udgivet: The World Turned Right Up - A History of the Conservative Ascendancy in America (Houghton Mifflin, 365 sider. 27,50 dollar). Den store avis The New York Times har i de seneste måneder kørt en serie, som bekræfter, hvordan de rigeste i voksende omfang undslipper væsentlig beskatning. Deltagelsen i dette efterårs præsidentvalg var med 49 procent den laveste siden 1924, hvor turen til valgurnerne endnu var et uvant initiativ for kvinder. Vælgerne, dvs. middel- og underklassen, føler åbenbart, at politik er uden relevans for deres liv.

Der er imidlertid også tegn på, at konservative republikanere har fået betænkeligheder. Den for to år siden så revolutionære Newt Gingrich, formand i Repræsentanternes Hus og partiets bannerfører, har lagt en dæmper på retorikken. Det er en overdrivelse, hvis man, som Lind har stærk tendens til, hævder, at højre-ekstremister helt har overtaget partiet. Republikanerne er dybt splittede, og det har mere moderate grupper, f.eks. må guvernørerne beskæftige sig pragmatisk med konkrete problemer, som den ekstremistiske ideologi ikke giver svar på.

Faren er dog, at en nedtur for økonomien kan give demagoger ny vind. Som Robin Tower, politisk journalist ved The New York Times, påpegede i et nyligt essay: Den tilsyneladende ro i 1996 kan ved senere tilbageblik »blot have været stormens øje«.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.