Trykt i Weekendavisen 7. februar 1997

Farvel til atomvåbnene

Afskrækkelse. Det er før sket i USA, at atomberedskabets generaler har taget afstand fra A-våben, så snart de har forladt tjenesten. Men det er aldrig sket før, at en tidligere chef for selve atomstyrken har anført angrebet på A-våbnene.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Kampagnen mod atomvåben er genopstået. I spidsen står general Lee Butler, kommandant over USA's atomslagstyrke indtil 1994.

»Kernevåben er i kraft af deres natur farlige, enormt kostbare, militært ineffektive og moralsk uforsvarlige«, erklærer han. De bør afskaffes totalt, så risikoen for krig ved et uheld eller våbnenes spredning til flere lande kan afværges. Han får opbakning fra adskillige officerer, som har været øverstkommanderende for NATO i Europa. Deriblandt generalerne Goodpaster, Galvin og Rogers. Særligt fremtrædende i kampagnen er desuden general Charles Horner, som under Golf-krigen var kommandant for koalitionens flystyrker og siden fik kommandoen over USA's landbaserede atomraketter. De har stillet mange konkrete forslag, som kan gennemføres straks - for eksempel ophævelse af raketters alarmberedskab, begrænsning af brug til gengældelse. Men opgøret er meget bredere.

»Den hårde sandhed er, at seks års efter den kolde krigs afslutning er vi stadig fanget af dens mistroiske psykologi, stadig viklet ind i den gensidige garanterede udslettelses sprogbrug og stadig fastlåst i den nukleare æras trældom«, siger Butler. »Og endnu værre, strateger fremmaner stadig verdener, som går mod kaos, og opfinder trusler, som ifølge dem kun kan imødegås eller fjernes med atomvåben«.

Mange lægfolk og eksperter henviser til afskrækkelsens, terrorbalancens, teorier, som var de uantastelig visdom. Men Butler påpeger, at de er et produkt af den Kolde Krig. Da arsenalerne voksede, og retorikken blev mere ophedet, »måtte vi tænke over det utænkelige, forsvare det uforsvarlige, rationalisere det irrationelle«, forklarer han. »Til sidst udtænkte vi en ny og desperat teologi, som kunne dulme vore moralske kvaler og vi kaldte den afskrækkelse«.

Forlegen reaktion

Der er i USA tradition for, at atom-beredskabets bagmænd efter endt tjeneste tager afstand fra dets teorier og praksis. Bombens opfindere talte i årtier for dens afskaffelse. En vicedirektør i CIA, Herbert Scoville, blev en af Carter- og Reagan-administrationernes skarpeste kritikere. Der er også tidligere forsvarsministre, f.eks. Robert McNamara, i kredsen. Fra militært hold var admiral Eugene Carroll - som blandt andet kommanderede USA's styrker i Europa og deltog i Pentagons nukleare planlægning - en fremtrædende afhopper midt i 80'ernes protester mod stationering af nye atomraketter i Europa.

Men det er første gang, at en tidligere chef for den strategiske kommando er stået offentligt frem med skarp kritik. Den post er sædvanligvis gået til de mest hårdhudede høge, såsom general Curtis LeMay, modellen for Jack D. Ripper i filmen Dr. Strangelove. Gennem de sidste 27 år af sin karriere deltog Butler i ethvert aspekt af USAs nukleare beredskab, fra regeringsmøder til togter i B 52 bombefly. Allerede i 70'erne blev hans bekymring vakt, fordi kløften mellem teori og praksis var for dyb.

Reaktionen i Clinton-administrationen, da general Butler i december affyrede sin første bredside, var forlegenhed. Talsmænd for det Hvide Hus og udenrigsministeriet anerkendte, at hans forslag har »værdi«. Det blev fremhævet, at præsidenten selv har talt for yderligere nedrustning og atomvåbens totale udryddelse. Men, hed det i en erklæring, »nuklear afskrækkelse vil stadig vil være en hjørnesten i vor strategi for beskyttelse af Amerikas vitale interesser«.

Bag denne holdning ligger en analyse af USA's atomstrategi, som i 1994 konkluderede, at USA indenfor overskuelig fremtid har brug for cirka 7.500 bomber. Med Rusland har amerikanerne indgået START II traktaten, som skal bringe antallet af strategiske bomber i aktiv tjeneste ned til cirka 3.500. Resten vil blive opmagasineret eller indgå i de taktiske styrker. Traktaten er imidlertid stødt på modstand i det russiske parlament, og USA's officielle holdning er, at forhandling af mere vidtgående nedrustning må afvente Dumaens godkendelse af START II. Clinton er dermed blevet den første præsident i lange tider, som ikke har forhandlet nuklear nedrustning.

Vinduet lukkes

Den officielle holdning er imidlertid blevet uholdbar. Under et besøg i Rusland sidste år blev daværende forsvarsminister William Perry yderst pessimistisk over udsigterne for ratifikation i Dumaen. Hvis traktaten ikke træder i kraft, må USA anvende omkring 5 milliarder dollars i de næste år til atomvåben, som ellers ville blive fjernet.

Kritikken fra Butler og andre generaler rammer desuden holdningens fundament. Butler kalder således Clinton-administrationens analyse fra 1993- 94 for et »nødvendigt, men langt fra tilstrækkeligt skridt« hen imod nyvurdering af kernevåben, idet man »bevidst undgik de større politiske spørgsmål«.

Hvordan kan det være, spørger han, at man opretholder et historiesyn, som kan opleve kommunismens fald, men ikke kan forestille sig en verden uden atomvåben? Hvorfor kan man forbyde kemiske og bakteriologiske våben, men ikke kernevåben - selv om argumentet for deres udryddelse er tusinde gange stærkere og mere hastende?

Der er fare for, at det vindue, som efter den Kolde Krigs afslutning åbnede sig til hidtil uanede muligheder, vil blive lukket.

»Muligheder går tabt, mens vigtige spørgsmål skubbes til side og forældede rutiner opretholder den Kolde Krigs vaner og tænkning, mens en ny generation af nukleare aktører og aspiranter tumler tilbage i den mørke verden, som vi så knebent undslap uden termonukleart ildhelvede«, siger Butler. »Mens vi går ind for afskrækkelse, som var det et ufejlbarligt universalmiddel, er der andre, som lytter, og som efter omvendelse til vor teologi bygger deres arsenaler op og står på spring for at genantænde det nukleare våbenkapløb - og genopvække atomkrigens uhyre«.

Smittefaren

Der er dog tegn på, at Clinton-administrationen bevæger sig i sagen. Ifølge The Washington Post undersøger Pentagon de militære konsekvenser, hvis USA og Rusland går ned på et niveau for aktive, strategiske bomber på 2.000 hver.

Der er mulighed for, at præsident Clinton under sit topmøde i marts med Jeltsin vil foreslå rammer for en START III traktat, som kan bringe arsenalerne ned på dette niveau. Det er et skridt, som vil blive hilst velkommen af den nye kampagne mod atomvåben. Men det er stadig et skridt, som ikke synderligt vil påvirke antagelser og planer bag arsenalerne.

Der er desuden tegn på, at smittefaren, som Butler fremhæver, allerede er aktuel. Frankrig og Tyskland har i december aftalt, hvad de på papiret kalder en »dialog om den nukleare afskrækkelses rolle i forbindelse med europæisk forsvarspolitik«. Perspektivet er, at EU kan blive en atommagt.

Michael Krepon, amerikansk ekspert i rustningskontrol, siger til Weekendavisen, at der er mange tendenser, som peger i retning af, at atomvåbens værdi mindskes, men at det fransk-tyske initiativ peger i den modsatte retning.

Hvor er den trussel, spørger han, som kan retfærdiggøre fransk-tysk samarbejde? Han påpeger desuden, at afsløringen i Le Monde straks er blevet anvendt af Indien som propaganda for, at Indien bør udvikle et kampberedt atomarsenal.

Atomart alibi

De amerikanske generalers opgør med atomvåben er især vigtigt, fordi Clinton- administrationens skuffende analyse fra 1994 nåede sine konklusioner efter meget hård intern debat. Når tilhængere af mere vidtgående ændringer blev underkendt, er forklaringen ifølge flere kilder, at præsidenten ikke vil i åben konflikt med de militærkredse, som holder på afskrækkelsens værdi og store arsenaler. Det er Clintons indsats under Vietnam-krigen, hvor han undgik værnepligt, og hans første sammenstød med Pentagon, hvor han ville sikre homoseksuelles ret til militærtjeneste, som har svækket hans stilling.

De kritiske generaler kan give ham et alibi for en mere markant indsats mod atomvåben. Kampagnens opfordring til Clinton er, at han kan sikre sin plads i verdenshistorien med mere vidtgående initiativer.

Sammenlignet med tidligere kampagner mod atomvåben er det opsigtsvækkende, at den har mobiliseret 60 generaler og admiraler internationalt. I december udsendte de en erklæring, som henviste til deres egne erfaringer og kaldte atomvåben »en trussel mod global fred og sikkerhed«. Foruden nedskæring af de to store magters arsenaler til mindst 1000 hver, foreslog de, at beredskabet ikke længere skal være i alarmberedskab. Desuden slog de til lyd for, at den langsigtede internationale atompolitik bygges på det erklærede princip om fortsat, total og uigenkaldelig udryddelse af atomvåben. Mellem de 18 russere var Aleksandr Lebed, Ruslands formentlig mest populære politiker og respekterede soldat. Fra USA havde 18 skrevet under. Generalerne Butler og Goodpaster udsendte deres egen erklæring. Eneste danske deltager var tidligere forsvarschef, G.K. Kristensen.

Samtidig opstod et parallelt initiativ fra civilt hold, som blev koordineret fra Californien af Alan Cranston, der var senator fra 1969-93. Han siger, at mange tidligere og nuværende statsledere allerede har, eller snart vil udsende erklæringer. Desuden er mere end 600 græsrodsorganisationer aktive i bevægelsen.

Nyt er det også, at kampagnen kan støtte sig til rapporter og planer, som analyserer og foreslår, hvordan total atomafrustning kan foregå. En særlig central rolle spilles af et center i Washington, som er opkaldt efter præsident Roosevelts krigsminister, Henry L. Stimson. De mest moderne metoder er taget i brug. Via Internettet kan interesserede således få adgang til f.eks. Butlers taler, nyhedsartikler og rapporter på adressen: www.stimson.org/pub/stimson/.

Centerets præsident er den føromtalte Michael Krepon. Centeret har taget initiativ til, at et ekspertpanel under ledelse af general Andrew Goodpaster har udarbejdet en plan med fire faser for atomvåbens afskaffelse. Kredsen af eksperter omfattede f.eks. Paul Nitze, som var Reagans nedrustningsforhandler, og tidligere forsvarsminister Robert McNamara.

I første fase nedskærer de to store magter deres arsenaler til 2.000 bomber. Derefter skal de andre atommagter bringes ind, så alle parter kun har nogle få hundrede sprænglegemer. I tredje og fjerde fase nedskæres arsenalerne til et to-cifret tal, hvorefter man aftaler, hvordan den totale afskaffelse kan foregå. I panelets studie og opfølgende projektarbejder findes konkrete forslag til, hvordan kontrol med processen kan foregå, så parternes sikkerhed ikke lider skade. Lignende tanker blev sidste år fremsat af en kommission, som var nedsat af Australiens regering. General Butler var dens mest fremtrædende militære medlem.

Afdøde fjender

Skuffelse over, at kommissionens rapport ikke vakte stor opsigt, var afgørende for, at Butler gik i offensiven. Han har således stærkt beklaget en debat, hvor kommentatorer »blot hovent vrængede næse over målet om afskaffelse, luftede deres oplagrede kold-krigs retorik, affyrede et par personlige fornærmelser og derefter selvtilfredse sank tilbage i deres verden af overdrevne trusler og afdøde fjender«.

Mellem de centrale argumenter mod atomvåbens afskaffelse eller vidtgående nedrustning er, at kernevåben skal afskrække brug af andre masseødelæggelsesvåben.

Nogle har således hævdet, at det var frygt for gengældelse med atomvåben, som under Golf-krigen afholdt Irak fra brug af sine kemiske våben. Det er en meget diskutabel påstand, og general Charles Horner, som var kommandant for de allierede flystyrker, har påpeget, at »selv hvis Saddam Hussein havde anvendt kernevåben mod os, så ville vi have gengældt med konventionelle midler alligevel«. Desuden påpeger kampagnens repræsentanter, at terroristers brug af atomvåben ikke kan afskrækkes, fordi man næppe har et klart mål, som gengældelsen kan rettes imod.

Det er et hyppigt anvendt argument, at fordi atomvåben er opfundet, kan man ikke slette opfindelsen fra menneskehedens viden. Imod denne påstand argumenterer generalerne, at nok kan viden ikke udslettes, men våben kan tages fra hinanden under kontrol.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.