Trykt i Weekendavisen 12. september 1997

Stadig "dem" og "os" i Polen

Polen. Syv år efter systemskiftet er skellet mellem magthavere og magtesløse stadig det centrale problem. Men en af frihedskampens mest fremtrædende veteraner, Jacek Kuron, afviser, at anti-kommunisme er svaret.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

WARSZAWA - Hvis man lukker øjnene, kan 80'ernes heroiske frihedskamp genopleves. Ørerne bombarderes med lyde, som gør den røde fare yderst nærværende. Taktfaste slagord fra arbejdere og studenter beretter, at landets herskere er i ledtog med KGB. Kirken tordner mod en stat, som vil udslette troen. Solidaritet, den sagnomspundne fagbevægelse, lover det endelige brud med kommunismen.

Polen er, kort sagt, midt i en valgkamp. Støjen vil diktere, at synet bedrager. Valgplakater viser ellers, at et endog meget pluralistisk demokrati er indført. Overalt i Warszawa rejses skyskrabere i beton og glas bag rækværk, hvor bygherrerne proklamerer, at her kommer et nyt finanscenter eller hovedsædet for en multinational bank. Foran bugnende supermarkeder slås bilisterne om pladsen. 80'ernes grå og fattige Polen er væk.

Eller kan det blot ikke ses? Gennem årtier kunne venstrefløjen i de vestlige lande ikke få øje på diktatur og social nød i Polen. Er det nu kapitalister og journalister fra Vest, som kun kan se demokrati og økonomisk fremgang?

Anklagen rejses af f.eks. den mægtige formand i Solidaritet for Warszawa-regionen, Maciej Jankowski. Polens tidligere kommunister, som nu er organiseret i den regerende venstrefløjsalliance SLD, har, siger han til Weekendavisen, bygget et oligarki efter sydamerikansk forbillede - ikke et vestligt demokrati. »Det bedrøver os meget, at mange vestlige ledere støtter denne udvikling gennem opbakning til SLD«, erklærer han.

Dem og os

Gennem årtier opdelte systemkritikere den polske nation i »dem«, dvs. det kommunistiske magtapparat, og »os«, dvs. samfundet. Jankowski bruger stadig denne opdeling. En af frihedskampens mest berømte veteraner, Jacek Kuron, anerkender i et interview med Weekendavisen, at en sådan oplevelse af Polen anno 1997 er meget udbredt. Men han afviser holdningen: »Både den kommunistiske tid og hele Polens historie har lært os en todeling i modsætninger: dem og os. Det skader demokratiet, fordi todeling ikke er godt for dialog og er en kilde til fjendebilleder. Tanken er, at hvis DE tænker forskelligt, hvis DE handler forskelligt, så er DE fjender, som skal bekæmpes«.

Kuron ser andre skel. I løbet af 90'erne er tre grupper, som lever i deres helt egne verdener, opstået - de udelukkede, de favoriserede og de usynlige. Modsætningerne mellem dem er den virkelige trussel imod nationen, hævder Kuron. For millioner af polakker er tilværelsen stadig grå og trist, i nogle henseender endog mere end i 80'erne. Had og foragt er følelserne, som dominerer i forholdet mellem systemskiftets tabere og vindere. Midt mellem de to grupper placerer Kuron flertallet, som fører en passiv og derfor usynlig tilværelse. Risikoen er, at de stærke følelser mellem udelukkede og favoriserede gennem social polarisering spredes til de usynlige.

Analysen fremlægges i en bog, som forrige weekend blev sendt i handelen. »Syv år - hvem stjal Polen?«, er titlen. Enkle svar gives ikke på spørgsmålet, som i sin provokerende form står noget i kontrast til bogens indhold. Kuron tager læserne med i en dialog, hvor han imødekommer deres frustrationer, men han vender sig også mod de aggressive følelser, som kommer til udtryk i f.eks. titelbladets spørgsmål. Overalt angribes polakkerne af larm, skriver han: »Den blokerer for ord. Fordi den ikke blot er enorm, men også udbredt, bliver folk døve og blinde. Folk hører aldrig argumenter, kun de frygtelige skrig (...) Endnu er den verbale aggression fremherskende, men det er frø og høsten ligger forude«.

Tabernes tillid

Siden systemskiftet i 1989-90 har Kuron været den politiker, som står øverst på listen, når opinionsinstitutter spørger: Hvem har Deres tillid? I de første to regeringer var han arbejdsminister, og i 1995 opstillede han til præsidentvalget. Kurons stemmetal var, set i lyset af hans popularitet, ekstremt skuffende. Men der er en sammenhæng. »Jeg har folks tillid, fordi jeg ikke er en politiker«, siger Kuron og beretter, at arbejderne afviste hans kandidatur, fordi han i deres øjne var for god til embedet. Sandt er det, at Kuron virkede grotesk under valgkampen. Normalt er den lavstammede, totalt upolerede mand, iklædt posede jeans og åbentstående skjorte. Kampagnens rådgivere pressede ham ind i et politisk perfekt jakkesæt. Han lignede en bums, der var sendt til rehabilitering. Få kunne genkende deres elskede Jacek i kandidaten.

Det er en offentlig hemmelighed, at han bagefter havde en personlig nedtur. Mere professionelle politikere i hans eget parti, Frihedsunionen, har villigt oplyst, at Kuron gik til bunds i et hav af alkohol; officielt var han syg. Livet har utvivlsomt tæret stærkt på den nu 64-årige mands fysik. Kuron har altid talt med et engagement, som giver levende mimik, men mange af grimasserne i det furede ansigt udtrykker nu smerter. Cigaret følger efter cigaret i en ubrudt kæderygning, som kun brydes af hoste.

Alligevel - Jacek er tilbage på den politiske arena trods rygter fra såkaldt velinformerede kilder, der lod vide, at han ikke ville genopstille til parlamentet. Frihedsunionen har brug for hans image. Dets formand er tidligere finansminister Leszek Balcerowicz, som i 1990 gennemførte den superliberale økonomiske chokterapi, der kastede mange ud i dyb nød, men også lagde fundamentet for den senere vækst. Selv forklarer Kuron, at i Frihedsunionen kan man forene dem, som fokuserer på økonomiens effektivitet, og dem, som ønsker, at alle polakker skal have udbytte af reformerne. »Den førstnævnte gruppe repræsenteres af Balcerowicz, den sidstnævnte af mig selv«, siger han.

Spejdernes kommunist

Helt trygge er alle i Frihedsunionen ikke over Kurons genkomst. Partiet er placeret i den politiske midte. Langt størstedelen af dets ledende navne er kendt for deres intellektuelle bidrag til 80'ernes Solidaritet. Begge dele er en kilde til mistillid på højrefløjen. Her er det et stadigt argument, at Solidaritets ledere indgik et kompromis med kommunisterne i 1989, som skabte en ufuldendt revolution. De røde blev ikke knust, og satte sig derfor straks på den økonomiske magt og genvandt siden den politiske magt, lyder argumentet. Frihedsunionens politik ligner på mange punkter den kurs, som tidligere kommunister i det regerende socialdemokratiske parti har fulgt, og en koalition mellem de to grupper er, hvad mange vælgere, intellektuelle og udenlandske investorer foretrækker. Men udsigterne til endnu et historisk kompromis vækker stærke følelser på højrefløjen i og uden for Frihedsunionen.

Kuron skjuler ikke, at hans foretrukne samarbejdspartner er socialdemokraterne i SLD. Anti-kommunismen kalder han en af fortidens levninger. »Mange vil stadig bekæmpe kommunismen, men SLD er ikke et kommunistisk parti«, siger han. »Nogle påpeger, at det består af tidligere kommunister, men vi er jo alle tidligere kommunister«.

Kuron var endog mellem de mest fanatiske kommunister. Da partiet efter Anden Verdenskrig endnu kæmpede for konsolidering af sin magt oprettede han et alternativ til Baden Powell traditionen i spejderbevægelsen. Hans trop gik ind for et utvetydigt og kompromisløst engagement i kommunismens sag. Den idealistiske ånd passede imidlertid ikke myndighederne, så troppen blev opløst og Kuron ekskluderet af partiet i 1955.

Genoptaget blev han dog. Men i 1965 fulgte den endelige udstødelse af partiet, fordi han sammen med en anden student skrev - samt uddelte - en marxistisk kritik af partiet. Kuron fik sin første fængselsstraf. Han blev løsladt i slutningen af 1967, og kunne derfor spille en ledende rolle, da en protestbevægelse året efter blomstrede op mellem studenterne. Igen blev han fængslet i nogle år.

Bedst kendt er Kuron for sin oprettelse af Komiteen til arbejdernes forsvar, KOR, i 1976, da strejker og uro brød ud spontant. KOR’s indsats fokuserede på mennesker, som havde brug for hjælp: penge, råd, juridisk bistand og lægehjælp. Ideologisk var KOR præget af en bevidst anti-totalitær holdning, idet man lagde vægt på forsvar af moralske værdier. Et andet medlem af gruppen, historikeren Jan Josef Lipski, har kaldt Kuron »en usædvanligt dynamisk og opfindsom aktivist, en talentfuld strateg og taktiker«. Myndighederne svarede med bl.a. hyppige voldelige overfald, som især blev rettet mod Kurons lejlighed, som var gruppens hovedkvarter.

Men kommunisterne kunne ikke hindre, at KOR blev isbryder for en voksende systemkritik, der banede vej for oprettelsen af arbejdernes frie fagbevægelse Solidaritet i 1980. Under statens modoffensiv blev Kuron, som var en af bevægelsens førende rådgivere, igen fængslet. I 1982 døde hans kone kort efter løsladelse fra en interneringslejr. I kredsen, som kendte hende, er det opfattelsen, at hendes helbred ikke kunne klare de mange år i kamp med systemet.

Bodsøvelse

Hvad er drivkraften bag så mange års uafbrudt engagement? »Det er«, svarer Kuron, »spørgsmålet, som jeg selv stiller konstant. Hele mit liv har været betaling af en regning. Jeg har øvet bod for noget, som, jeg tror, er min skyld«.

Kurons far var journalist og vel betalt. Så man levede godt. Men, forklarer han, »i nærheden af vores hus lå hytter for hjemløse og jeg legede ofte med børnene fra dem. Jeg følte mig hele tiden skyldig. Mit venstreorienterede livsgrundlag var et forsøg på at sone denne skyld. Det er typisk for Polens intelligentsia. Den var vel uddannet, havde en god levestandard, men i nærheden var fattigdom, arbejdsløshed, folk uden hjem. Så intelligentsiaen følte sig skyldig«.

»Jeg ville tjene revolutionen, men pludselig - næh, ikke pludseligt, langsomt - opdagede jeg, hvor stor venstrefløjens skyld var. Så man kan sige, at mit behov fra barndommen for at øve bod er blevet bevaret. Kun detaljerne har ændret sig. Jeg har hele tiden følt, at venstrefløjen, historisk set, havde ret. Jeg har set, at den store kommunistiske utopi medførte ondskab, men denne utopi voksede frem af drømme om menneskehedens lykke. Den fundamentale fejl var, at det frie marked blev afvist. Man kan ikke få et frit samfund uden et frit marked. Men det er ikke nok. Der er også problemet med, hvordan alle får lige muligheder. Hvordan sikrer man, både at markedet fungerer og at de svage får hjælp? Det spørgsmål stiller jeg mig selv hele tiden, og jeg leder efter svar. Jeg vil ikke sige, at jeg kender svaret, men jeg leder efter det. Derfor skriver jeg hvert år en ny bog«.

Frustreret revolution

Eftersøgningen er svær, fordi støjen fra aggressive følelser leder samfundet på afveje. Så Kuron må på sin vej til svar også forklare, hvorfor had og foragt huserer.

En årsag er forståelig frustration efter systemskiftet. »Det tager tid, når man skal skabe en bedre verden, så folk blive utålmodige«, siger han. »Men vi kunne vel forvente, at der var proportional sammenhæng mellem frustrationen og det revolutionære engagement, som var meget begrænset, når vi ser på hele samfundet. Så post-revolutionær frustration kan ikke være hele forklaringen«.

»Folk siger, at intet er ændret», fortsætter Kuron. »Men alt er forandret, og det er meget af årsagen til den polske aggression. For både tabere og vindere gælder, at livsvilkårene er ændrede. Man kan ikke længere løse problemer, som man engang gjorde det. Folk siger, at intet er ændret, for så ved de stadig, hvad de skal gøre. De skaber en virkelighed med ord. Det er formentlig noget af prisen for radikale reformer, som sker på fredelig vis. Hvis systemskiftet var sket mere voldsomt, havde man oplevet et klarere brud med fortiden. Jeg kan fortælle hundreder af historier om, hvordan folk hele tiden søger at handle, som de gjorde inden forandringen. Men de kommer ingen vegne, og derfor bliver de frustrerede. Alt skal læres igen helt fra bunden«.

Kirken er et af de oplagte eksempler. »I 60'erne, 70'erne og 80'erne var kirken åben og den forstod folks behov, men pludselig gik det tabt«, siger Kuron. »Hvad skete? Kirkens kår undergik drastisk forandring. Den var en magt, som bekæmpede kommunismen, altså regeringen og myndighederne. Så kom demokratiet. En total nytænkning af kirkens rolle skulle have været gennemført. Men det skete ikke, og kirken mistede sin evne til at føle samfundets behov. Nu siger ledende kirkefolk, at staten vil indføre ateismen. Det er en sætning, som kommer fra den tidligere æra. Hvordan kunne vor tids statsmagt dog gøre Polen ateistisk, selv hvis staten ville det? Det er umuligt«.

Syg politik

Heller ikke det politiske liv kan finde løsninger. »Vores problem er, at højrefløjen beskriver sig selv med, at den er venstrefløjens modstandere, og venstrefløjens selvopfattelse er, at den er højrefløjens modstandere. Når jeg spørger venstreorienterede, hvad de vil, så siger de: Fjerne højrefløjen fra magten. Men det er ikke nok«.

»Solidaritets valgalliance AWS har skrevet et valgprogram med 21 punkter. Dermed bringer de Solidaritets 21 krav fra 1980, som blev frihedskampens manifest, i erindring. Isoleret betragtet har AWS gode krav. Men problemet er, at AWS er en alliance mellem grupper, som er fundamentalt uenige. De kan ikke snakke indbyrdes om, hvad den sociale orden skal være. Deres mål er kun, at SLD skal fjernes fra magten. Man kan sige, at det er en gentagelse af det gamle samarbejde i Solidaritet, som kun var anti-kommunistisk. Det forenede alle kræfter«.

»Men Solidaritet var især en anti-totalitær bevægelse, og det bestemte bevægelsens program. Nu er det ikke nok til et politisk program. I dag kan anti-kommunismen kun bane vej til magten for folk, som i virkeligheden ikke selv var særligt aktive før 1989. De kan forene sig et øjeblik i en ny politisk blok«.

Midt i opgøret finder Kuron to ting, som kan give anledning til optimisme: »Hvis vi skal undgå en eksplosion er det afgørende, at befolkningen selv kan ændre sine leveforhold. Kan vi finde redskaber? Polens største svaghed er, at vi har apolitiske græsrodsaktivister og politikere, som ikke har græsrødder. En udskiftning af de politiske eliter er formentlig nødvendig. Og det er muligt, fordi den lokale aktivitet, hvor folk sammen løser konkrete problemer, er imponerende. Her ligger fremtiden, når det politiske liv skal fornyes. Måske har vi også tid, så denne bevægelse kan få indflydelse. Der er et udbredt behov for fred i samfundet. Folk i almindelighed ønsker ikke skænderi og slagsmål. Men forudsætningen, hvis vi skal undgå en eksplosion, er adgang til uddannelse, så folk kan føle, at de har en fremtid. Vi må også sørge for, at folk føler et ansvar for landet, og det kan de kun, hvis de har indflydelse«.

Aktivisten, som blev politiker, har dermed overtaget en vision, som deles af aktivister i lande, der længe har haft demokrati og markedsøkonomi. Han er dog ikke blind for, at de tit er magtesløse. Hvad værre er: »Jeg har altid følt, at jeg kendte Polen bedre end andre. Men jeg ved ikke, hvordan den globale udvikling, en global økonomi, vil påvirke vores udvikling. Vi ligger mellem Øst og Vest, men det betyder også, at vi ligger mellem Nord og Syd. Øst er ikke kun Ukraine, men også Rusland, Kasakhstan og alle de andre republikker, som man også kan kalde Syd«.

»Så er opdelingen af Polen i vidt forskellige verdener et billede af fremtiden, hvor mange mennesker, som tilfældet er i Syd, gøres overflødige? Hvad er Nord-Syd konfliktens fremtid? Jeg har mine anelser, men jeg kan ikke sige, at jeg ved det. Jeg er blot sikker på, at det får afgørende betydning også i Polen, fordi vores sociale ulighed er del af en global ulighed. Mellem politisk intellektuelle er det meget populært, at vi blot skal indføre, hvad man har i Vest. Det er åbenbart, at vi skal lære, hvad man gør i Vest, men det vil næppe løse vore problemer. Denne efterligning af Vesten er fælden, som venter på os«.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.