Trykt i Weekendavisen 28. november 1997

Vision skudt i sænk

NATO. Frygt for, at kulturrevolution i det militære apparat blokerer baltiske landes nærkontakt med alliancen.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

BRUXELLES - Visionen var dristig: Officerer fra de tre baltiske lande skulle indgå i det daglige arbejde ved NATO-hovedkvarteret i Karup. Med også en invitation til Rusland nåede den næsten bibelske dimensioner.

Sidste år fremlagde forsvarsminister Hans Hækkerup dette forslag til fornyelse af NATO. Tilsyneladende var han i bedste overensstemmelse med mindre konkrete visioner, som er strømmet ud fra møder på højeste niveau i »Det Nye NATO«. Gamle danske allierede, Storbritannien og Norge, bekæmpede dog indædt forslaget, men håbet var, at amerikansk opbakning ville bære det gennem alliancens beslutningsproces. Positive signaler fra Washington gav håbet næring. Da afgørelsens øjeblik kom i denne uge, gik USA alligevel overraskende mod visionen.

Forslaget indgik i en større pakke med initiativer, som skal styrke NATOs samarbejde med deltagerne i Partnerskab for Fred projektet. Reformen skal være klar til godkendelse under forsvars- og udenrigsministermøder i begyndelsen af december. Fordi enighed ikke var opnået i forbindelse med det danske forslag, stod det på dagsordenen for et møde i Det Nordatlantiske Råd onsdag. Lige inden viste det sig, at et udkast til kompromis, som var skrevet af alliancens internationale stab og som gjorde Karup til en »forsøgsordning«, ikke kunne accepteres af USA, Canada og Norge. Behandlingen blev derfor udsat til fredag, mens et nyt kompromis diskuteredes. I det accepterer Danmark, at partnernes adgang til Karup bliver genstand for en undersøgelse, som skal være færdig i foråret.

Til Weekendavisen siger forsvarsminister Hans Hækkerup, at kompromiset »er rimeligt tilfredsstillende, hvis det er forbundet med en tidsfrist«. Han fortsætter: »Så kan vi tage stilling på næste ministermøde, og slutresultatet behøver slet ikke blive dårligt«.

Skarpe reaktioner

Reaktionerne fra adskillige danske embedsmænd og kilder i NATOs civile stab, som alle udtaler sig anonymt, er betydelig skarpere. Det er en gennemgående påstand, at nederlaget sætter spørgsmålstegn ved principper, som officielt er bærende i fornyelsen af NATO. Mange fremhæver, at visionen er blevet skudt i sænk fra militær side med argumenter, som er forældede.

»Hvor er den civile kontrol med militæret?«, lyder en besk kommentar.

Nogle kilder tror heller ikke, at modstanden vil blive mindre. De påpeger, at forslaget har været kendt og diskuteret i mere end et år, så yderligere undersøgelse kan næppe bringe bevægelse i standpunkterne inden forårets ministermøder. »Sagen er gået i hårdknude«, siger en kilde.

Det er en udbredt dansk opfattelse, at især den britiske modstand gælder mere end blokering af visionen. »Man vil slet ikke have hovedkvarterer på Karups niveau, og derfor skal det både kvæles og sultes«, lyder en påstand. Man ser også »hævn« fra tabere i alliancens reformproces, fordi Danmark har haft en høj profil.

Hækkerup vil ikke kommentere disse reaktioner.

Forældet struktur

Karups fremtid er kun en detalje i den meget omfattende politiske og organisatoriske modernisering, som NATO har gennemgået siden 1990. Men det er en detalje, som fremhæver, at nytænkning på det praktiske plan har svære kår, når politikeres hensigtserklæringer skal gennem en beslutningsproces, som bygger på enighed. Argumenter har vægt, men medlemmernes indbyrdes magtforhold og konservatisme i organisationen kan spille en afgørende rolle.

Fra den kolde krig arvede NATO en gigantisk kommandostruktur, som skulle lede millioner af soldater under en eventuel krig med Warszawa-pagten. I den lå forsvaret af Østersøens port under hovedkvarteret BALTAP i Karup. Siden 1990 har alliancens øverste myndigheder med utallige erklæringer signaleret, at en mere tidssvarende udgave af NATO var under overvejelse. Men den militære tilpasning haltede bagefter.

Reform af kommandostrukturen blev for alvor først indledt sidste år. NATO havde på det tidspunkt 65 militære hovedkvarterer fordelt over en struktur med fire niveauer.

Principielt erkendte alle fra starten, at en mere slank og fleksibel struktur er nødvendig, så man både kan spare penge og løse militære opgaver, der ikke udspringer af en direkte trussel mod alliancens territorium. Men i praksis betyder nedlæggelse af hovedkvarterer, at nationer taber indflydelse og arbejdspladser. Arbejdet med reformen i alliancens udvalg har derfor været præget af alskens manøvrer, som skal sikre, at nedskæringerne kun rammer andre lande.

Hækkerups udspil

Mens arbejdet med reformen udviklede sig, opstod endnu et behov. Siden 1994 har NATO i Partnerskab for Fred udviklet et nært samarbejde med 27 lande uden for alliancen. Man gennemfører fælles øvelser, afholder seminarer og giver råd angående partnernes forsvarsplanlægning. Da NATO sendte den første store styrke til Bosnien, leverede mange af partnerne soldater. Jo mere omfattende kontakten er blevet, desto større er utilfredsheden i nogle partnerlande vokset, fordi deres egen indflydelse er ringe.

I september sidste år tog en højtstående arbejdsgruppe i alliancen fat på problemet. Man ville skabe et »Super PfP«, som gav partnerne en større rolle under planlægning, træning og aktioner. Den tyske forsvarsminister Volker Rühe erklærede, at Super-PfP skulle gøre forskellen mellem medlemmer og ikke-medlemmer af NATO mindst mulig.

Måneder inden havde Hækkerup spillet offentligt ud med sin vision. Ud fra en snæver dansk synsvinkel skal forslaget sikre, at Karup får en tidssvarende rolle, så Danmark ikke mister sit hovedkvarter, når nedskæringskniven tager fat på den forældede struktur. I et større perspektiv skal Karup sikre balterne nærkontakt med NATO. Udsigterne til formel optagelse af dem er ringe, så de kan ikke opnå formelle sikkerhedsgarantier fra alliancen. Deltagelse i hovedkvarterets aktiviteter er dermed den næstbedste løsning, som temmelig konkret tager dem med i familien. Det bærende argument er, at officerer fra partner-lande bør deltage i planlægning af PfP-aktiviteter lokalt. »Samarbejdet med partnerne er mere udviklet omkring Østersøen end andre steder«, siger Hækkerup. »Derfor er Karup relevant«.

Det store perspektiv er, at ikke blot de baltiske lande, Sverige og Finland inviteres - også Rusland skal helst med. Karup kan dermed blive center i et sikkerhedspolitisk laboratorium for nedbrydning af gamle skel og forberedelse af det 21. århundredes opgaver.

Alliancens dilemma

Hækkerups forslag vakte opsigt - og modstand. Ministeren selv, hans embedsmænd og den danske delegation ved NATO har gennem måneders sej indsats skabt betydelig opbakning. Under et ugelangt besøg i NATOs politiske hovedkvarter sagde adskillige ledende embedsmænd i den civile stab til Weekendavisen, at de støtter projektet. Ifølge flere kilder er NATOs øverstkommanderende i Europa, den amerikanske general Wesley Clark, mellem tilhængerne. Som ihærdige allierede i beslutningsprocessen kunne Danmark regne med Tyskland og Italien. Spanien, Portugal og Holland gav også udtryk for sympati. USA’s delegation indtog en tøvende rolle, men i danske kredse så man med optimisme på udsigterne. Præsident Clintons hyldest til Danmark under besøget i juli klingede endnu i nogle ører. Ledende embedsmænd i USA’s forsvars- og udenrigsministerier havde givet varm opbakning. Man var bekendt med modstand fra de amerikanske værnschefer, men »USA er i gang med påvirkning af dem«, oplyste en kilde. Desværre for danske interesser gik påvirkningen den modsatte vej. Med republikaneren William Cohen har Pentagon fået en chef, som er mere imødekommende over for militæret end forgængeren.

Storbritannien har under hele forløbet været den førende kritiker. »Danskerne vil udviske NATOs egentlige mission«, erklærer en britisk kilde. »De skelner ikke mellem, hvad der er NATOs business og hvad der er business med partnerne«. Anklagen rammer præcist alliancens centrale dilemma. Gennem årtier var den en kollektiv forsvarsalliance rettet imod en meget klar trussel fra Sovjetunionen. Nu bliver den stadig mere en ramme for sikkerhedssamarbejde fra Vancouver til Vladivostok, hvor opgaven er forebyggelse af og kontrol med konflikter. Men der er ikke enighed om, hvor langt man er nået i denne udvikling eller hvor langt man skal gå.

I politiske erklæringer har NATO åbnet favnen vidt op for partnerne. Under sommerens ministermøder og topmødet i Madrid blev de 27 deltagere i Partnerskab for Fred inviteret til deltagelse i hovedkvarterers arbejde. USA’s udenrigsminister Madeleine Albright erklærede, at NATO i sit forhold til partnerne nu bevæger sig langt hinsides »dialog og samarbejde«, målet er intet mindre end »integration«. Den amerikanske NATO-ambassadør Robert Hunter giver udtryk for samme løfte, når han siger, at afstanden mellem direkte medlemskab af NATO og Partnerskab skal være »barberbladstynd«.

Men under den konkrete opfølgning af invitationen har især briterne afvist, at den også skal gælde hovedkvarterer på Karups niveau. Det betyder, at partnere i Europa kun kan indgå i staben ved det centrale hovedkvarter i nærheden af Bruxelles og de to regionale hovedkvarterer for henholdsvis det sydlige og det nordlige Europa. Den erklærede begrundelse bygger på mistillid over for partnerne. »Det militære system er utrygt ved udsigten til, at det skal åbne hovedkvartererne, og derfor vil man begrænse revolutionen i den militære kultur til de store, hvor man kan føre stram kontrol«, forklarer en kilde.

Norges problem

Udviklingen kan også rokke ved den traditionelle solidaritet mellem NATOs medlemmer. I fremtiden er de mest sandsynlige trusler af regional art, formentlig endog med brændpunkt uden for allianceområdet. Det har NATO erkendt under reform-processen, som har lagt vægt på fleksibilitet, når trusler skal imødegås. Så kan lande, som ser trusler i f.eks. Nordafrika handle, mens medlemmerne i det nordlige Europa kan optræde mere passivt. Set med norske øjne åbner den samme tendens mulighed for, at man ikke får opbakning fra hele alliancen, hvis Rusland giver problemer.

Norge har derfor set med skepsis på alle initiativer, som opdeler alliancens arbejde regionalt og placerer den traditionelle solidariske forsvarsopgave i baglommen. I forbindelse med det danske forslag frygter Norge, at hvis partnerne får adgang til subregionale hovedkvarterer, så vil de alene skulle håndtere russere i deres.

Endnu en stribe modargumenter skyldes indenrigspolitiske hensyn. Fra britisk side siges åbent, at fordi man selv skal nedlægge et stort hovedkvarter, »er vi blevet puritanske i synet på stramning af hele strukturen«. I danske kredse hilses denne argumentation med, at »reformens tabere vil udvide deres kreds«. Man frygter, at hvis Karup ikke får opgaver, som rækker videre end traditionelt forsvar i en storkrig, så vil hovedkvarteret i løbet af få år blive sparet væk, fordi det anses for irrelevant.

EFTERSKRIFT TIL WEB-UDGIVELSE: Hækkerups forslag blev aldrig gennemført, og NATO-hovedkvarteret i Karup blev senere nedlagt.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.