Trykt i Weekendavisen 12. december 1997

Atomvåbnenes nye forsvar

Afskrækkelse. Den amerikanske præsident har formelt godkendt, at atomvåben kan anvendes imod lande, som ikke selv har sådanne våben. Kritikerne advarer imod katastrofale følger.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Når militære planlæggere ser i deres krystalkugler, dukker fremtidige trusler fra biologiske og kemiske våben op. F.eks. disse:

- På øverste platform i tårnet i Københavns zoologiske Have åbnes en taske. Med en lille skovl kastes indholdet ud i en let brise fra vest, hvorefter det fordeler sig over storbyen. Med tre kilo tørrede miltbrand-sporer kan angrebet dræbe 50 procent af indbyggerne i et 15 kvadratkilometer stort område.

- Efter invitation fra Aserbajdsjan har NATO indsat en multinational styrke, som skal beskytte det vigtige land. Store interesser er på spil, fordi Aserbajdsjan udgør en korridor til rigdommene i Det Kaspiske Hav og Centralasien. Naboerne er rasende. Pludselig rammes NATOs centrale lejr af raketter med giftgas.

- To nordkoreanske kampfly på tilsyneladende rutinemæssig patrulje nord for den demilitariserede zone ændrer overraskende kurs mod Sydkoreas hovedstad Seoul. De er hurtigt fremme og sprøjter fra indbyggede tanke 1,2 ton af nervegiften sarin. Alle, som ikke er beskyttede, dræbes i et felt på knapt 8 kvadratkilometer.

Trusler af denne art er, hævder den amerikanske forsvarsminister William Cohen, hverken fantastiske eller fjerne fremtidsvisioner. I kommende konflikter kan frontlinjen med lige stor sandsynlighed ligge i vestlige storbyer og traditionelle konfliktzoner. »Nu, hvor det næste årtusinde nærmer sig, står vi med en meget virkelig og voksende udsigt til, at regionale aggressorer, tredjerangs hære, terroristgrupper og endda religiøse kulter vil stræbe efter uforholdsmæssigt stor magt gennem anskaffelse og brug af disse våben, som kan fremkalde massive tab«, skrev Cohen nyligt.

Med et direktiv fra præsident Clinton, som sidste weekend blev offentligt kendt, har USA’s atomvåben nu officielt fået opgaver, som er rettet mod denne trussel. Håbet er, at angribere ikke vil anvende kemiske og biologiske våben, hvis de dermed udsætter sig for et svar med atomvåben. Fjenden skal, hedder det med storpolitikkens sprogbrug, »afskrækkes«.

Præsidentens initiativ er yderst kontroversielt. Siden USA’s væbnede styrker for nogle år siden lagde op til de nye opgaver, har eksperter været i ofte hidsig debat. Ifølge kritikerne er en strategi med nuklear afskrækkelse rettet mod kemiske og biologiske våben katastrofal af moralske, juridiske, politiske og militære årsager. Mange frygter, at de nye opgaver vil forsvare atomarsenalerne mod en afrustning, som ellers er ønskelig. En omfattende undersøgelse af atomvåbnenes fremtid, udarbejdet af det højt ansete National Academy of Sciences, konkluderede tidligere i år, at »USA ikke længere bør true med nuklear gengældelse af konventionelle, kemiske og biologiske angreb«.

Farvel til Reagan

I den første beskrivelse af direktivet, som fandt sted i søndagsudgaven af avisen Washington Post, lå hovedvægten på mindre omstridte behov. Anonyme kilder og en af præsidentens ledende sikkerhedspolitiske rådgivere, Robert Bell, fremhævede, at det skal bane vej for en ny nedrustningsaftale med Rusland.

I 1981 gav daværende præsident Ronald Reagan i et lignende direktiv ordre til et beredskab for atomslagstyrken, som skulle sikre sejr i selv en langvarig atomkrig med Sovjetunionen. Man skulle kort sagt have så mange og forskellige våben, at de kunne anvendes, indtil Kreml overgav sig eller al modstand ophørte. Under forberedelsen af et topmøde mellem Clinton og Jeltsin i foråret påpegede militære chefer, at Reagans direktiv blokerede for nedskæring til de par tusinde sprænglegemer, som skal udgøre loftet i en planlagt nedrustningsaftale. Clintons direktiv udgør et formelt farvel til Reagans målsætning. Langvarig kamp for sejr i atomkrig opgives. Arsenalet skal nu afskrække brug af atomvåben gennem en trussel om gengældelse.

Ifølge Robert Bell vil atomstyrken dog stadig ud i den overskuelige fremtid være en hjørnesten i USA’s nationale sikkerhed. Angreb rettet mod Ruslands militære struktur, atomvåben og civile ledelse er fortsat mulige. Desuden skal man, ifølge Washingtons Post’s anonyme kilder, forberede angreb på flere mål i Kina end hidtil. Det sker åbenbart i erkendelse af Kinas atomoprustning. Tilsyneladende udelukker direktivet desuden ikke, at USA kan være den part, som først anvender atomvåben. Raketter kan endelig stadig affyres, hvis varslingsanlæg oplyser, at et angreb på USA er undervejs.

Flere uafhængige amerikanske eksperter hævder i deres kommentarer, at denne del af direktivet ikke har stor praktisk betydning. USA har aldrig haft realistisk udsigt til sejr i en atomkrig, og trods den nye målsætning vil Pentagon stadig planlægge brug af atomvåben i tusindvis. Man har blot opdateret direktivet til Berlin-murens fald, siger Michael Krepon, præsident i forskningsinstituttet Henry L. Stimson Center. Mange kritikere kræver langt mere vidtgående ændringer, f.eks. fjernelse af atomhovederne fra de ellers altid kampklare raketter, så uheld ikke kan starte en krig.

Nye opgaver

Direktivets grønne lys for nuklear afskrækkelse rettet mod kemiske og biologiske våben ligger også i forlængelse af en etableret praksis i både Pentagon og NATO. Men præsidentens formelle godkendelse udgør et politisk signal, som kan få vidtrækkende betydning.

Selv dets historiske grundlag er genstand for strid. Op til krigen mod Irak i 1991 lod USA med ikke særligt indirekte advarsler Saddam Hussein vide, at brug af kemisk-biologiske våben kunne udløse gengældelse med atomvåben. Fordi Irak ikke anvendte denne del af sit arsenal, konkluderede eksperter i og uden for det amerikanske sikkerhedsapparat, at afskrækkelsen virkede.

Men nogle forskere er uenige. Amerikaneren William Arkin, som er kendt for adskillige værker med kulegravning af militære forhold, erkender i et studie, at »ingen tvivl« råder, når det gælder irakiske officerers og embedsmænds opfattelse af USA’s signaler. Truslen blev forstået. Men han ser »ingen beviser« for, at Irak af den grund afstod fra brug af f.eks. raketter med kemiske ladninger. Andre årsager er mere sandsynlige. Det er, påpeger han, desuden bemærkelsesværdigt, at USA’s ledere, trods advarslerne, havde besluttet, at man ikke ville anvende atomvåben. De blev anset for ubrugelige af både politiske og militære årsager.

Siden Golf-krigen har USA udviklet den militære planlægning, så atomvåben bedre kan anvendes mod u-lande. Den danske forsker Hans Møller Kristensen, medlem af Forsvarskommissionen, har i en nylig artikel, som vakte opsigt i USA, dokumenteret omstillingen. Telefonisk siger han til Weekendavisen fra sit hjem i San Francisco, at gennem de seneste 5-6 år har atom-arsenalet gradvist fået en større rolle. »USA er i dag bedre i stand til anvendelse af kernevåben først end under den kolde krig«, mener han. Man har fået mere moderne og præcise våben, kommunikationssystemerne er blevet forbedrede, planlægningen er blevet udstrakt til den tredje verden.

Løftebrud

De nye opgaver for atomvåben indgår i en politik, som skal begrænse spredningen af masseødelæggelsesvåben. Men kritikerne hævder, at USA kan opnå det modsatte. Direktivet bekræfter, at kernevåben stadig er vigtige. John Pike, våbenekspert ved Federation of American Scientists, peger over for Weekendavisen på det centrale dilemma: »Hvis vi hævder, at atomvåben er gode i vort arsenal, hvorfor er de så ikke også gode i mange andre landes arsenaler?«. Verdens stærkeste militære magt har mange muligheder for gengældelse af angreb uden brug af sine atomstyrker. Men hvis konventionel slagkraft ikke er nok, hvordan vil svagere stater da se på deres forsvarsmuligheder?

Som led i indsatsen mod spredning af kernevåben har USA sammen med de andre store atommagter senest i 1995 lovet, at man ikke vil anvende atomvåben mod lande, som ikke selv har dem. Clintons direktiv er i åbenbar strid med dette løfte. Det drager USA’s troværdighed i forbindelse med indgåede traktater i tvivl, siger Hans Møller Kristensen. Lande, som traktatligt er forpligtede til ikke at anskaffe atomvåben, kan derfor føle sig mindre forpligtede. »Hvis USA begår dobbeltspil, hvorfor kan andre lande så ikke også føre dobbeltspil?«, spørger han.

Alle parter erkender, at nuklear afskrækkelse ikke løser problemet. De mest sandsynlige fremtidige trusler kan ikke imødegås. Hvis København eller andre storbyer udsættes for terrorangreb, opgiver bagmændene næppe deres adresse. Forsvaret vil derfor stå uden mål for eventuel gengældelse. Det er heller ikke oplagt, at afskrækkelse vil virke imod ledere i såkaldt vilde stater, som har brudt med internationale normer. Grundlaget for effektiv afskrækkelse er, at modparten er en rimeligt fornuftig aktør, som kan påvirkes med trusler. Eksempelvis Libyens, Iraks og Nordkoreas ledere er ikke oplagte kandidater til betegnelsen »rationelle aktører«. Afskrækkelsen bliver dermed en primitiv trussel, hvor man vil hævne massemord på uskyldige med et massemord på lige så uskyldige i et diktatur.

Sutteklud

Endnu en fare er, at nuklear afskrækkelse bliver en sutteklud, som kun giver tilsyneladende tryghed, mens mere effektive modforanstaltninger ignoreres. Det var tilfældet under den kolde krig, hvor tro på atomarsenalet erstattede konventionelle modtræk overfor Warszawa-pagtens tilsyneladende overlegenhed. Angreb på soldater, som er sendt til eksempelvis Azerbajdsjan, kan imødegås effektivt, hvis enhederne er beskyttede imod kemiske og biologiske våben. Men i en sparetid er udsigterne til, at det nødvendige udstyr anskaffes, ikke gode. Når det gælder beskyttelse af den civile befolkning er udgifterne langt større og dertil kommer politisk frygt for vælgernes reaktion, hvis et højt og permanent alarmberedskab skal indføres.

Alternativet til nuklear afskrækkelse er en samtidig indsats på flere felter, argumenterer den amerikanske forsker Victor Utgoff i en netop offentliggjort rapport fra Henry L. Stimson Center i Washington. Man bør for det første styrke det passive forsvar gennem beskyttelse af soldater og civile. Presset for gengældelse med atomvåben vil blive mindre, hvis skaderne kan begrænses, og de væbnede styrker vil fortsat være klar til et rent konventionelt modangreb. For det andet skal militæret have en slagkraft, som medfører evne til udvidelse af en konflikt mod mål, som modpartens ledere værdsætter. Gengældelse kan således være udslettelse af lederne eller en erobringskrig, som påfører modparten et totalt nederlag og gør indsættelse af et nyt styre muligt. For det tredje bør mulighederne for aftaler om rustningskontrol, som mere effektivt udrydder risikoen for kemisk og biologisk krig, udnyttes.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.