Trykt i Weekendavisen 23. december 1997

Lego og skak

NATO. For mange strateger er Eurasien et storpolitisk skakbræt, hvor USA kæmper for globalt overherredømme. Men i alliancens hovedstad vil man helst bruge Lego-klodser.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

BRUXELLES - NATOs fremtid ligger i øst. Om det er enigheden bred. Men den traditionelt nærsynede alliance har problemer med visionens indhold. Selv forskellige amerikanske repræsentanter kan ikke fokusere på det samme. Og det er måske meget godt. Siger de erfarne.

Ingen trussel er i dag større end spredningen af nukleare, kemiske og biologiske våben, erklærede den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, da hun i sidste uge talte til sine kolleger i Det nordatlantiske Råd. Og hun fortsatte: »Denne trussel udspringer især fra Mellemøsten og Eurasien, så Europa er særligt udsat«.

Opfordringen var klar. Engang skabte truslen fra Sovjetunionen enighed. Masseødelæggelsesvåben udgør den nye altoverskyggende fare, som forener i et skæbnefællesskab. Alliancens fremtidige strategi bør derfor fokusere på lande, som ligger en raketbanes vej fra de snart 19 medlemmers territorium. Tilhørerne blev, ifølge flere rapporter, overraskede, fordi de ikke er klar til en så omfattende udvidelse af NATOs strategiske interesseområde. Uden begejstring bemærkede de, at Albright udtrykkeligt vil genoprette en disciplin, hvor medlemmernes nationale, politiske og kommercielle interesser viger for en solidarisk indsats.

Den britiske udenrigsminister Robin Cook reagerede offentligt: »NATO har traditionelt beskæftiget sig med det euro-atlantiske område. Det er også, hvor de fleste af os vil fokusere nogen tid fremover«.

Global indsats

Albrights ambassadør på stedet, Robert Hunter, har også en ambitiøs vision - men den er ganske anderledes og mere geografisk begrænset.

NATOs store bedrift er, siger han i et interview med Weekendavisen, at »vi i vores område har fået afskaffet systemet med magtbalance i forholdet mellem staterne, som dukkede op for næsten 350 år siden efter tredive-års krigen«. Alliancens strategiske målsætning er nu en ophævelse af magtbalance-systemet længere imod øst. Spørgsmålet er imidlertid, fortsætter Hunter, hvor langt mod øst man kan flytte grænserne for »det europæiske civile rum«. Når det gælder Kaukasus og Centralasien, erklærer han sig »ekstremt skeptisk«.

Forskellen mellem ambassadøren og ministeren er ikke tilfældig. Albrights tale afspejler debatten i USA. Kraftige røster ser gerne, at NATO bliver verdens politimand, så amerikanerne ikke skal bære hele byrden. »Vore nationer har fælles globale interesser, som kræver, at vi samarbejder med den grad af solidaritet, vi længe har opretholdt på dette kontinent«, sagde udenrigsministeren. Når hun fremhæver en trussel, som ligger i forlængelse af den gamle, anes også et behov for enkel argumentation, så opinionen vil indse, at NATO har aktuel værdi og endda bør styrkes med Polen, Tjekkiet og Ungarn.

Hunters baggrund er mere end fire års ophold i NATOs hovedkvarter. Lige fra starten ønskede han et allieret indgreb i Bosnien, men modstanden blev først overvundet efter to års hårdt arbejde. Så praktiske erfaringer ligger til grund, når han siger: »Tanken om, at dette kan være en altid beredt alliance, som fungerer i hele verden, er ikke realistisk«. Man har masser af uløste opgaver i forbindelse med Centraleuropa og Rusland. Efter Bosnien vil den næste militære udfordring måske komme i Kaukasus eller Nordafrika. Men det vil blive svært, og måske vil kun en mindre koalition af villige lande deltage.

»Jeg er helt personligt«, fortsætter han, »bekymret over dem, som siger: Hvis NATO ikke kan gribe ind globalt, så har alliancen intet formål. Men NATO har en fantastisk ny dagsorden. Hvis vi kan lukke en periode på 350 år, hvor spil med magtbalancer har været fremherskende i Europa, så har vi sandelig opnået meget«.

Skakbrættet

Trods forskellene i deres udtalelser, har de ét træk til fælles. Begge indbyder Rusland til samarbejde. Dagen efter sit opsigtsvækkende udspil påpegede Albright over for den russiske udenrigsminister Jevgenij Primakov, at, når det gælder den nye trussel, er »få nationer i større fare end Rusland«. Hunter signalerer med sin vision, at Rusland kan være med i Europas civile rum, hvor magtpolitik hører fortiden til.

Men USA’s og NATO’s målsætninger kan beskrives på mindre diplomatisk vis. Endnu en amerikaner, præsident Carters sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski, leverer en tredje opfattelse af NATO, som gør alliancen til et amerikansk redskab i en endog meget gammel magtkamp. I en ny bog, The Grand Chessboard, analyserer den indflydelsesrige strateg området fra Portugal til Bering Strædet, fra Lapland til Malajsia, som var det et stort skakbræt, hvor USA med kloge træk skal befæste sit globale overherredømme. I dette spil er NATO en alliance, som sikrer USA magt over Europa, og derfor bliver enhver udvidelse af NATOs rækkevidde også automatisk en udvidelse af USA’s direkte indflydelse.

Brzezinski fremhæver, at USA’s kamp for kontrol med Eurasien adskiller sig fra lignende forsøg i de sidste 500 år. Den amerikanske målsætning er nemlig oprettelse af et globalt samfund, som bygger på samarbejde og menneskehedens fundamentale interesser. Især den udenrigspolitik, som Primakov har ført, er i konflikt med USA’s bestræbelser. Moskva har puslet med stormagtsvisioner og allianceplaner, som skal imødegå et amerikansk overherredømme. Men Brzezinskis konklusion er, at Rusland ikke har noget andet realistisk alternativ end optagelse i det transatlantiske fællesskab. Ellers vil landets egne problemer og uroligheder langs den sydlige flanke, som Brzezinski kalder Eurasiens Balkan, udgøre en trussel mod Ruslands fortsatte eksistens. USA skal med sine træk på brættet skabe det nødvendige pres, så Rusland søger mod Europas favn og ikke lader sig friste af andre muligheder.

Legospillet

Brzezinskis analyse har ekko i Moskva og Peking, hvor strateger skolet i traditionel magtpolitik dominerer. Men i NATO’s hovedkvarter vil eksperterne nødigt bekende sig til en strategi, som i så rå vendinger lægger op til konfrontation. Direkte adspurgt siger ambassadør Hunter, at han sandelig også ser på Eurasiens fremtid gennem geo-strategiske briller. Resultaterne han når frem til, er bare langt mere indbydende for magthaverne i øst:

»Udfordringen er, hvordan vi bedst skaber stabilitet, forudsigelighed og gensidig tillid på det eurasiske landmassiv. Men denne gang gør vi det ikke gennem militær inddæmning af en fjendtlig magt. Vi gør det gennem opbygning af institutioner og en holdning, som lader alle få fordele«.

I den nye euro-atlantiske alliance spiller man nemlig ikke længere storpolitisk skak. Igen og igen henviser kilder i hovedkvarteret til, at de arbejder med legoklodser. Man eksperimenterer med dem. Der er ikke brug for arkitekttegninger og strategiske visioner. NATO’s fremtidsvision opbygges gradvis, siger en ambassadør, når man møjsommeligt får stablet institutionelle byggeklodser op. Hvis vi havde en detaljeret plan, tilføjer en embedsmand, så skulle vi hele tiden være enige om, hvorvidt klodserne passer ind i planen, og det ville skade fleksibiliteten. Simon Lunn, generalsekretær i NATO- parlamentarikernes organisation North Atlantic Assembly, fremhæver, at alliancens styrke er en pragmatisk grundholdning. Man tilpasser sig udfordringer, når de dukker op. »Visionerne, som kommer fra USA, går langt hinsides, hvad alliancen kan håndtere i dag«, siger han.

Ud fra disse kilders synsvinkel blev optagelsen af nye medlemmer indledt i 1990, da NATO på et topmøde i London erkendte behovet for omstilling til en ny tids krav. Dengang eksisterede Warszawa-pagten stadig, så udvidelse af medlemskredsen var ikke et aktuelt emne. I de følgende år indtog alliancens flertal en afvisende holdning, da Øst-landene bankede på døren. Men i praksis blev deres adgang forberedt gennem oprettelse af råd og udvalg samt fælles projekter. Jo flere klodser man placerede, desto mere åbenbart blev det, at værket skulle videreføres gennem reelt medlemskab.

Skeptikere kan imidlertid påpege, at alliancens far, USA, nok havde nogle hensigter bag legen med lego-klodser, som gav vejledning og målsætning. Hunter fremhæver da også, at syv ud af NATO’s otte vigtigste initiativer i hans embedsperiode blev taget af USA. Den afgørende forskel mellem lego og skak er, at legen med byggeklodser kan give alle deltagere indflydelse, mens de i skak blot er brikker, som ganske få aktører håndterer. Lego-versionens troværdighed bygger derfor på, hvorvidt NATO’s nye institutioner er mere end redskaber for USA i en magtkamp? Svaret er ikke entydigt.

Få overskrifter

Møderne på ministerniveau i alliancen, som fandt sted i december, leverede ikke de store overskrifter, men det var, som udenrigsminister Albright påpegede, første gang, at hele »Det nye NATO« trådte sammen - efter at topmødet i juli havde oprettet nye institutioner. I praksis betød det, at forsvarsministrene i løbet af to dage afholdt syv forskellige møder. Udenrigsministrene kunne nøjes med fem.

Strømmen af papirer fra udenrigsministrenes møder illustrerer, hvor magten stadig ligger:

- Medlemmernes eget forum, Det nordatlantiske Råd (NAC), udsendte en alenlang erklæring med talrige beslutninger. Hvis man er interesseret i, hvad deltagerne sagde, er USA’s indlæg stort set den eneste tilgængelige kilde. Andre bidrag er enten fortrolige eller yderst formelle erklæringer. Madeleine Albrights tale fylder ikke færre end seks tæt beskrevne sider, og dens bærende tone er utilfredshed over, at medlemmerne ikke solidarisk støtter USA’s globale bestræbelser. Den planlagte optagelse af Polen, Tjekkiet og Ungarn kom et skridt nærmere med underskrivelse af protokollerne, som efter vedtagelse i medlemmernes parlamenter vil markere udvidelsen. Albright påpegede i den forbindelse, at de tre medlemmers nationale identitet bliver ændret fundamentalt: »Nu accepterer de for første gang ansvar for andres frihed og sikkerhed«.

- Rådet, hvor NATO og Rusland mødes (PJC), producerede en enkelt side med opsummering af forløbet henvendt til pressen. Eneste beslutning er vedtagelse af et arbejdsprogram for 1998, men derudover har man f.eks. »vurderet situationen i Bosnien-Herzegovina« og »udvekslet synspunkter angående fredsbevarende operationer«. Igen repræsenterer et indlæg fra Albright debatten. Det første møde i kommissionen, hvor NATO mødes med Ukraine, barslede også med en kort presseerklæring, som meddeler vedtagelse af et arbejdsprogram og især fremhæver, at NATO skal hjælpe med reform af landets væbnede styrker.

- Anderledes omfattende er papirdyngen fra mødet i Det euro-atlantiske Partnerskabsråd (EAPC), hvor alliancens 16 medlemmer traf de 28 partnerlande. Cirka en fjerdedel af ministrene fik bagefter deres forberedte indlæg offentliggjort. Indholdet spænder vidt. Af særlig dansk interesse er den baltiske argumentation for Hans Hækkerups projekt om placering af officerer fra partnerlande i alliancens Karup-hovedkvarter. Mindst lige så interessant er svensk og finsk tavshed i forbindelse med samme emne. Derudover sagde Albaniens udenrigsminister tak for NATOs bistand under genopbygning af de væbnede styrker i hans land; Ukraines minister opfordrede til større koordinering af EAPC’s planer med den europæiske samarbejdsorganisation OSCE; Rumænien talte for udvidelse af EAPC’s betydning. I en erklæring med syv punkter opsummeres mødet af dets formand. Man hilser især beslutninger, som er taget af NATO velkommen, og støtter en handlingsplan for EAPC, som er »udarbejdet i fællesskab«.

Partnernes rolle

Papirerne beretter, at USA fortsat leder alliancen og at partnerne via de nye råd famler efter indflydelse i alliancen. Hvordan NATO besvarer partnernes bestræbelser, er dermed afgørende for Det nye NATO’s troværdighed og fremtid.

Officielt er samarbejdet med Rusland allerede en succes med lovende fremtid, men adskillige kilder i hovedkvarteret giver en noget anden version. Ifølge dem er hovedproblemet, at russerne indtil nu har optrådt, som var de NATO’s modspillere. Rusland rejser emner, som anses for alliancens indre anliggender. Oprettelse af et hovedkvarter i Polen for det kommende dansk-tysk-polske hærkorps er eksempelvis blevet mødt med protester. Under EAPC-mødet hævdede Primakov, at nogle NATO-øvelser i den seneste tid ikke havde defensiv karakter. »Russerne ønsker stadig en plads ved NATO’s eget bord, hvorfra de kan kontrollere og blokere udviklingen«, lyder en klage.

Kritikken rettes dog især mod udenrigsministeriets folk. På det militære plan er kontakterne langt mere positive. Rusland er i flere år stort set udeblevet fra aktiviteterne i Partnerskab for Fred, men i efteråret har de deltaget i 10. Gennem samarbejdet i Bosnien har partnerne udviklet gensidig professionel respekt. Et ofte nævnt eksempel er, at den første russiske general, som fra NATO’s militære hovedkvarter SHAPE varetog forbindelsen til Ruslands styrker i Bosnien, blev en entusiastisk NATO-fan. Han er siden blevet udnævnt til chef for de indenlandske sikkerhedsstyrker og har fra denne position ihærdigt søgt efter samarbejdsmuligheder med NATO. Man ser således frem til placeringen af en russisk militær delegation ved hovedkvarteret på 11 mand under ledelse af en generalløjtnant.

Når det gælder resten af partnerne er hovedproblemet, hvordan EAPC-samarbejdet kan blive andet end en snakkeklub med forberedte indlæg. »Der er reel risiko for, at vi ikke kan holde ministrene i hovedkvarteret til efter frokost«, sagde en kilde før møderne i december. Den centrale udfordring, som beskrives, er, hvordan EAPC kan blive et forum, som tager beslutninger eller blot får konkret debat. Især for Sverige og Finland, som ikke søger optagelse i selve NATO, er EAPC et redskab, som gerne skal levere konkret indflydelse på beslutningsprocesser. Men hvis EAPC skal have magt, så skal Det nordatlantiske Råd afgive magt, og det er svært for mange medlemmer. Den foreløbige løsning er, at arbejdet i EAPC skal fokusere på regionale emner, så direkte berørte lande med større interesse vil deltage.

Men hvis man skal tro Madeleine Albrights tale til forsamlingen, så har i det mindste USA den rette vilje. Oprettelsen af EAPC er ikke blot et forsøg på optagelse i Guinness-rekordbogen med det største antal ministertaler under et enkelt møde, sagde hun. EAPC skal, fortsatte ministeren, bidrage til »fundamentale beslutninger angående Europas fremtid«.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.