Trykt i Weekendavisen 16. januar 1998

Biskopper opgiver kirkestat

Polen. Efter hårdt pres accepterer den polske kirke nu både EU og demokrati – og antisemitiske præster har fået mundkurv på. Kirken har nødtvungent accepteret, at den ikke skal styre staten, men den vil dog stadig bekæmpe seksualundervisning og slås for, at den europæiske integration skaber en kristen union.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

WARSZAWA - Pengebegær er årsagen til, at skolebørn nu udsættes for seksualundervisning, mener den polske kirkes førstemand, kardinal Jozef Glemp.

Der er så store økonomiske interesser bag fremstilling af »visse farmaceutiske produkter«, påpeger han, at endog statens ledere aktivt støtter profitmageriet.

Angrebet er rettet mod præsident Alexander Kwasnewski. Gode katolikker sørgede i december for en lovændring, som i sidste øjeblik skulle standse det nye fags optagelse på skolernes timeplan. Men Kwasnewski brød julefreden med et veto. Da parlamentet bagefter havde mulighed for tilbagevisning af præsidentens indgreb, udeblev det nødvendige kvalificerede flertal, fordi liberale medlemmer af regeringskoalitionen ikke fulgte kirkens bud.

Nederlaget for kardinalen viser, hvor en af grænserne for kirkens magt går. Religiøse kræfter fik efter parlamentsvalget sidste år, som styrkede dem, adgangen til legal abort begrænset drastisk. Men de kan ikke blokere en moderne indsats, som skal forebygge, at behov for abort opstår. Verdsligt indstillede kredse kan acceptere, at staten beskytter det ufødte liv. Konflikt opstår, når kirken ikke accepterer talrige videnskabelige undersøgelser, som viser, at skolerne med undervisning fremmer sikker sex. For troende er det sjette bud nok.

Liberale kredse ser i kardinalens holdning bevis for, at kirken hænger fast i en totalt forældet lære, som er ude af trit med den virkelige verden. Ironisk nok er mange biskopper og især yngre præster enige i kritikkens principielle indhold. Men det, som bekymrer dem, er, at kirken i Polen kun langsomt løsriver sig fra opfattelser, som er ældre end den nuværende paves lære. I overskuelig fremtid vil selv de mest progressive i præsteskabet ikke acceptere seksualundervisning, thi Vatikanet har bestemt, at oplysning, som fremmer brug af kondomer, er både »farlig« og »umoralsk«. Kampen for modernisering af kirken står for dem langs en indre front, hvor fremmedhad er fjenden, og demokrati stadig er et diskutabelt gode. Det er således afslørende, at kardinalen, som repræsenterer den gamle kirke, fremhæver markedsøkonomiens destruktive kræfter i sin argumentation mod præsidenten. Når mere moderne indstillede katolikker protesterer, sker det med henvisning til, at forældre selv skal stå for eventuel oplysning.

Revolution

Konflikten er blot en af mange, hvor verdslige og gejstlige opfattelser er stødt sammen siden systemskiftet. Men meget er sket, siden kirken i 1990 demonstrerede sin nye magt med f.eks. et regeringsdekret, som trods en byge af protester fra forældre indførte religionsundervisning, varetaget af præster, i skolerne. Dengang frygtede både liberale og socialister, at en fundamentalistisk kirkestat var på vej. Uden for Polen har EU-modstandere peget på risikoen for, at europæisk integration kunne ophæve Reformationens fremskridt.

Intet har mere symboliseret frygten end den overenskomst, som uden videre debat i 1993 blev indgået mellem den polske stat og Vatikanet. Set med kritikernes øjne sikrede konkordatet den katolske tro og præsteskabet en række privilegier. Da socialisterne kort efter fik regeringsmagt, udsatte de parlamentets ratifikation. Normal praksis internationalt er, at skiftende regeringer accepterer mellemstatslige aftaler, som forgængere har indgået. Men i dette tilfælde hævdede ledende politikere, at Polen først skulle have en ny forfatning med en uigennemtrængelig mur mellem statslige og kirkelige anliggender. Da en sådan forfatning endelig blev vedtaget, blokerede flertallet igen ratifikation med henvisning til, at konkordatet er i strid med grundlovens paragraffer.

I sidste uge godkendte parlamentets nye flertal endelig konkordatet. Alligevel var modstandernes protester bemærkelsesværdigt afdæmpede. Kun de mest benhårde ateister frygter i dag, at traktaten kan bane vej for en kirkestat. Præsteskabet argumenterer stadig for sine synspunkter, men det har ikke længere en magt, som giver den gamle frygt reelt indhold. Vigtigere endnu: Synspunkterne er ændrede. Progressive biskoppers kamp for modernisering af kirken har opnået store sejre i de seneste måneder. Ifølge kyndige iagttagere er intet mindre end en revolution sket.

Tung arv

Kirkens betydning for den polske nations eksistens fremhæves ofte i historiske og politiske analyser. Mere overset er, at uforsonlig kamp mod andre religioner, anti-semitisme, ekstrem nationalisme og generelt had til alt nymodens (demokrati, bykultur, osv.) har stærke rødder i den samme kirkes gamle budskab.

Indtil slutningen af det 18. århundrede blev næsten alle Polens krige udkæmpet mod fjender, som havde en afvigende tro. Tartarer og tyrkere red frem med Islams sværd, svenskere og prøjsere blev velsignede af protestantiske præster, russerne var ortodokse. Ekstremt blodige skildringer af grusomheder, som angriberne begik, pryder stadig kirkevægge. Under delingerne af kongeriget var kun en af besættelsesmagterne, Østrig, katolsk, og det var især inden for den polske kirkes ramme, at nationens sprog og identitet blev opretholdt. Da nazisterne ville udslette Polen, udgjorde kirken igen et værn, og da kommunisterne med sovjetisk bistand tog magten, modarbejdede præsterne det totalitære eksperiment. Det er baggrunden, når nogle politikere og præster fremhæver, at kun katolikker er ægte polakker.

Kirkens indsats var ikke blot vendt mod ydre fjender. Den stærke polske antisemitisme i mellemkrigstiden blev i vidt omfang fremmet af præsterne. I februar 1936 udsendte kardinal August Hlond et hyrdebrev, som præsenterede kirkens politik:

»Et jødisk problem eksisterer, og det vil fortsat eksistere, så længe jøder forbliver jøder... Det er en kendsgerning, at jøder bekæmper den katolske kirke, at de er fritænkere og udgør avantgarden for ateismen, den bolsjevikiske bevægelse og revolutionære aktiviteter. Det er en kendsgerning, at den jødiske indflydelse på moralen er dræbende, og at deres forlæggere udspreder pornografisk litteratur. Det er sandt, at jøder begår bedrageri, praktiserer åger og beskæftiger sig med hvid slavehandel. Det er sandt, at i skolerne er unge jøders indflydelse over katolske unge generelt ond, fra en religiøs og etisk synsvinkel«.

Kardinalen tog også afstand fra voldelige overgreb på jøder, men hans beskrivelse af »problemet« gav ekko i utallige prædikener, som i de følgende årtier udgjorde troende katolikkers moralske opdragelse. Først i 1991 lød en utvetydig fordømmelse af anti-semitisme, da kirken udsendte et hyrdebrev underskrevet af alle biskopper. De afviste, at jøderne kan gøres ansvarlige for drabet på Jesus. Man beklagede også »oprigtigt« alle overgreb sket på polsk jord og bad »vore jødiske brødre og søstre« om tilgivelse. Kirken er desuden gået i dialog med repræsentanter for jødiske trossamfund, så religiøse modsætninger kan blive udjævnet.

Kirkestaten

Indsatsen er dog så ny, at den hovedsagelig har stoppet præsters helt utilslørede antisemitiske udfald. Nedarvede fordomme lever videre i både kirkens hierarki og befolkningen. Antisemitisme er heller ikke eneste arv fra fortiden, som systemet gjorde til et problem. Fordi kirken i et par århundreder blev belejret af skiftende fjender, stivnede den i en forsvarsposition, som kun i stærkt begrænset omfang lod nye strømninger inden for murene. Med kommunismens fald blev kirken fri. Men den blev også, temmelig uforberedt, kastet ind i slutningen af det 20. århundrede.

Præsteskabet anede først store muligheder. Hvor nogle iagttagere udefra så en præmoderne kirke, så dens hierarki selv en mere ren katolicisme end i f.eks. Vesteuropa. Missionen lå derfor i reformer, som kunne gøre Polen til kristendommens eksemplariske højborg i en verden præget af moralsk forfald. Nationens nye ledere var i taknemmelighedsgæld til en kirke, som havde beskyttet og vejledt den frie fagbevægelse Solidaritet. Takket være denne indflydelse blev biskopperne landets mest magtfulde politiske aktør.

Med fuld opbakning fra kirken blev den fremtrædende teolog Tadeusz Mazowiecki det frie Polens første regeringsleder. Men regeringen var ikke konservativ nok, så han mistede biskoppernes tillid. I stedet satsede de på bl.a. det ekstremistiske parti, Den kristelig-Nationale Union (ZChN). Det var imod polsk integration i Vesteuropa af frygt for samfundets verdsliggørelse og anti-semitiske samt anti-tyske holdninger prægede ZChN politikeres udtalelser. Sammen med andre højrepartier dominerede partiet polsk politik frem til parlamentsvalget i 1993.

Det blev et knusende nederlag for kirken. Fra en topplads i opinionen var institutionen i løbet af kun tre år raslet ned til en position, hvor kritikere overgik tilhængere. Efter valget kunne den gamle fjende, resterne af det kommunistiske parti, danne regering. Resultatet blev i første omgang af kirken anset for et uheld, skabt af splittelse på højrefløjen. Men præsidentvalget i 1995, som gav sejr til den tidligere kommunist Alexander Kwasniewski, kunne ikke bortforklares. Undersøgelser viste, at selv regelmæssige kirkegængere afviste politisk vejledning fra prædikestolen.

Nye tider

Kort efter præsidentvalget afholdt biskopperne deres 280. plenarmøde. Flertallet forstod befolkningens budskab. Relativt progressive folk overtog magten i en række af kirkens organer. Politiske udtalelser fra førstemanden, kardinal Glemp, skulle fremover begrænses til et minimum. Sekretæren for biskoppernes råd, biskop Tadeusz Pieronek, var nu den foretrukne talsmand.

»Vi begyndte for sent overvejelse af en række ting i kirken«, erkendte han kort efter. »Det blev uholdbart med en tankegang om, at kun vi har ret og at andres meninger kan ignoreres«. Andre biskopper fulgte op. Frihed og demokrati er ikke årsagen til det ondes synlige manifestationer i samfundet, sagde de.

Mange udtalelser siden er bemærkelsesværdige, fordi man bag ord, som er temmelig banale i et demokrati, kan ane unavngivne modstandere med ganske andre opfattelser. I et interview erklærede Pieronek således, at nok vil mange blive rasende over hans opfattelse, men at »vi« må vænne os til følgende:

»Hvis en regeringsændring sker i Polen ud fra demokratiske principper, så kan det ikke anses for Polens endeligt. Det er noget normalt i et demokrati, og vi må, som kirke, være i stand til at leve og udvikle os i ethvert system, som ikke er inhumant og totalitært. Der vil aldrig opstå en situation - den eksisterer ingen steder i verden - hvor kirken kan gøre krav på total lydighed eller har nogle særlige privilegier«.

Tilbagetoget fra den politiske scene trak dog ikke alle med. Da en ny forfatning skulle til folkeafstemning sidste år lagde modstandere op til noget nær borgerkrig med Guds velsignelse. Biskoppernes råd kritiserede forsøget, men nogle biskopper og mange præster gik med i kampagnen. Forfatningen vandt. Taberne så derefter frem til, at Paven kort efter skulle besøge sit fødeland. Da han under kommunismen vendte hjem, blev alle offentlige møder til politiske demonstrationer. Lignende kunne vel forventes, når man snart skulle have parlamentsvalg!

Pavens budskab

Forudsigelserne var totalt forkerte. Johannes Paul II anvendte end ikke ordet »solidaritet«, fordi han åbenbart ville undgå, at nogen så indirekte opbakning til fagbevægelsen Solidaritet og dens valgalliance. Forfatningsstriden blev ikke nævnt. Vatikanet havde endog accepteret, at præsident Kwasniewski hilste ham velkommen med en lang tale.

Budskabet i pavens taler var klart, at kirken skal beskæftige sig med det åndelige og ikke stræbe efter politisk magt. Han fremhævede, at forsoning og tilgivelse er kristne værdier, som ægte troende bør praktisere. Sagt på polsk jord var det en opfordring, som selv konservative biskopper ikke kunne overhøre. Ifølge flere kilder i kirkelige kredse medførte besøget et afgørende gennembrud for bestræbelserne, som de progressive havde sat sig i spidsen for efter præsidentvalget i 1995. Under valgkampen var kirkens ledende repræsentanter bemærkelsesværdigt tavse og siden har forsoning i det politiske liv været hovedbudskabet. Tidligere statsminister Tadeusz Mazowiecki siger, at reformprocessen nu er godt i gang inden for kirken: »Jeg tror, at pavens besøg blev et meget vigtigt bidrag til denne proces«.

Også kirkens holdning til europæisk integration blev påvirket afgørende under pavebesøget. Modstanden trives i kredse, hvor ekstrem nationalisme og fundamentalistisk katolicisme forenes. I denne sammenhæng var pavens budskab, at kirkens folk bør sørge for europæisk enhed også på det åndelige plan. Ellers vil kristendommen blive et marginalt fænomen i et Europa, hvor markedet hidtil har været den stærkeste forenende kraft. Forbrugerne kan overalt gå i supermarkeder, som ligner hinanden til forveksling, men i Guds huse kan troende hinsides egne landegrænser kun finde lidt, som de kan genkende. I stedet for kamp mod Polens optagelse i Den europæiske Union, så vestlig dekadence kan holdes ude, bør man altså påvirke integrationen, så Europa får en kristen union. Tvær-kirkelig dialog er redskabet.

Biskopperne fulgte budskabet op meget demonstrativt med en delegationsrejse til Bruxelles efter invitation fra EU. »Besøget har positivt ændret vores opfattelse af Den europæiske Union«, erklærede biskop Pieronek bagefter, idet han forsikrede, at kirkens ledere enstemmigt går ind for polsk medlemskab. Kardinal Glemp tilføjede, at han nu er »fuld af beundring for denne komplekse organisation«.

Udrensning

Ord alene udgør ikke et bevis for, at kirken har ændret kurs. Inden valget i 1993 erklærede den sig i et hyrdebrev politisk neutral, men i praksis forblev præsterne særdeles aktive. Sidste år afviste Pieronek, at udkastet til ny forfatning var vendt imod kirken. Vi ønsker ikke, sagde han, en kirke-domineret stat. Alligevel førte troende kampagne, som var forfatningen djævelens værk. De seneste meldinger fra hierarkiets top er imidlertid mere troværdige, fordi man også har lukket munden på rabiate ekstremister.

Fra en prædikestol i Solidaritets gamle højborg Gdansk har fader Henryk Jankowski længe leveret politiske bandbuller, ofte med anti-semitisk indhold. I slutningen af oktober kritiserede han udnævnelsen af en jøde, Bronislaw Geremek, til udenrigsminister. Menigheden blev også advaret imod finansministeren Leszek Balcerowicz. Bag hans bestræbelser så præsten »et forsøg på amerikanisering af livet i Polen med udenlandsk, endog tysk, bistand«. I modsætning til tidligere rykkede biskopperne hurtigt ud med fordømmelse. Kardinal Glemp mente godt nok ikke, at Jankowski havde luftet antisemitiske synspunkter. Det mente Pieronek. Men begge fandt, at præsten havde udnyttet sin position til politisk agitation. Så den lokale ærkebiskop forbød Jankowski adgang til prædikestolen i et år.

Næste offer blev fader Tadeusz Rydzyk, manden bag landets mest populære katolske radiostation. Via Radio Maria har lytterne i årevis haft adgang til antisemitiske og klart politiske udfald. Flere gange har han sagt, at politikere, som går ind for abort, bør have deres hovedhår barberet af - akkurat som kvinderne, der havde nærkontakt med tyskerne under krigen. Gejstlige langt over ham i hierarkiet har ofte sammenlignet abort med nazisternes folkemord. Men nogle politikere klagede til anklagemyndigheden med henvisning til love, som skal beskytte statens tjenere mod fornærmende ytringer. Rydzyk ignorerede stævninger og mere end 100 parlamentarikere forsvarede i en erklæring hans ytringsfrihed. Alligevel greb kardinalen ind, idet han slog fast, at selv præster ikke er hævet over loven. I første omgang afviste præsten kritikken. Anklagemyndigheden bør beskæftige sig med ægte forbrydelser, såsom »tyveri, pornografi eller forsøg på salg af Polen til tyskere, jøder og amerikanere«, sagde fader Rydzyk. Men efter samtale med en delegation fra biskoppernes råd meddelte han noget mere spagfærdigt, at radioen en tid må savne hans røst, fordi en periode med bøn er blevet nødvendig.

Afgørende for kirkens indgreb har formentlig været, at begge præster leder bevægelser, som kan udvikle sig til fanatiske sekter i protest mod reformbestræbelserne. Det store spørgsmål er nu, hvorvidt aktivisterne vil finde nye ledere, som kirken ikke kan give mundkurve på.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.