Trykt i Weekendavisen 6. februar 1998

Gullivers mareridt

Irak. Krisen afspejler, at masseødelæggelsesvåben i dag fuldt ud lever op til betegnelsen”djævelens værk”. Enhver indsats er fyldt med dilemmaer og forhindringer, som virker udtænkt i Helvede.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Bombardementer kan ikke udslette Iraks evne til biologisk krig. Men de kan udløse irakisk gengældelse med biologiske våben.

Under de seneste ugers optakt til en ny runde i Golfkrigen har Saddam Hussein ikke truet med hævn. Behovet eksisterer ikke. Amerikanerne har selv beskrevet truslen som mere frygtindgydende end den Kolde Krigs terrorbalance med atomvåben.

Terrorister kan, påpegede forsvarsminister William Cohen i en tyk rapport sidste efterår, med selv en lille portion bakterier dræbe titusinder. Formålet kan f.eks. være at afskrække amerikansk deltagelse i en konflikt. Aldrig har USA haft en militær slagkraft, som er enhver tænkelig modstander så overlegen. Netop denne styrke opmuntrer fjender til indsats mod supermagtens svage punkter.

»Faktisk er et paradoks i det nye strategiske miljø, at amerikansk militær overlegenhed øger truslen om nukleare, biologiske og kemiske angreb på os, fordi modstandere anspores til en asymmetrisk udfordring«, skrev Cohen. »Disse våben vil måske blive redskaber for terror mod det amerikanske folk«.

Samme tema præger en voksende stak af rapporter fra uafhængige eksperter. Et panel med pensionerede top-officerer og civile forskere nedsat af Kongressen konkluderede i november, at man sikkert kan antage, at fremtidige modstandere har lært af Golfkrigen, så de i stedet for direkte konfrontation vil slå til mod strukturerne bag USA’s militære magt.

I seneste udgave af det højt ansete tidsskrift Foreign Affairs argumenterer professor Richard Betts for, at den største trussel fra masseødelæggelsesvåben ikke er, at de vil blive anvendt mod USA’s militære enheder. Mere alvorligt er, at fjender vil »straffe De Forenede Stater gennem udløsning af katastrofer i amerikanske byer«. Hvad vil der ske, spørger han, når en islamisk gruppe dræber 100.000 amerikanere og varsler gentagelse, hvis deres krav ikke bliver opfyldt?

Overset trussel

Siden den Kolde Krigs ophør har sikkerhedspolitiske eksperter fokuseret på risikoen for, at flere stater ville anskaffe nukleare, kemiske og biologiske våben. Især spredning af biologiske våben har nærmest været ignoreret siden en traktat med totalt forbud blev underskrevet i 1972.

Fra krigshistorien kendes kun få tilfælde, hvor sygdomme bevidst er blevet anvendt mod mennesker, dyr og planter. Et af de første dokumenterede tilfælde stammer fra tartarernes belejring af byen Kaffa ved Sortehavet i 1347. Med katapulter smed de kadavere over muren. Sygdom tvang byen til overgivelse. Ifølge nogle historikere udløste episoden en pestepidemi, som i de følgende år dræbte 25 millioner mennesker i Europa. Fra det 20. århundrede kendes kun ét tilfælde, da Japan førte biologisk krig i Kina og Korea.

Også frygten for terror er i denne sammenhæng ny. Amerikaneren Seth Carus fra National Defense University oplyser, at »få terrorister har vist virkelig interesse for bio-terror, og endnu færre har forsøgt at anskaffe sig biologiske våben«.

Under en razzia i 1984 mod et hus, som blev benyttet af Bader-Meinhoff gruppen, fandt politiet i Paris flasker med mikroorganismer, som fremkalder pølseforgiftning. I 1984 inficerede medlemmer af en kult i den amerikanske delstat Oregon salat-barer med Salmonella.

Den japanske kult Aum Shinrikyo, som i 1995 spredte nervegassen sarin i Tokyos undergrundsbane, demonstrerede imidlertid, at nye tider kan være på vej. I mindst fire tilfælde skal den have forsøgt at bruge biologiske våben, bl.a. med miltbrand. Kulten havde titusinder af medlemmer i et internationalt netværk og store økonomiske midler til rådighed, på et tidspunkt over to milliarder dollar, og dens muligheder synes derfor ganske frygtindgydende. Politiet fandt beviser for, at højt uddannede videnskabsmænd og teknikere i gruppen eksperimenterede med både bakterier og virus. Under dække af at være en nødhjælpstransport sendte den et hold til Afrika, da et udbrud af ebola blev konstateret. Blod fra de smittede kunne anvendes til dyrkning af den dræbende virus.

Voksende trussel

Både atomvåben og kemiske kampstoffer anses i dag for en mindre trussel. Kernevåben kan dræbe mange, men fremstilling af selv primitive atombomber er ikke nem. Produktion af kemiske våben kan derimod klares af enhver med selv meget enkle kundskaber, men stoffernes dræbende virkning er begrænset, og transporten kan volde problemer, idet store mængder ofte er nødvendige. Biologiske våben kan udrette massedrab i et omfang, som svarer til atomvåben. Små mængder er tilstrækkeligt, og de kan fremstilles i laboratorier efter begrænsede investeringer. Meget mere end en beholder kendt fra gæring af øl, næringsstoffer, gasmaske og overtræksdragt af plastic er ikke nødvendigt.

Eksperterne fremhæver en række andre særlige træk:

- Biologiske våben kan være levende, de både formerer og tilpasser sig. I modsætning til begrænset brug af andre masseødelæggelsesvåben kan anvendelse derfor få helt uoverskuelige følger.

- Opdagelse af et angreb er meget svær. De sygdomsfremkaldende midler er både lugt- og farveløse. Tidlig varsling er umulig, fordi man ikke kan spore dem elektronisk. Inden man kan konstatere de første udbrud af bevidst fremkaldte sygdomme, kan mange være smittet.

- Store og kostbare fremføringsmidler er unødvendige, og smugling over landegrænser er nemt. I almindelig handel findes mange redskaber, som kan sprede midlerne, f.eks. aerosol-dåser.

- Forsvar er en uhyre vanskelig opgave. Traditionelle redskaber mod masseødelæggelsesvåben kan vise sig ubrugelige, f.eks. fordi udsigten til gengældelse næppe vil afskrække folk, som kan handle i det skjulte. Moderne bykultur, som samler mange mennesker, er meget sårbar. Selv forebyggelse og bekæmpelse med f.eks. vacciner støder på hindringer.

Når frygten for disse våben pludselig er blusset op, skyldes det især tre forhold. Som nævnt er amerikanernes militære overmod efter Golfkrigen veget for en erkendelse af, at modstandere vil lede efter asymmetriske svar mod et sårbart samfund. Man kender også mere til mulige modstanderes arbejde med biologiske våben. Ifølge russiske afsløringer havde Sovjetunionen et meget aktivt program, og FN’s inspektører mener, at Irak udviklede et bredt spektrum af biologiske våben. Fra offentligt tilgængelige rapporter ved man, at amerikanske myndigheder i dag har mindst ti lande, måske tyve, under mistanke. Mellem dem er Egypten, Irak, Iran, Israel, Kina, Libyen, Nordkorea, Rusland, Syrien og Taiwan. Endelig ser man en ændret holdning til massedrab i terroristkredse. Engang ønskede terrorister, at mange skulle lægge mærke til deres aktioner. Adskillige attentater tyder på, at de i dag hellere vil slå mange ihjel.

Djævlens værk

Den aktuelle konflikt med Irak afspejler, at masseødelæggelsesvåben i dag fuldt ud lever op til betegnelsen »djævlens værk«. USA kan vende ryggen til problemet, men på længere sigt er der risiko for, at truslen vil blive endnu større. Ingen sikre svar på udfordringen gives, hverken i dag eller i fremtiden. Enhver indsats er fyldt med dilemmaer og står over for forhindringer, som virker udtænkt i helvede.

De amerikanske aktionsplaner kan komme i strid med principper, som gennem århundreders især teologisk tænkning har været grundlæggende for begrebet »retfærdig krig«. Én af betingelserne er, at det gode, man vil opnå, ikke må overgås af sandsynlige omkostninger.

Forrige weekend advarede forsvarsminister Cohen selv mod overdrevne forventninger til, hvad bombardementer kan udrette:

»Man kan aldrig opnå en total udryddelse af masseødelæggelsesvåben blot gennem luftangreb«, sagde han.

Da en regulær invasion af Irak er udelukket, har USA en mere begrænset målsætning. Saddam skal straffes gennem angreb på militære anlæg, som han værdsætter. Håbet er, at de irakiske ledere derefter vil lade inspektører fra FN genoptage arbejdet med at udrydde landets evne til at fremstille og bruge biologiske, kemiske og nukleare våben. Men militære kilder har ikke lagt skjul på, at deres forventninger er endnu mindre. Det er åbenbart en udbredt opfattelse i Pentagon, at bomber vil være balsam for amerikansk frustration over Saddams genstridighed, men derudover kan man ikke udrette meget. Ifølge Cohens udtalelser vil USA ikke svække Irak, så der opstår et militært tomrum, der kan inspirere f.eks. Iran til et angreb.

Gullivers afmagt

Amerikanske strateger kan imidlertid ikke lade sig afskrække - hverken af de ringe udsigter til resultater på kort sigt eller risikoen for irakisk gengældelse. Kernen i truslen er, at biologiske våben kan ophæve legitime myndigheders magt, så totalt anarki kommer til at præge det internationale samfund.

Siden Den Kolde Krig har USA arbejdet for en ny verdensorden, hvor en række stadig mere overnationale institutioner lægger bånd på staters kappestrid. Men den amerikanske magtposition, som har afgørende betydning for projektet, er skrøbelig. I en netop offentliggjort rapport, The Proliferation Primer, fra et amerikansk senatsudvalg konstateres det at USA »som Gulliver er en gigant, der er sårbar over for mindre nationer«. Det republikanske flertal bag analysen kritiserer skarpt, at Clinton-administrationen ikke gør nok mod spredningen af våben, som kan udrette massedrab og binde Gulliver. Oplysningerne i rapporten fremhæver imidlertid især, at i en global økonomi, hvor varer og viden bevæger sig hen over gamle skel, er spredning nærmest uundgåelig. Hvis USA skal yde en mere effektiv indsats, er forudsætningen, at Washington har større magt over for nære allierede, konkurrerende stormagter, transnationale virksomheder og potentielle fjender. Set med amerikanske øjne vil denne magt blive svækket, hvis Irak, som har gjort USA til hovedmodstander, kan slippe godt fra sin udfordring.

Sex-skandalen i Det hvide Hus har øget alvoren, hævder amerikanske embedsmænd. Ifølge denne opfattelse vil et indtryk af amerikansk svaghed opmuntre til styrkeprøver over en bred front fra Korea til Bosnien. Rusland og Kina, som allerede raser imod, hvad de anser for arrogant magtudøvelse i Washington, vil føle sig opmuntret til at udfordre amerikansk politik og begrænse samarbejdet. Krisen kan også ramme udvidelsen af NATO, hvor USA er drivkraften, og forværre det økonomiske sammenbrud i Asien.

FN-inspektørernes afmagt

Det er en opfattelse, som kan virke overdrevet. I nogle kredse, der ønsker en mere demokratisk og harmonisk verdensorden, vil mindre magt i Washington endog blive hilst velkommen. Men Saddam udfordrer også FN’s Sikkerhedsråd, som er det globale samfunds højeste myndighed. Hvis dette organ må bøje sig i konfrontationen med Irak, vil følgerne næppe blive mindre alvorlige, end hvis USA’s indflydelse undergraves. Siden Golfkrigen har Sikkerhedsrådet bemyndiget, at inspektører skal kulegrave og ødelægge Iraks masseødelæggelsesvåben. I spidsen for dem står australieren Richard Butler:

»Rådet har bestemt, at Irak er en prøvesag«, siger han, »som fastlægger principperne for, hvilken verden vi gerne vil leve i, og man har oprettet en mekanisme, som kan sikre, at visionen bliver gennemført«.

Nogle af de største resultater blev opnået, da Irak i 1995 udleverede dokumenter, som gav indsigt i programmet for fremstilling af biologiske våben. Gennem mere end fire år havde irakerne nægtet dets eksistens. Rent faktisk udviklede laboratorierne store mængder af bakterierne bag bl.a. miltbrand. Man havde også mestret det afgørende skridt med pakning i f.eks. raketters sprænghoveder. Bag projektet stod især videnskabsmænd, som var uddannet i Storbritannien, og meget af den nødvendige teknologi var købt i Tyskland.

Inspektørerne ødelagde i juni 1996 alle programmets kendte anlæg. Butler mener imidlertid, at Irak stadig har biologiske våben. Man har informationer, oplyser han, som tyder på, at de oplagres eller fremstilles i såkaldte paladser, som Saddam Hussein ikke vil åbne for inspektion. Mellem andre uopklarede sager er 45 rakethoveder, som blev udrustet med kemiske og bakteriologiske våben, og som irakerne ikke kan redegøre for. Mange ton næringsstoffer til bakterier er desuden forsvundet, og derfor kan ekstra forsyninger hurtigt blive fremstillet. Når inspektørerne har nærmet sig mistænkelige arkiver eller anlæg, er de blevet stoppet.

Selv total opfyldelse af FN’s krav vil ikke udrydde truslen, hvis irakiske ledere stadig ser muligheder i biologiske våben. Programmet kan genoplives, når inspektørerne er rejst hjem. Derfor er varig kontrol nødvendig. Ved nedrustningskonferencen i Genève forhandles en protokol til traktaten mod biologiske våben fra 1972, så den kan blive udrustet med regler for inspektion af mistænkelige anlæg i alle aftalens 140 medlemslande. De er så strenge, at Clinton-administrationen hidtil har optrådt passivt under forhandlingerne, fordi amerikansk våbenindustri er imod kontrol, men Clinton har på det sidste rykket sig i spørgsmålet.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.