Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 2, marts 1998

Informationskrig

For militære strateger er vor tids største udfordring, hvordan informationsalderen vil forandre menneskets kampformer.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Forsvarsministeren var en moderne mand. Så han havde en personlig e-mail adresse. Det blev hans død. Ministeren modtog nemlig via sin computer en lille pakke informationer, som, da han åbnede den, eksploderede med farver og talkombinationer. De påvirkede fatalt kroppens funktioner.

Eksemplet er selvfølgelig ren fantasi. Næsten. Så meget er sikkert: Ifølge flere rapporter undersøger russiske forskere, hvordan operatøren af en computer kan påvirkes psykisk og fysisk gennem informationer på skærmen. De kan endog have udviklet en elektronisk pakke, som har fået betegnelsen "virus 666", og som i august 1994 slog mere end 50 personer ihjel.

Kilden til denne oplysning er en lang artikel, som er hentet via Internettet fra et amerikansk, militært forskningsinstitut ved Fort Leavenworth i Kansas. Forfatteren, Timothy L. Thomas, beretter, at han under en konference i Washington om informationskrig mødte en russisk kollega, som beskrev virus 666.

Thomas stiller selv spørgsmålstegn ved informationernes troværdighed, idet han ikke har beviser for, at computerskærme kan anvendes til drab. Men, påpeger han, mennesket kunne i starten heller ikke fatte hvad elektricitet er, så "vi må da i det mindste overveje muligheden af dette fænomen".

Uhåndgribeligt

Informationskrig er blevet et varmt emne i militære kredse. I centrum for overvejelserne står, at udviklingen indenfor informationsteknologi får følger, som mindst svarer til omvæltningerne efter landbrugets indførelse og den industrielle revolution. Menneskets tilværelse ændres fundamentalt, og derfor ændres også krigsformerne.

Emnets indhold spænder meget vidt. "Informationer" er nemlig, som affæren med virus 666 viser, en meget uhåndgribelig størrelse, som optræder i mange sammenhænge.

Måske, skriver Thomas, er afsløringen bevidst russisk misinformation, som skal få amerikanske militære forskere ud i kostbart spild af tid og penge, hvis de vil undersøge sagen nærmere. Måske, kan andre tilføje, er Thomas selv i gang med en psykologisk krig mod sine læsere, som for eksempel skal skaffe ham og kollegaer større bevillinger til udforskning af informationskrig. Eller er USA's egen indsats på feltet hemmelig, så brug af et "russisk eksempel" var eneste mulighed, da den seriøse forsker ville pege på dette aspekt af informationskrig?

Læseren af denne artikel kan roligt gå ud fra, at eksemplet er bragt i indledningen, fordi journalisten fører psykologisk krig mod sit publikums muligvis afvisende holdning til hele sider fyldt med tekst. Han fandt også fænomenet muligt, fordi japanske børn sidste år blev alvorligt syge, da de på TV-skærmen så en tegnefilm, som pludselig anvendte nye effekter.

Det er endelig brugbart, fordi noget kendt (drab) giver en indgang til forståelse af noget, som er svært fatteligt. Men eksemplet er dårligt, hvis læseren tror, at informationskrig blot ligger i forlængelse af det kendte. Forklaring følger.

Skud med informationer

Enkelt kan informationsalderens betydning illustreres gennem sammenligning af kanonkugler fra det 18. århundreder, moderne artillerigranater og anti-panser missiler. Selv når de har fælles vægt, kan energien være meget forskellig. Årsagen er, at ammunitionen også indeholder informationer. Den består af materialer, som er organiseret på forskellig vis, idet man har udnyttet videnskab og teknologi. Missilet, som er det mest effektive, indeholder flest informationer. Måske vil det aller mest effektive våben kun bestå af informationer?

I informationskrig er magtudøvelse ensbetydende med, at man angriber det, som på fjendens side har flest vigtige informationer. Amerikaneren Martin Libicki fra National Defense University har foretaget en opdeling af forskellige typer informationskrig mod militære, statslige strukturer og hele samfund:

• C2 krig, hvor man angriber evnen til kommando og kommunikation med styrker i felten;
  
  
• elektronisk krig, som anvender metoder til forbedring, nedbrydning eller opsnapning rettet mod strømmen af elektroner eller informationer;
  
  
• efterretningsbaseret krig, hvor sensorer, sendere og kredsløb integreres til systemer, som gennemfører for eksempel rekognoscering, overvågning, sporing af mål og vurdering af skade;
  
  
• psykologisk krig, som skal påvirke beslutningstageres, generalers og soldaters opfattelser, hensigter og holdninger;
  
  
• cyberwar, hvor man anvender informationssystemer mod personers og gruppers tilstedeværelse i det elektroniske rum;
  
  
• hackerkamp, hvor evnerne hos folk, som kan trænge gennem elektroniske sikkerhedsforanstaltninger, bruges til ødelæggelse, svækkelse og udnyttelse af informationssystemer;
  
  
• økonomisk krig, som skal blokere strømmen af informationer eller helt dominere den.
  
  

Mongolerne

Opdelingen skaber klarhed, fordi den leverer forbindelse til de kendte kampformer. Andre illustrerer deres tanker med henvisning til historiske eksempler.

De gør således den græske gudinde Athena til deres symbol. Hun repræsenterer krigskunst, som bygger på informationer og visdom. Modsætningen er Ares, som klarer sig med brutal kraft og udholdenhed. Grækerne besejrede Troja, da de afbrød byens forbindelse til Athena, og hun derefter hjalp dem med udvikling af den trojanske hest.

Endnu en sammenligning fremhæver mongolerne, som i det 13. århundrede udslettede numerisk overlegne og kraftigere bevæbnede modstandere. Mongolerne klarede sig i kraft af informationer og mobilitet. Deres spejdere udforskede fjendens stillinger, leverede hurtigt informationerne til hovedkvarteret, som derefter sendte rytterne mod sårbare punkter. Teoretikerne ser en parallel til moderne krig, hvor modstanderen blændes og man selv har totalt, detaljeret overblik, så små mobile enheder kan slå til.

I mange fremstillinger, især nyhedsmediernes dækning, fokuseres på den nye teknologi, som indgår i informationskrig. Men opdeling i kendte kampformer, historiske eksempler og beskrivelse af moderne våben nærmer sig kun den nye virkelighed. I den er det samtidig og samordnet brug af de beskrevne kampformer, som giver størst styrke. Mere end i højteknologiske vidundere, er det indenfor organisation og doktriner, at nøglen til sejr findes. Ingen har før udkæmpet slag på den "krigsskueplads", hvor informationskrigere mødes.

"Skel nedbrydes"

Nogle temaer er gennemgående i overvejelserne. Det påpeges ofte, at skellet mellem fred og krig nedbrydes.

Stadigt færre fokuserer kun på, hvordan informationsteknologi ændrer kårene for væbnet kamp. Mange ser mere bredt på emnet, fordi de interesserer sig for informationers betydning i den nationale sikkerhed. Forskningscentre og storbyer kan kastes ud i kaos, hvis deres informationssystemer lammes elektronisk. Men overvejelserne bliver endnu mere omfattende, når man anser informationerne for et væsentligt, måske afgørende element i nationalstaters magtkamp. Den kan udmærket foregå uden krigserklæring eller bombers brag.

Skellet mellem det militære og det civile nedbrydes også. Hvis en fjende angriber med bomber, vil militæret straks levere forsvar og modangreb. Men hvad er militærets rolle, når telefonvæsenet, energiforsyningen, flytrafikken eller bankerne angribes elektronisk? Hvem klarer forsvaret? Hvordan og mod hvem gennemføres et modangreb?

Informationsteknologien flytter desuden magt fra traditionelle, hierarkisk opbyggede, statslige strukturer til myriaderne af mindre aktører, som kan slutte sig sammen i et netværk. To af informationskrigens førende teoretikere, amerikanerne John Arquilla og David Ronfeldt, har derfor skabt begrebet "netkrig". Her er indsatsens opgave forstyrrelse, ødelæggelse eller ændring af, hvad målene ved eller tror, at de ved.

Netkrig kan for eksempel føres af regeringer mod grupper, som står bag terror eller narkohandel. Eller disse grupper kan selv føre netkrig mod regeringer. Men Arquilla og Ronfeldt ser også mere politiske konflikter. De henviser til globale netværk, som slås for interesser, der er i strid med regeringers. Greenpeace nævnes ikke, men organisationen er en god illustration. Der er ikke langt fra denne tankegang til oprettelse af nye værn, som skal beskytte for eksempel hjemlandet mod informationsbaserede kampformer, eller som selv skal føre offensiv informationskrig.

En oplagt fare, når informationer i bred forstand anses for mulige våben, er, at regeringer vil skærpe kontrollen med dem. Det bør være en advarsel, at Sovjetunionen havde en stram kontrol, og dermed skød sig selv i hjernen.

Det er også en oplagt fare, at teoretikernes overvejelser afvises, fordi afstanden til det kendte er for stor. Så kan man nemt ligne fulderikken, der leder efter sine nøgler under en gadelampe, skønt de er tabt langt derfra. Hans forklaring: "Det er her, at lyset er".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.