Trykt i Weekendavisen 28. maj 1998

Platonisk partnerskab

NATO-RUSLAND. Hvad vil de med hinanden? Et år efter indgåelsen af en historisk samarbejdsaftale har de stadig ikke bestemt sig.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

BRUXELLES - Mr. Hakkerop, den danske forsvarsminister, taler russisk, og det er en årsag til, at mange NATO-embedsmænd i ham ser alliancens næste generalsekretær.

Han er selvfølgelig også vellidt, holder gode taler. Men en anden central begrundelse er, at de baltiske lande ikke bliver optaget i NATO, og at man derfor har behov for en leder, som symbolsk styrker forbindelsen til dem.

Et år efter underskrivelsen i Paris af en samarbejdsaftale med Rusland er møder med russiske repræsentanter blevet en del af rutinen i NATOs hovedkvarter. Sekretærer lærer russisk og bander over, at computere ikke kan klare kyrilliske bogstaver. Nogle embedsmænd har visioner, hvor optagelse af Rusland indgår.

Men strømmen af bandbuller fra lederne i Kreml fortsætter, så krig med Rusland er en risiko, som ingen helt kan udelukke. Fordi flertallet af medlemmer ikke vil provokere unødigt, kommer balterne ikke med, når alliancen efter 1999 skal udvides igen, siger mange kilder. Samtidig erkender man, at NATO mellem sine centrale opgaver har en afskrækkende funktion, som skal beskytte de baltiske lande. Derfor er den danske ministers engagement i deres optagelse, paradoksalt nok, et meget nyttigt signal.

Ufuldbyrdet parforhold

Officielt har Rusland og NATO indgået et partnerskab. Generalsekretær Solana forklarer i sine taler, at han søger et »aktivt samarbejde, som medfører gensidig tillid«. Af intet mindre end »skæbnen« er parterne »bestemt til samarbejde«. Han leverer sædvanligvis en vurdering af fremskridtene i det forløbne år, som er meget optimistisk.

Et noget mere nuanceret indtryk fremstår efter to ugers samtaler i hovedkvarteret med kilder i den internationale stab og nationale delegationer. Rusland er et fænomen, som altid har inspireret til stærke følelser, så meningerne dækker et vidt spektrum. Russerne er, siger en embedsmand, »meget forskellige fra os - det er nok arven fra de mongolske horder«. Andre beklager stærkt optagelsen af tre lande i Centraleuropa og frygter den næste runde, fordi mulighederne for et godt forhold til Rusland bliver belastede.

Typisk er, at mange kilder i deres billedsprog henter mand-kvinde erfaringer ind. Pessimisterne hævder, at russerne skaber spændinger mellem den gamle klubs medlemmer. Nogle lande er, siger en kilde, »mere liderlige end andre«, når det gælder kurmageri. Måske elsker man ikke hinanden, erklærer optimisterne, men behovet for et nært parforhold er så stærkt, at ingen bør udelukke et godt ægteskab. Det er langt fra fuldbyrdet endnu, men, siger en anden kilde, »hvem ved midt i en forelskelse, hvor et forhold er tyve år fra nu?« »Det kan ende med varigt ægteskab eller skilsmisse«, lyder den livserfarne vurdering. Konkrete projekter kan ordnes i fællesskab allerede nu, selvom man måske senere når til et punkt, hvor forholdet ikke kan udvikle sig mere.

Målet uafklaret

I en rapport til NATO-parlamentarikernes organisation tager den fremtrædende tyske socialdemokrat Karsten Voigt afstand fra alliancens topfolk, som har fremhævet, at samarbejdet er frugtbart, og at den russiske deltagelse de facto indeholder en anerkendelse af NATOs centrale placering i den fremtidige organisering af Europas sikkerhed.

Det er for tidligt, skriver han, med en vurdering af, hvorvidt parterne i den indgåede aftale og diverse samarbejdsorganer »ser mere end symbolske indrømmelser til Ruslands søgen efter status og en ønsket politisk modgift mod NATOs udvidelse«.

Han slutter sin analyse spørgende: »Ved NATO hvad man selv vil med dette forhold«?

Flere kilder erklærer sig enige med Voigt. »Der er ingen samlet forståelse i alliancen af, hvad vi vil med Rusland«, siger en. »Vi har aldrig systematisk drøftet strategien over for Rusland«. I selve samarbejdsaftalen er der ganske vist indirekte formuleret en strategi, men den blev forhandlet af generalsekretærens stab, som i forhandlingsprocessen endog kom ud på kanten af sit mandat. De nationale delegationer havde ringe indflydelse, fordi den sædvanlige fremgangsmåde med oplæg fra arbejdsgrupper ikke blev anvendt.

For den russiske parts vedkommende stilles et lignende spørgsmål af forskeren Jurij Davidov, som i en meget bemærkelsesværdig artikel har analyseret sit lands muligheder over for NATO. Rusland må vælge, skriver han. Er alliancen en mulig fjende, som vil befæste sine egne gevinster og nedskære Ruslands indflydelse til et minimum? Eller er NATO en partner, som man vil samarbejde med under oprettelsen af en ny verdensorden?

Moskva har allerede afprøvet den første holdning, og det bidrog til Sovjetunionens fald, påpeger Davidov. Men man er, fortsætter han, »skræmt« af den anden holdnings følger, fordi »de er ukendte«. Moskva bør afklare sin holdning til samarbejdsaftalen, thi kun én ting er sikkert. De to holdninger kan, skriver Davidov, ikke optræde samtidigt.

Truslerne

Det konstante omkvæd under samtaler i hovedkvarteret er, at alliancen er totalt fornyet, og at russerne blot ikke har forstået det. Selv nogle fredsforskere, som så med dyb skepsis på udvidelsen, har ændret opfattelse. NATO forandrede sig mere i løbet af de 45 dage fra aftalen med Rusland blev underskrevet i Paris den 27. maj 1997 til Madrid topmødet i juli, som inviterede nye medlemmer og oprettede en række nye organer, flere end i de forudgående 45 år, konstaterer Alain Pellerin fra det canadiske fredsforskningsråd CCIPS.

Beviset kan findes i en tale, som formanden i NATOs militærkomite, den tyske general Klaus Naumann, holdt for absolut lukkede døre i april til alliancens kommandanter. Han opdelte truslen mod medlemmernes interesser i fire kategorier.

- Truslen fra Rusland eksisterer stort set ikke. Lederne i Kreml har ikke aggressive hensigter, og selv hvis de ændrede holdning, kan det militære apparat kun sættes ind efter lang tids forberedelse. Han vurderede, at NATO har tre måneders varsel, hvis Rusland vil indlede et geografisk begrænset angreb mod f.eks. balterne. Et storangreb over en bred front kan først indledes efter 18 måneders forberedelse.

- Truslen fra uro og ustabilitet i alliancens nærområde, f.eks. nye Bosnien-situationer, tog han mere alvorligt, idet adskillige konflikter kan udvikle sig i strid med alliancens interesser.

- Truslen fra stater, som ligger længere fra traktatområdet er reel. F.eks. Libyen, Iran og Irak har aggressive hensigter, men de har i dag ikke redskaber, som kan virkeliggøre dem. Det er et alvorligt problem, at de i løbet af få år kan erhverve fremføringsmidler, som vil nå overalt i Europa. Faren er mindst i forbindelse med atomvåben, men de har kemiske våben og med stor sandsynlighed også biologiske våben.

- Trusler forudses i forbindelse med krige og kriser, som skyldes knaphed på natur-resourcer: olie, vand, osv. Det er især massive flygtningestrømme, som kan påvirke medlemmernes interesser.

Nyt koncept

Naumanns analyse har vidtrækkende betydning for udviklingen af et nyt strategisk koncept, som er vejledende for NATOs politiske indsats og militære planlægning. Hovedkonklusionen er, at det ikke kan bygge på afbalancering af militær magt. Man står i stedet med en mosaik af risici. Alliancen skal have evne til imødegåelse af dem, men den militære magt vil ikke være rettet mod noget bestemt land. Og dog.

Militære eksperter fremhæver, at man står i et dilemma. »Hvis fundamentale politiske ændringer sker i Moskva, og det militære beredskab bliver genopbygget - hvad så?«, siger en kilde.

Truslen kan ikke beskrives i selve konceptet, som skal offentliggøres. Men i militær planlægning kan den ikke ignoreres. Løsningen er, at Det nordatlantiske Råd i sine hemmelige direktiver beder militæret se på et vidt spektrum af mulige konflikter, og det må så afgøre, hvad de mest troværdige er. I praksis vil NATO i sin planlægning sikre, at man kan hjælpe partnere, som udsættes for trusler. Forsvar af Albanien mod aggression fra Beograd og forsvar af Letland mod aggression fra Moskva er mulige scenarier.

Risikoen for storangreb mod selve alliancens territorium anses for lav, men den gensidige forsvarsgaranti, som ligger i Atlantpagtens artikel 5, har stadig central betydning. Den sikrer et fælles forsvar i regionale konflikter gennem forstærkninger. Den sikrer en proces, hvor medlemmerne accepterer integration, og at nationalistiske tendenser modarbejdes. Og den sikrer, at medlemmerne kan øve sig til krige, der udløses af Rusland eller andre store magter.

Arbejdsplan

Russerne kan ikke lide, at alliancen bygger på et kollektivt forsvar, som delvist er vendt mod dem. Men det nye og interessante ved NATOs udvikling er, at Rusland selv kan sørge for, at dette element stoppes dybt ned i baglommen. Den russiske præsident Jeltsin var således, måske, på rette vej, da han 12. maj sagde, at Moskva vil »opmuntre vidtgående ændringer« i NATO. Gennem »konstruktivt samarbejde« vil Rusland sørge for, at alliancen »styrker sikkerheden i Europa i stedet for at true den«.

Men i NATO efterlyses konstruktive bidrag. Gennem accept af en meget vidtgående arbejdsplan for 1998 har russerne lagt op til en fælles indsats mod de sidste tre trusler, som general Naumann beskrev. Det er imidlertid lidt af en hemmelighed, fordi planen, efter russisk ønske, ikke er offentliggjort. Moskva vil tilsyneladende skjule, at forholdet til NATO er bedre, end megen retorik lader ane. Af samme årsag er de fælles referater fra møder meget kortfattede. Fordi kilder i NATO har det modsatte motiv, fik Weekendavisen rig lejlighed til gennemlæsning af diverse fortrolige dokumenter.

Arbejdsplanen, som er dateret 15. december 1997 og registreret med koden PJC(C)D(97)5, indeholder 18 punkter. De spænder vidt: situationen i Bosnien, fredsbevarende operationer, miljø-opgaver, indsats mod international terror, omskoling af officerer, flytrafikkens sikkerhed og i forbindelse med atomvåben »gensidig« udveksling af informationer om doktriner, strategi samt sikkerhed. Man forudser også udveksling af informationer og konsultationer angående strategi, forsvarspolitik og militære doktriner, herunder budgetter og infrastruktur. Politisk og militær indsats mod spredning af masseødelæggelsesvåben er med på programmet.

Bokseringen

Men dokumentet oplyser ikke, hvor dybt man skal gå ned i emnerne. Den afgørelse er overladt til et samarbejdsråd, PJC.

»Det er en boksering, hvor deltagerne cirkler omkring hinanden på udkig efter chancer for scoring af points«, lyder en vurdering. Russiske topdiplomater kaldes »rævesnu«. NATOs egne ambassadører er »på vagt, idet de frygter trick, som kan forpligte dem mere end ønskeligt«. Ifølge flere kilder har russerne især afsøgt grænserne for deres indflydelse på NATOs indre forhold. Rusland har også søgt ledelse, på lige fod med NATO, af fredsbevarende operationer. Men også det er afvist under henvisning til, at det Euro-Atlantiske Partnerskabs Råd, hvor en langt bredere kreds har sæde, skal udgøre den politisk-militære ramme for fredsbevarende operationer anført af NATO.

Men der er også deltagere, som ser væsentlige fremskridt. Rusland har fået en ny ambassadør, som venligt kaldes »en habil håndværker«. Tonen på møderne er blevet faktuel og præget af rutine, lyder vurderingen fra denne kant videre. Det vigtige er, at en proces er sat i gang. Selve afholdelsen af møder er en vigtig tillids-skabende foranstaltning. Nogle havde ventet sammenstød, da PJC på ambassadørplan den 20. maj skulle diskutere infrastruktur, dvs. militære anlægsprojekter. NATO ville ikke redegøre for sine planer i de tre nye medlemslande, som formelt ikke er optaget. Det er netop disse planer, som har Moskvas interesse. Men mødet forløb uden ballade.

»Meget klare ordrer fra Jeltsin, som ønsker et godt forhold, er åbenbart sivet ned til ambassadøren«, siger en kilde.

Atomvåben

Taktiske atomvåben har været på dagsordenen i både en arbejdsgruppe og i PJC. Det først aftalte møde blev aflyst, fordi eksperter fra Moskva ikke var ankommet. Det næste blev afholdt uden disse eksperter.

Kun overfladen blev berørt. Man fortalte hinanden, at våbnene ikke længere er rettet mod bestemte mål. NATO beskrev, hvordan USAs arsenal i Europa er blevet nedskåret fra adskillige tusinde til nogle få hundrede flybomber. Man opgav dog ikke et aktuelt tal - det er formentlig på 150 af typen B61. I foredraget, som blev illustreret med grafik, redegjorde man desuden udførligt for, hvordan våbnene er sikret. Russerne leverede et indlæg, som mange af NATOs folk fandt tyndt. Der blev leveret procent-tal for, hvor mange våben man har sendt til ophugning, ifølge en uformel aftale mellem præsidenterne Bush og Gorbatjov. Men da russerne ikke oplyste, hvad grundlaget for de procentvise reduktioner er, sad tilhørerne tilbage med et indtryk af, at det russiske arsenal stadig kan være stort. Tal fra russiske forskere tyder på, at selv når nedskæringen er gennemført, er næsten 8.000 tilbage.

»De hælder vand ud af ørerne i timevis, fordi de ikke vil tale om emnet«, sagde en ambassadør senere. Det mest bemærkelsesværdige skal have været, at Frankrig, for første gang nogensinde i NATO, gav en redegørelse for sit arsenal.

De indtryk, som videregives fra andre møder, tyder generelt ikke på større indhold. Undtagelser er der dog. Balkan-konflikten er efterhånden et fast punkt på ambassadørernes møder; konsultationerne kaldes »rimeligt nyttige«. Et PJC-møde, som så på kemiske våben og deres destruktion, fremhæves. I den stadig ikke særligt udviklede underskov af arbejdsgrupper og ekspertudvalg får en møderække, som detaljeret arbejder med fredsbevarende operationer, positiv omtale. Russerne skal i forbindelse med indsats mod international terrorisme have været mere detaljerede og samarbejdsivrige end NATO.

På russisk initiativ er der nu oprettet et center, som skal koordinere bistand under naturkatastrofer. Desuden har man indgået rammeaftaler for samarbejde i forbindelse med miljø og videnskab.

Fra den internationale stab rejses kritik, fordi medlemmernes repræsentanter ikke mere dristigt åbner for diskussion af emner, som står centralt i NATOs virke. Man bør, siger disse kilder, give russerne indblik i arbejdet med det nye strategiske koncept. Spredning af masseødelæggelsesvåben og international terrorisme skal håndteres med større alvor. »Gennembruddet for PJC kommer den dag, hvor NATO efter et møde ændrer standpunkt«, siger en højt placeret embedsmand.

Militæret blokeres

Forventningerne i NATO har været særligt store, når det gælder kontakt med Ruslands væbnede styrker. Erfaringerne fra Bosnien er nemlig gode. Men foreløbig er man stødt ind i politiske og praktiske hindringer.

»NATO kan især tilbyde samarbejde på militært niveau, og når den mulighed ikke udnyttes, så anvendes 90 procent af NATO ikke«, siger en kilde. Hovedårsagen er, at Moskva ikke har godkendt et samarbejdsprogram inden for rammerne af Partnerskab for Fred (PfP). Et første udkast lå klar sidste efterår. Det seneste er dateret 10. marts i år. Alle hævder, at de russiske militære repræsentanter har arbejdet meget seriøst og ivrigt med programmet, men udenrigsministeriet er, lyder en påstand, imod nogle punkter. Hvis samarbejdet, som beskrives i det fortrolige dokument, bliver gennemført, kommer de militære organisationer i nærkontakt, og PJC kunne spille en mere konstruktiv rolle med f.eks. planlægning og vurdering af øvelser.

I dokumentet oplyses, at en hel infanteri-division er udset til træning med henblik på fredsbevarende opgaver inden for NATO-samarbejdet. Nær landsbyen Totskoe i Samar Oblast er et øvelsesterræn på 260 kvadratkilometer afsat til PfP-aktiviteter.

Programmet indeholder 17 emner, som så er underopdelt i konkrete aktiviteter med nærmere detaljer. Det spænder fra konsultationer og møder på ekspertplan om luftforsvar til bistand angående demokratisk kontrol med militæret. Brug af russiske transportfly i fredsbevarende operationer skal drøftes. Størst interesse har russerne haft for katastrofe-planlægning, hvor ikke mindre end 20 aktiviteter er aftalt. Når det gælder PfP-øvelser havde man blot planlagt fire, som russerne endog kun ville sende observatører til.

Men, helt uden for de aftalte rammer, sendte de alligevel, for første gang, kampsoldater til den nylige øvelse i Danmark. Det vakte opsigt, og den danske kandidat til generalsekretærens post fik styrket sine kvalifikationer. Ikke nok med, at han kan russisk; han kan sandelig også få dem overtalt.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.