Trykt i Weekendavisen 4. juni 1998

Kulturkamp i Alliancen

NATO-RUSLAND. Hvis NATO blot var en traditionel militær alliance, ville Ruslands medlemskab ironisk nok være en relativt nem affære. Alliancer kan med et vist opbud af kynisme udvides i løbet af få timer. Deltagelse i en institution kræver derimod forberedelse, og nybegyndere udgør en risiko for dens virke.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

BRUXELLES - På græsplænen foran NATOs hovedkvarter står en massiv jernskulptur. Den ligner noget, som krigsguden Mars har tabt.

Officielt er det alliancens emblem med en kompasrose, som symboliserer retningen mod fred. Selv et frodigt bed gule blomster omkring foden kan dog ikke lette indtrykket.

Men for nogle dage siden hoppede unge mænd i uniform rundt på plænen omkring kolossen, som var de kåde gedekid. Efter tur tog kammeraterne billeder. Nogle meter derfra smilede hovedkvarterets vagter. Pludselig virkede de nye tider meget nærværende, thi det var russiske soldater.

Hvis man ønsker mere intellektuelle argumenter, som kan belyse ændringer i NATO, er de tilgængelige indenfor. F.eks. hos generalsekretærens særlige rådgiver, Chris Donnelly. Han springer imidlertid først tilbage i historien.

»Du skal tage til Mons«, erklærer han efter få minutters snak. Meningen er, at det store militære hovedkvarter SHAPE, nær Mons i det sydlige Belgien, ligger ved en kirkegård. Her ligger både den første og den sidste britiske soldat, som blev dræbt under Verdenskrigen 1914-18, begravet. Over en million soldater fra Storbritannien har fundet deres sidste hvilested i området.

»For britiske ledere var det vigtigt, at SHAPE blev placeret netop dér«, siger Donnelly og fortsætter med pointen: »Ingen af vores soldater blev dræbt under kamp mod russere«.

Resten af samtalen skal glide ned i suppen af anonyme ord fra embedsmænd, som kun udtaler sig frit på betingelse af, at deres navne ikke kommer med i referatet. Men det gør ikke så meget i hans tilfælde. Tidligere i år gav Donnelly en pressekonference i USA. Den belyser rigeligt hans bidrag til debatten, som raser i og omkring NATO. I den er emnet: Hvad er formålet med organisationen egentlig?

Donnellys kontroversielle svar er, at NATO især er en »institution, som skal løse indbyrdes problemer for medlemmerne«. Nogle årtiers militær konfrontation med Sovjetunionen overskyggede blot de historiske rødder og den centrale mening, som placeringen af SHAPE illustrerer. NATO skal gennem integration hindre, at medlemmerne forfølger rent nationale mål i deres forsvarspolitik. Det er vejen til fred i Europa.

Denne synsvinkel medfører logisk, at optagelse af nye medlemmer har afgørende betydning for NATOs effektivitet. Lige så logisk følger, med Donnellys ord, at Rusland skal inddrages i alliancens aktiviteter, fordi »vi kan ikke bygge et langsigtet sikkerhedssamarbejde i Europa uden Rusland«.

Rusland i NATO

Under sin offentlige pressekonference tog Donnelly ikke det næste skridt: Rusland skal derfor også optages i NATO. Men det skridt er taget af ingen ringere end den til tider noget anti-russiske strateg Zbigniew Brzezinski, der er forhenværende sikkerhedsrådgiver for præsident Carter. Med en nylig artikel, som vakte stor opsigt i hovedkvarteret, bad han præsident Clinton fremsætte en utvetydig erklæring om, at et mål er russisk medlemskab »engang ude i fremtiden«.

Flere andre deltagere i den amerikanske debat har argumenteret for hurtig russisk optagelse. Mellem de bedst kendte er Fareed Zakaria, redaktør af de udenrigspolitiske tidsskrifters flagskib Foreign Affairs, og historikeren John Lewis Gaddis. Tilhængerne påpeger, at hvis NATO skal gå i kast med globale problemer, så er nært samarbejde med Rusland absolut nødvendigt. Ruslands inddragelse vil også hindre, at Moskva skaber en anti-vestlig front med Kina. Endnu et argument er, at NATO kan styrke demokratiet i Rusland.

Den mest udbredte holdning, også fra officielt hold i NATO-landene, er, at døren til alliancen ikke er lukket for noget land, som kvalificerer sig. Ofte tilføjes, at det også gælder i tilfældet Rusland, men hvis denne transkontinentale stormagt optages, så »vil NATO ikke længere være NATO«. Hvorvidt de sidste ord er ment positivt eller negativt er sjældent helt klart, og så er man tilbage i forskellige opfattelser af det nuværende NATO.

Formålet

Officielt er NATO en mellemstatslig organisation, som bygger på en politisk og militær alliance. Formålet er beskrevet i Den Nordatlantiske Traktat fra 1949. Men hvilke af dens artikler skal i dag have størst betydning? Gennem årtier har artiklerne 5 og 6, som beskriver et fælles svar på angreb mod det traktatbestemte territorium, været mest fremtrædende. Stadig flere genopdager nu præamblen samt artiklerne 1, 2, 3 og 4. Hvis man tager ordene helt alvorligt, står NATO i »nyt« lys. Medlemmerne vil eksempelvis stræbe efter løsning af internationale konflikter på fredelig vis, styrke deres frie institutioner og fremme økonomisk samarbejde. Fælles militær indsats overalt i verden er mulig, hvis et medlem ser trusler mod sin sikkerhed.

Hvad slags organisation er NATO? Alliancen adskiller sig fra EU, fordi integration ikke er en officiel målsætning, og de centrale organer kun i krig får noget, som ligner overnationale beføjelser. Den internationale stab er lille, kun 1.200 mænd og kvinder, hvoraf cirka 270 har ledende stillinger. Officielt udfylder staben alene en service-funktion for medlemmerne, og organisationen er ikke mere end en ramme for suveræne staters samarbejde.

Men forskere peger på, at det ikke er hele virkeligheden. Herhjemme har cand. scient. pol. Mette Ehlers Frederiksen i en analyse af EUs og NATOs håndtering af Estland påpeget, at NATO udvikler institutionelle træk. Andre har fremhævet, at NATO overlevede den kolde krig, fordi samarbejdet er blevet til en institution, som selv søger nye opgaver og eksistensberettigelse. Ambassadørerne i hovedkvarteret kan også berette, at de i stadig mindre grad kun fungerer som talerør for deres hjemlige regeringer, idet de også, som tilfældet er i EU, fører forhandlinger og tager beslutninger.

Set med Donnellys øjne er NATOs styrke, at man gennem årtier har udviklet »et netværk med tillid og gensidig forståelse«, fordi man kun opnåede fremskridt gennem enighed. I NATOs for tiden 380 komiteer mødes hundreder af embedsmænd, tit udsendinge fra hovedstæderne, regelmæssigt til debat af emner, som dækker et langt bredere spektrum end blot det militære. Selve hovedkvarteret fungerer godt, mener Donnelly, fordi nationale delegationer og staben »er i den samme bygning, bruger fælles korridorer, benytter samme cafeteria og restauranter og barer - hvor alt det vigtigste arbejde gøres, akkurat som i andre sådanne institutioner, fordi det er disse steder, at folk kommer sammen«.

Endelig påpeger han, at fordi embedsmænd normalt er tre år ved NATO, og derefter rejser hjem til deres hovedstæder, har man fået »en gruppe mennesker i alle disse ministerier, på alle niveauer, som kender hinanden, som forstår hinandens styrker og svagheder og fordomme, som opbygger personlig tillid«.

Rusland i lære

Hovedproblemet med Ruslands optagelse er, set fra denne synsvinkel, at russerne ikke er modne til deltagelse på lige fod i NATO-kulturen. »Russerne er direkte, uslebne og uforudsigelige«, siger en kilde. »Det er vi ikke vant til«.

Hvis NATO blot var en traditionel militær alliance, som Moskva påstår og nogle vestlige kritikere tror, ville Ruslands medlemskab ironisk nok være en relativt nem affære. Alliancer kan med et vist opbud af kynisme udvides i løbet af timer. Deltagelse i en institution kræver forberedelse, og nybegyndere udgør en risiko for dens virke.

Døren er imidlertid blevet åbnet for en læreplads. Hvis russerne udnytter deres muligheder via det brede Partnerskab for Fred samarbejde og NATO-Rusland aftalen fra sidste år, kan en meget omfattende kontaktflade blive åbnet. Men det bliver ikke en nem proces. Den tyske general Carstens, som indtil marts var stabschef i SHAPE-hovedkvarteret, fortæller til Weekendavisen, at han brugte tre måneder til »hjernevask«, da russere blev sendt til den fredsbevarende NATO-styrke i Bosnien. Fra russisk side forstod man ikke, hvorfor meget detaljerede regler skulle styre indsatsen. »Vore officerer er trænet til håndtering af enhver situation, som kan opstå«, lød indvendingen.

»Tak, det så vi i Tjetjenien«, lød den tyske generals svar med henvisning til ødelæggelserne i den oprørske provins. Hans russiske modpart blev til sidst en varm tilhænger af samarbejde med NATO.

Flere kilder i hovedkvarteret med direkte erfaring fra NATO-Rusland samarbejdet mener, at processen kan styrkes afgørende, hvis optagelse af Rusland bliver en erklæret målsætning. Det vil, lyder et argument, splitte den NATO-negative front i Ruslands elite, hvor en fløj især er motiveret af frygt for udelukkelse fra den euro-atlantiske integration.

Modstandere hævder, at alliancens sikkerhedsgarantier vil blive udhulet, fordi man umuligt kan påtage sig et kollektivt ansvar for alle de udfordringer, som Rusland står med. De påpeger også, at et målrettet arbejde med forberedelse af russisk optagelse kun kan gennemføres, hvis alliancen opstiller klare krav til fremtidige medlemmer. Sådanne kan allerede skimtes fra processen, som åbnede døren for Polen, Ungarn og Tjekkiet. Men disse kilder frygter en udvikling af EU-lignende kriterier for medlemskab. Alliancen kan blive splittet undervejs.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.