Trykt i Weekendavisen 10. juli 1998

Kampen om Europas hjerte

Østeuropa. Rusland har opgivet de imperialistiske drømme og indledt en charmeoffensiv overfor Øst- og Centraleuropa, siger polske eksperter. Det egentlige motiv bag den nye russiske kurs kan være at isolere balterne og splitte NATO.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent  

WARSZAWA - Under et privat besøg i Moskva har Polens præsident Kwasniewski opnået, hvad han kalder et »gennembrud« i det polsk-russiske forhold. Polske eksperter taler om vidtrækkende ændringer i Ruslands holdning til Centraleuropa. Den russiske elite har, siger de, indset, at man ikke kan optræde med en imperialistisk mine, når den nationale indkomst pr. indbygger er på højde med forholdene i den afrikanske stat Benin.

»I løbet af de seneste seks måneder er Ruslands imperialistiske retorik klart blevet blødere. Den russiske elite har klart indledt en omvurdering af Ruslands plads i den moderne verden«, siger Bartlomiej Sienkiewicz. Han er vicedirektør ved et center, som følger udviklingen i Øst- og Centraleuropa for den polske regering.

Kwasniewskis mest opsigtsvækkende resultat var, at præsident Jeltsin efter 45 minutters samtale, som foregik uden tolk, lovede, at han i midten af december vil aflægge officielt besøg i Polen. Den russiske udenrigsminister Primakov antydede det politiske perspektiv, da han efter sit eget møde med Kwasniewski advarede imod, at forholdet til Polen kun vurderes i lyset af dette lands kommende optagelse i NATO. »Vi har mange fælles interesser«, erklærede Primakov.

Sammenbrud

Østblokkens sammenbrud medførte, at både økonomiske og politiske bånd mellem Moskva og de nu forhenværende satellitter blev skåret over. Især de centraleuropæiske lande omlagde i løbet af kort tid deres handelsforbindelser, så EU-området blev den vigtigste partner.

Jeltsin gjorde op med arven fra den sovjetiske imperialisme med initiativer, som skulle udfylde huller i historien: Katyn-massakren på polske officerer blev indrømmet, invasionen af Ungarn omvurderet og angrebet på Tjekkoslovakiet fordømt. Men dette oplæg til forsoning blev ikke fulgt op politisk. Man lukkede officielt for den gamle æra, men der blev ikke åbnet for en ny. Forbindelserne til Øst- og Centraleuropa blev prioriteret lavt i russisk udenrigspolitik.

Den fremtrædende russiske forsker Jurij Davidov har kaldt denne udvikling »underlig og ulogisk«, fordi Moskva i starten opmuntrede reformkræfter i området, og fordi man stod over for fælles problemer.

Noget af skylden lægger han på Rusland, som blev indadvendt og så en fremtid i bedre forbindelser til Vesten hen over hovedet på øst- og centraleuropæerne. Men det er hans opfattelse, at »begge parter konkluderede, at man under de nye forhold simpelthen ikke havde brug for hinanden«.

Centraleuropæernes bestræbelser på at blive optaget i NATO blev en af de vigtigste årsager til et voksende modsætningsforhold. Da præsident Jeltsin sidste gang, i efteråret 1993, besøgte Polen, accepterede han tilsyneladende dette lands medlemskab af NATO. Men indrømmelsen blev fravristet ham i en sen nattetime af Polens daværende præsident Lech Walesa. Både før og efter besøget kritiserede den daværende russiske udenrigsminister Andrej Kosyrev skarpt de polske ønsker. Polakkerne opfattede kritikken som et forsvar for russisk indflydelse på bekostning af Centraleuropas handlefrihed. Rusland forstærkede dette indtryk i den følgende tid, fordi Moskva ignorerede centraleuropæiske argumenter og gennem pres på vestlige hovedstæder søgte NATO-udvidelsen blokeret.

Selv russiske eksperter, som tilhører den mest oplyste og provestlige del af eliten, forstod ikke, at Central- og Østeuropa var blevet en ny og selvstændig magtfaktor. Kort før topmødet i Madrid sidste år, hvor NATO inviterede tre lande, skrev en af Jeltsins rådgivere, Sergej Kortunov, eksempelvis, at et nyt euro-atlantisk sikkerhedssystem kan oprettes »uden de central- og østeuropæiske lande, de baltiske lande og Ukraine - men ikke uden Rusland«.

For centraleuropæerne var det vigtigste perspektiv i udvidelsen af NATO, at de for første gang i adskillige hundrede år kunne få direkte indflydelse på udviklingen i Europa. Mange reagerede på den russiske modstand ved at fremhæve, at den kolde krigs Øst-Vest skel overskar ældgamle kulturelle og historiske bånd, og at et mere naturligt skel ligger længere mod øst. De har henvist til den britiske historiker Norman Davies, som konkluderer sin kolossale europa-historie med disse ord: »Et sted mellem Ruslands dybe (landmasse) og Europas hjerte bør en ny skillelinje oprettes - forhåbentlig langs en grænse med fred«.

Magtpolitisk erkendelse

Strateger med sans for magtpolitik, især den polsk-fødte Zbigniew Brzezinski, har længe hævdet, at når Centraleuropa først blev forankret solidt i Vest, så ville Rusland realistisk erkende, at landets egen fremtid ligger i Europa.

Nogle russiske eksperter, deriblandt Jurij Davidov, har advaret imod, at Moskva overså Øst- og Centraleuropas potentiale. Det er et område med 18 lande, som både målt i befolkningstal og nationalprodukt er langt større end Rusland. Men disse røster er hidtil blevet overdøvet af andre, som så muligheder i et nært samarbejde med stater, som opstod på sovjetisk territorium, eller i et såkaldt strategisk partnerskab med især Kina samt Iran. Men den faktiske udvikling har vist, at Rusland ikke kan ignorere Øst- og Centraleuropa. Mens den russiske økonomi i bedste fald fortsat stagnerer, oplever flere af de gamle satellitter hastig økonomisk vækst. Polens nationalprodukt voksede sidste år med 6,9 procent og der er udsigt til lignende vækst i år. Målt pr. indbygger i sammenlignelig købekraft ligger polakkernes BNP 50 procent over russernes.

Under Kwasniewskis besøg i Moskva påpegede det statsejede russiske TV-selskab ORT, at Polen er blevet Ruslands fjerdestørste handelspartner efter USA, Japan og Kina. Den placering er endog opnået på trods af store hindringer for samhandel.

Det er nu en kendsgerning, at Polen, Ungarn og Tjekkiet optages i NATO. Alliancens samarbejde med resten af Øst- og Centraleuropa udvikles hastigt gennem Partnerskab for Fred og Euro-Atlantisk Partnerskabsråd. Samtidig har EU gjort optagelse af adskillige lande i området til en målsætning.

Trods et parlamentsvalg i Ukraine, som styrkede den pro-vestlige præsident Kuchmas modstandere, har udenrigsministeren Boris Tarasjuk gentaget og forstærket tidligere erklæringer, hvor fuld integration i de europæiske og transatlantiske strukturer er målsætningen. Clintons besøg i Kina har demonstreret, at en anti-vestlige alliance mellem Moskva og Beijing ikke er sandsynlig, og selv Iran søger et bedre forhold til Vesten.

Brobyggeren

Polens udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite har konsekvent hævdet, at når medlemskab af NATO blev sikret, så kunne man bedre udbygge forbindelserne til Rusland. Det er dette løfte, som præsident Kwasniewski i slutningen af juni har søgt gennemført med sin rejse til Moskva - i øvrigt under dække af at deltage i en klassisk musikfestival.

Jeltsin levede op til øjeblikkets betydning og varslede, at han til Warszawa medbringer adskillige ministre, så besøget kommer på niveau med russisk-tyske topmøder. Denne sammenligning har stor værdi i Polen, hvor man med mistillid har set på en nærkontakt mellem to stormagter, som sjældent har samarbejdet til Polens bedste. Skygger fra historien blev også behandlet, da Jeltsin lovede at oprette et mindesmærke i Katyn for officererne, der blev slagtet af Stalin.

På dagsordenen for topmødet står desuden adskillige emner, der har skabt strid - f.eks. grænsetrafik og opførelsen af en motorvej fra Moskva til Berlin via Warszawa. Men mest interessant er udsigten til, at Polen imødekommer de russiske ønsker i forbindelse med Kaliningrad. I dag går Ruslands eneste forbindelse over land til den lille russiske enklave via Litauen, og fra russisk side har man ønsket en alternativ rute via polsk territorium. Da ønsket blev fremsat for et par år siden formulerede russerne sig meget uheldigt, idet man lagde op til åbning af en »korridor«. Polakkerne så i det ord et udspil, som skulle tilsidesætte polsk suverænitet. Men nu vil man samarbejde, så Kaliningrad kan få økonomisk udvikling og bedre forbindelser til omverdenen.

Den polske Øst-ekspert Bartlomiej Sienkiewicz fremhæver i sin analyse, at Jeltsin roste Polens forhold til Ukraine, de tre små baltiske lande og Hviderusland. Fra russisk side er Polens aktiviteter i det område tidligere blevet kritiseret skarpt, idet Moskva har set dem som forsøg på at genoprette det gamle polske imperium. Jeltsin udtalelser kan betyde, siger Sienkiewicz, at »Rusland ikke længere anser den polske indsats i området mellem Østersøen og Sortehavet for en trussel mod landets egen påståede indflydelsesfære«.

Rød streg

Spørgsmålet, som ingen endnu har sikre svar på, er: Hvor fundamental er den tilsyneladende ændring af russisk politik?

Både Kwasniewski og den polske udenrigsminister Bronislaw Geremek mener, at Rusland nu har accepteret Polens optagelse i NATO. Men russiske talsmænd, deriblandt udenrigsminister Primakov, erklærer fortsat, at der er en »rød streg« langs den tidligere Sovjetunions grænser, som NATO ikke kan overskride gennem optagelse af f.eks. de baltiske lande uden meget alvorlige følger.

Geremek indrømmer, at videre udvidelse af NATO stadig er et problem. Men, fortsætter han i et interview, »jeg tror tidens gang vil løse meget«. For tre år siden, påpeger han, så det ud til, at Rusland aldrig ville acceptere polsk medlemskab af NATO, og derfor kan en accept formentlig ventes »om nogle år, når vi diskuterer den næste fase i NATOs udvidelse«.

Hans tidshorisont er interessant, fordi baltisk optagelse teoretisk set er på NATOs dagsorden allerede næste år. Udtalelserne tyder på, at Polen vil udsætte den sag i nogle år. I samme retning peger nylige udtalelser fra den amerikanske forsvarsminister Cohen. Under en tale den 30. juni foreslog han en pause, hvor »NATO kan absorbere de tre nye medlemmer«. Hvis man går for hurtigt frem, vil yderligere udvidelse blive mødt med »alvorlig modstand« i USA’s Senat. Den mere smidige russiske holdning kan altså være motiveret af en, formentlig uformel, handel.

Men det er også muligt, at nye illusioner huserer i Moskva. Rusland har været meget tilbageholdende i samarbejdet med NATO’s organer, men samtidig blomstrer kontakterne med alliancens enkelte medlemmer og deres militær. I en kommentar, som blev bragt 29. maj i et militært dagblad, blev denne tilsyneladende modsætning forklaret med, at NATO reelt er under opløsning. »Der er en voksende tendens til, at Europa generelt søger at løse sine sikkerhedsproblemer uafhængigt af og med mindre indflydelse fra de transatlantiske partnere«, hævdede Vadim Solovjev. Under denne udvikling »står Rusland ikke på sidelinjen«.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.