Hjemmeværnsbladet nr. 5, juli 1998

Djævlen ligger i detaljen

Verdens mest kedelige forhandling er på vej ind i et slutspil, som parterne sikkert vil gøre spændende.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

WARSZAWA - Vi bringer en varsling: I løbet af de kommende måneder vil Øst-Vest konfrontationen blusse op igen. Parterne vil indlede en hård nærkamp med ord, som hører en svunden æra til.

Årsagen er 30 landes forsøg på modernisering af et arvestykke fra den kolde krig, CFE-nedrustningsaftalen. Siden januar sidste år har deres repræsentanter i Wien arbejdet med sagen. Nyhederne har været få, fordi pressen holder sig væk fra, hvad man åbenbart anser for verdens mest kedelige forhandling. Men nu er diplomaterne på vej ind i slutspillet, og så er tiden inde til lidt drama på scenen.

Når de loves anonymitet, er forhandlerne allerede leveringsdygtige med ganske opsigtsvækkende beskyldninger. Rusland vil, lyder det fra en kilde, "binde NATO", men selv vil russerne stå helt frit. Fra russisk side oplyses det, at NATO vil befæste sit "overherredømme". Traditionen tro vælger danske diplomater den optimistiske vinkel: Det skal nok ende godt.

Sidste år vedtog parterne nogle retningslinjer for moderniseringen. Enigheden var dog kun tilsyneladende. Udenrigsministeriet har i juni udgivet et tema-hefte, som rimeligt tilgængeligt redegør for de meget komplicerede forhandlinger, idet man påpeger, at djævlen ligger gemt i detaljen. Bemærkelsesværdigt er det også, at en del djævelskab, som stammer fra Øst-Vest konfliktens tid, huserer omkring forhandlingsbordet.

Blokkenes aftale

Ingen bestrider, at den gamle aftale skal ændres. "Traktaten om Konventionelle Væbnede Styrker i Europa" blev indgået i november 1990, da den kolde krig var på vej imod sin officielle afslutning. Muren var faldet, men både Sovjetunionen og Warszawa-pagten eksisterede stadig, da statslederne i Paris underskrev dokumentet.

Blokmodsætningen afspejles i traktaten, som opdeler deltagerne i to grupper ud fra alliance-tilhørsforholdene i 1990.

Det er en nedrustningsaftale, fordi parterne accepterede ens lofter over våben i et område, som strækker sig fra Atlanterhavet til Ural-bjergene. Det er også en kontrolaftale, fordi man indførte en række regler for udveksling af informationer og inspektioner. Den bærende målsætning var, at frygt for overraskende angreb skulle begrænses. Denne hensigt blev tilgodeset gennem regler, som modvirker truende koncentration af tropper.

Siden er titusinder af kampvogne, pansrede kampkøretøjer, artilleripjecer, kampfly og kamphelikoptere blevet fjernet. Der er gennemført over 3.000 inspektioner. CFE-aftalen, som den kaldes efter sin engelsk-sprogede titel, har haft en vigtig tillidsskabende virkning. Ordning af militære forhold fik en ramme, da nye politiske vinde huserede på kontinentet.

Forældet aftale

Men det er mindre klart, at aftalen fortsat har væsentlig betydning.

Set fra en vestlig synsvinkel var CFE et stort fremskridt, fordi Øst-blokkens konventionelle overlegenhed blev udryddet. Af politiske og økonomiske årsager skar den daværende præsident Mikhail Gorbatjov gennem årtiers dødvande i nedrustningsforhandlinger, hvor man ikke kunne nå frem til en fælles opfattelse af den faktiske militære magtbalance. Han accepterede en meget enkel optælling af isenkram.

Nu er det NATO, som besidder en ganske overvældende slagkraft, mens Moskva har tabt sine gamle allierede. Ingen vestlige ledere vil med nedrustning genoprette en militær balance mellem Rusland og NATO. Man anerkender dog, at en ny CFE-aftale måske kan berolige russerne. Rusland tilkendegav sidste år officielt, at ændring af traktaten har afgørende betydning for holdningen til NATOs udvidelse. Problemet er blot, at parterne står med forskellig opfattelse af, hvad der vil være tilstrækkeligt beroligende.

Årsagen til russisk utilfredshed er tilmed næppe, at man frygter et angreb fra overlegne styrker. Det er forventningerne bag Gorbatjovs accept af vestlige krav, som er blevet skuffede. Aflysning af den militære konfrontation medførte ikke materiel velstand på vestligt niveau. Det er et problem, som CFE ikke kan løse.

Irrelevant

Endnu et problem er, at selv en ændring af CFE-aftalen ikke kan bidrage ret meget i forbindelse med Europas mest aktuelle konflikter. Som eksperter fra det amerikanske forskningscenter RAND har påpeget i en analyse finansieret af USA’s forsvarsministerium, kan aftalens regler ikke forhindre opmarch af de små styrker, som naboer i Central- og Østeuropa har til rådighed, når de bliver uenige. End ikke en koncentration af styrker langs grænserne mellem Ukraine og Rusland hæmmes. Traktaten har heller ikke betydning i forbindelse med de mest sandsynlige årsager til væbnet kamp, nemlig etniske og religiøse konflikter.

Med forbillede i CFE er et nedrustnings- og kontrolarrangement blevet indført i Balkan-konflikten. Det fungerer tilsyneladende godt, indenfor de givne rammer. Men arrangementet kan ikke stoppe, at Serbien begår massemord i Kosovo.

Længere mod nord kan en ny CFE-aftale, hvor de baltiske lande er med, måske sprede en smule tillid gennem for eksempel ret til gensidig inspektion. Men Rusland har rigeligt med styrker i nærområdet, hvis Moskva giver ordre til et militært indgreb.

Det er andre arrangementer, som i dag mest fremmer tillid. Rusland og NATO har indgået en aftale, som, hvis den blev udnyttet helt, kan bringe parterne ind i et samarbejde, hvor frygt for indbyrdes krig vil høre fortiden til. Gennem NATOs Partnerskab for Fred indgår mange andre stater i et samarbejde, som meget gerne skulle nedbryde nationale modsætninger og mindske risikoen for væbnede konflikter.

Nedrustning

Hvis nedrustning stadig var en målsætning, kunne fornyelse af CFE være et udmærket redskab. Meget privat giver nogle diplomater, som længe har arbejdet med CFE, da også udtryk for frustration, fordi nedrustningsperspektivet på det nærmeste er forsvundet.

Det forduftede allerede lidt i første fase, hvor især USA og Tyskland i stedet for destruktion af våben, som skulle fjernes, sendte dem til blandt andet Grækenland og Tyrkiet. Dermed blev de to kamphaner meget bedre rustet til et opgør.

I den kommende fase har NATO tilbudt, at man vil acceptere nye lofter over sit arsenal, som skal ligge ti procent under, hvad man ifølge den gamle CFE-aftale har ret til. Ifølge beregninger foretaget af en amerikansk organisation, The Arms Control Association, ligger NATO dog allerede 29 procent under de gamle lofter. Nogle lande må skære en smule i de enkelte kategorier, men "tilbudet" medfører ikke nedrustning. Dets betydning er hovedsagelig, at eventuel fremtidig oprustning kan støde mod et lavere loft. Danmarks faktiske arsenal og vore traktatbestemte lofter vil kun blive påvirket minimalt.

NATOs udspil ignorerer desuden, at alliancen udvides med tre lande. De har "ret" til 13.114 styk af våbnene, som traktaten tæller med. Med denne vækst vil alliancens arsenal, trods den bebudede nedskæring, reelt vokse med 5.500 tunge våben.

Mellem de russiske krav er, at NATOs arsenal ikke vokser på grund af udvidelsen. Nogle vestlige diplomater håber, at NATO vil imødekomme ønsket. Det kan alliancen gøre uden reel nedrustning, fordi arsenalet allerede er langt under de gamle lofter.

Rusland har også foreslået, at flere våbenkategorier end dem, som i dag begrænses, kommer med i en aftale. Det har NATO afvist. Helt udelukket er det også, at CFE tager fat på de træk ved den militære udvikling, som har gjort gårsdagens fokus på store våbenplatforme, for eksempel fly og pansrede mandskabsvogne, forældet. Effektiv slagkraft skabes i dag gennem et samspil mellem få enheder, som bygger på højteknologiens muligheder indenfor overvågning og kampledelse.

Management

I stedet for nedrustning har forhandlerne blot søgt efter en teknisk fornyelse af traktaten, så den afspejler Warszawa-pagtens ophør.

Mens CFE’s fordeling af isenkram tidligere byggede på opdeling af deltagerne i to grupper, bliver det grundlæggende element nu de enkelte landes nationale arsenaler. Desuden åbnes traktaten, så flere lande kan deltage - for eksempel kom balterne og neutrale stater ikke med i første omgang.

Gennem oprettelse af en "stabilitets-zone" i Central- og Østeuropa vil NATO især forebygge, at strid med Rusland kan udvikle sig til en ny opmarch af store troppestyrker. Permanent stationering af fremmede tropper i Polen er således kun mulig, hvis der er råderum mellem polakkernes "nationale loft" og et "territorielt loft". NATO har foreslået, at det sidstnævnte, som geografisk dækker hele Polen, bliver fastlagt på niveauet for tungt materiel, som den gamle CFE-aftale indførte. Polens faktiske arsenal ligger i dag under dette loft, og planlagte nedskæringer vil øge afstanden yderligere. Så der kan blive et råderum på for eksempel 430 pansrede kampvogne, som NATO må udnytte til fremskudt stationering. Lignende regler vil gælde for Hviderusland, hvor Rusland måske vil placere styrker.

Af hensyn til krisestyring vil NATO desuden åbne mulighed for midlertidig stationering af større styrker. Deres omfang bestemmes i den nye traktat, som også indfører regler, hvor hensigten er, at opmarchen ikke skal vække uberettiget frygt.

Rusland har hidtil ikke interesseret sig meget for stabilitetszonen. Moskva er mere optaget af, at den gamle traktat lægger lofter over styrkerne i de nordvestlige og sydlige grænseområder. Russerne hævder, at især problemer mod syd har gjort disse lofter uacceptabelt lave, og rent faktisk overholder man i dag ikke bestemmelserne. Det accepterede NATO i 1996, idet man indførte en overgangsordning, som udløber til næste år. Vestlige kilder fremhæver, at intet tyder på, at Rusland vil overholde denne foreløbige aftale, og russerne har under forhandlingerne især arbejdet for højere lofter på flankerne, end de ifølge den gamle traktat har ret til.

Afstanden mellem parterne er stor. NATO har ønsket en aftale klar inden den formelle udvidelse af alliancen i april 1999. Det er tvivlsomt, at tidsfristen kan overholdes. Vi genser et paradoks fra den kolde krig. En ny CFE-aftale har størst betydning, hvis en ny Øst-Vest konflikt opstår, men våbenkontrol er svær, fordi en sådan konflikt er mulig og allerede skaber spænding. Optimisterne i NATO tror dog, at Rusland ikke i længden vil afvise en ny aftale. Våbenkontrol er i sidste ende noget, som mest er i den svageste parts interesse.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.