Trykt i Weekendavisen 24. juli 1998

Kommunismens hævn

Polen. Opgøret med kommunister i fåreklæder er igen blevet et redskab for polske politikere. Men anti-kommunisterne ligner til forveksling dem, de hævder at bekæmpe.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent  

WARSZAWA - På trods af en forudgående kontrol er tidligere hemmelige agenter for kommunismens sikkerhedstjenester blevet valgt til det polske parlament. Og ikke nok med det. De er også blevet valgt på højrefløjens valglister, og det er netop årsagen til, at polske højrefløjspolitikeres arbejde hæmmes af bitre opgør.

Denne teori er længe blevet hvisket i parlamentets korridorer, men den støttes nu offentligt af ingen ringere end Marian Krzaklewski, højrefløjens leder.

Krzaklewski hævder, at agenterne fremmer det »indtryk af rod og sendrægtighed«, som unægtelig har været fremherskende, siden fagbevægelsen Solidaritet sidste efterår generobrede den politiske magt.

»Jeg ved ikke, hvem de er«, oplyste han i et nyligt interview, selv om mange »halv-officielle informationer« er tilflydt Krzaklewski. I stedet for rygter ønsker han officielle undersøgelser af politikernes baggrund.

Mistanker rettes endog mod den politiske top. Beskyldninger mod to ministre i regeringen behandles af anklagemyndigheden i Warszawa. Inden deres udnævnelse underskrev ministrene erklæringer om, at de aldrig har samarbejdet med sikkerhedstjenesterne. Men et ugeblad fik fat i hemmelige dokumenter, som tyder på det modsatte, og papirerne blev overgivet til myndighederne. Denne udvikling kommer, få uger efter at anonyme kilder hængte en ledende minister ud med beskyldninger for agentvirksomhed før systemskiftet.

Ingen dommere

Solidaritet lovede i sit valgprogram udrensning af kommunismens rester. Efter en del problemer er den ventede offensiv blevet indledt. Som startskud har parlamentet vedtaget en lang resolution med fordømmelse af »den totalitære kommunisme«.

Det forrige parlament vedtog en lov, som skal afsløre, hvorvidt politiske kandidater og ledende embedsmænd har samarbejdet med sikkerhedstjenesterne. Men ingen dommere meldte sig til et panel, som skulle vurdere sandhedsværdien af kandidaters erklæringer. Det har tvunget parlamentet til at vedtage en lovændring, så appelretten i Warszawa bliver pålagt opgaven. På den politiske dagsorden står et lovforslag med forbud mod, at personer, som sad på væsentlige poster i det gamle system, indtager høje embeder. Delvis åbning af hemmelige arkiver fra sikkerhedstjenesten er målet for endnu et forslag.

Gennem rent administrative foranstaltninger har regeringen allerede gennemført en omfattende udrensning i ministerier og statsejede virksomheder. Indsatsen har især ramt folk, som blev udnævnt af den venstreorienterede regering, der havde magten fra 1993. Optagelsen i NATO har motiveret storvask i sikkerhedstjenesten, fordi man frygter, at nogle ansatte arbejder for russiske efterretningstjenester. Inden for udenrigstjenesten forberedes en større omorganisering, som officielt begrundes med en ny tids opgaver, men adskillige kilder hævder, at mere politiske motiver ligger bag.

Kommunismens fald blev i hele Øst- og Centraleuropa fulgt op med krav fra systemets ofre, som ønskede et opgør med dets bagmænd. Få har sat spørgsmålstegn ved, at de ansvarlige for konkrete forbrydelser - f.eks. mord og tortur - bør straffes. Men et bredere opgør med folk, som havde poster i et generelt undertrykkende system, har været en meget kontroversiel sag, fordi så mange principielle moralske, juridiske samt politiske spørgsmål rejses.

Er sejrherrens retfærdighed nogensinde retfærdig? Hvorfor og hvordan skal nye ledere dømme folk, som »blot« håndhævede det gamle regimes regler? Stærke hævnfølelser har spillet en rolle, men tilhængere af et opgør har især anvendt principielle og pragmatiske argumenter: De ansvarlige bør straffes, så enhver kan se, at en tilbagevenden til de gamle forhold er udelukket. Gennem et opgør kan man belyse det gamle systems sande væsen og lægge grundlaget for et demokratisk retssamfund.

Fed streg

Det er idealer, som også åbner for modargumenter. Advarende røster har påpeget, at kommunismens modsætning ikke er anti-kommunisme. Faktisk kan de to fænomener ligne hinanden. Den virkelige modsætning er tolerance og retssikkerhed. Normale folk fra det gamle system skal derfor have mulighed for at vise, at de kan optræde normalt under normale forhold. I stedet for et opgør lægger disse argumenters tilhængere vægt på forsoning.

Alle de nye demokratier slog - efter en kort periode med store forskelle - ind på en kurs, hvor opgøret fik meget lav prioritet. Men flere forskere påpegede, at emnet kunne dukke op igen. I en analyse fra 1996 så Helga Welsh i tidsskriftet Europe-Asia Studies tegn på, at fortiden ville blive et redskab i politiske magtkampe. Udviklingen i Polen bekræfter dette varsel.

Polens første statsminister efter systemskiftet, Tadeusz Mazowiecki, satte, hvad han kaldte en »fed streg« mellem fortid og fremtid. De berømte ledere fra frihedskampen, Solidaritets intellektuelle ledere, var tilfredse med genoprettelse af demokrati. Eliten i det kommunistiske parti lagde selv afstand til fortiden, idet de oprettede et socialdemokratisk parti. Tidsånden dengang illustreres fint af en afstemning den 19. juli 1990 i Senatet, hvor næsten alle pladser var besat af politikere fra Solidaritet. 29 senatorer stemte for et initiativ, som skulle opklare, hvorvidt valgkandidater havde arbejdet for de hemmelige tjenester. 22 stemte imod, syv undlod og 42 mødte slet ikke op. Få dage efter erklærede regeringen, at enhver undersøgelse af kandidaters fortid ville være i strid med adskillige love.

Under de følgende års politiske magtkampe blev fortiden imidlertid gjort aktuel - dog ikke tidligere kommunisters fortid. Solidaritets rækker blev splittet i et utal af partier, som førte krig mod hinanden.

Højdepunktet kom, da indenrigsminister Macierewicz i sommeren 1992 forberedte at offentliggøre en liste med 62 politiske modstandere, deriblandt præsidenten Lech Walesa. Alle blev beskyldt for at have samarbejdet med sikkerhedstjenesterne. Projektet medførte, at parlamentets flertal fældede regeringen. Beskyldningerne blev aldrig undersøgt, og den yderste højrefløj fik et grundlag for alskens skumle teorier.

Striden banede vej for tidligere kommunister, som dannede regering i 1993. To år efter vragede vælgerne endog Lech Walesa, så de nybagte socialdemokraters leder, Alexander Kwasniewski, rykkede ind i præsidentpaladset. Som afskedssalut beskyldte Walesa den socialdemokratiske statsminister Jozef Oleksy for nærkontakt med russiske agenter. Anklagen blev undersøgt og afvist. Men set med højrefløjens øjne beviste affæren, at gamle fjender fortsat udgør en trussel, og den bidrog afgørende til samling under Solidaritets banner.

Skrøbelig front

Mange politiske iagttagere gav ikke regeringen, som blev dannet efter valgsejren sidste efterår, store chancer. Dens politiske fundament blev anset for at være ustabilt. Højrefløjen er en broget flok af katolske aktivister, glødende nationalister, traditionelle konservative og fagforeningsfolk. Solidaritets Valgaktion (AWS), dannede endog regeringskoalition med det liberale parti Frihedsunionen, som - siden Mazowiecki trak den fede streg - har været under mistanke for pro-kommunistiske tendenser.

Koalitionens ministre slås faktisk for åbent tæppe, men den største trussel mod regeringen skyldes voksende frustration på yderste højrefløj. Især forberedelsen af Polens optagelse i EU fokuserer regeringens indsats på meget praktiske opgaver. Derfor bliver mere ideologisk prægede mærkesager forsømt, og det ophidser deres tilhængere gevaldigt. Men de utilfredse udgør ikke en samlet flok, for alle har deres helt egne mærkesager. Oprør mod regeringen og ledelsen af AWS har kun mulighed for succes, hvis man kan finde en fælles mærkesag.

Og her er anti-kommunisme sagen. Derfor hævder en af de førende oprørere, Adam Slomka fra det nationalistiske parti KPN, da også, at Solidaritets ledere har »glemt« kommunisterne. For mange af højrefløjens politikere er det åbenbart nok, siger Slomka, at »vi har fjernet kommunisterne fra magten«. Men, påpeger han videre, ærkefjenden kan vende tilbage gennem et samarbejde med Frihedsunionen, som på lokalpolitisk plan har indgået alliancer med det kommunistiske partis socialdemokratiske efterfølger, SLD.

For at undgå at anti-kommunisme skal blive et effektivt redskab for oprørerne har Solidaritets leder, Marian Krzaklewski, igen gjort et opgør med kommunisterne til sin egen mærkesag. Han kan dermed antyde, at f.eks. Slomkas virkelige motiver er fordækte. Han kan også lægge fundamentet til den næste valgkamp, som gælder præsidentembedet.

Populær præsident

Krzaklewski er højrefløjens mest oplagte kandidat, men han har et ikke helt lille problem. Præsidenten, som formentlig genopstilles, er Polens mest populære politiker. I juni fik Kwasniewski støtte til sin indsats fra 60 procent af vælgerne.

Med en offensiv, som skal rense polsk politik for kommunismens efterladenskaber, kan Krzaklewski samle den frustrerede højrefløj. Hvis præsidenten gennem nedlæggelse af veto mod offensivens love blokerer udrensningen, kan Krzaklewski i teorien også få påvist, at Kwasniewski har en fortid i det kommunistiske parti, som stadig er relevant.

Men foreløbig har offensiven fremhævet, at Kwasniewski er en ægte demokrat, og at højrefløjen i sin anti-kommunistiske iver ikke ligger fjernt fra metoder, som netop kommunisterne anvendte. Centrum i polsk politik bliver dermed præsidentens allierede.

Da parlamentet forberedte en fordømmelse af kommunismen, krævede højrefløjen, at det kommunistiske parti skulle kaldes en »kriminel organisation«. Alle medlemmer af partiet, mange millioner polakker, var dermed kollektivt skyldige. Det er imidlertid, påpegede modstandere fra Frihedsunionen, i strid med fundamentale principper i et demokratisk retssamfund. Først efter måneders strid blev et kompromis vedtaget. Kritikere påpeger dog stadig, at resolutionen repræsenterer et forsøg på historieskrivning ud fra politiske kriterier, og dermed viderefører en kommunistisk tradition.

Principielt støtter et stort flertal, at agenter for kommunisternes hemmelige politi skal afsløres, og at ubegrundede mistanker bør opklares via domstolene. Kwasniewski fik imidlertid afvist et forslag, som skulle sikre, at f.eks. kun bevidst samarbejde, i strid med befolkningens frihedsrettigheder, bliver ramt. Han mener også, at loven på nogle punkter er i strid med forfatningen. Præsidenten har bedt en domstol vurdere loven, og dermed har han, taktisk klogt, undgået et veto.

Lovforslaget vendt mod tidligere kommunisters ret til høje embeder er så bredt formuleret, at det rammer f.eks. Warszawas borgmester Marcin Swiecicki, tidligere medlem af centralkomiteen, og finansministeren Leszek Balcerowicz, rådgiver for centralkomiteen. Begge er medlemmer af Frihedsunionen. Kwasniewski kalder forslaget et »kup rettet mod demokratiet«, og derfor vil han nedlægge veto.

Forsoning

Mens højrefløjen søger en deling af polsk politik i overensstemmelse med moralske principper og historiske skel, arbejder præsidenten for samling bag store reformer. For højrefløjen er det et politisk sygdomstegn, at næsten halvdelen af befolkningen (42 procent) mener, at deres liv var bedre før systemskiftet. For præsidenten er denne deling et argument for, at den politiske debat skal fokusere på fremtiden.

Mellem hans allierede er nogle af Polens mest heroiske frihedskæmpere. Karol Modzelewski, som i 1964 sammen med Jacek Kuron skrev en banebrydende marxistisk kritik af regimet og straks blev fængslet, har således ikke været tilbageholdende i sin kritik af højrefløjens offensiv.

»Paradoksalt nok er den kommunistiske arv meget levende i anti-kommunisters sind«, siger han.

»Hvis vi af historiske eller politiske årsager anser nogle for fjender og mener, at de bør ødelægges og udslettes, samt derefter anskaffer os alle redskaberne, så dette mål kan opfyldes, har det dødbringende følger for den demokratiske kultur«, siger Modzelewski og slutter:

»Det er bolsjevikkerne og kommunismen, som vi af gode grunde kritiserer, de bedste beviser for«.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.