Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 6, september 1998

Demokratisk alliance

De kommende år vil byde på uro i forsvaret, heftig kritik af NATO og hård strid mellem allierede.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

BRUXELLES - Og så ønsker vi ro omkring forsvaret! Gennem årtier har disse ord udgjort en afsluttende bøn fra de ansvarsbevidste, når små ændringer af militærets struktur, opgaver og finansiering var vedtaget.

I forbindelse med sikkerhedspolitiske diskussioner herskede også nogle regler, som ikke blev brudt, hvis man ville være med i »det gode selskab«. Danmarks medlemskab af NATO blev kun udfordret af den yderste venstrefløj. For den ansvarsbevidste elite var solidaritet med vore allierede en målsætning, som kun i stærkt begrænset omfang tillod debat af NATOs beslutninger eller kritik af alliancens forende stater.

Opløsningen af den sovjetiske trussel har fjernet en ydre begrundelse for fælles kæft, trit og retning. Både arbejdsro og solidaritet er dog kvaliteter med mere varig værdi. Alligevel er det sandsynligt, at de kommende år vil byde på uro i forsvaret, heftig kritik af NATO og hård strid mellem allierede.

Hjemlandets forsvar

Nationalt har adskillige lande søgt ny opbakning til de væbnede styrker. Det sker ved hjælp af såkaldte hvidbøger udarbejdet af embedsmænd og nedsættelse af forsvarskommissioner med deltagelse af blandt andet officerer, politikere og uafhængige eksperter. Temmelig entydigt fremhæver de, at fremtidens militære udfordringer især vil opstå udenfor NATOs eget territorium. Derfor skal mulighederne for magtprojektion, det vil sige hurtig indsats langt fra hjemlandet, styrkes. Så vidt hersker bred enighed.

Men det er en skrøbelig enighed, fordi den vil blive afprøvet i praksis. Opbakningen til de militære opgaver skal ikke blot holde til, at man opretholder et beredskab mod mulige trusler med årlige bevillinger og øvelser. Indsats i meget virkelige krige kommer på dagsordenen, og mennesker vil blive dræbt. Hver gang skal risikoen i forbindelse med passivitet afvejes imod omkostningerne ved indsats. Det vil give debat.

Hjemlandet får et fremskudt forsvar. Indsatsen i fjerne egne vil blive begrundet med, at konflikter skal stoppes, inden de breder sig og mere direkte påvirker nationale interesser. Men et oplagt modargument er, at vi gennem indblanding også risikerer reaktioner, fordi fjender måske vil slå til mod de udsendte soldaters hjemland.

Hvordan styrkes det hjemlige forsvar mod terror, informationsalderens sikkerhedstrusler og kemiske samt biologiske våben? Det er et spørgsmål, som tilsyneladende kun har fået overfladisk behandling, da fremtidens forsvar blev overvejet. Uden et både synligt og troværdigt forsvar mod fjenders »asymmetriske svar« kan befolkningernes støtte til det internationale engagement blive undergravet. Hvorfor skal skatteyderne finansiere langtrækkende transportfly og oceangående krigsskibe, hvis der ikke er råd til store lagre af vaccine mod for eksempel biologiske våben?

Politiske soldater

I næsten alle analyser af fremtidens sikkerhedsproblemer er det stadige omkvæd, at de ikke har militære rødder. Aggressive krige mellem stater, som vil erobre territorium, tilhører fortiden. Man peger i stedet på ulige udvikling, etniske modsætninger og knappe ressourcer (for eksempel vandmangel).

Væbnede konflikter opstår altså, fordi civile myndigheder ikke greb ind tidligt nok. Militæret bliver dermed en fejemaskine, som skal rydde op, hvor andre svigtede.

I forbindelse med konflikten i Kosova giver officerer eksempelvis luft for en del bitre følelser rettet mod diplomater og politikere. Klagen lyder:

»Hvorfor ignorerede I længe den sprængfarlige situation, så vi nu skal risikere vores liv og tage andres?«.

Megen ro omkring forsvaret har bygget på, at soldater ikke blandede sig i politik. Det vil de nok gøre fremover. Tendensen ses klart i USA, hvor de øverste militære chefer ofte modarbejder de civile ledere. Nogle opgaver vil man ganske enkelt ikke påtage sig. Tendensen ses også i det europæiske samarbejde mellem soldaters fagforeninger, EUROMIL.

Fædrelandets forsvar mod ydre fjender var en opgave, som ikke levnede plads for protester fra de uniformerede rækker. Noget ganske andet er genoprettelse af en statsmagt i lande, hvor central myndighed er brudt sammen, eller indgreb i strid mellem diverse fremmede mindretal. Nogle opgaver kan bringe gamle dages håndhævelse af kolonirigers lov og orden i erindring, nu blot i den globale økonomis navn.

Det politiske engagement forstærkes, fordi løsning af fremtidens opgaver stiller krav til soldaterne, som er mere politiske end det traditionelle håndværks færdigheder. Man skal ikke kun nedkæmpe en fjende. Ledende officerer skal i det fremmede manøvrere lokalpolitisk, og i multinationale koalitioner er politiske evner vigtige, når samarbejde med enheder fra andre lande skal gå rimeligt gnidningsfrit. Selv de menige vil ofte opnå en nærkontakt med den lokale befolkning, hvor kendskab til politiske og kulturelle forhold har afgørende betydning.

NATOs rammer

På det multinationale plan søger man også efter rammer, som skal sikre opbakning bag fælles indsats.

Inden et topmøde i NATO næste forår skal et strategisk koncept med retningslinjer for alliancens virke ligge klar. Staben i hovedkvarteret arbejder lige nu med et første udkast, som forener talrige mundtlige og skriftlige oplæg fra både gamle og nye medlemmer. Desuden udsender NATO-parlamentarikernes forsamling, North Atlantic Assembly, i løbet af efteråret en rapport med anbefalinger. Arbejdet med den blev indledt sidste år, og efter adskillige møder i en styringsgruppe, hvor politikere fra USA og Europa deltager, er man stort set nået til enighed.

Intet tyder på, at dokumenterne vil indeholde meget præcis beskrivelse af NATOs formål og kommende opgaver. De mest uldne formuleringer kan ventes i det strategiske koncept, fordi de seksten gamle og de tre nye medlemmer har vidt forskellige standpunkter, som skal forenes. Men konceptet skal dog være så konkret, at de militære planlæggere får vejledning.

Af hensyn til alliancens sammenhold vil NATOs dokument formentlig fastslå, at kollektivt forsvar af medlemmer, som angribes, stadig er NATOs grundlæggende opgave. Men hvis nogen tror, at man derfor kan fokusere på eget nationale forsvar og forstærkning af andre medlemmer i nærområdet - ja, så vil det være en stor misforståelse. Selve formålet med det nye koncept er, at NATO skal gøres klar til indsats udenfor alliancens territorium. Man skal fremover også forsvare fælles værdier og interesser. Det er en opgave, som ikke er nøje knyttet til territorielt forsvar.

Ramme for strid

Med konceptet får NATO en ramme for sine aktiviteter. Men den bliver fleksibel; kritikere siger vag. Det konkrete indhold vil i vidt omfang først blive bestemt, når medlemmer ser behov for en indsats og Det Nordatlantiske Råd skal tage stilling.

Det endelige koncept beskriver næppe et geografisk område, hvor alliancen har særligt store fælles værdier og interesser. Det fastslår formentlig heller ikke, at NATO kun anvender væbnet magt udenfor traktatområdet efter mandat fra FN. Begrundelsen er, at NATO ikke på forhånd skal begrænse sin handlefrihed. Man får dermed en ramme, som lægger op til meget, men i praksis vil handlekraften blive begrænset, fordi medlemmerne ikke kan enes.

Vi kan derfor se frem til mange diskussioner og skuffede forventninger. Debatten i forbindelse med Kosova giver en forsmag. Nogle medlemmer, deriblandt Danmark, vil kun gribe ind, hvis FN’s sikkerhedsråd forsyner NATO med et mandat. Andre hævder, at det ikke er nødvendigt; USA er i den kreds. Ingen afviser, at fælles værdier og interesser er truet. Men man ser meget forskelligt på, hvad der er truet og af hvem. Det er naturligvis ikke en situation, som styrker troværdigheden af alliancens advarsler, nu og i fremtiden. Konceptet kan dermed blive en ramme for indbyrdes strid og afmagt.

Ord og praksis

Det gælder for mange af NATOs erklæringer, at de antyder en enighed, som i praksis ikke eksisterer.

Man har således signaleret, at optagelse af flere lande vil komme på dagsordenen i 1999. Ni kandidater har meldt sig. Men det er stadigt mere sandsynligt, at uenighed i alliancen vil blokere for, at døren åbnes for nogen af dem i overskuelig fremtid.

Det er en målsætning, at samarbejde med Rusland skal udvides, så man i fællesskab kan imødegå fremtidens udfordringer. Forhindringerne er mange. Mellem de største er, at alliancens medlemmer ikke er enige om, hvordan russernes skeptiske holdning til samarbejdet skal overvindes.

Europæernes rolle i NATO skal styrkes. Herom er alle enige. Man har endog aftalt nye strukturer, som skal fremme målsætningen. Men så længe Frankrig ikke er medlem fuldt ud, vil den europæiske søjle mest være snak, og betingelserne for fransk integration vækker strid. Det er heller ikke klart, at europæerne vil bruge så store ressourcer til militære formål, at de i praksis kan klare sig uden amerikanske krykker.

Nødvendig strid

Al denne uenighed - og der er mere endnu - kan vække mismod hos enhver, som er vant til ro i geledderne og hylder solidarisk adfærd i alliancen.

Men de indbyrdes konflikter er uundgåelige og kan på længere sigt være et positivt fænomen. Både de nationale forsvar og alliancen er inde i en omstillingsproces, fordi verden er i hastig forandring. Når uenigheden blusser op, ser nogle straks kriser og truende sammenbrud. Men åben strid kan også være led i en gensidig tilpasning, hvor forældede holdninger nedbrydes og nye tanker afprøves. De aftalte rammer er måske for vage og mange løfter er tomme, men de henleder i det mindste opmærksomheden på, hvad man skal overveje mere konkret.

Det kunne blive farligt, hvis man i sådanne tider vedtog faste rammer og derefter solidarisk beskyttede dem mod kritik. Nu kommer modsætninger klart frem, og enhver, som har lyst, kan give sit bidrag til omstillingsprocessen. Samtidig tvinges beslutningstagere til mere detaljeret redegørelse for deres planer end nogensinde før. Og det er jo meget passende for en alliance mellem demokratier.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.