Trykt i Weekendavisen 25. september 1998

Jøderne kommer

Polen. Det jødiske samfund er genopstået, men mange polakker ser en trussel mod deres egen nation.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

WARSZAWA - Turister stopper ofte op, overraskede, i nærheden af Nozyk synagogen. Forinden har mange været på en tur gennem området, hvor Europas vigtigste jødiske center engang lå. Måske genkendte de undervejs nogle gadenavne, som omtales i f.eks. Isaac Bashevis Singers romaner med farverige skildringer fra den svundne tid. De er sikkert gået i stå ved Umslagplatz, hvorfra ghettoens indbyggere blev sendt til dødslejren Treblinka. Men bortset fra synagogen er næsten intet tilbage af en bydel, hvor 350.000 jøder, en tredjedel af Warszawas befolkning, levede.

Overraskelsen skyldes børn på en lille legeplads. Deres glade råb vækker den besøgende fra fortidens gru. På det jødiske samfunds ruiner vokser i dag ikke blot ubeskriveligt grimme boligblokke af cement, rejst i hast efter krigen.

Her ligger også en børnehave, en jødisk børnehave. Polakkerne genopbyggede den gamle bykerne, kongeslottet og adelens paladser. Det var deres livsbekræftende erklæring for en national kultur, som nazisterne ville udslette. Polens jødiske samfund, som for ti år siden var svundet ind til ganske få tusinde ældre mennesker, har oprettet en børnehave, hvor dets gamle traditioner får nyt liv. Meget få af ungerne kommer fra hjem, som følger religiøse forskrifter. Adskillige har formentlig end ikke jøder i deres nærmeste familie. Motiverne for valget af netop denne børnehave varierer. Nogle forældre værdsætter blot, at »det er et godt sted, som gør meget for børnene«. I praksis betyder deltagelsen på tværs af mange skel, at jødisk kultur kan spire i et miljø, som ser med sympati på eksperimentet.

Børnehaven er ikke et enestående eksempel. Ungerne kan fortsætte i en skole, som nu har seks årgange. Uden for Warszawa finder jøder i adskillige store og små byer sammen. Aktiviteterne er mangfoldige. De strækker sig fra kulturelt samvær i meget beskedne lokaler til genoprettelse af synagoger.

Jøderne i skabet

»Lige for øjnene af os genopstår Polens jødiske samfund«, siger den 46-årige journalist og psykolog, Konstanty Gebert. Sidste år startede han med stor succes det kultur-politiske tidsskrift Midrasz, som i sit valg af artikler er meget lidt tilbageskuende: Er jødiske kvinder jøder? Kan en katolsk præst forene troen med sin meget sene opdagelse af jødisk baggrund? Bør polske jøder være ortodokse?

Spørgsmålene er mange. De afspejler, at man henvender sig til mennesker, som søger en ny identitet. Gennem mere end 50 år skjulte polske jøder deres baggrund; mange kendte aldrig til den. »Vi har alle været skabsjøder«, siger Gebert. Under krigen overlevede børn, som blev skjult i katolske familier og klostre. Siden stod valget mellem total assimilation eller flugt. Mange søger ud af skabet nu, forklarer han, fordi man i det »oplever alle problemerne, men ingen af glæderne, ved at være jøde«.

Gebert har også taget initiativ til oprettelse af en rådgivningstjeneste, som hver uge modtager anonyme telefonopkald. Halvdelen stiller meget konkrete spørgsmål. Typisk er, at spørgeren har opdaget navne på bedsteforældre, som afviger fra familiens nuværende - »er jeg så jøde?« Den anden halvdel kommer fra mennesker med store smerter i skabet. Der er personlige tragedier, fordi ægtefæller gik i afsky, da de opdagede partnerens etniske baggrund. Der er forældre, som ønsker hjælp, fordi børnene måske bør vide, at de har jødisk baggrund. Men hvordan fortæller man det til dem? Og vil det ødelægge deres fremtid?

Ud fra sine erfaringer anslår Gebert, at Polens jødiske samfund i dag omfatter 30.000. Til denne gruppe regner han enhver, som har en jødisk mor eller far, er bekendt med denne baggrund og gerne vil kende mere til den. Omkring 2.000 er medlem af trossamfundet og 3-4.000 har indmeldt sig i andre jødiske organisationer.

Skygger fra Auschwitz

Livsglæden vender tilbage i det jødiske samfund, men den er skrøbelig. I forbindelse med aktionen ved Auschwitz, hvor katolske ekstremister forsvarer kors, som set med jødiske øjne besudler et helligt sted, er anti-semitismen blusset op.

»Min opfattelse var, at ekstremister kun udgjorde en lille gruppe i det polske samfunds udkant«, siger Stanislaw Krajewski, en fremtrædende jødisk talsmand. »Men det kan jeg ikke mene længere. De står nu på den politiske scenes midte og optræder i nyhedsmedierne. Hele klimaet er ændret. I bedste fald er følgen, at de mildere udgaver af anti-semitisme virker ubetydelige. I værste fald vil det forværrede klima inspirere aktioner rettet imod jøder«.

Uden for bygningen, hvor Weekendavisen møder ham, leger ungerne fra børnehaven. Man har altid vidst, at overfald er en mulighed. Synagogen blev sidste år ramt af en brandbombe. Det sker, at bombetrusler ankommer telefonisk. Politiet har konstant en patrulje i nærheden, og adgang til børnehaven kontrolleres af en vagt. Men er det nok? Spørgsmålet overvejes, oplyser Krajewski. Foreløbig tøver man, fordi større sikkerhedsberedskab har »så ubehagelige« følger.

De kan drive skabsjøder og sympatisører væk. F.eks. den mor, som forleden dag nervøst ventede på sin søn foran den jødiske skole. Her havde vagten dagen før opdaget en forladt taske på fortovet og tilkaldt politiet, som beordrede skolen evakueret. Episoden skræmte hende. Drengen var netop blevet overført til anden klasse fra det offentlige skolesystem, fordi hun ønskede undervisning »med moralske værdier«. Men hun havde aldrig før overvejet, at initiativet kunne blive farligt.

Anti-semitismen

Nogle polske jøder anser denne frygt for ubegrundet. »Vi er mere sikre her end jøder i København«, siger Konstanty Gebert.

Redaktøren afviser ikke, at fordomme mod jøder er meget udbredte. Det polske samfund er uden moralske tabuer mod anti-semitisme og racisme. Folk kan sige forfærdelige ting og alligevel blive anset for pæne mennesker. Når det er meget ekstremt, kaldes de blot excentriske. Men det er ikke ensbetydende med, at anti-semitismen er særlig ondartet. Tværtimod. »I Frankrig og Danmark fordømmes anti-semitiske ytringer straks, og det betyder, at anti-semitter er hårdnakkede folk, som vil betale en pris for deres holdninger«, erklærer Gebert. »Men her er der ingen pris, og derfor kan verbale udfald mod jøder blot være udtryk for, at man har haft en dårlig dag. Der skal mere til, før de mennesker begår forbrydelser«.

Polen har i mange henseender efter systemskiftet søgt sin identitet i mellemkrigstidens samfundsorden. Dengang stod anti-jødiske følelser centralt i kirkens og mange nationalisters budskab. Optimistisk regner Gebert med, at mere moderne impulser vil få overtaget. Han fremhæver, at vælgerne ikke støtter partier med klart anti-semitiske programmer, og i dele af befolkningen er der stor positiv interesse for jødernes bidrag til landets kultur. Warszawas bystyre har således netop oplyst, at man vil opføre et museum, som skal fokusere på jødernes liv i Polen gennem næsten 1.000 år. Tanken er, at museet delvis skal finansieres gennem en folke-indsamling.

Umiddelbart virker det også ret usandsynligt, at befolkningen i et land med over 38 millioner indbyggere vil se en trussel fra det lille bitte jødiske samfund. Problemet med optimismen er blot, at had til jøder ikke har en rationel baggrund, og at jøderne, når de bliver mere synlige, giver næring til diverse fantasier. Sociologiske undersøgelser viser, at mindst en tredjedel af polakkerne mener, at jøderne har for stor magt. Det særlige ved denne magt er naturligvis, at den udøves i det skjulte. Bag polske jøder, både de synlige og usynlige, står tilmed internationale organisationer. Polen er altså offer for en sammensværgelse. Den angriber aggressivt over en bred front. Jøder vil, erklærer de skræmte, overtage polsk ejendom, ødelægge den katolske tro og erobre historiske mindesmærker. Helt uden grundlag er denne frygt ikke.

Ejendomsretten

Sidste år vedtog parlamentet en lov, som principielt sikrer, at det jødiske samfund får ejendomsret til bygninger og jord, som var fælleseje før krigen. Regeringen har lavet en liste med 2.000 ejendomme. Taknemmeligheden i det jødiske samfund er begrænset, fordi man selv har en liste med 6.000 ejendomme. Den praktiske gennemførelse af loven er tilmed stødt på hindringer.

I storbyen Wroclaw afviser de ansatte på et hospital, at det overdrages til, hvad man forunderligt nok kalder »udlændinge«. Mange jordstykker, som var fælleseje, ejes i dag af polakker eller kan af andre årsager ikke gives tilbage. Loven åbner for økonomisk erstatning, men det er ikke altid nok. I den mellemstore by Kalisz er gravpladsen i dag fodboldbane for en skole med handikappede børn. Set med jødiske øjne er det ekstra uacceptabelt, fordi en fremtrædende rabbi fra det 17. århundrede, Abraham Abele Gombiner, ligger under grønsværen. I Brzeziny, tyve kilometer fra storbyen Lodz, tillod borgmesteren i 70'erne, at den lokale gravplads blev gjort til grusgrav. Derfor indeholder mange boligers betonmure i dag skeletrester.

For polske jøder udgør loven ikke en økonomisk gevinst. Halvdelen af ejendommene på regeringens liste er gravpladser, som ifølge den jødiske religion ikke må sløjfes, og derfor ikke kan sælges. Man gør også krav på private ejendomme, som i samlet værdi når op i milliardklassen. De bør, lyder argumentet, anses for fælleseje. Det er nemlig uretfærdigt, at det polske samfund skal profitere, fordi nazisterne sørgede for, at ejendommene ikke har arvinger. Regeringen afviser ønsket, men presset fra internationale jødiske organisationer er hårdt og højlydt.

Sammenbrud for dialog

Gammel skade er også blevet forsøgt udbedret gennem dialog mellem den katolske kirke og jøderne. Men nærkontakten har i nogle henseender skabt nye modsætninger.

»Dialogen er stoppet«, siger teologen Waldemar Chrostowski, som var en af de mest aktive deltagere. Talrige publikationer fra hans hånd viser vilje til katolsk selvkritik. Også Vatikanet har i en rapport »dybt beklaget«, at nogle kristne ikke protesterede mod folkemordet. Kirken har imidlertid ikke, mener dens kritikere, i tilstrækkeligt omfang erkendt sit medansvar. For mange polakker udgør denne kritik et angreb på deres pave og en bagvaskelse af deres egen tro.

Chrostowski har vakt meget stærke følelser i jødiske kredse, fordi han sidestiller kommunisternes og nazisternes forbrydelser. Nogle af hans argumenter lægger op til, at jøderne har et direkte ansvar for kommunismen og dermed også et indirekte ansvar for nazismen, som ifølge Chrostowski delvis var en reaktion på kommunismen. Med henvisning til denne tolkning af teologens argumenter erklærer Konstanty Gebert: »Chrostowski er anti-semit - og det er ikke en betegnelse, som jeg anvender letfærdigt«.

Nogle skuffede forventninger skyldes, at parterne havde meget forskellige hensigter. Fra katolsk side ønskede man især en teologisk debat, som så på de to religioners fælles rødder. Fra jødisk side har interessen været rettet mod historieskrivningen og dens konkrete betydning i nutiden.

Kamp om historien

Polens tidligere styre slettede noget nær alle spor efter en befolkning, som i store dele af landet udgjorde flertallet. Nazisterne brændte alle synagoger af træ; kommunisterne gjorde resten til biografer, varehuse osv. Selv præsentationen af dødslejrene blev presset ind i partiets ideologiske rammer. Det er tilsyneladende kun et behov for indtægt fra turister, som lagde en dæmper på regimet. Auschwitz-Birkenau blev gjort til et monument for den polske nations lidelser under krigen - og en hyldest til modstandskampen. På et stort mindesmærke i Birkenau står fortsat, at Folkerepublikken har givet en orden »til heltene i Auschwitz, som døde her, mens de kæmpede mod det nazistiske folkemord for frihed og menneskeværd, for fred og nationernes broderskab«.

Stanislaw Krajewski ser en fare for, at den katolske kirke vil overtage præsentationen af lejren. Han påpeger, at to katolske helgener, Maksimilian Kolbe og Edith Stein, i dag er de eneste enkeltpersoner, som mindes på stedet. Begge er kontroversielle. Kolbe havde ansvar for udgivelse af anti-semitiske skrifter, og Stein er en jødisk kvinde, som overgik til kristendommen. Når kirken nu forsvarer, at der også skal være et stort kors på området, bekræftes det, at anneksion er dens målsætning.

Både Krajewski og Gebert peger på, at konflikten gælder meget mere end religiøse symboler. Polakkerne er, siger Krajewski, »desperate af frygt for, at de vil miste Auschwitz«. Lejren symboliserer deres lidelser under Anden Verdenskrig; over tre millioner blev dræbt. Men for jøderne symboliserer lejren også, at seks millioner blev udslettet.

»Begge nationer drog den erfaring, at verden kan undvære dem«, siger Gebert. »De ved, at egne kræfter ikke er nok til selvforsvar. Auschwitz er derfor led i en forsikrings-politik, hvor man fremviser sine sår og sit blod, så verden kan føle skyld. Polakkerne føler, at alle husker jødernes skæbne, mens deres egne lidelser glemmes. I kampen for verdens medfølelse er en andenplads heller ikke nok«.

Jøderne er dermed, for mange polakker, blevet en trussel mod intet mindre end nationens eksistens. Som konflikten nu udvikler sig, samtidigt og på mange felter, er der udsigt til, at begge parter taber.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.