Trykt i Weekendavisen 6. november 1998

Arven efter den kolde krig

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Farlige hemmeligheder. Den aktuelle danske debat om åbenhed i forbindelse med hemmelige tjenester kan hente inspiration i en anti-kommunistisk amerikansk senators bog.

Daniel Patrick Moynihan: Secrecy. 262 sider. 15,75 US dollar. Yale University Press.

Hvorfor blev anti-kommunister under den kolde krig i store dele af opinionen sværtet til, som var de noget nær fascister? Hvorfor overså vestlige ledere længe Sovjetunionens svaghed?

Svarene skal, hævder den amerikanske senator Daniel Patrick Moynihan, i vidt omfang findes i statsmagtens hemmeligholdelse af informationer. Dermed leverer han et yderst originalt bidrag til en debat, som truer årtiers praksis fra Washington til København, fra Warszawa til Moskva.

Argumenterne for hemmeligholdelse er temmeligt enkle. De henviser til behov, som er grundlæggende for effektivitet i beslutningsprocesser, og de henviser til, at den nationale sikkerhed bringes i fare, hvis fjender får indsigt. Lige så enkle er argumenterne imod: Hvis folkestyret skal have reelt indhold, bør det bygge på indsigt i statens aktiviteter. Derfor bør befolkningen vide, hvad staten gør og hvorfor.

I praksis har demokratierne ledt efter et kompromis mellem de modstridende hensyn. Det har sjældent været tilfredsstillende. Men selve eksistensen af hemmeligholdelse har gjort vurdering vanskelig. Især tilhængere af større åbenhed kunne ikke bevise deres sag, fordi solid argumentation kun var mulig, hvis hemmelige informationer blev offentliggjort. Omvendt kunne modstanderne advare imod katastrofale følger, hvis skattekisten med hemmeligheder blev åbnet.

Høj pris

Med den kolde krigs officielle afslutning faldt meget af det erklærede behov for hemmeligholdelse væk. Udvidet adgang til gamle arkiver har bekræftet, at offentligheden helt unødigt blev nægtet indsigt i statslige aktiviteter. Prisen for hemmelighedskræmmeriet kan derfor vurderes. Den har, hævder Moynihan, været rystende høj.

I januar 1993 foreslog han oprettelse af en tværpolitisk kommission, som skulle se på beskyttelse og begrænsning af regeringsapparatets hemmeligheder. Dens arbejde blev indledt i januar 1995 og efter en meget omfattende indsats forelå resultaterne i marts 1997. Nu har senatoren med bogen »Secrecy«, som netop er offentliggjort, leveret en mere tilgængelig redegørelse. Den vækker debat, fordi han ikke bare kan placeres i en af de lejre, som har udkæmpet talrige slag for og imod hemmeligholdelse. Moynihan er liberal og anti-kommunist. Han er akademiker med rodfæste i samfundsvidenskaberne og tidligere embedsmand, bl.a. i årene 1975-76 leder af USA’s FN-delegation. Siden 1976 har han været senator, demokrat fra New York. Gennem otte år sad Moynihan i Senatets udvalg for efterretningsvirksomhed, hvorefter han fik en medalje af CIA.

Vesteuropæiske kritikere af hemmeligholdelse har ofte et politisk engagement på venstrefløjen. Det har næppe styrket troværdigheden i bredere kredse. Mange amerikanske kritikere inspireres af USA’s oprindelige idealer og dyb, principiel skepsis rettet imod statens magt. Det er en konservativ tradition, som Moynihan viderefører. Han er desuden inspireret af den tyske sociolog Max Weber og hans analyse af bureaukratiets væsen. »Enhver bureaukrat søger større overlegenhed for den professionelt informerede ved at holde egen viden og hensigter hemmelige», konstaterede Weber i 1920. Deres »fanatiske« forsvar af »officielle hemmeligheder« skal altså beskytte egen magt imod folkestyret.

Senatorens centrale påstand er, at nogle af den kolde krigs værste følger for USA havde været undgåelige. Men bureaukrati og hemmeligholdelse udgjorde et system, som »hindrede, at den amerikanske regering præcist kunne vurdere fjender og derefter rationelt håndtere dem...«, skriver Moynihan. Han peger især på to forhold: Reagan-administrationens oprustning, som svækkede USA gennem ophobning af en knusende gæld, og den dybe kløft i USA’s politiske kultur, som opstod under indtryk af anti-kommunistisk heksejagt i 50erne.

Sovjets krise overset

Moynihan er blandt de få, som kan bevise, at de forudsagde Sovjetunionens sammenbrud. Som konsekvent anti-kommunist mente han, at et totalitært system, som holdes sammen med brutal magt, er ustabilt. Det var faktisk også den oprindelige antagelse bag USA’s inddæmningspolitik over for Sovjetunionen, men denne indsigt gik hurtigt tabt. Det nationale sikkerhedsbureaukrati beskrev en fjende, som var langt stærkere end den virkelige. Eksempler er talrige, men det mest afslørende er »eksperternes« analyse af den sovjetiske økonomi. I slutningen af 50'erne var vurderingen således, at fjenden nød godt af en økonomisk vækst, som - alt efter diverse detaljers udvikling - et sted mellem 1983 og 1998 ville give Sovjetunionen en større økonomi end USA. Heraf fulgte logisk, at fjenden også ville opnå stor militær overlegenhed.

Det gik jo lidt anderledes. Sovjet var dødsmærket fra starten og beviserne derpå blev stadigt flere, men de blev overset af USA’s ledere. Amerikansk politik byggede nemlig på dårlig samfundsvidenskab. Hemmeligholdelse af indsamlede efterretninger og analyser blokerede den faglige kritik, som er livskilden for al god forskning.

Moynihan følger eksemplet op med et interessant tanke-eksperiment. Hvad var sket, hvis USA tidligere havde erkendt Sovjets svaghed og derfor ikke havde bragt sin økonomi i uorden gennem oprustning? Så havde amerikanerne haft ressourcer til et enormt bistandsprogram, da det forudsigelige sammenbrud kom. Han går videre: Hvis USA tidligere havde indset betydningen af de etniske modsætninger, som rev Sovjet itu, havde man også haft mulighed for en forebyggende indsats på Balkan.

Indre trussel overdrevet vildt

Hans andet bevis fokuserer på den kommunistiske trussel mod USA’s indre sikkerhed. Sovjet havde spioner i statsapparatet, men størrelsen af netværket blev overdrevet vildt, og derfor blev advarslerne mod det utroværdige. McCarthyismen i 50'erne skabte en anti-reaktion mod anti-kommunister og banede dermed vej for en politisk tendens, som gav USA meget af skylden for den kolde krig.

Moynihan har fra gamle arkiver hentet kostelige aktstykker. Hærens efterretningstjeneste lå inde med beviser for, at Sovjet med held havde infiltreret regeringsorganer, men chefen for generalstaben besluttede, at de ikke skulle forelægges præsident Truman. Materialet blev anset for hærens ejendom, og den skulle beskyttes imod andre dele af bureaukratiet.

Mange års helt unødvendig politisk strid fulgte. Anti-kommunister under ledelse af den rabiate senator Joe McCarthy startede en klapjagt på formodede kommunister. Ægteparret Rosenberg blev anklaget for spionage og henrettet. En ledende embedsmand i udenrigsministeriet, Alger Hiss, blev dømt, fordi han løj over for et Kongresudvalg. Gennem årtier blev McCharthy’s hetz samt tilfældene Rosenberg og Hiss argumenter for, at anti-kommunismen udgjorde en nærmest fascistisk trussel, som allerede havde krævet uskyldige ofre.

Hærens bevismateriale blev først offentliggjort for et par år siden. Det består af 2.900 telegrammer fra sovjetiske spioner i USA, som med held blev afkodet i årene lige efter Anden Verdenskrig. Rosenberg og Hiss var formentlig agenter. Men materialet viser også, at spionerne havde meget få kontakter.

Fantasien fik frit spil

Moynihan hævder, at hvis den faktiske trussel var blevet kendt, så havde USA undgået McCarthy’s heksejagt. Den var rettet mod tusinder, idet uvidenhed gav grobund for sammensværgelses-teorier. Hvis beviserne mod Rosenberg og Hiss havde været bedre, var dommene nok også blevet accepteret af flere opinionsledere. Hemmeligholdelse førte debatten på vildspor. Russerne blev imidlertid ikke holdt i uvidenhed. Hæren havde stolt vist en fremtrædende britisk efterretningsofficer, hvordan man brød de russiske koder. Hans navn var Kim Philby. Hemmeligholdelsen blev opretholdt længe efter afsløringen af Philbys virke for KGB.

Fordi så meget var hemmeligt, fik fantasien på både højre og venstre fløj i amerikansk politik rig inspiration. Befolkningens store flertal kunne f.eks. tro, at en sammensværgelse lå bag mordet på præsident Kennedy; myndighederne holdt bare, vanen tro, sandheden hemmelig. Årtiers hemmeligholdelse har nu skabt en kultur, hvor det formodede skjulte er vigtigere end det faktisk kendte. Hollywood har ganske profitabelt udnyttet tendensen med f.eks. Oliver Stones film »JFK«.

I et stort forord til Moynihans bog påviser Richard Gid Powers, som har skrevet adskillige historiske bøger, venstrefløjens brug af regeringens hemmelighedskræmmeri. Da en stribe afsløringer beviste, at myndighederne løj i forbindelse med f.eks. Vietnamkrigen og CIA’s aktiviteter, vendte historikere og aktivister den udbredte hemmeligholdelse mod regeringen. Løgnene blev sammen med hemmeligholdelse argumenter for, at den kolde krig havde en historie, som afveg fundamentalt fra den officielle. Huller i en argumentation kunne udfyldes med henvisning til, at regeringen sikkert skjulte sandheden. Fantasien kom i sandhed til magten med katastrofale følger for en hel generations opfattelse af det storpolitiske magtspil.

Sandheden var uønsket

Forordets argumentation mod venstrefløjen er i vidt omfang berettiget, men det får også indirekte påvist, at Moynihan er alt for pæn i sin kritik af det politiske system, som accepterede overdrivelse af Sovjets magt.

Der var faktisk en del forskere, tidligere embedsmænd, politikere og aktivister, som pillede de officielle skræmmebilleder fra hinanden. Selv officielle kilder kunne anvendes; stærkere var diverse tjenesters hemmelighedskræmmeri ikke. Egentlig var korte besøg i den sovjetiske virkelighed nok. Systemets menneskeforagt, materielt forfald og udbredt mangel på basale varer afslørede, at Sovjet stod på lerfødder. Demokratiet i den vestlige verden var så stærkt, at alternative analyser blev offentliggjort. Men det var ikke så stærkt, at kritikerne blev inddraget i en dialog. De blev tværtimod svinet til og sat i bås med kommunister, KGB-agenter osv.

Hemmeligholdelse var altså ikke kun noget, som fremmede selvbedrag i politiske beslutningsprocesser. Det var også et våben, som blev vendt mod demokratiet.

Med henvisning til, at de vidste noget, som andre ikke vidste, kunne politiske ledere isolere deres kritikere. Desværre fik de på denne vis skabt et politisk skel, som gav deres egentlige fjender en alt for bred kreds af mulige samarbejdspartnere. Det er et fænomen, som fik særligt alvorlige følger i Vesteuropa, hvor kommunistiske partier var langt stærkere end i USA. Med brug af hemmelige tjenester mod kritikere, bagvaskelse og udbredt hemmeligholdelse nedbrød også vesteuropæiske ledere respekten for demokratiet samt drev det oprindeligt anti-kommunistiske nye venstre over i armene på kommunistiske partier.

Lærestykke for Danmark

Den aktuelle debat i Danmark angående efterretningstjenesters virksomhed kan hente en del inspiration i Moynihans bog. Enhver, som var aktiv på venstrefløjen, vidste, at »staten« var efter dem. Når man indsamlede underskrifter mod bombardementerne af Vietnam, var frygt for politiets kartoteker den mest udbredte årsag til, at folk ikke skrev under. I tilbageblik står det klart, at folk derfor med en underskrift tog et skridt hen over skellet mellem statens venner og fjender. Det skel var skabt af regeringen og dens hemmelige tjenester, men det var til stor gavn for kredse, som havde en mere vidtgående dagsorden end protest mod bomber. Efter det første skridt blev de næste nemmere.

Kulegravning og offentliggørelse af de hemmelige tjenesters virke er nødvendig af hensyn til respekten for demokratiets ideelle spilleregler. Var registrering af kritikere nødvendig? Hvilke oplysninger havnede i arkiverne? Hvad blev de brugt til? Og især: Hvilken pris har demokratiet betalt for, at en del mennesker blev anset for potentielle fjender? Hvad var udbyttet?

Undersøgelsen kan skade statsapparatet, hvis det viser sig, at dets brug af hemmelige tjenester var uden væsentligt udbytte. Så vil prisen, som demokratiet betalte, virke meget høj. Fremtidige muligheder for hemmeligholdelse vil blive begrænsede. Men vi kan også få et mere præcist grundlag for vurdering af indholdet i det nødvendige kompromis mellem de modstridende behov for hemmeligholdelse og åbenhed. Den største fare er, som Moynihan fremhæver, at systemet med ekstremt hemmelighedskræmmeri fortsætter, blot fordi vi har glemt, hvorfor det blev indført.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.