Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 9, december 1998

Slyngler i sigtekornet

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Forsvarskommissionen fremhæver trusler fra stater, som har brudt med det internationale samfund. Men er det den rigtige fjende?

Vi har fundet fjenden igen. Forsvarskommissionen konkluderede, at "de egentlige militære sikkerhedsproblemer" udgår fra truslen om "statsterrorisme" og stater, som på engelsk kaldes "rogue states" - i kommissionens oversættelse "problematiske stater".

Dermed overtager vi et strategisk kompas, som siden begyndelsen af 90erne har været vejledende i USA’s militære planlægning. Men hvad hvis kompasset leder soldater på vildspor? Det hævder en voksende kritisk opinion i USA’s sikkerhedspolitiske miljø.

Kernen i mange indvendinger står frem, hvis man i citatet fra kommissionens rapport udskifter "egentlige" med "genkendelige". De amerikanske kritikere hævder nemlig, at militære ledere har fundet trusler, som ligner dem, de tidligere skulle opretholde et beredskab imod. Sådan kunne deres styrker beskyttes imod vidtgående strukturelle reformer og politikeres spareknive.

Vilde elefanter

Begrebet "rouge states" fik et gennembrud, da Warszawa-pagten og Sovjetunionen brød sammen. Amerikanerne udviklede da, hvad nogle har kaldt en ny forsvarsdoktrin, "Rouge" doktrinen.

Ifølge ordbogen anvendes "rouge" på engelsk normalt i forbindelse med meget vilde elefanter af hankøn, som forlader flokken. De er kendt for deres voldsomme og vanvittige adfærd. På dansk hedder det en "ronkedor", og når sikkerhedspolitiske skribenter herhjemme har brugt begrebet overført, er det ofte sket med betegnelserne "bandit" eller "slyngel" stater.

Karakteristisk for slyngelstater er, at de står udenfor normale staters flok. De går imod spilleregler, som gælder i en verdensorden bygget på internationale traktater og aftaler. Forskellene mellem dem indbyrdes er store, politisk og økonomisk. Men de deler ikke "vores" værdier. Militært er slynglerne farlige, fordi de opretholder store væbnede styrker og gerne vil herske over naboerne. Særligt farlig er deres besiddelse af, eller stræben efter, langtrækkende raketter og masseødelæggelsesvåben. Mellem slyngelstaternes mest lumske træk er støtte til terrorister.

Farlige ulande

Nogle af de første, som fik øje på problemet, var forskere med en kritisk holdning til Øst-Vest oprustningen. I firserne pegede de på, at en række ulande planlagde anskaffelse af atomvåben og kemiske kampstoffer. Samtidigt advarede de imod hæmningsløst salg af moderne våben til den tredje verden. I slutningen af firserne blev denne bekymring opfanget af en kommission, som præsident Reagan havde nedsat. I en rapport påpegede man, at mange små militære magter var i gang med en oprustning, som kunne gøre supermagternes indgreb i regionale krige til en mere risikabel og vanskelig sag.

CIA’s daværende direktør, William Webster, advarede i december 1988 mod spredningen af moderne våben. Han så en risiko for, at mindst 15 ulande i år 2000 kunne være bevæbnet med ballistiske raketter, og han oplyste, at en endnu større gruppe på tyve lande arbejdede med fremstilling af kemiske våben.

Tre måneder senere udvidede Webster advarslen. "Adskillige" lande havde allerede atomvåben eller kunne hurtigt fremstille dem - endnu flere var i gang med udvikling af de teknologiske forudsætninger. Mindst ti ulande arbejdede, hævdede Webster videre, med produktion af biologiske våben.

Gennembruddet for dette trusselsbillede kom imidlertid først efter Berlin-murens fald. Ledende politikere kritiserede skarpt, at Pentagon fortsat fokuserede på den sovjetiske trussel, og nogle kritikere lagde op til halvering af forsvarsbudgettet. En ny chef for generalstaben, Colin Powell, tog fra november 1989 udfordringen op, og i løbet af det følgende år udviklede hans folk en ny strategisk plan, hvori militært veludrustede ulande rettede den største trussel mod USA.

Ingen af disse ulande var alene så stærke, at de kunne retfærdiggøre opretholdelse af USA’s væbnede styrker i vanligt omfang. Men det problem blev løst med henvisning til, at to af de nye magter måske ville angribe. Så forsvaret skulle være beredt til to samtidige krige.

Ingen ringere end præsident Bush skulle offentliggøre planen, og en passende dato blev fundet, 2. august 1990. Samme dag angreb Irak sin lille nabo Kuwait. USA’s militære planlæggere stod i den stråleglans, som omgiver de virkeligt fremsynede, og planen blev Pentagons nye fundament. Golfkrigen bekræftede også, at højteknologiske våben ville blive svaret på fremtidens militære udfordringer.

Fjenderne

Man hvorfra vil de komme? Helt tilbage i 1985 havde præsident Reagan i en tale fordømt fem lande, som angiveligt finansierede international terror: Cuba, Iran, Libyen, Nicaragua og Nordkorea. Reagan kaldte dem "outlaws", altså forbryderiske stater. Men Bush-administrationens folk var mere tilbageholdende med konkrete navne, bortset fra Irak. Man omtalte for eksempel "andre Irak'er" og Clinton-administrationen har brugt betegnelsen "fremtidens Irak'er".

Uofficielt kan der godt sættes navne på. De førende på fjendelisten er: Irak, Iran, Libyen, Nordkorea og Syrien. Derudover har kilder i Pentagon set mulighed for, at otte andre kan blive slyngelstater: Kina, Algeriet. Egypten, Indien, Pakistan, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet.

Den mest oplagte årsag til udnævnelsen af de fem førende lande er et langvarigt modsætningsforhold til USA. De har også alle kemiske våben og raketter. Endvidere har de udvist interesse for anskaffelse af atomvåben; Iran, Irak og Nordkorea har forsøgt eller er i gang med udvikling af dem.

Det mest bemærkelsesværdige ved de otte kandidater er, at flere i dag er i USA’s vennekreds. Meget radikale politiske omvæltninger er formentlig en nødvendig forudsætning, hvis de helt skal leve op til slyngelstaters kvalifikationer.

Bag udnævnelsen af dem ligger en vurdering af, at sådanne omvæltninger er mulige. Tre af dem har atomvåben, seks har raketter, syv-otte har kemiske våben og, bortset fra Algeriet, militær på omkring eller over en halv million mand.

Nyttige fjender

Listerne har givet anledning til megen debat. Det er måske muligt, at disse lande kan optræde aggressivt, men er det også sandsynligt?

De nævnte lande er nyttige eksempler, når militære planlæggere skal vurdere forsvarets fremtidige behov. Det er også nyttigt, at man i NATO med henvisning til slyngelstater kan opretholde et beredskab, som kan anvendes mod Rusland. Det ville nemlig være politisk ukorrekt, hvis denne partner blev nævnt direkte.

Men et sagkyndigt udvalg, National Defense Panel, nedsat af Kongressen i USA har mere end antydet, at Pentagon misbruger listerne. Man udtalte bekymring over, at det påståede behov for to samtidige krige mod slyngelstater er blevet et "redskab for retfærdiggørelse af den nuværende styrkestruktur - især for dem, som søger efter den kolde krigs sikre antagelser". Problemet er, påpeger udvalget, at det sikkerhedspolitiske og militære fokus på slyngelstater kan blive en hindring for omstilling af beredskabet til en indsats mod de mest sandsynlige fremtidige udfordringer.

Irrelevante fjender

Under et seminar, som i dagene 31. marts til 2. april blev afholdt på en af USA’s førende militære læreanstalter, U.S. Army War College, gik adskillige foredrag skarpt imod fremhævelsen af udfordringer fra slyngelstater.

Sikkerhedseksperten Jeffrey Record erklærede således, at USA’s planlægning bliver stadigt mere irrelevant, fordi den fokuserer på konfrontation med stater. "De fleste fremtidige konflikter vil formentlig med større sandsynlighed opstå på tværs af etniske og kulturelle, i stedet for statslige, grænser", sagde han.

Record hævdede, at en militær æra, som begyndte med den franske revolution, er under afslutning. Fremtiden vil blive præget af småkrige og andre militære opgaver, som håndteres af professionelle soldater i forlængelse af mangfoldige politiske, økonomiske samt humanitære mål. Udfordringen svarer til opretholdelse af lov og orden i et imperium, sagde han ligefremt. Det er ikke staters styrke, som vil give problemer. Det er deres svaghed, fordi de ikke kan løse sædvanlige statslige opgaver.

Kori Schake fra Californiens Universitet gennemgik de mulige militære trusler fra Nordkorea, Iran og Irak. Konklusionen var, at ingen af dem udgør en stor militær udfordring. Hun beskrev en række andre mulige mellem-statslige konflikter, som imidlertid ikke blev anset for særligt sandsynlige. En oberst fra flyvevåbnet, Charles Dunlap, advarede imod, at den traditionelle vestlige opfattelse af krig, som lægger stor vægt på højteknologi, hindrer erkendelse af trusler, som har rod i helt andre kulturelle værdier.

Fremtidens "voldelige aktører vil med mindre sandsynlighed være etablerede statslige myndigheder, som indleder godkendte konflikter", lød det fra generalløjtnant Claudia Kennedy, hærens efterretningstjeneste. "Det vil med større sandsynlighed være perifere aktører, såsom nationalister, der ønsker folkemord, og fanatikere, der er inspireret af overbevisninger, som ikke er modtagelige overfor forhandlinger".

Fremtidens konflikter

Militære planlæggere kan naturligvis ikke se bort fra, at slyngelstater kan blive et problem, så kritikerne lægger ikke op til vidtgående nedrustning.

De tegner faktisk et trusselsbillede, som er mere frygtindgydende, end hvis man kan udruste truslerne med statsledere, hovedstæder, militære anlæg og et hierarki af statslige interesser. De centrale spørgsmål drejer sig om i hvor høj grad, at forsvaret skal være klar til indsats mod slyngelstater, fordi dette fokus kan tage ressourcer fra mere sandsynlige opgaver.

90erne har været et blodigt årti med konflikter, som kun i få tilfælde skyldes slyngelstater. Vi har oplevet etnisk strid mellem grupper og stammer, som søger kontrol med et geografisk område (Bosnien, Rwanda, Zaire, Sri Lanka, Abkhasien i Georgien og Nagorno-Karabakh i Aserbajdsjan). Der har været grænsestrid mellem nye nationer, som blev skabt, da større enheder brød sammen (Serbien og Kroatien, Indien og Pakistan på grund af Kashmir).

Nationalistiske kampe, hvor længe undertrykte folkeslag kræver selvstyre, plager Tyrkiet, Israel, Rusland, Serbien og Indonesien. Udsigterne til kamp for sparsomme vand- og energiressourcer er voksende (Egypten og Sudan, Centralasien, Kina og naboerne i syd på grund af olie reserver i Den Sydkinesiske hav).

Fordelingen af politisk magt og ressourcer har inspireret væbnede konflikter i Haiti, Angola, Burundi, Somalia, Sudan, Afghanistan, Tadsjikistan og så videre. Revolutionære og religiøse fundamentalister slås for statsmagten i Peru, Cambodja, Filippinerne, Algeriet og Egypten.

Næsten alle disse konflikter berører kun indirekte Danmark. Det er heller ikke særligt sandsynligt, at slyngelstater vil rette direkte trusler mod dansk område. Men i begge tilfælde kan problemerne udvikle sig til et mere omfattende kaos, som selv fjerntliggende lande kan blive ramt af.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.