Trykt i Weekendavisen 22. december 1998

Fløjlsgenerationen

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

Ti år efter. De unge polakker, der er vokset op efter den kolde krig, har delt sig i tre grupper: Først studenterne, så de forgyldte og så luderne, body-builderne og cykeltyvene. Vi har mødt dem.

WARSZAWA - Grønne laserstråler skærer gennem mørket over dansende par i diskoteket. Lyset pulserer i takt med hårde techno-rytmer. To unge piger giver med et smil plads ved deres bord, da en midaldrende mand henvender sig.

»Nåh, journalist«, siger den ene med et lidt skuffet tonefald. Hun kalder sig Monique.

Hvad laver hun? Oversætter, lyder svaret. Hvad? Sange. Hendes engelsk er ikke fremragende, men det er måske heller ikke nødvendigt, hvis man skal gendigte vers om kærlighed, hede nætter og ung lykke. Hendes kendskab til popmusik fra Vesten er absolut fremragende. Monique fortæller med glød i stemmen. Men den forsvinder brat, da samtalen begynder at handle om mere polske emner.

»Livet i Polen er hårdt og brutalt«, siger hun, da jeg har forsikret hende, at jeg holder meget af landet. Bag hende på en tv-skærm over baren indleder to tyske skuespillere en scene med analsex. Vi er på et diskotek, hvor Polens første sexmesse er gået i gang.

To gange i løbet af natten afbrydes dansen, så et show kan overtage scenen. Det unge publikum, adskillige hundrede mænd og kvinder, er begejstrede. Selv striptease er stærke sager i et land, hvor 70 procent af kvinderne siger, at de aldrig viser sig helt nøgne for ægtemanden. Messen er blevet mulig, fordi parlamentet i bedste katolske ånd har vedtaget en lov, som forbyder offentlig forevisning af pornografi. Formentlig utilsigtet har man samtidig fået legaliseret porno bag lukkede døre.

Monique er kommet, fordi hun og veninden »måske kan lære noget nyt«. De er selv i branchen. Veninden taler italiensk og Monique tysk og engelsk, og Murens fald har sikret, at de kan rejse frit i Vesteuropa. Friheden har givet adgang til gode indtægter for piger, som er sultne og villige. Kendskab til sprog hjælper, når man skal snakke kunderne fra baren til sengen i baglokalet.

To grupper

Monique og hendes veninde er repræsentanter for »fløjlsgenerationen« - børn under den østeuropæiske revolution i 1989 og derfor vokset op med frihed og markedsøkonomi. Deres erhverv er nok lidt specielt, men kulturelt har de sammen med resten af generationen lagt både det kommunistiske og det katolske Polen bag sig. Deres verden er større og med muligheder, forældrene knap nok anede. Penge er nøglen, som skal åbne for denne verdens lyksaligheder, og penge får man gennem uddannelse og målrettet indsats.

Det er bare ikke alle, som kan hente ny viden på universiteter og »business schools«. Og jo mere man taler med »den nye generation«, desto mere opløser den sig, fordi selv de meget fælles træk træder frem i vidt forskellig form. »Generationen er delt op i to helt forskellige verdener«, siger 27-årige Ahksia Tomaszewska, da hun skal beskrive den nye generation, som set fra hendes synsvinkel ligger mellem 16 og 22 år. Akhsia arbejder med en doktorgrad i sociologi og har for sit institut gennemført adskillige feltstudier.

Det helt overvældende flertal af unge, påpeger hun, kommer fra arbejder- og landbofamilier, som efter systemskiftet oplevede et brat fald i levestandarden. Skolerne har de forladt uden nævneværdige færdigheder. Lærerne fik i deres løn kun et beskedent honorar for at være til stede i klasseværelserne - enkelte blev på grund af et idealistisk engagement, der sjældent varer evigt. Flere arbejdede privat for ekstra betaling.

Det fri arbejdsmarked har heller ikke været en positiv oplevelse for denne del af generationen efter den kolde krig.

»Unge blev fanget i en fælde«, konstaterer en rapport fra FN-organisationen UNDP. Efter systemskiftet skulle statsejede virksomheder afskaffe overflødig arbejdskraft. De sidst ansatte blev fyret, og portene var lukket for nye. Især de første år voksede den private sektor gennem udvidelse af virksomheder, hvor grundlæggeren og hans familie fik brug for et par ekstra hænder. Det gav få muligheder for unge uden arbejdserfaring, personlige kontakter og særlige færdigheder. Ifølge rapporten var arbejdsløsheden for 18-19-årige i 1996 på 41,1 procent, lokalt meget højere.

Siden er forholdene blevet en smule bedre, men fremtidsudsigterne er ikke gode. Mere end 1,6 millioner unge melder sig på arbejdsmarkedet inden år 2005, hvilket i en vesteuropæisk sammenhæng er en kolossal tilgang.

Derfor har Monique, veninden og mange tusinde andre piger fundet deres specielle levevej. Mange mænd finder beskæftigelse i organiseret kriminalitet og nye subkulturer. I de fleste landsbyer er det »normalt«, at unge drikker fra 13-års alderen, opdagede Ahksia. Den kommunistiske æras ungdomsklubber er nedlagt og kirkens tilbud noget begrænsede, så de unge finder selv samvær og identitet gennem et frodigt kulturelt udbud, f.eks. skinheads, satanister osv. Særligt fremtrædende er den kultur, der er opstået omkring fodboldklubber, hvis fans kaldes zalikowcy, en henvisning til deres tørklæder. En anden ungdomskultur kaldes dresiarze og kendetegnes ved de unge mænds body-builder-muskler og træningsdragter

Beverly Hills, Polen

Det er naturligvis ikke disse unge, som sædvanlig sættes i bås med betegnelsen »fløjlsgenerationen«.

Nyhedsmedierne vil hellere se revolutionens børn og Polens fremtid i en ganske anden gruppe. Da en tysk investeringsrådgiver i begyndelsen af trediverne og leder af et multinationalt firmas polske afdeling hørte, at jeg søgte efter den »nye generation«, udbrød han straks: »Så skal du tale med mine folk, ingen er over 25«.

Holdningen i de nye polske virksomheder er, at kun de helt unge ikke slæber rundt på tung bagage fra kommunismen. Da et mobiltelefon-selskab holdt firmafest, lejede man Warszawas væddeløbsbane, så der var plads til de adskillige tusinde ansatte. Gennemsnitsalderen var også her under 25, og atmosfæren svarede til en pæn udgave af Roskilde-festivalen med den mest moderne vestlige musik. Det var en fest for de søde, smarte, glade og selvsikre. Den gratis øl og vin blev endda håndteret uden problemer.

Professor i sociologi Hanna Swida-Ziemba har siden 1950'erne lavet gruppeportrætter af den 17-20-årige generation fra de bedste gymnasier. Sammenlignet med en undersøgelse fra 1989 er hendes resultater opsigtsvækkende. Det er »totalt forskellige mennesker«, siger hun. For ti år siden var de unge ikke optaget af rent personlige ting. De ville udforske arbejdets og livets muligheder. Derfor kaldte hun dem »Columbus-generationen«.

Den nye generation har fået betegnelsen »Beverly Hills«. Den generation indrømmer i modsætning til tidligere, at en vigtig målsætning er personlig rigdom. Penge er en nøgle, som åbner til alt, hvad man gerne vil, nemlig rejser, bil, et godt hjem. Den tidligere generation dyrkede bekymringer.

»Vi var eksistentialister dengang, som gik i sort og læste sørgelige digte«, siger 27-årige Ahksia. Men nu erklærer de 17-20-årige sig for lykkelige. Mere end 60 procent siger, at de er glade for livet og »tilfredse med deres personlighed«. Ud af de seks værdier, som har størst betydning, kommer succes ind på en fjerdeplads. Af allerstørste betydning er kærlighed, men den skal helst være lidenskabelig, siger de unge, som også påberåber sig stor tolerance. Det er ligefrem et stort plus, hvis venner ikke deler ens meninger, fordi »forskelle er så interessante«, lyder et gennemgående svar i professorens materiale. Man frygter ikke for fremtiden. Arbejdsløshed er utænkelig. Problemer på livets vej udgør blot en udfordring. Selv stress anses for et krydderi, som følger med et interessant og godt liv. Velkommen til Beverly Hills, Polen.

Studenter hader Disco Polo

Men hvad sker, når disse unge møder fløjlsrevolutionens tabere?

»Ved du ikke det?«, spørger Ahksia forundret. »Elitens børn bliver dræbt!«. Jeg afviser naturligvis straks denne groteske generalisering, men får et nyt svar:

»Statistik betyder intet. Det afgørende er, at de velstillede unge har den opfattelse, at de er truet på livet«. Professorens materiale støtter påstanden. For første gang nogensinde har hendes projektgruppe udtrykt stærk frygt for unge med anden social baggrund. Tilfældet Tomasz Jaworski nævnes ofte af unge, som er enige med Akhsia. Sammen med sine venner hyggede den 19-årige student sig på græsset i et grønt område i udkanten af Warszawa. Han blev kidnappet af en gruppe unge, som gennem to dage udsatte ham for grusom tortur og derefter dræbte ham.

Politiet fik fat i morderne, som var jævnaldrende. Under retssagen kom kun ét motiv klart frem. »Jeg hader studenter«, erklærede en af de anklagede. Statistikken beretter, at antallet af mord, som begås af unge under 18 år, er blevet mere end fordoblet siden 1990, og der er en kraftig vækst i andre voldsforbrydelser begået af samme aldersgruppe. Historierne ryster offentligheden. To 14-årige piger i storbyen Wroclaws arbejderkvarter lokkede således en skoleveninde ud i skoven, hvor de stak hende med en kniv mere end 60 gange. Pigerne var bagefter noget forundrede over, at drabet havde krævet en hård og langvarig indsats. »Det var slet ikke, som det er i filmene«, sagde en af dem til politiet.

Forskellige verdener

Elitens unge mener, at holdningen til vold adskiller dem fra resten af generationen. Fodboldfans har i flere tilfælde anstiftet optøjer. Da en 13-årig dreng i januar blev dræbt under sammenstød med politiet i byen Slupsk, udløste det gadekampe i flere dage. Drabet på Tomasz Jaworski blev fulgt op med en demonstration mod vold. Adskillige tusinde deltog, og lignende »sorte marcher« er gennemført efter andre drab.

»Vi lever i to forskellige verdener«, siger 20-årige Malgorzata Mawrek, som studerer ved Warszawas Universitet.

»Jeg har kun kontakt med de andre, når de stjæler vores cykler. Hvor jeg bor, stjæler alle dresiarze. Det er ikke en fordom. Det er en kendsgerning«.

Erklæringen udløser heftig debat i en lille gruppe studenter, som Weekendavisen har samlet. Karolina Oponowicz hævder, at frygten er skabt af nyhedsmedierne, og at den kun har et reelt indhold i Warszawa. De unge mænd i gruppen indrømmer imidlertid, at de er bange på gaden, og til sidst giver Karolina sig:

»Det er nok rigtigt, at studenter ikke er vellidte - især ikke, når de går pralende rundt med deres bøger«.

Foragt og frygt

Foragt er sammen med frygt nøgleord, som beskriver studenternes holdning til unge med anden social baggrund, oplyser professor Swida-Ziemba. Det mest bemærkelsesværdige er, at følelserne lægges frem uden blusel. Kasia Rogala-Lewicka, som er 20 år, siger, at man selvfølgelig skal være bange for unge, som ikke er studenter:

»De er ikke uddannede og kommer fra de værste familier. Generelt er de primitive - uden fremtidsplaner og interesser. De vil kun drikke vodka og stjæle bilradioer«. Kasia vil gerne tale om sin yndlingsmusik, som er »meget varieret«: Grupper fra tresserne, The Doors og mere moderne disko-musik, »når den bare ikke er polsk«. De andre unge, dem uden uddannelse, har en »primitiv smag«. De lytter til, hvad hun med foragt kalder Disco Polo, musik med hårde rytmer og polske tekster, noget med »kærlighed, sommer og strande«, siger Kasia.

Skellet mellem de to grupper af unge i generationen efter den kolde krig kan ikke helt presses ind i klassebestemte rammer. Den 21-årige Tomasz Sajewicz, som kommer fra en lille landsby, lader sig inspirere til et eksempel:

»Jeg kender slet ikke min bror, som kun er seks år yngre. Han lever i en helt anden kultur. Da jeg var på hans alder, var der ikke så mange små butikker i landsbyen med alkohol og cigaretter, og derfor har han flere muligheder. Vi har også helt forskellige etiske grænser. Måske er det noget med, at vores forældre i dag har mere arbejde, og derfor bliver opdragelsen forskellig. Da jeg boede hjemme, var vi meget mere en familie«.

Okay, så tåber

Igen og igen anvender studenterne betegnelsen »primitive«, når den mindre uddannede gruppe skal beskrives. Jeg påpeger, at ordet lyder lidt groft, og de foreslår et par alternativer, f.eks. »tåber» eller »dumrianer».

»Jeg kender en fyr, som kun har læst én bog i sit liv, og det var Pinocchio«, beretter Katarzyna Cisz. Deres foragt flyder også frit, da vi når til en tredje del af den unge polske generation: »Den forgyldte ungdom«.

De har forældre, som blev rige under systemskiftet. »Forældrene er primitive, uden rigtig uddannelse», forklarer Karolina. Denne del af ungdommen har, forstår man på de unges historier, adgang til den mest moderne teknologi (mobiltelefoner f.eks.), men er helt uden studenternes etik.

»Deres etik svarer til tyveknægtens«, siger Malgorzata. »De er kun optaget af forbrug«. Alle deres penge går til diskoteker, biler og tøj. »De er smalsporede«, konstaterer Pawel Lawinski. »De er slet ikke interesserede i udlandsrejser«. De har fået adgang til universiteter, fordi deres forældre betalte bestikkelse. Og hvad studerer de så? Filosofi, lyder påstanden. »Det er et meget populært fag blandt de nyrige«, siger Karolina. »I den kreds har man jo ikke problemer med at få arbejde senere hen«.

Politik er beskidt

Hvordan placerer den generation sig, der som den første er vokset op i et ægte polsk demokrati?

»Den er primitiv«, lyder det igen og igen. Ifølge professor Swida-Ziemba kan man ikke kalde hendes unge apolitiske. »Det vil være en forkert betegnelse, men de finder politik ekstremt frastødende og usmagelig«.

Polens tidligere præsident, Nobelpristageren Lech Walesa, er en af de »usmagelige«, mens den nuværende, eks-kommunisten Alexander Kwasniewski, er respekteret, fordi han taler fremmede sprog og virker kultiveret.

Kasias far er en tidligere aktivist i frihedsbevægelsen Solidaritet og stadig politisk aktiv. »Min far vil slå mig ihjel, hvis han hører det, men politik er beskidt. Det går kun ud på penge og forbindelser, så man kan berige sig selv«. Forsigtigt oplyser hun, at »mine venner stemte på Kwasniewski«, og »vi kan godt lide ham, fordi han slet ikke er, som nogle hævdede«. Hun tilføjer, at det var sørgeligt med ham Walesa, som ikke anede, hvordan han skulle tale pænt polsk og begik mange fejl. Han var til grin i hele verden, mener Kasia.

Intellekt er sagen

Weekendavisens lille studiegruppe er ikke typiske repræsentanter for de studenter, som professoren har analyseret, for bortset fra Kasia deltager de alle i et usædvanligt initiativ: For syv år siden oprettede en veteran fra Solidaritets frihedskamp, journalisten Halina Bortnowska, undervisning i »social ansvarsbevidst journalistik« for studenter og skolebørn.

Hun lægger vægt på, at eleverne får et kendskab til medierne, som kan hjælpe dem også i andre professioner. Knyttet til dette projekt udgives tidsskriftet Polis. Det er i vidt omfang redigeret og skrevet af de unge. Emnerne er temmelig tunge - f.eks. det amerikansk-polske forhold, europæisk integration og folkemordet på jøderne.

Eleverne opfordres også til at deltage i frivilligt socialt arbejde. Mellem aktiviteterne er en sommerlejr i journalistik for mentalt handicappede. Studenterne bag dette blad har socialt engagement og værdier, som går langt videre end deres egen karriere. Dermed videreføres en tradition, som siden det forrige århundrede har kendetegnet intellektuel virksomhed i Polen. Det var i forlængelse af den, at studenter i 1960'erne og 70'erne indledte et opgør med kommunismen og samtidig søgte alliance med arbejderne.

Men langt de fleste studenter er i dag slet ikke interesseret i kollektive målsætninger, erklærer professor Swida-Ziemba. Nok hylder de intellektet, men de har brudt med traditionen. Sociale lighedsidealer er dem totalt fremmede. Deres opskrift på succes i livet er, at man skal fremme sine egne, individuelle mål. Det er idealet, som beundres.

Ja, siger Katarzyna, da hun hører det signalement: »Måske er det rigtigt, men selv er jeg bange for samfundets fremtid. I løbet af de sidste ti år er der opstået nogle grupper, som udvikler sig i meget mærkelige retninger. Vore politikere vil vist gerne gøre forskellene mindre, men et indgreb er næppe muligt«.

Jeg spørger Karolina, om hun kan beskrive sin generation i en enkelt sætning.

»Ja«, svarer hun, »det er måske muligt, men det vil ikke give nogen mening«.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.