Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 1, februar 1999

Tyskland atter frit

Med kritik af NATOs atompolitik har den tyske udenrigsminister stukket hul på betændt byld.

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

WARSZAWA - Murens fald befriede Tyskland for den kolde krigs begrænsninger, og nu vil en rød-grøn regering befri nationen fra fortidens lænker. Den nye forbundskansler Gerhard Schrøder proklamerer, at man fremover vil vise "selvtilliden, som en moden nation har". Tyskland bør, sagde han i sin tiltrædelsestale, hverken føle sig "overlegen eller underlegen i forhold til nogen".

Hvis en dansk statsminister i sin nytårstale sagde lignende, ville seerne nok le, og når franske ledere konsekvent udtaler sig i samme ånd, anses det blot for banal retorik.

Sagt på tysk af en forbundskansler får ordene en ganske anden klang. Nogle kan høre støvletramp i dem, og udtalelserne blev fulgt op i omverdenen med analyser af den nye tyske nationalisme. Selv når faktiske tyske udspil er alt andet end krigeriske, kan tegn på ny tysk selvtillid bag dem vække følelser, som har stærke historiske rødder. Eller modstandere kan i det mindste forsøge sig med appel til sådanne følelser.

Begge dele skete, da udenrigsminister Joschka Fischer kort efter kanslerens markering "provokerede" landets store allierede med et udspil rettet imod NATOs atompolitik. Alliancen har i årtier forbeholdt sig ret til brug af atomvåben, selv når modstandere kun bruger konventionelle våben. Denne første-brugs doktrin ønskede Fischer nu genovervejet og helst ændret i forbindelse med den igangværende revision af NATOs strategiske koncept - et grundlæggende dokument med retningslinjer for alliancens politiske og militære samarbejde.

I mange reaktioner blev det faktiske indhold i udspillet ignoreret. Stærkere modargumenter stod til rådighed, og det geniale ved dem er, at de ikke skal formuleres direkte. Tidligere forbundskansler Helmut Kohl fremhævede eksempelvis i et interview, at netop tyskerne havde draget størst fordel af amerikanernes atomparaply under den kolde krig. "Hvis man ved, hvad amerikanerne gjorde for os, så ved man også hvilket indtryk det gør i Amerika, når Tyskland starter en debat om første-brug" sagde Kohl, idet han overlod detaljerne i dette indtryk til andre.

En anonym vestlig embedsmand anvendte også antydningens kunst, da han til den store amerikanske avis New York Times sagde: "Regeringen forstår ikke, at når Tyskland rejser spørgsmål i forbindelse med NATOs strategi, så rejser folk spørgsmål om Tyskland".

Eksemplets magt

Det er muligt, at regeringen blev overrasket af reaktionerne. Men kritikken af tyskerne har ikke forhindret, at meget alvorlige spørgsmål om NATO og atompolitikkens fremtid er blevet rejst. De indeholder en anklage. Tyskernes kritikere har tilsyneladende ikke forstået, at en doktrin med første-brug af atomvåben kan virke meget provokerende, når den optræder i en alliance med stadigt mere offensive træk. Kritikerne har også, meget bekvemt, overset, at disse spørgsmål især rejses af amerikanske eksperter.

Fischer selv rykkede ud med erklæringer, som skulle begrænse spændvidden i spørgsmål angående Tysklands fremtidige kurs. Han bedyrede, at samarbejdet i NATO er meget vigtigt for Tyskland, og netop derfor havde han lagt op til, at man sammen med sine allierede, indenfor NATOs rammer, overvejer atomvåbnenes fremtid. "Jeg vil gerne undgå det indtryk, at Tyskland følger sine egne veje", sagde han.

Fischer påpegede dog også, at første-brugs doktrinen opstod, da Warszawa-pagten truede Vesteuropa med enorme panserhære, og, fortsatte ministeren, nu "er vor sikkerheds-situation fundamentalt ændret". NATO bør sætte arbejdet for et storpolitisk klima, som er vendt mod udbredelsen af atomvåben til stadigt flere lande, øverst på sin dagsorden, forklarede han, og "vi bør lede gennem eksemplets magt".

Denne opfordring er et gennemgående argument i adskillige rapporter, som siden den kolde krigs afslutning har set på mulighederne for total atom-afrustning. Det er et mål, som er bestemt i international lov, men der er mere udsigt til, at kredsen af atommagter bliver udvidet. Dermed vokser risikoen for, at atomvåben bliver anvendt i krig.

Byttehandel truet

I traktaten mod spredning af atomvåben, NPT-aftalen fra 1968, har de store atommagter indgået en byttehandel med landene, som endnu ikke har atomvåben. De sidstnævnte afstår fra anskaffelse, hvis atommagterne afskaffer deres atomarsenaler. Som bekendt er det gået lidt trægt med opfyldelsen af dette løfte. Alligevel blev traktaten i 1995 forlænget til evig tid. Det stod dog klart, at byttehandlen kunne smuldre, hvis målet ikke kom meget nærmere, hurtigt.

Ingen arbejdede hårdere for traktatens forlængelse end den daværende amerikanske topdiplomat Thomas Graham. Med løfter og trusler fik han neddæmpet udbredt mistillid imod USA’s vilje til nedrustning. Det er derfor meget bemærkelsesværdigt, at netop han nu har kastet sig ud i en kampagne mod NATOs atompolitik. Inden den tyske udenrigsministers initiativ, modtog forbundskansler Schrøder eksempelvis et brev fra ambassadør Graham med argumenterne.

Graham mener, at første-brugs doktrinen er i konflikt med løfter, som NATOs tre atommagter afgav i forbindelse med NPT-traktaten. I slutningen af december fremhævede han i en offentlig erklæring, at det er skadeligt, når alliancen med verdens største opbud af konventionel slagkraft stadig ser behov for at kunne anvende atomvåben først. Hvorfor skal lande, som ikke selv har atomvåben så tro, at det er bedst for deres egen sikkerhed, at de ikke anskaffer dem?

Det logiske svar er, at atomvåben slet ikke er et brugbart våben. Selveste Colin Powell, USA’s berømte stabschef i begyndelsen af 90'erne, har da også sagt, at han overfor lande, som endnu ikke har atomvåben, fremhæver, at de er "en spildt investering i militær slagkraft af begrænset militær og politisk nytte".

Det er også et bærende argument i de mange rapporter, som anbefaler total atom-afrustning. Man har anbefalet en række initiativer, som skal begrænse mulighederne for brug. Jo mere usandsynlig anvendelse bliver, desto større er sandsynligheden for, at atomvåben kan afskaffes.

Centralt mellem anbefalingerne står, at atomvåbens rolle i en overgangsperiode skal begrænses til gengældelse af et angreb med atomvåben. Flere tidligere øverstkommanderende for NATOs styrker i Europa - de amerikanske generaler Goodpaster, Galvin og Rogers - har støttet denne anbefaling, som naturligvis er i strid med NATOs første-brugs doktrin.

Fortidens fange

Formulering af en tidssvarende atompolitik har voldt NATO problemer siden den kolde krigs afslutning. I sluterklæringen fra et topmøde i 1990 kaldte alliancen brug af atomvåben for "en sidste udvej". Man beskrev dog ikke nærmere de omstændigheder, som kan berettige, at der gribes til "en sidste udvej".

Året efter skulle et nyt strategisk koncept vedtages. I det forklares, at storpolitiske ændringer i Europa har forbedret chancerne for effektivt forsvar med rent konventionelle midler. Derfor er, skrev man, eventuel anvendelse af atomvåben blevet en "endnu mere fjern" mulighed. Denne formulering blev anvendt, fordi nogle lande frygtede, at "en sidste udvej" kom for tæt på et farvel til første-brug.

Alliancens retningslinjer for brug af atomvåben er hemmelige. Men det tyske initiativ er blevet imødegået med et forsvar af første-brugs doktrinen, som klart viser, at NATO ikke har forladt den.

Sædvanligvis fremhæver tilhængerne, at den har en fredsbevarende virkning. De siger, at hvis en fjende ikke ved, hvordan et angreb bliver besvaret af NATO, vil vedkommende frygte det værst tænkelige modtræk og derfor afstå fra aggression.

Første-brugs doktrinen har altså en såkaldt afskrækkende virkning. "Elementet af uvished er vigtigt", siger den tyske general Klaus Naumann, formand i NATOs militærkomite. I en ikke særligt indirekte kritik af Joschka Fischer fortsatte han: "Enhver, som fjerner denne uvished fra en modstanders sind, øger risikoen for, at en konflikt finder sted".

Udvidet rolle

Denne gentagelse af en politik, som har været NATOs officielle gennem nogle årtier, er imidlertid ikke hele argumentet. Siden begyndelsen af 90'erne har USA planlagt brug af atomvåben mod u-lande, som selv kun har kemiske og biologiske våben. Det er sandsynligt, at samme mulighed indgår i NATOs retningslinjer for brug.

I et interview bragt af den tyske avis Hamburg Welt am Sonntag sagde NATOs generalsekretær Solana den 13. december, at "atomvåben vil også i fremtiden være vigtige for NATOs strategi". Og så tilføjede han: "Vi har også i fremtiden brug for en afskrækkelse mod masseødelæggelsesvåben". Det sidste ord er naturligvis betegnelsen for mere end A-våben, altså også B- og C-våben.

Både fortsat brug af afskrækkelses-teorien og den nye rolle for atomvåben udsættes for skarp kritik af amerikanske eksperter. Den mest fremtrædende er general Lee Butler, som er en meget respekteret tidligere chef for USAs strategiske atomslagstyrke. Han spillede også en ledende rolle, da atomarsenalet blev vendt mod nye potentielle fjender i udviklingslandenes kreds. Teorien om afskrækkelse bygger, siger han imidlertid nu, på "en litani af uberettigede antagelser, ubeviselige påstande og logiske modsigelser".

I et brev til NATOs forsvarsministre, dateret 10. december, støttede general Butler det tyske initiativ. Han forklarede især, hvorfor atomvåben ikke kan spille en meningsfyldt rolle mod kemiske og biologiske våben. Man kan, hævder han, ikke konkludere, at blot fordi første-brug måske var en nyttig doktrin under den kolde krig, så er den også brugbar i dag. Faktisk er den "helt upassende i det nye globale sikkerhedsmiljø", skriver han. Og værre endnu, den har i forbindelse med indsatsen mod spredning af masseødelæggelsesvåben den stik modsatte virkning. Endelig anser han doktrinen for i strid med "demokratiske samfunds værdier".

Farlig debat

Kritikken kan formuleres endnu skarpere, så den rammer NATOs fremtidsplaner mere bredt og ikke blot forbliver led i en debat mellem atompolitikkens skriftkloge.

Amerikaneren George Perkovich, leder af et sikkerhedsprogram for en pengestærk fond, har i avisen Los Angeles Times skitseret en sådan altødelæggende kritik. Han efterlyser konkrete krigsspil, som viser, hvordan NATO med fordel kan anvende atomvåben først i forbindelse med vor tids trusler. De bør fremlægges, skriver han, så man kan analysere og diskutere dem: "Verdens førende forsamling af demokratier fortjener intet mindre".

Perkovich mener, at den virkelige årsag til opretholdelse af førstebrugs-doktrinen er den planlagte udvidelse af NATOs opgaver. Alliancen skal fremover ikke kun forsvare medlemmernes territorium. Det nye strategiske koncept åbner for indsats overalt i verden. Derfor kan militære enheder, som er udsendt af alliancen, blive udsat for trusler med kemiske og biologiske våben.

Med en første-brugs doktrin har NATO mulighed for angreb med atomvåben rettet mod fjendtlige styrkers B- og C-våben. Hvis det er den virkelige forklaring, skriver Perkovich, så forklares også, hvorfor det tyske initiativ fik en hård modtagelse. Pentagon ønsker ikke en debat af NATOs atompolitik, fordi "resten af verden og mange amerikanere så vil stille spørgsmålstegn ved NATOs nye opgaver".

Det er allerede kontroversielt, at NATO fremover vil mere end blot rent forsvar af medlemmernes territorium imod angreb. Det er også kontroversielt, at NATO eventuelt vil gå i kamp uden mandat fra FNs sikkerhedsråd. Hvis man til denne debat så føjer, at NATO måske vil anvende atomvåben, når man, for eksempel, uden grønt lys fra FN forsvarer olieforsyningerne fra Mellemøsten eller Centralasien mod en magt, som truer de udsendte soldater med kemiske våben - ja, så kan debatten blive meget ophidset.

Centrale spørgsmål

Det er sandsynligt, at denne debat kommer. Tyskernes initiativ har vækket store amerikanske fonde, som ser med skepsis på NATOs planer. Ifølge sædvanligvis velinformerede kilder er der allerede bevilget omkring en million dollar. Den første "web-page" på Internettet med kritik af NATOs atompolitik er oprettet.

I selve alliancen vil en række spørgsmål formentlig også blive rejst i forbindelse med formuleringen af de afsnit i NATOs nye strategiske koncept, som beskriver atomvåbens rolle. Den debat foregår i et sprog, som kan virke noget uforståeligt, hvis man ikke tilhører kredsen af skriftkloge embedsmænd. Men her er nogle spørgsmål, som formentlig vil blive rejst fra tysk side:

• Skal konceptet oplyse, at NATOs A-våben skal afskrække "masseødelæggelsesvåben", hvorved man signalerer en udvidet rolle for atomarsenalet?
  
  
• Er det acceptabelt, at atomvåben dermed får ny legitimitet, ny berettigelse, og at NATO-medlemmer, som støtter total atom-afrustning, får medansvar for et skridt i den modsatte retning?
  
  
• Skal NATO-lande, som er udrustet til brug af amerikanske atomvåben, også deltage i en eventuel indsats mod lande med B- og C-våben?
  
  
• Vil en rolle for atomvåben med afskrækkelse rettet imod B- og C-våben blive begrænset til forsvar af medlemmernes eget territorium i overensstemmelse med Atlantpagtens artikel 5?
  
  
• Eller vil brug også være mulig, når det ikke er medlemsnationernes eksistens, som er truet, men "blot" militære enheder, som kommer i en ekstraordinært farlig situation udenfor NATOs eget territorium?
  

Spørgsmålene er meget vigtige for Tyskland, som selv har konkrete opgaver i NATOs atom-beredskab. De er også vigtige for et land, som nok mere end noget andet medlem af NATO, er på vagt imod de ulykker, som militær planlægning uden offentlig debat og demokratisk kontrol kan medføre. Men det mest bemærkelsesværdige er, at den nye selvstændige tyske profil ikke henter inspiration i gamle nationalistiske traditioner. Bag kritikken ses erfaringer af nyere dato - nemlig længe undertrykt utilfredshed med, at Tyskland skulle være den centrale slagmark for atomvåben.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.