Trykt i Weekendavisen 19. februar 1999

Den sidste olie

Kaukasus. Det ligner et spil om olien i Kaukasus. Men slagsmålet om Centralasiens sorte guld handler om det sikkerhedspolitiske herredømme i ”Ruslands bløde underliv”. Deltagerne har indtaget deres pladser og strategien er på plads.

Af  JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

WARSZAWA - Over oliefelterne i Det kaspiske Hav hævede sig i januar en prøveballon. »Jeg mener, at USA’s strategiske interesser i Kaukasus rejser behov for en amerikansk militær base i området,« erklærede Aserbajdsjans ledende sikkerhedspolitiker, Vafa Guluzade. Og så foreslog han at oprette en base i sit eget land. Prøveballonen blev udsat for heftig beskydning fra en noget usædvanlig fælles front, som strækker fra Irans forsvarschef til det amerikanske dagblad New York Times. Reaktionerne afspejler, at de storpolitiske vinde, som blæser i Kaukasus og Centralasien, kan medføre et endog meget omfattende vestligt militært engagement.

Nogle eksperter hævder, at området er den mest sandsynlige slagmark for NATO i det 21. århundrede. Baser kan blive nødvendige, men lige nu er det et skridt, som adskillige embedsmænd i NATO-lande over for Weekendavisen kalder »alt for provokerende«. Mest præcist er det vestlige dilemma blevet opsummeret af en amerikansk kommentator, Michael Lelyveld fra Journal of Commerce. Den aserbajdsjanske opfordring er, konstaterer han, »en frygtelig ide, hvis tid desværre er kommet.«

Dobbeltspil

Militær adgang til området er nemlig et mål, som flere vestlige lande har efterstræbt, bl.a. gennem NATOs Partnerskab for Fred. Selv Danmark svarede sidste år ja til en britisk opfordring til at deltage i et projekt, som skal levere militær rådgivning. Forbilledet er den allierede indsats over for balterne, som langsomt moderniserer deres forsvar og trækker dem ind under NATOs beskyttende paraply.

Men landene ved Det kaspiske Hav har en storpolitisk og økonomisk rolle, som er langt større end balternes. Hvis de mest optimistiske prognoser er korrekte, kan deres betydning for Vestens energiforsyninger sammenlignes med området ved Den persiske Golf. De er samtidig genstand for en kappestrid mellem en række stormagter. USA’s viceudenrigsminister Strobe Talbott har påpeget, at Kaukasus og Centralasien kan blive »en yngleplads for terrorisme, et arnested for religiøs og politisk ekstremisme samt en kampplads under regulære krige.« Det vil, fortsatte han, »være af største betydning« for USA, hvis noget sådant sker »i et område, som indeholder op mod 200 milliarder tønder olie.«

Udvidelsen af NATOs aktiviteter kan på denne baggrund få »uforudsigelige« og »katastrofale« følger, lyder det advarende fra en amerikansk forsker, Rachel Bronson ved Center for Strategic and International Studies (CSIS).

Embedsmænd i NATO afviser, at alliancens egne organer bevidst deltager i et dobbeltspil, hvor »fred og stabilitet« er den erklærede målsætning, mens en klassisk magtpolitisk manøvre er den virkelige. De frygter imidlertid, at NATO utilsigtet kan blive inddraget og påpeger, at planlægning af militære operationer faktisk sker ved hovedkvarteret for USA’s styrker i Europa, hvor ansvaret for Kaukasus blev placeret i 1998. Det har især vakt tysk bekymring i forbindelse med udarbejdelsen af en ny strategi for NATO.

For kun ti år siden var Kaukasus og Centralasien lukket land. Efter Sovjetunionens opløsning er vestlige stater og energiselskaber rykket frem. Det sker via fire parallelle og delvis overlappende spor: Kontrol med olie- og gasforekomster, transport af disse ressourcer til det globale marked, udvikling af en øst-vest-handelsvej fra EU til Asien uden om Rusland og endelig sikkerheds-samarbejde med Kaukasus via NATO.

Kontroversiel dagsorden

Emnerne på denne dagsorden er alle kontroversielle:

• Når oliefelternes faktiske omfang vurderes, er uenigheden ekstrem. Kritikere hævder, at den fremtidige produktion kun vil ligge på niveau med Venezuelas, og derfor udgør kontrol med felterne ikke en vital, vestlig interesse. De hævder også, at alternative energikilder vil mindske behovet for olie.

• Fra den sovjetiske æra har området arvet rørledninger, som i dag går gennem russisk territorium. Både staterne i området og olieselskaberne ønsker et alternativ. Men forskellige vurderinger af storpolitiske, økonomiske og økologiske problemer har skabt store modsætninger mellem alle de involverede parter. Flere stater, deriblandt USA, foretrækker ruter, som olieselskaberne kalder en alt for dyr løsning.

• Gennem århundreder foregik en livlig handel langs den 6.400 kilometer lange Silkevej fra Kina til Middelhavet via Centralasien og Kaukasus. Med finansiel bistand fra EU er en modernisering af karavanernes gamle rute indledt. Planerne omfatter bygning af motorveje, jernbaner, lufthavne og færgeforbindelser. Ifølge en projektbeskrivelse fra EU er formålet støtte til de berørte landes »politiske og økonomiske uafhængighed« gennem udvikling af deres adgang til Europa via »alternative transportveje«. Fra russisk side betragtes projektet med skepsis, fordi Silkevejen netop er et alternativ til eksport via Rusland.

• Næsten alle lande i området er knyttet til NATO gennem Det euro-atlantiske Samarbejdsråd (EAPC) og Partnerskab for Fred. Efter en tøvende start er især Georgien, Aserbajdsjan, Usbekistan og Kazakhstan blevet entusiastiske deltagere i aktiviteter, som bl.a. omfatter sikkerhedspolitiske seminarer, militære øvelser og vestlig bistand til de væbnede styrkers udvikling. Men samarbejdet er også blevet dække for et massivt tyrkisk fremstød, som bl.a. har bragt adskillige tusinde officerer fra Georgien og Aserbajdsjan til militære læreanstalter i Tyrkiet. Den græsk-tyrkiske konflikt eksporteres gennem Grækenlands indsats i Armenien, som er i strid med både Tyrkiets og Aserbajdsjans holdning.

Storpolitisk skakspil

Det er dog de fire ovenstående punkters samlede rolle i den fremtidige verdensorden, som rejser de største spørgsmål. Officielle erklæringer fra især vestlige lande og energiselskaber fremhæver, at vestlige initiativer skal gennemføre en vision med fred og velstand for alle. I skarp kontrast hertil mener strateger, som er skolet i klassisk magtpolitik, at initiativerne er træk i et storpolitisk skakspil. Målet er at erobre en gammel russisk indflydelsessfære. Når NATO-landene fremhæver, at samarbejdet skal oprette en fælles sikkerhedsordning, forberede fredsbevarende operationer og bekæmpe vor tids »nye« trusler mod det globale samfund, så er det i bedste fald kun hule erklæringer, hævder eksempelvis professor Stephen Blank fra US Army War College. I værste fald udgør retorikken et selvbedrag, så »vi for os selv skjuler den virkelige betydning og risici i forbindelse med vores politik.«

Virkeligheden er, mener han, at USA og NATO udfordrer russiske interesser, som i Moskva anses for vitale. For den fremtrædende amerikanske strateg Zbigniew Brzezinski ligner Kaukasus og Centralsien et skakbræt. Sejren går til aktører, som med kloge træk erobrer de felter, som sikrer kontrol med spillet.

De felter er i første række Aserbajdsjan, Kasakhstan og Usbekistan. Han kalder hele området med otte tidligere sovjetiske republikker og Afghanistan for »Eurasiens Balkan«. Deres etniske modsætninger lever fuldt ud op til betegnelsen med et yderst broget kludetæppe af stammer og folkeslag. Storpolitisk er det også et »tomrum«, som en række store naboer gerne vil udfylde.

Rusland har siden Sovjetunionens sammenbrud arbejdet hårdt, endog brutalt, for sit overherredømme, men det er alligevel blevet svækket. Med Tashkent-forsvarsaftalen fra maj 1992 accepterede syv af områdets nye lande - Turkmenistan erklærede sig neutralt - det russiske favntag, som skulle give tryghed. Generelt stod de uden et selvstændigt militært forsvar. Det militære samarbejde med Rusland levede imidlertid ikke op til forventningerne, og det er nu under opløsning. Reelt er russernes militære indflydelse kun solidt forankret i Armenien og Tadsjikistan, og fra april i år er det muligt at melde sig helt ud af ordningen. Usbekistan, som har Centralasiens mest udviklede væbnede styrker, oplyste i begyndelsen af februar, at landet forlader samarbejdet. Aserbajdsjan fulgte logisk nok initiativet med meldingen om, at det også bør overveje fornuften i samarbejdet.

Flere tidligere sovjetiske republikker har indledt et militært samarbejde, som ikke omfatter Rusland og er klart NATO-orienteret. Georgien, Ukraine, Aserbajdsjan og Moldova afholder halvårlige møder på forsvarsministerniveau. Senest i Baku i januar diskuterede man bl.a. oprettelse af fælles »fredsbevarende« styrker. Den spirende alliance har endog fået sit eget navn, GUAM.

Moskva undergraves

Ved denne lejlighed fløj general Sheehan, som var chef for NATOs Atlantkommando, non-stop fra USA med 540 soldater, som blev nedkastet med faldskærm. Aktionen beviste, sagde Sheehan, at »der er ingen nation på Jordens overflade, som vi ikke kan nå frem til.«

Han blev i øvrigt modtaget af den danske forsvarsminister Hans Hækkerup, som, efter amerikansk opfordring, med sin tilstedeværelse gav politisk opbakning. Under den seneste store øvelse, i september 1998, deltog 350 amerikanske soldater.

Moskvas indflydelse undergraves desuden af det økonomiske kaos i Rusland. For ti år siden var Kaukasus og Centralasien så integrerede dele af det sovjetiske system, at mange iagttagere satte spørgsmålstegn ved mulighederne for en selvstændig udvikling.

Men i dag er virkeligheden, at alle russernes gamle partnere har vækst, mens Rusland er i fortsat tilbagegang. I en ny bog, »Russia and Central Asia: A New Web of Relations« varsler den svenske forsker, Lena Jonson, at kontaktfladen med Rusland vil blive svækket yderligere. I rent selvforsvar må de nye lande »orientere deres udenlandske økonomiske relationer væk fra Rusland,« siger hun: »Når Rusland engang genfinder en vis styrke, så vil de centralasiatiske stater allerede have sikret sig et betydelig mere varieret netværk af udenlandske relationer med asiatiske og vestlige lande,« skriver Jonson.

På det geopolitiske skakbræt udfordres det svækkede Rusland af en række store naboer. Det er i første række Tyrkiet, Iran og Kina. Dernæst kommer Ukraine, Pakistan og Indien. Det fjerne USA blev først engageret via sine olieselskaber, som efterhånden fik gjort regeringen interesseret. Den vesteuropæiske deltagelse i spillet sker især via olieselskaber og bistand fra EU og NATO.

Brzezinski konstaterer, at USA ligger for fjernt til, at man selv kan opnå overherredømme, men samtidig har USA så store interesser i området og er en så stærk magt, at man ikke kan holde sig væk. I praksis betyder det, at amerikansk politik skal støtte mindre aktører, som fremmer vestlige interesser. Tyrkiet fremhæves, men selv Iran er for Brzezinski en mulig allieret i dette spil.

Proppen i flasken

Set fra denne strategiske synsvinkel er Aserbajdsjan »proppen«, som kontrollerer adgang til »flasken« med områdets rigdomme. Teoretisk set kan en amerikansk militær tilstedeværelse derfor både styrke landets selvstændighed og udgøre et springbræt for operationer i et hjørne af verden, hvor USA’s støttepunkter ellers er fjerne, få og usikre. Men der er ikke udsigt til, at amerikanerne i Clintons tid vil sige ja til Guluzades invitation.

Det ville være et alt for åbenlyst træk i spillet, som skal afgøre områdets fremtid. En vestlig diplomat med direkte kendskab til forhandlingerne, som skal modernisere CFE-nedrustningstraktaten fra 1990 om konventionelle våben i Europa, siger således til Weekendavisen, at oprettelsen af en militær base i Kaukasus vil medføre, at Rusland bryder med traktaten. Det er en gammel russisk påstand, at man har brug for større styrker, end traktaten tillader, til beskyttelse af det bløde underliv mod syd. Hvis amerikanske soldater rykker ind, vil russerne blive ubøjelige i dette krav. Det er næppe sandsynligt, at f.eks. de nordiske lande og centraleuropæerne, som har stærke interesser investeret i CFE-traktaten, vil udvise forståelse over for USA. Tysklands CFE-forhandlere har allerede opfordret til vestlig tilbageholdenhed i Kaukasus, så en ny traktat kan blive indgået.

Forslaget støder også på en ikke uvæsentlig detalje. Den amerikanske Kongres har efter pres fra armenske vælgere forbudt alt andet end humanitær bistand til Aserbajdsjan. Det er en af de noget ulogiske følger af krigen, som i begyndelsen af 90erne medførte Armeniens erobring af bl.a. Nagorno-Karabakh-enklaven i Aserbajdsjan.

Guluzade har ihærdigt argumenteret for, at Armenien er et »brohoved« for Rusland vendt imod Tyrkiet og NATO. Siden 1994 har, siger han, russerne leveret for to milliarder dollar »ultramoderne« militær udrustning til armenierne. Overførslerne omfatter MIG-29 kampfly til en russisk base og »nye raketanlæg, som kan anvende atom-sprænglegemer.«

Men det er næppe en trussel, som kan ændre Kongressens holdning. Hvis USA skal oprette en base, er en løsning af konflikten i Nagorno-Karabakh formentlig en vigtig forudsætning. Indsættelse af NATO-styrker i en fredsbevarende operation er mellem de muligheder, som er blevet nævnt af bl.a. Aserbajdsjan. Foreløbig er denne tanke ikke blevet hilst velkommen i NATO.

Disse og andre forhindringer blokerer dog ikke helt for militære sikkerhedsgarantier til interesserede lande i Kaukasus. USA har fundet en løsning, som er mindre provokerende end militære baser, nemlig bygningen af en stor olierørledning fra Aserbajdsjan via Georgien til havnebyen Ceyhan i Tyrkiet. Af økonomiske årsager virker forslaget absurd. Analyser foretaget af erhvervsbladet Oil & Gas Journal tyder på, at Baku-Ceyhan rørledningen vil medføre ekstra udgifter på en milliard dollar årligt sammenlignet med andre transportmuligheder. Udgiften kan ikke overføres til forbrugerne, fordi konkurrencen på det globale marked er hård, så sælgerne vil stå med en mindre indtægt. Derfor er olieselskaberne stærkt imod USA’s forslag, men både Tyrkiet og Aserbajdsjan støtter det ihærdigt.

Militær beskyttelse

Årsagen til de tre staters holdning er sikkerhedspolitisk. Når rørledningen føres til Tyrkiet, kan den få militær beskyttelse af et NATO-land. På grund af alliancens nye strategi, som lægger stor vægt på forsvar af fælles interesser uden for medlemmernes territorium, bliver USA, ja selv Danmark, garanter for ledningens, Georgiens og Aserbajdsjans sikkerhed.

De allieredes »interesser« strækkes endog videre til Centralasien, hvor Kasakhstan overvejer en olieforbindelse under Det kaspiske Hav til Ceyhan-rørledningen. Der tales også om at inddrage Turkmenistan, hvor verdens tredjestørste gasfelter venter på at blive udnyttet og transporteret, f.eks. gennem Aserbajdsjan til Europa.

Kaukasus bliver dermed et nyt »grænseland for NATO« med »ekstremt stor betydning« for Europas energiforsyning, siger en amerikansk olie- og sikkerhedsekspert, Glen Howard. I et nyligt værk fra US Army College, som ser på NATOs opgaver i det 21. århundrede, påpeger han, at NATOs Partnerskab for Fred-projekt baner vej for det nødvendige sikkerhedssamarbejde i den forbindelse.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.