Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 2 (marts) 1999

NATOs diskutable fremtid

Fra starten har alliancens fødselsdage været præget af forkerte spådomme

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

WARSZAWA i februar 1999 - NATOs runde fødselsdage fejres normalt med et festfyrværkeri af forkerte spådomme. Kloge mænd har set i deres krystalkugler. Men visionerne har mere været et spejlbillede af øjeblikkets håb og frygt end kig ud i fremtiden.

Allerede fra starten havde vismændene problemer. USAs udenrigsminister Dean Acheson lovede i 1949 inden ratifikationen af Den Nordatlantiske Traktat, at initiativet ikke ville medføre langvarig stationering af store amerikanske troppestyrker i Europa. Den franske udenrigsminister Robert Schuman forsikrede sit parlamentariske bagland: "Tyskland har ingen hær og bør ikke få en sådan… Derfor er det utænkeligt for Frankrig og hendes allierede, at Tyskland får lov til deltagelse i Atlantpagten som en nation, der kan forsvare sig selv eller kan bistå i forsvaret af andre nationer".

Døende alliance

Tredive år efter slog superstrategen Henry Kissinger dystre toner an i sin vurdering af alliancens fremtid, da han under et seminar i Bruxelles med kritik lagde op til debat af NATOs næste tredive år: "Jeg vil mene, at det er en uansvarlig vestlig politik, som ikke tager højde for, at vi i det kommende årti samtidigt vil stå med en ufavorabel magtbalance, en verden i kaos, en potentiel økonomisk krise og et massivt energi-problem".

Belgiens berømte udenrigsminister Henri Simonet forklarede ved samme lejlighed, at "under aktuelle og forudseelige forhold er der ingen måde, hvorpå man kan opnå Europas enhed - altså udviske den dybe splittelse, som har delt verdensdelen efter den anden verdenskrig. Man kan faktisk ikke forudse et Østeuropa, som kan undslippe følgerne af Sovjets såkaldte internationalisme - for slet ikke at nævne overherredømme eller imperialisme".

I dag ved vi, at Sovjetunionen allerede i 1979 var dødsmærket, og at et oprør mod delingen af Europa ulmede i Østeuropa. Da sammenbruddet kom, afklarede det ikke krystalkuglerne.

København var i fødselsdagsåret 1989 vært for en stor konference, som på det nærmeste lagde NATO i graven. Den vesttyske sikkerhedsekspert Christoph Bertram erklærede uimodsagt, at "ånden" i den atlantiske klub er døende. Stadigt flere i alliancen føler nemlig, at "man ikke kommer hinanden ved", og hvis ånden ikke genfindes, så vil institutionerne i det atlantiske samarbejde "sygne hen".

Fornyelse

I en fødselsdagstale til alliancens statsledere klamrede NATOs generalsekretær Manfred Wörner sig til truslen fra Øst. "Selv med den mest optimistiske udvikling i Øst-Vest forholdet vil vi i mange år fremover stå overfor en formidabel og uberegnelig militær magt som nabo", sagde han. Men i andre af hans taler var forudsigelserne mere præcise. "Det er muligt, at de kommunistiske ledere har lettet anker for et mål i Øst, men, som Christopher Columbus, kan de ende i Vest".

Wörner indledte energisk en fornyelse af NATO. Han søgte tilbage til de historiske rødder og fandt, at "alliancen fra begyndelsen var mere end en sikkerhedspagt". Den var også udtryk for "en fælles målsætning og en politisk vision, et fælleskab af værdier og skæbne".

Visionen kan genlæses i NATO-traktatens indledning samt artiklerne 1 og 2. Til forskel fra mange af historiens andre militære alliancer erklærer medlemmerne, at de vil "sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætninger og på lov og ret". Man afstår også "fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål".

Stærk vision

Alliancens fædre mente ordene. Under den kolde krig gled idealerne alligevel noget i baggrunden. Diktaturer blev accepteret i medlemskredsen. Det har også vist sig, at medlemmerne meget fleksibelt kan tolke deres pligter i forbindelse med FNs formål.Den gensidige forsvarsgaranti i artikel 5 overskyggede alt. Men i 90’erne er resten af traktaten blevet genopdaget. Her findes visionen og værdierne, som i 90’erne har virket tiltrækkende for en stadigt bredere kreds af lande udenfor NATO.

Det er respekt for alliancens politiske fundament, som åbnede døren for nye demokratier. De kvalificerede sig til optagelse efter en proces, hvor idealerne blev gjort konkrete gennem krav til ansøgerne - f.eks. civil og demokratisk kontrol med militæret, grænsekonflikter skulle løses. Trods alskens indvendinger mod en udvidelse kunne ansøgerne ikke afvises, hvis idealerne skulle forblive troværdige.

"NATOs overlevelse hinsides den kolde krigs afslutning viser, at (alliancens) værdigrundlag og den iboende logik i Euro-Atlantisk samarbejde fortsat er vigtige elementer i den lim, som holder alliancen sammen", konstaterer en rapport, NATO i det 21. Århundrede, fra præsidenten i North Atlantic Assembly.

Det meget bemærkelsesværdige ved de forløbne årtiers spådomme er, at de blev forkerte, fordi alliancen fandt på andre løsninger. Som den amerikanske sikkerhedsekspert Richard Barnet påpeger i sin analyse fra 1983 af NATOs historie, The Alliance, har iagttagere ofte forudsagt NATOs snarlige sammenbrud. Alliancen er utallige gange blevet kaldt "splittet", fordi medlemmerne lige fra starten "havde indbyrdes afvigende forventninger og visioner i forbindelse med, hvad de lavede".

NATO har imidlertid vist sig yderst fleksibel og derfor har samarbejdet været sejlivet. Nogle vil hævde, at truslen fra Øst udgjorde det vigtigste element i "limen", og mange ser nye trusler, som kan berettige fortsat samarbejde. Men NATOs egentlige sammenhængskraft bygger på en fælles overordnet vision, ikke et fællesskab skabt af frygt.

Blandet cocktail

Dermed er ikke sagt, at Det Nye NATO, som præsenteres i forbindelse med alliancens 50 års fødselsdag, vil overleve uforandret frem til 60-års dagen. Både værdigrundlaget og logikken i transatlantisk samarbejde kan nedbrydes. Begge dele skal plejes og det nok mere, hvis man ikke oplever en fælles, altoverskyggende fare. Ud fra den historiske erfaring kan man forudsige, at alliancen vil blive ændret yderligere i de kommende år. Men hvordan?

"Det vigtigste for den fremtidige udvikling er, at NATO beskæftiger sig med det, som bekymrer de allierede sikkerhedspolitisk", siger den fremtrædende amerikanske sikkerhedsekspert Stan Sloan til Hjemmeværnsbladet. Opfordringen kan lyde banal, men detaljerne er eksplosive. USA er ofte bekymret over andet end det, som bekymrer Europa. Men det er ikke den eneste kløft. De europæiske stater er uenige indbyrdes, og i mange medlemsnationer er opinionen delt op i lejre, som bekæmper hinanden.

Sloan lægger op til, at NATO i sine aktiviteter bør gå videre end kollektivt forsvar af traktatområdet. Formentlig vil alliancens topledere i et nyt strategisk koncept indtage samme standpunkt. Men de nye opgaver kan opfattes og håndteres på meget forskellig vis. I de allieredes overvejelser tegner sig allerede mindst to fremgangmåder.

Spændingen mellem dem skyldes, at NATO både er en militær og en politisk alliance. De allierede stater og deres politiske baglande lægger forskellig vægt på elementerne i denne cocktail. Konflikterne kan virke nye, men de har rødder i alliancens historie - og den fælles vision har hidtil vist sig stærkere end konkret uenighed.

Gensyn med Kant

Den politiske vision fra NATOs grundlæggende traktat blev fremhævet i Harmel-rapporten fra 1967. Ofte omtales dokumentet, fordi NATO i det gjorde afskrækkelse med militære midler og afspænding gennem nedrustningsbestræbelser til sit dobbelte formål.

Læst med nutidens øjne er det bemærkelsesværdigt, at rapporten så frem til en dag, hvor de "politiske spørgsmål" bag Øst-Vest konfrontationen kunne blive løst. Målsætningen var mere end blot afspænding. "Alliancens endelige politiske mål er at opnå en retfærdig og varig fredelig ordning i Europa samtidigt med passende sikkerhedsgarantier", erklærede ministrene. Denne erklæring peger hen imod en sikkerhedsordning, som bygger på vidtfavnende samarbejde - ikke konfrontation eller magtbalance - mellem alle europæiske lande.

Visionen gennemføres i dag gennem en udbygning af samarbejdet, så det kan omfatte en meget større landekreds i Centralasien samt Øst- og Centraleuropa. I nogle udgaver af visionen udviskes forskellen mellem medlemskab af NATO og blot medlemskab af EAPC, det euro-atlantiske partnerskab. Alliancens kræfter fokuseres på initiativer, som fører til voksende integration af de væbnede styrker i området - gennem fælles planlægning, åbenhed, fælles uddannelse af militært personel, oprettelse af fælles militære enheder og kommandostrukturer.

Tanken er, at man samtidigt udvikler fælles sikkerhedspolitik. Hvis visionen gennemføres til sin yderste konsekvens, vil krig mellem deltagerne blive umulig, fordi staternes kontrol med de væbnede styrker er overgået til en fælles myndighed. Inspirationen kommer såmænd fra den tyske filosof Immanuel Kant og hans værk fra 1795, Den Evige Fred.

USAs tidligere NATO-ambassadør Robert Hunter, som spillede en central rolle i fornyelsen af NATO, henviste til Kant offentligt og embedsmænd i for eksempel det danske forsvarsministerium anser også Kant for den Det Nye NATOs egentlige far.

Kort fortalt opstillede Kant tre forudsætninger, som gør evig fred mulig. Oversat til nudansk og vor tids forhold er de:

1) Alle stater skal bygge på demokrati;

2) Folkeretten skal bygge på et forbund mellem frie stater;

3) Enhver skal under ophold i fremmede stater selv optræde og behandles i overensstemmelse med gæstens pligter samt rettigheder. Kant kritiserede med dette punkt især udbytning og undertrykkelse af Afrika, Asien og Latinamerika. I den moderne globale økonomi er det en af fredens forudsætninger, at man arbejder for en mere lige og retfærdig social orden, mellem stater og internt.

NATO skal altså være et skjold, som sikrer, at medlemmerne kan udvikle en harmonisk samfundsorden. Jo flere medlemmer, desto større bliver zonen med evig fred. Udvidelse af EU samt styrkelse af OSCE, Europa-rådet og FN supplerer denne indsats.

Global indsats

Alternativt lægges hovedvægten på de allieredes fælles militære forsvar af vigtige interesser hinsides medlemmernes territorium. Også denne mulighed er forudset i Atlantpagten, hvor artikel 4 åbner for, at deltagerne kan "rådføre sig med hverandre", når f.eks. deres "sikkerhed", et temmeligt omfattende begreb, er truet. Harmel-rapporten beskæftiger sig mere udførligt med emnet, idet man påpeger, at NATOs traktat-område ikke kan anskues i isolation fra resten af verden:

"Kriser og konflikter, som opstår udenfor området, kan skade dets sikkerhed direkte eller gennem påvirkning af den globale balance".

Visionen er her, at de allierede har globale interesser, som skal forsvares i fællesskab. Især amerikanske eksperter og politikere har fremhævet, at USA ikke alene vil opretholde lov og orden i resten af verden, mens de europæiske allierede fokuserer på Europa og nærområdet. Man bør, mener de, i det mindste gennemføre en arbejdsdeling, så europæerne klarer udfordringer i NATOs nærområde med kun en smule opbakning fra USA, mens amerikanerne håndterer de mere fjerne trusler med opbakning fra de europæiske allierede.

I denne vision er udvidelse af NATOs medlemskreds eller udbygning af EAPC mindre vigtig end forbedring af det militære beredskab - især evnen til hurtig indsats over store afstande samt udvikling af de væbnede styrkers højteknologi.

Nogle kan og vil hævde, at de to visioner blot udgør siderne på den samme mønt. Det er da også sandsynligt, at man vil undgå et valg mellem visionerne, så alliancen konstant vil diskutere balancen mellem dem, "møntens" udseende. Hvorvidt limen mellem dem kan holde, vil fortsat være betinget af, at parterne i det transatlantiske fællesskab vedligeholder deres opfattelse af fælles værdier og betydningen af et samarbejde, som tilgodeser deres interesser.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.