Trykt i Weekendavisen 9. april 1999

Pressens slagmark

NATO. Vestens første offer i krigen mod Milosevic er NATOs troværdighed

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

SCENEN var arrangeret med vanlig omhu, da præsident Clinton i Det Hvide Hus skulle præsentere USA’s seneste svar på fordrivelsen af albanerne fra Kosovo. Repræsentanter for humanitære organisationer sad i salen, som er opkaldt efter præsident Roosevelt. Talerstolen var flankeret af Clintons sikkerhedspolitiske topfolk, bl.a. den republikanske forsvarsminister William Cohen og den militære stabschef i fuld uniform. Styrke, sammenhold og medfølelse var vel de bærende signaler, som skulle udsendes. Men scenen endte i først præsidentens, så forsvarsministerens flugt.

Journalisterne bestemte nemlig deres egen rolle. Clinton beskrev et projekt med nødhjælp til flygtningene og lovede dem, at de vil få deres hjem tilbage. Men første spørgsmål fra journalisterne henviste til uenighed i USA’s militære top: Støtter den Deres mål i Kosovo? Jah, der er jo mange skrappe spørgsmål i den aktuelle situation, sagde præsidenten, men han ville skam hellere besvare dem end blive udsat for de alternative, som var kommet, hvis USA passivt havde set til, mens massivt »etnisk slagteri« fandt sted. Og så overlod Clinton besvarelsen til sin forsvarsminister, mens han selv, fulgt af journalisters råb, forlod salen.

Ministeren leverede ikke et mere direkte svar. Ja, sagde han, der har været debat i militæret, fordi alle erkender, at magtanvendelse fra luften har nogle begrænsninger. Men, fortsatte Cohen, den passive tilskuers rolle blev anset for uacceptabel, fordi USA da ikke kunne opretholde den »troværdighed«, som gør landet til »en moralsk leder i verden« og »leder af NATO«. Derefter tog han selv flugten efter det næste spørgsmål og hans egne halve svar.

Det officielle referat fra begivenheden fastholder pressens afsluttende spørgsmål, som blev råbt efter hans ryg og aldrig besvaret: »Sir, præsidenten sagde, at kosovo-albanerne vil blive bragt tilbage i Kosovo under sikre og trygge forhold. Hvis Milosevic ikke bøjer sig, og hvis luftmagt har begrænsninger, hvordan vil De så gøre det?«

Nyhedsformidling er krigskunst

Slaget den eftermiddag er blot et af mange, som Clinton-administrationen og NATO har tabt på »pressens slagmark«. Udtrykket opstod under Golf-krigen, da en ledende amerikansk officer sagde: »Nogle siger, at nyhedsmedierne er fjenden, men rent faktisk udgør de en slagmark, og man skal vinde på den.«

Krigen skulle derfor være upersonlig, næsten steril, omhyggeligt instrueret, produceret til bedste sendetid. Påvirkning og styring af nyhedsformidlingen er siden blevet en krigskunst, som indgår i uddannelse af officerer i mange NATO-lande. Ingen krigsplan er fuldendt uden en strategi for erobring af den offentlige mening.

Eksperterne i NATO havde tilrettelagt indsatsen mod Milosevic, så den levede op til den moderne krigs krav. Pressens slagmark har i denne konflikt større betydning end under Golf-krigen. Årsagen til militær magtanvendelse er nemlig især, at alliancens troværdighed blev undergravet, fordi Milosevic gennem et år afviste NATO’s krav og trusler. NATO’s muligheder for kontrol med kriser uden for sit eget territorium, en central ny opgave, ville blive svækket, hvis man end ikke kunne stoppe en konflikt på sit eget dørtrin. Mens man under Golf-krigen »blot« skulle generobre et besat landområde, er det faktiske mål nu påvirkning af opinionen i NATO-landene og alliancens partnerlande, så den nye opgave får folkelig opbakning. Endnu et mål er påvirkning af potentielle fjender, så de ikke vil udfordre NATO. I begge tilfælde er det indtryk, som indsatsen efterlader, afgørende, og derfor er sejr på pressens slagmark, hvor varige indtryk skabes, et centralt krigsmål.

Flygtninge i overflod

Hvorvidt Golf-krigen helt opfyldte PR-officerers drømme er stadig diskutabelt. Man opnåede nogen kontrol med nyhedsformidlingen, fordi krigens forløb stort set var under kontrol. I skarp kontrast mistede NATO straks kontrollen med den humanitære, væbnede aktion mod Milosevic. Præcise bombardementer af militære mål i Jugoslavien blev besvaret med massivt bombardement af NATO i form af fordrevne Kosovo-albanere. Mellem alliancens motiver for aktionen var, at man ville stoppe strømmen af flygtninge, som undergraver Vesteuropas stabilitet.

Nu fik man flygtninge i overflod. NATO ønskede en kortvarig magtdemonstration, uden store omkostninger. Med udsigten til folkemord i Kosovo stod NATO pludselig foran en blodig landkrig.

Militært har NATO demonstreret overlegenhed, men på pressens slagmark er alliancen trængt. Via denne slagmark har Milosevic med sin modoffensiv optrappet truslen mod NATOs troværdighed. Ingen væbnet konflikt har siden Vietnam-krigens dage i USA fremprovokeret en så omfattende kritik rettet mod de politiske og militære lederes kompetence.

Den normalt køligt analyserende aviskommentator Jim Hoagland fordømmer en »forfærdende mangel på forberedelse« af krigen. Walter Russel Mead, en fremtrædende forsker ved det udenrigspolitiske selskab Council on Foreign Relations, kan vanskeligt forestille sig en »mere offentlig, mere ydmygende udenrigspolitisk fiasko«, idet han sammenligner med den mislykkede invasion af Cuba i 1961 og Saigons fald. George Will, en konservativ bannerfører, mener, at NATO har begået selvmord.

Mens USA’s og NATO’s officielle repræsentanter stadig opstiller begrænsede målsætninger, gør de store statsmænd fra den kolde krig klart, at langt mere nu er på spil end Kosovos fremtid. Tidligere udenrigsminister Henry Kissinger forklarer således, at »NATOs fremtid, alliancens troværdighed og De Forenede Staters forpligtelser kræver, at vi opnår succes.« Strategen Zbigniew Brzezinski går med i koret med påpegning af, at konflikten gælder »NATOs enhed og amerikansk ledelse i verden«.

Skylden lægges i vidt omfang på præsident Clintons skuldre. Han har, lyder en beskyldning, været så optaget af Monica-skandalen, at Balkan ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed. Sikkert er det, at præsidentens ellers fabelagtige evner på en talerstol virker stærkt svækkede, så han ikke længere er en effektiv opinions-leder. Typisk for krisen i USA’s top er, at aviserne kan øse fra utallige anonyme kilder, som vil give andre end dem selv skylden. Ifølge sådanne kilder har udenrigsminister Madeleine Albright vildledt med optimistiske vurderinger af Milosevic, som hun mente ville bøje sig efter nogle få bomber.

Mellem de største overraskelser i NATO’s forberedelser er, at en direkte informationskrig rettet imod befolkningen i Serbien og opinionen i potentielt fjendtlige lande tilsyneladende er blevet tillagt ringe betydning.

Informationskrig

Det var forudsigeligt, at Milosevic straks ville stoppe uafhængige nyhedsmedier, så de statsstyrede propagandatjenester fik monopol, men alliancen stod ikke klar med alternativ formidling af informationer. Først efter to ugers krig fremgik det af nogle rapporter, som endnu ikke kan bekræftes, at NATO har sat fly ind, som bryder ind i radio- og tv-udsendelser. Det forlyder også, at flyveblade er blevet nedkastet. Man har åbenbart heller ikke forberedt en ekstraordinær indsats, så NATO’s version kan trænge igennem til befolkningerne i Rusland og Kina, som udsættes for grotesk propaganda fra deres egne medier.

Teknisk set er NATO desuden veludrustet til at dokumentere terror mod Kosovo-albanerne. Udslettelse af militære mål er blevet illustreret med optagelser fra fly og bomber. Under pressemøder har NATO vist enkelte fotografier taget af fly fra stor højde, og de viser angiveligt udbrændte landsbyer. Det er imidlertid velkendt, at USA fra KH-11 spionsatellitter tager billeder, som er langt mere detaljerede. Et førerløst fly, Predator, kan optage film, som f.eks. gør læsning af nummerplader mulig.

Forklaringen, som tilbydes af kilder i NATO, er, at efterretningstjenesternes effektivitet altid bør hemmeligholdes. Spørgsmålet er, hvorvidt denne tradition skal opretholdes, hvis man gennem offentliggørelse kan afskrække folkemord. Teknikkens muligheder er ikke en hemmelighed, og det vil måske skræmme soldater og politifolk, som begår massakrer, hvis deres ugerninger dukker op på alverdens tv-skærme. Offentliggørelse vil desuden styrke både NATOs og flygtningenes troværdighed.

Få informationer

Generelt har NATO fulgt en informationspolitik, som giver pressen færre konkrete oplysninger end under Golf-krigen, hvor journalisterne ellers klagede over helt usædvanligt hemmelighedskræmmeri. Der er mange pressekonferencer. Udholdende tv-narkomaner kan, f.eks. via CNN, hver dag overvære mindst fire - først en britisk, så NATO’s egen og derefter fra USA både Pentagons og udenrigsministeriets konferencer. Ordrette referater kan fremskaffes via Internettet. Talsmændene er pæne og tillidsvækkende mænd, men de konkrete svar er få.

Eksempelvis spurgte en journalist fra New York Times under en NATO-briefing den militære talsmand, David Wilby: »Kan De give os en ide om, hvor mange mål I ramte i går? Eller antallet af fly, som deltog i bombetogter?« Svaret lød: »Vi ramte et omfattende antal mål og vi brugte temmelig mange flyvemaskiner.«

En erfaren amerikansk krigskorrespondent, George Wilson, hævder, at adgangen til informationer er »meget mere restriktiv end under andre krige, som jeg har dækket.« Pentagons ledende talsmand, Kenneth Bacon, indrømmer, at »vi har antaget en mere restriktiv politik end tidligere.« Han har en række begrundelser. For det første hensynet til USA’s allierede. De har ikke tradition for åbenhed, som svarer til USA’s, og de ønsker ikke, at nyhederne skal komme fra USA’s talsmænd, fordi verden så vil få indtryk af en indsats, som er domineret af amerikanere. For det andet har teknologiske fremskridt medført, at fjenden straks kan få oplysninger, som bliver frigivet. For det tredje er kappestriden mellem nyhedsmedierne så skrap, at de straks formidler nye detaljer.

Adskillige amerikanske top-officerer, som nu er kommentatorer i nyhedsmedierne, mener imidlertid, at hemmelighedskræmmeriet går for vidt. »Der er langt flere informationer, som kunne frigives, og som ikke på nogen måde ville kompromittere sikkerheden, og som ville give offentligheden et bedre indtryk af, hvad der foregår,« siger general Robert Neal, som under Golf-krigen stod for daglige pressemøder. Fraværet af informationer rejser mistanke om, at NATO vil skjule egen ineffektivitet.

Mediernes mest kritiske instinkter vækkes, så de »hver dag hamrer løs angående landstyrker og dermed giver næring til offentlighedens kritik af den aktuelle strategi og offentlighedens længsel efter en hurtig løsning,« siger han. Mest ødelæggende for NATOs indsats på pressens slagmark er et dilemma, som talsmændene ikke kan undslippe: Folkemordet udstiller, at flybomber er utilstrækkelige. Når talsmændene tordner løs mod Milosevic, som angiveligt går i både Hitlers og Stalins fodspor, bidrager de til presset mod NATO for indsættelse af soldater i en landkrig, som NATO meget gerne vil undgå. Når de samtidig, dag efter dag, lover resultater blot gennem luftkrig, undergraves NATOs troværdighed. Trods al deres omhyggelige planlægning og ekspertise i styring af nyhedsformidling er talsmændene blevet overvældet af virkeligheden.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.