Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 3, maj 1999
Folkemord
Krigen i Kosovo gælder ikke kun de fordrevnes og NATOs fremtid. Den vil også skrive de sidste linjer i kapitlet om folkemordenes århundred
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Intet ord er stærkere end: Folkemord. For følelserne bringer drabet på jøderne i erindring, og er dermed nært knyttet til løftet: Aldrig igen! For eksperter i international lov henviser det til en pligt, som 130 stater har. De skal, ifølge Geneve-konventionen fra 1948, forebygge og straffe folkemord.
Så det var ikke kun retorik, da den britiske forsvarsminister George Robertson få dage inde i Kosovo-krigen anvendte ordet. Rapporter fra flygtninge har "overbevist os om, at vi konfronterer et regime, som har til hensigt at begå folkemord".
Siden er anklagen blevet gentaget nogle gange. "Det er rigtigt at stoppe etnisk udrensning, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og de andre tegn på folkemord, som vi ser", sagde den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright den 6. april. I en tale dagen efter fik hun følge af FN’s generalsekretær Kofi Annan, som påpegede, at når det gælder overgreb mod menneskeheden, så er folkemord i særklasse. "Skønt vi ikke har uafhængige observatører på landjorden, så er der tegn på, at det måske sker igen i Kosovo", sagde han.
Fornuften
Ud fra en strategisk vurdering, set fra Beograd, må folkemord og fordrivelse af albanerne fra Kosovo, have lignet et effektivt træk mod den krigsform, som NATO valgte. Alliancen havde lagt op til endnu en demonstration af vestlig højteknologi. Præcise bombardementer skulle rettes mod militære mål, så civile tab blev holdt på et minimum. Teknologien ville også beskytte alliancen mod tab. Efter en kort periode skulle de serbiske ledere så bøje sig for overmagten.
Den drejebog har Jugoslaviens præsident Milosevic ødelagt. Han holdt sig ikke inden for rammerne af såkaldt moderne og ren krig. Han havde ikke højteknologien, som kunne anvendes til en kamp på de betingelser. På forhånd proklamerede NATO, at man ikke ville sætte landstyrker ind. Hans "asymmetriske svar" satte straks en landkrig på dagsordenen.
Dermed udfordrede han intet mindre end krigsviljen hos de allierede. I skrivende stund klamrer de sig stadig til luftkrigens muligheder. Man vil ikke, lyder det dagligt, indsætte landtropper. Men dermed har Milosevic også pillet NATO ned fra den høje moralske søjle. Som den britiske journalist Robert Fisk har formuleret det: "Vi græder for Kosovos albanere. Måske elsker vi dem endog. Men vi vil ikke dø for dem". Kun soldater kan stoppe krigere, som fordriver civile fra deres hjem. Bomber kan ramme nogle pansrede kampvogne og ødelægge alle stationære mål i Jugoslavien. Men de kan ikke tage tændstikker og knive fra krigerne. De har ikke brug for andre våben til folkemord.
Serberne opretholdt initiativet, da de pludselig stoppede strømmen af flygtninge over grænserne. Da måtte NATO se afmægtigt til, mens de fordrevne led sultedøden i Kosovos bjerge. Nedkastning af forsyninger ville nemlig udsætte alliancens fly for alt for stor risiko. Også et fremstød med landstyrker, som kunne redde flygtningene, blev udelukket.
Ingen strategi er uden risici. På langt sigt vil serbiske interesser ikke være tjent af en landkrig, som NATO bare skal vinde. Den serbiske terror mod albanerne har stærkt påvirket opinionen i Vesteuropa og USA, så flertal nu støtter indsættelse af landtropper. Det ligner ikke umiddelbart en udvikling, som kan glæde Milosevic. Ingen bør dog udelukke, at serbiske ledere vil foretrække en mand-imod-mand kamp i stedet for næsten total afmagt, mens bomberne regner ned. Men på kort sigt må der, set fra Beograd, have været udsigt til gevinst. For NATO har den serbiske strategi øget krigens potentielle omkostninger.
Talsmænd for alliancen er i ugevis blevet tvunget ud i et forsvar mod absurde anklager, som giver NATO skylden for folkemordet. De henviser til beviser for, at Milosevic længe havde forberedt terror-kampagnen. Dermed har de gjort NATO sårbar for en mindre absurd anklage - at man ikke selv tilstrækkeligt havde forberedt et svar på folkemordet. Den anklage er også ødelæggende for NATOs anseelse.
Fordrivelsen af op til 1,8 millioner albanere udgør et bombardement af Vesteuropa med flygtninge. På forhånd var "målet" blevet "blødgjort" af de vesteuropæere, som åndeligt talt er kollaboratører for serberne. Etnisk rensning er jo ikke et mål, som serberne har monopol på, om end deres metoder er ekstreme. Et af NATO-landenes formål med krigen var netop, at man af hensyn til Vesteuropas indenrigspolitiske stabilitet ville stoppe en ny flygtningestrøm. Nu fik man udsigt til muslimer i overflod, og reaktionen var da også i flere tilfælde skændig.
Serberne har desuden opnået, at NATO’s forhold til Rusland er forværret. Jo længere krigen trækker ud, desto sværere bliver en genoprettelse af partnerskabet, som NATO og USA stærkt ønsker.
Nok støtter opinionen i NATO-lande landkrig, men det er en holdning, som kan svinge til sin modsætning, når ligposer kommer hjem. Det er hvad vestlige ledere frygter. Invasion af Jugoslavien kan desuden ikke blot koste store allierede tab i menneskeliv. Der er også risiko for, at alliancen falder fra hinanden, fordi nogle medlemmer vil svigte deres ansvar.
Langvarig krig fra luften vil koste Serbien dyrt, men NATO må også betale en pris. Trods al opreklamering af højteknologiens muligheder kunne NATO ikke begrænse skaderne i Jugoslavien til militære mål. "Uheld" vil ske, så civile bliver dræbt, og mange mål, som har militær betydning, er en del af det civile samfunds struktur. Fordi vestlige journalister er til stede, vil opinionen i resten af verden få indtryk af en luftkrig, som har grusomme følger.
Det er alt sammen faktorer, som øger interessen i NATO for en diplomatisk løsning. Helt tosset er det altså ikke, hvis serberne regnede med, at deres modtræk kunne skaffe et bedre resultat, end hvis de blot bøjede sig inden eller lige efter bombardementernes start.
Har serbernes ledere ikke på forhånd frygtet, at det internationale samfund ville straffe folkemord? Noget tyder på, at sådanne tanker har været fjerne. Et af de mest uforglemmelige øjeblikke, som fjernsynet har givet fra denne krig, opstod, da en serbisk vice-statsminister, Vuc Draskovic, deltog i et CNN-program. Han var tidligere en leder af den demokratiske opposition mod Milosevic, men krigen har inspireret ham til nationalistisk demagogi og seerne fik da også typiske smagsprøver. Så blev han spurgt, hvorvidt han nogensinde havde forestillet sig, at han en dag ville stå anklaget ved krigsforbryder-tribunalet i Haag sammen med Milosevic. Spørgsmålet chokerede ham tydeligt, og det kan være en af grundene til, at Draskovic siden har luftet lidt kritik af sine fascistiske fæller i serbisk politik.
Nok har tribunalet gennemført nogle retssager, men dets afskrækkende virkning har været ringe. Det er ikke underligt. De mest ansvarlige for krigsforbrydelserne i Bosnien er gået fri. NATO har eksempelvis ikke arresteret Radovan Karadzic, som var serbernes lokale leder. Forklaringen er, at man frygter tab under en aktion mod ham. Milosevic, som var konfliktens egentlige bagmænd, er officielt slet ikke anklaget.
Sædvane er da også, at praktiske og politiske hensyn hindrer, at folk, som deltager i folkemord og andre forbrydelser mod menneskeheden, bliver straffet. Det har ellers været et blodigt århundrede. Det blev indledt med folkemord på armenerne i Tyrkiet. Stalin og Mao fik dræbt millioner af deres egne landsmænd. Hitler bidrog med andre millioner. Senest har vi oplevet massedrab i for eksempel Cambodia, Østtimor, Bosnien og Rwanda.
Men det er muligt, at "sædvane" bliver ændret. Folkemordet i Rwanda i foråret og sommeren 1994, da mere end 500.000 tutsi’er blev dræbt, både bekræfter og afkræfter, at "vi" intet har lært. Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch har netop beskrevet dette folkemord i en tyk rapport. Den kan fremskaffes via Internettet på (www.hrw.org). Indholdet har i flere henseender direkte relevans for begivenhederne i Kosovo.
Mange hævder, at blodsudgydelserne i det tidligere Jugoslavien skyldes ældgammelt had og noget nær stammetraditioner. Præcist det samme var påstanden i forbindelse med Rwanda. Men rapporten dokumenterer, at folkemordet i Rwanda skete, fordi "en moderne elite bevidst valgte at give næring til had og frygt, så den kunne holde sig selv ved magten". De mest aktive dræbere var ikke specielt syge mennesker. Det var almindelige folk, som valgte at begå onde handlinger. De fik bistand af mange hundrede tusinde, som deltog tøvende - nogle under pres. Igen og igen måtte de foretage personlige valg.
Rapporten retter også en knusende kritik mod ledende politikere og embedsmænd i USA, FN, Frankrig og Belgien, som "alle kendte til forberedelsen af massivt slagteri og ikke tog de nødvendige skridt, som kunne hindre det". De ledende udenlandske aktører ville ikke indrømme, at et folkemord var i gang. Det kunne være stoppet tidligt med små militære styrker udefra. Blot fordømmelse af regimet, som stod bag folkemordet, udeblev længe fra lederne i de nævnte lande og FN. Clinton-administrationen gav ligefrem ordre til, at dens topfolk og embedsmænd ikke måtte anvende ordet "folkemord".
Drabene blev ikke styret af folk, som var blinde af blodtørst. Den første spæde kritik udefra blev bemærket og medførte, at dræberne fik ordre til diskretion. Lederen af en afsides beliggende kommune fortalte lokale aktivister, at satellitter kunne følge med, og at ugerninger ville gøre genoprettelse af et godt forhold til USA umuligt.
Mange begrundelser for passiviteten i vestlige hovedstæder er blevet fremlagt. Ingen væsentlige interesser var truet og pressedækningen var ringe. Desuden, hævder nogle, gjorde drabene ikke stort indtryk, fordi det gik ud over sorte mennesker. USA’s holdning var, ifølge rapporten, i vidt omfang bestemt af reaktionen på dårlige erfaringer i Somalia, hvor 18 amerikanske soldater var blevet dræbt i oktober 1993. Ordren fra Det hvide Hus var, at engagementet i FN-aktioner skulle begrænses.
Rapporten konstaterer, at nok vil ansvarlige fra Rwanda blive retsforfulgt, men "udenlandske ledere, som med passivitet bidrog til omfanget og varigheden af katastrofen, vil sandsynligvis kun blive dømt af historieskrivningen og den offentlige opinion".
For et år siden besøgte præsident Clinton Afrika og han gav da en undskyldning: "Vi reagerede ikke hurtigt nok efter drabene begyndte. Vi kaldte ikke straks disse forbrydelser ved deres rette navn: Folkemord". Flere amerikanske aviser har peget på, at fordi USA både reagerede langsomt i Bosnien og i Rwanda, har Clinton-administrationen følt et ekstra pres for handling i Kosovo. Hvis det er rigtigt, kan folkemordenes århundrede afsluttes med en vis optimisme. Og så er serbernes fatale fejl, at de har draget den forkerte lære af historien. Men det endelige kapitel er ikke skrevet endnu.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|