Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 4, juni 1999
Europa-hæren spøger igen
Politikerne vil styrke den europæiske søjle i NATO, men Kosovo-krigens forløb vil afgørende påvirke projektet
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Amerikanernes militære engagement i Kosovo startede med et beskedent løfte. Som bidrag til en fredsbevarende styrke på cirka 28.000 ville USA stille med de 4.000. Så fulgte en luftkrig. Amerikanerne måtte fra starten stille med broderparten af de indsatte fly. I takt med optrapningen er den amerikanske andel forholdsmæssigt svulmet op, så europæiske fly nu knapt er synlige i sværmen, som dagligt letter med kurs mod Kosovo.
Anderledes kan det ikke være. Supermagten har flyene og den teknologi, som gør såkaldt moderne krig mulig. Hvis de allierede på noget tidspunkt beslutter, at de vil gennemføre en invasion af Kosovo, så vil amerikanerne stå for det første fremstød. Ingen andre lande kan hurtigt fremskaffe, transportere og indsætte det nødvendige antal vel udrustede soldater.
Det er de hårde kendsgerninger, som sætter den seneste tids debat af EU’s militære fremtid i relief. Danske nyhedsmedier og politikere diskuterer "Europa-hær" og "sikkerhedspolitisk revolution i Europa". Forsvarsminister Hans Hækkerup har lagt op til en folkeafstemning, som skal afgøre, hvorvidt Danmark kan deltage fuldt ud i et EU-forsvar. Hvis de danske forbehold, som forbyder deltagelse i et EU-forsvar opretholdes, sætter vi os uden for indflydelse, siger tilhængerne. Nogle modstandere frygter, at EU bliver en militær supermagtstat på lige fod med USA. Nogle tilhængere håber det.
Sandt er det, at europæerne ikke i længden kan regne med, at USA altid vil være både skjold og spyd for dem. Men sandt er det også, at EU’s militære slagkraft kun kan blive et supplement til USA’s.
Den aktuelle debat har dybe historiske rødder. I begyndelsen af 1950’erne foreslog Frankrig oprettelse af et europæisk forsvars-fællesskab, som blandt andet skulle oprette en Europa-hær. Man ønskede en fælles forsvarsminister og et europæisk parlament, som kunne godkende finansiering af projektet. Fra 1951 deltog Vesttyskland, Holland, Belgien, Italien og Luxemburg sammen med Frankrig i et konkret forarbejde. Noget af den ilde lugt, som i dag er knyttet til en "Europa-hær", stammer fra datidens hidsige agitation, i vidt omfang anført af kommunister, mod forslaget, som blandt andet ville medføre tysk genoprustning.
De deltagende stater fik både lavet en traktat og indgået aftaler, som skulle styre forholdet til NATO. Men i august 1954 afviste det franske parlament ironisk nok ratifikation af traktaten. Alternativet blev oprettelse af Den Vesteuropæiske Union (WEU) senere samme år. I praksis blev WEU ikke meget andet end et arrangement for kontrol med tysk genoprustning. Som forsvarsalliance blev WEU helt overskygget af NATO og overlevede formentlig kun, fordi Frankrig så en mulighed for anvendelse af samarbejdet til fremtidig organisering af et rent europæisk forsvar.
Trods hyldest til det atlantiske fællesskab med USA har ikke blot franske politikere siden set frem til en dag, hvor Europa stod mere på egne ben. Håbet havde følge af mistillid rettet mod USA, som nok slet ikke ville opgive sin magtposition.
I 1963, da det vesteuropæiske samarbejde stadig var svagt, trak præsident Kennedy debatten åbent frem under en tale i Frankfurt den 25. juni.
"Vi er ikke interesserede i at dominere de europæiske regeringer", erklærede han. "Hvis det var vor hensigt, ville vi foretrække et svagt og splittet Europa, der ville gøre det muligt for De Forenede Stater at tage sig af hver lille del for sig. I stedet ser vi frem til et forenet og stærkt Europa, der taler med én stemme, handler med én vilje - en verdensmagt, der er i stand til at møde verdens problemer som fuldgyldig og ligestillet partner".
Nogle europæere har også hævdet, at amerikanerne på langt sigt var en upålidelig partner, fordi USA ville genoptage en isolationistisk kurs i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik. Også det problem greb Kennedy fat i under besøget i Frankfurt, hvor han påpegede, at "snæver nationalisme" er i strid med intet mindre end "Amerikas selvopholdelsesdrift".
Der er ikke langt fra disse ord til taler, som præsident Clinton holder. Den kolde krigs afslutning åbnede både mulighed for en mere selvstændig europæisk profil i storpolitikken og risiko for amerikansk tilbagetrækning fra Europa. Bush-administrationen, som havde magten til 1993, frygtede, at Europa kunne blive en konkurrerende verdensmagt. Man erkendte behovet for en "europæisk søjle" i NATO, men i praksis så USA med dyb skepsis på europæernes bestræbelser.
Især med henblik på udvikling af fælles våbenproduktion var Den Vesteuropæiske Union blevet genoplivet i 1984 med halvårlige møder på ministerniveau. Fra slutningen af 80’erne voksede interessen i EF for et mere forsvarspolitisk samarbejde. Efter Berlin-murens fald indledte NATO en omstillingsproces, som i de følgende år stadigt mere blev præget af, hvad man kaldte "Den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsidentitet". Ud fra den engelske betegnelse blev akronymet ESDI skabt.
De første erklæringer fra NATO-møder indeholder meget vage og tøvende henvisninger til ESDI. Igen og igen understreges, at når "den europæiske søjle i alliancen" styrkes, så vil det ikke blot være til gavn for de europæiske stater - det vil også styrke den transatlantiske solidaritet. Formuleringerne ligner en besværgelse, som både skal berolige USA og begrænse europæerne.
I november 1993 trådte Maastricht-traktaten i kraft og dermed blev udvikling af fælles forsvarspolitik en officiel målsætning for Den Europæiske union. Mindre vigtigt var det ikke, at præsident Clinton så med større velvilje på projektet end forgængeren. I januar 1994 anerkendte NATO direkte, at WEU kunne blive EU’s væbnede arm. Alliancen lovede samtidig, at den ville stille NATOs fællesejede ressourcer til rådighed for WEU.
Lige siden har NATO og WEU, med stort besvær, aftalt alt det praktiske. Man er nået frem til en ordning, hvor nogle europæiske officerer i NATOs struktur har "to hatte". De er både kommandanter i NATO og potentielle kommandanter i en WEU-operation. I toppen af den nye struktur står DSACEUR - altså stedfortræderen for NATOs øverstkommanderende i Europa, som altid er en europæer. Tanken har så været, at EU via WEU kan "låne" ressourcer fra NATO.
Men alliancen har ikke ret meget, som er fælleseje. Cirka 13.000 personer gør tjeneste i NATOs militære stabe. Europæerne kan få nogle af dem til bemanding af hovedkvarterer og planlægning af operationer. Dertil kommer nogle få luftforsvarsenheder samt de flyvende kommando- og radarstationer, AWACS. USA har også lovet, at man vil bistå med egne ressourcer, det vil sige efterretninger, transport og kommunikation.
Tre principper, som især USA har fremhævet, skal være grundlæggende for samarbejdet. For det første skal det europæiske samarbejde være knyttet til NATO. Det er altså alliancen, som med konsensus (enighed) godkender aktioner. For det andet må europæerne ikke udvikle militære strukturer og organer, som overlapper NATO’s. Man ønsker altså ikke konkurrence eller spild af ressourcer. For det tredje må det europæiske samarbejde ikke diskriminere imod lande, som er medlemmer af NATO, men som ikke er medlemmer af WEU eller EU. Dette krav skal sikre, at for eksempel Tyrkiet og Norge kan deltage i europæiske aktioner.
Så meget har længe været klart. Det nye, som nu sker, er, at EU selv bliver NATOs partner, mens WEU formentlig opløses.
Trods de seneste års mange henvisninger til EU og WEU, når den europæiske forsvars- og sikkerhedspolitiske identitet blev omtalt, har dette begreb ikke været knyttet til en enkelt institutionel ramme. Mange organisationer og initiativer har været inddraget.
WEU selv har ikke meget mere end 100 ansatte. De bemander blandt andet et kontor for militær planlægning i Bruxelles, et center for krisestyring, en lille efterretningstjeneste samt et kontor, som behandler informationer fra satellitter. Medlemskredsen er ekstremt ujævn, idet kun 10 lande direkte er medlemmer af WEU, mens 18 andre er tilknyttet gennem tre forskellige kategorier for deltagelse. Danmark er således kun observatør. Nogle lande er neutrale, andre medlemmer af NATO. Kun lande, som både er med i EU og NATO, kan være med i den egentlige medlemskreds.
WEU’s generalsekretær, Jose Cutileiro, har for nyligt meget åbenhjertigt beskrevet WEU’s problem. Organisationen "mangler tyngde" og den har "aldrig gjort stort indtryk på medlemmerne", indrømmer han. Derimod er NATO og EU "store institutioner med en tyngde, som tvinger hovedstæderne til at tage dem alvorligt, behandle dem med politisk konsekvens samt afstå fra frivol genstridighed". Der er også tendens til, at deltagere i WEU taler med "to tunger"; det vil sige de siger ét under WEU-møder og noget andet i EU- og NATO-møder.
EU skal i den kommende tid diskutere, hvordan man i praksis vil udvikle sin sikkerheds - og forsvarspolitik - samt det konkrete samarbejde med NATO. Et første skridt er udnævnelse af en ledende repræsentant for EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Man skal vedtage en plan for overtagelse af WEU samt udvikle retningslinjer for militære aktioner med bistand fra NATO.
Der er udsigt til mange og langvarige slagsmål i EU, inden alt kommer på plads. Det er heller ikke sandsynligt, at EU blot overtager de aftaler, som WEU har indgået med NATO.
Noget af det mest sikre er, at EU i overskuelig fremtid ikke kan blive en militær supermagt på lige fod med USA. Hvis man vil gå den vej er kolossale investeringer i militært isenkram nødvendige. Den danske generalmajor C.C. Ahnfeldt-Mollerup, som indtil for nyligt var nær medarbejder for NATO’s øverstkommanderende, kalder det en "absurd" tanke, at Europa kan komme på niveau med USA. Han peger især på evnen til magtprojektion, det vil sige indsættelse af styrker fjernt fra eget territorium og støtte til dem under kamp.
USA’s hangarskibe er eksempelvis flydende luftbaser. Amerikanerne har 12. Anskaffelsesprisen ligger på omkring 40 milliarder danske kroner. Intet europæisk land har noget tilsvarende. USA har hundreder af transportfly. Det mest moderne, C-17, har en stykpris på 2 milliarder kroner. Amerikanerne vil bygge over 100. Europæerne har intet tilsvarende fly.
Der er utvivlsomt behov for omorganisering og modernisering af Europas forsvar. EU-landenes forsvarsudgifter svarer til to-tredjedele af det amerikanske budget, men vi får for de penge, hævder militære eksperter, kun 10 procent af den amerikanske slagkraft. Blot fortsat samarbejde med USA skaber behov for en ekstra indsats i Europa.
Mellem de mange groteske eksempler fra Kosovo-krigen på europæernes tilbagestående stade er, at jugoslaverne kan lytte til kampflyenes indbyrdes kommunikation, fordi flere europæiske deltagere ikke har radioudstyr, som kan skjule samtalerne.
Det er muligt, at EU kan få mere ud af skatteydernes penge. Det er også muligt, at europæerne kan udvikle en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men den sørgelige sandhed er nok, at uden en dominerende magt, som tager initiativer og får uenige sat på plads, er sådanne mål fjerne. Intet europæisk land har i dag en sådan indflydelse.
Og det aller mest sikre, når EU’s fremtidige militære rolle skal vurderes er, at alle planer og hensigter vil blive bestemt af Kosovo-krigens videre forløb. Det er ikke kun vild snak, når nogle hævder, at NATO kan blive dræbt. Alliancens fælles front knager og den kan blive opløst i et orgie af gensidige beskyldninger på tværs af Atlanterhavet samt mellem europæerne indbyrdes. I den situation skal alle brikkerne, som europæere og amerikanere har puslet med i 90’erne, genopfindes og samles igen.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|