Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 5, juli 1999
NATOs tredje vej
Kosovo-krigen markerer et nyt sikkerhedspolitisk skel, som har bragt politiske yderfløje i fælles opposition mod NATO
Af JØRGEN DRAGSDAHL
"Vi gjorde det rette. Vi gjorde det rigtigt". Med denne erklæring opsummerede præsident Clinton i en sejrstale den 10. juni krigen i Kosovo. Ordene er få, men de er mildt sagt diskutable, og påstandene i de to korte sætninger kan få skelsættende historisk og storpolitisk betydning.
Nogle kritikere mener ikke, at NATO "gjorde det rette". De er nemlig imod, at alliancen skal gribe ind i staters indre anliggender med militære magtmidler af humanitære årsager. Andre kritikere er helt enige med første halvdel af Clintons erklæring, men de mener bestemt ikke, at NATO håndterede krigen "rigtigt". Ifølge dem er bomber afleveret fra fem - seks kilometers højde ikke det korrekte svar, når civile udsættes for overgreb.
Debatten om NATOs mål og metoder blev indledt under krigen. Den fortsætter, idet striden nu gælder: Hvad kan vi lære af forløbet? Når en lignende sag næste gang kommer på bordet i NATO, vil reaktionen i høj grad blive bestemt af denne debats udfald. Hvis ledende politikere mener, at Kosovo-krigen var en succes, er en gentagelse mulig. Hvis de omvendt mener, at NATO var på randen af en fiasko, vil de tøve en del. Allerede inden nye kriser opstår, vil militær planlægning blive påvirket af erfaringer, som hentes fra Kosovo-krigen.
Clinton er tilsyneladende ikke i tvivl. USA skal, siger han, gribe ind uden hensyntagen til landegrænser, hvis civile forfølges. "Sejren har skabt et nyt håb om, at når et folk udpeges til udslettelse på grund af afstamning og religion - og vi kan gøre noget ved det - så vil verden ikke se den anden vej", sagde han 10. juni. Millioner er døde i "dette blodige århundrede, fordi demokratier reagerede for sent på ondskab og aggression", fortsatte præsidenten. Takket være "vor beslutsomhed" afsluttes århundredet nu ikke med "afmægtig indignation". Tværtimod. Der er sendt et budskab, som bekræfter menneskets rettigheder i det 21. århundrede, konkluderede præsidenten.
Hans forsvarsminister, den tidligere republikanske senator William Cohen, fremhævede samme dag, at "dette var en kamp for værdier". Cohen fortsatte: "Dette er en kamp mod etnisk og religiøst had, fravær af tolerance overfor de anderledes og for retten til at leve i fred".
Udtalelser af denne art forsvinder nemt i strømmen af mere konkrete daglige nyheder. Vi er jo alle vant til højtravende snak fra politikere, når de fester. En del sikkerhedspolitiske eksperter vil da også hævde, at stater normalt kun går i krig, når deres helt snævre nationale interesser er truet. Men hvis vi tager udtalelserne alvorligt og fastholder, at "dette var en kamp for værdier", har ordene vidtrækkende betydning.
Med denne beskrivelse af krigens årsager markerer præsidenten og forsvarsministeren et skel i den sikkerhedspolitiske debat. Der er jo også i demokratierne folk, som i deres egen dagligdag og i politik giver støtte til kræfter, som bekæmper mennesker med "anderledes" baggrund. Det er ofte de samme folk, som kun vil gå i krig, hvis deres eget land bliver angrebet eller livsvigtige interesser - for eksempel energiforsyninger - trues. Både en stribe valg og opinionsundersøgelser viser, at sådanne kræfter har voksende opbakning i USA og Europa.
Kosovo kan få skelsættende betydning, fordi den hidtil indenrigspolitiske debat om indvandrere, flygtninge og mindretal nu har betydning i forbindelse med en udenlandsk, sikkerhedspolitisk, udfordring. NATO gik i krig for værdier, som mange i medlemmernes politiske bagland er imod. Hvis NATO skal imødegå fremtidige udfordringer, må den politiske opbakning sikres gennem et opgør med medlemslandenes egne ultra-nationalister og tilhængere af "etnisk renhed".
Alliancens top-politikere kastede sig under den kolde krig ud i mange opgør med Warszawa-pagtens "nyttige idioter" i Vest og kommunismens "medløbere". Den nye tids opgør bliver rettet imod kræfter, som er folkemordernes åndelige kollaboratører.
I det opgør kan den serbiske terror mod albanerne for vor tid få en betydning, som svarer til den rolle tyskernes terror mod jøder og såkaldte undermennesker har spillet i nogle årtier efter Anden Verdenskrig. Folkemordene dengang havde større omfang, men i dag giver nyhedsmedierne en mere direkte kontakt til ofrene. De dræbte i gaskamrene er i vidt omfang forblevet anonyme, men albanerne, som blev ramt af grusomme forbrydelser, får nu deres skæbne beskrevet detaljeret. Der er mange øjenvidner. Der er friske spor. Og der kommer et retsopgør med de ansvarlige. Fremmedhadets mulige følger kommer på nært hold.
Der er selvfølgelig risiko for, at befolkningerne i NATO-landene isolerer læren fra Kosovo, så man kun gør nogle specielt blodtørstige serbere og afstumpede ledere ansvarlige. Lige siden anden verdenskrig har man diskuteret, hvorvidt kun nazisterne eller tyskerne generelt har ansvaret for folkemordet på jøderne. Moderne historieforskning fremhæver imidlertid, at overgreb rettet mod "de anderledes" ikke kan forklares med henvisning til, at de skyldige kun er blevet programmeret af gamle historiske og kulturelle forudsætninger.
Folkemord og terror mod mindretal kan næppe ske i alle lande på jordkloden, men forskningen peger på, at grusomme overgreb kan blive begået i flere lande, end vi lige nu klart kan forudse. I skrivende stund beretter nyhedsmedier eksempelvis, at italienere har sat ild til en lejr med flere hundrede sigøjnere i nærheden af Napoli. Så Kosovo-lignende situationer er absolut tænkelige også andre steder i NATOs nye ansvarsområde, som foruden Østeuropa også omfatter lande i Kaukasus og Centralasien.
Især soldater vil mærke den nye tid og dens kamp for værdier. Tidligere skulle de eventuelt give deres liv for fædrelandet og nationens selvstændighed. Fremover skal de være beredt til kamp så folk, som i mange henseender kan virke fremmede, har mulighed for et værdigt liv. Måske er det kun en opgave for idealister, men desto større bliver den respekt, som vil stå om soldatens gerning.
Helt uden fortilfælde vil en sådan stråleglans ikke være. Forsvar af uskyldige spillede en central rolle for små tusinde år siden i riddernes etik, og det motiv har siden sikret dem uvisnelig hæder. Det afgørende nye i situationen er imidlertid, at forsvar af værdier har fået en sikkerhedspolitisk betydning, som udvisker forskellen mellem "idealistiske" og "realistiske" opgaver. NATO gik i krig, fordi alliancens ledere så en trussel mod vores sikkerhed i et orgie af fremmedhad.
Det nye skel i sikkerhedspolitisk debat er desuden bemærkelsesværdigt, fordi den yderste højrefløj og den gamle venstrefløj er kommet på samme side.
Særligt iøjnefaldende var dette fænomen i Østeuropa, hvor kritik af krigen kom fra stærkt religiøse samt nationalistiske grupper - og fra folk, som har deres politiske rødder i kommunismens gamle magtstruktur. I amerikansk politik blev Clinton angrebet af republikanske højre-politikere og kendte intellektuelle, som sædvanligvis kaldes venstreorienterede.
Også i dansk politik var den nye deling synlig. Årsmødet i Socialistisk Folkeparti blev således scene for et opgør mellem ledende kræfter, som fulgte en stærk tradition op med udfald mod NATO, og yngre kræfter, som helst ville rette skytset mod Milosevic. Kredse, som er kendt for indvandrer-fjendtlig politik, var også imod, at Danmark deltog i krigen.
Disse reaktioner på krigen er ikke overraskende for enhver, som i 90’erne har fulgt udviklingen af Det Nye NATO. Moderniseringen af alliancen er også blevet angrebet af både venstre og højre. NATOs nye fædre - samt nogle få mødre - har lånt fra begge fløjes traditionelle sikkerhedspolitik, men samtidigt har de også forkastet en del.
Venstrefløjen har en fremtidsvision, hvor militæret nedrustes kraftigt og til sidst afskaffes. Sikkerhedsproblemer skal løses gennem fredeligt samarbejde. Højrefløjen mener, at modsætninger mellem nationalstater er noget nær en naturkraft, og derfor er militær magtbalance af største betydning, hvis freden skal bevares. Kort fortalt har NATO søgt en tredje vej. Et nationalt militært beredskab anses for nødvendigt, men de væbnede styrker skal integreres hen over landegrænserne. Militær planlægning skal ske med - ikke mod - hinanden. Magtbalance kaldes et forældet princip i international politik. "Sikkerheds-samarbejde" er det nye kodeord.
Denne sikkerhedspolitiske kurs har en parallel i flere NATO-lederes indenrigspolitik. Med Clinton, briternes Tony Blair og tyskernes Gerhard Schröder i spidsen leder de efter en tredje vej, som både forkaster den traditionelle socialistiske opfattelse af statens centrale rolle og det nye højres tilbedelse af markedskræfternes frie spil.
De tre nævnte herrer - og mange af deres rådgivere - har en politisk baggrund i Vietnam- og anti-atomvåben bevægelserne. I begge tilfælde var det omkostningerne, som inspirerede dem. Nemlig de faktiske tab i Vietnam og de sandsynlige i en atomkrig. Derfor kan det overraske, at de selv blev krigsførende. Men de er også præget af Anden Verdenskrig og dens optakt. Knæfald og eftergivenhed, når onde kræfter truer, fører i deres verdenssyn til endnu større katastrofer. De skal med andre ord finde en tredje vej mellem München og Vietnam.
Kosovo-krigen viser, at disse NATOs lederes "tredje vej" til sejr i en krig skal banes med præcise bombardementer fra luften mod militære mål. Clinton mener, at konfliktens forløb har bevist, at denne metode var rigtig.
Man kan da også hævde, at krigen var en succes. Statistikken er imponerende. Over 35.000 togter blev fløjet og ingen NATO-soldater blev dræbt. Kun to fly gik tabt. Ifølge forsvarsminister Cohen anvendte man mere end 23.000 bomber og raketter. Kun i 20 tilfælde ramte man forkerte mål med tab af civile liv til følge.
Det er også en kendsgerning, at alle NATOs krav til en fredsordning blev opfyldt. Trods store modsætninger på politisk niveau mellem NATOs medlemslande, blev uenigheden aldrig så stor, at alliancen blev splittet. NATO fik bevist, at alliancens redskaber kan anvendes til rimeligt hurtig nødhjælp sammen med civile organisationer. Der er endelig udsigt til et retsopgør, som er mere civiliseret end sejrherrers sædvanlige dom.
Men denne sejr vil blive diskuteret længe også i de kredse, som helt bifalder, at NATO greb ind med militær magt. Prisen har været høj. Alliancen forhindrede ikke en katastrofe for befolkningen i Kosovo. Krigen har skabt nye modsætninger til en række lande. Især russerne har fået bekræftet deres værste anelser i forbindelse med udvidelsen og fornyelsen af NATO. De mener, at NATOs næste krig kan blive på russisk eller gammelt sovjetisk territorium, og helt uret har de ikke. Reaktionen i en række østeuropæiske lande - deriblandt Ukraine - samt for eksempel Indien og Kina har også været negativ.
For NATO-landene selv venter en debat, hvor man grundigt overvejer fornuften i en kampmetode, som helt satser på flystyrkers muligheder. Igen viste det sig, at trusler med militær magt ikke er nok, og at man derfor må gennemføre sine trusler. På det rent tekniske plan viser de første rapporter fra Kosovo, at NATO beskadigede serbiske styrker langt mindre, end alliancen selv påstod. Mellem de oplagte konklusioner er, at NATO næste gang ikke på forhånd skal udelukke brug af landstyrker.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|