Trykt i Weekendavisen 30. juli 1999

Tilbage til riddertiden

Polen. Tusindvis af unge polakker har kastet sig over riddertiden. Med sværd i hånd er de på jagt efter en renere verden og en identitet med rødder i Polens blodige historie.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

GRUNWALD - Stridsøksen rammer med voldsom kraft, men skjoldet holder. Ridderen bag skjoldet synker dog i knæ. Fra balustraden over gårdspladsen i den gamle borg råber skønjomfruen opmuntrende til sin elskede, og ridderen kommer på benene igen. Hans sværd parerer det næste slag. Og så kommer afgørelsen. Sværd er så åbenbart mere manøvredygtige end tunge stridsøkser. Det lyner i et kontra-angreb mod fjendens hjelm, og nok holder den også, men mennesket indeni falder omkuld. Ridderen trækker sin lange, sylespidse dolk. Bøjer sig. Og så: Nådestødet... som udebliver.

Det er jo den dag kun en opvisning i riddernes kampteknik. Finansafdelingen i et stort polsk teleselskab har inviteret sine ansatte med påhæng til fest i en ridderborg, som, mere end 600 år efter Den tyske Ridderorden rejste murene, igen hæver sig ganske intakt over købstaden Nidzica, et par hundrede kilometer nord for Warszawa. Gæsterne er blevet fyrsteligt beværtet i bedste middelalderstil, og den dramatiske underholdning giver unægtelig ekstra stemning.

Fedt show! Weekendavisens udsendte bliver dog hurtigt revet ud af sine illusioner, da han nærmer sig aktørernes skønne mø, som med langt brunt hår og bordeaux-farvet klædning med guldtråde passer godt til sin rolle. »Du skal lige være klar over en ting,« siger hun strengt efter de første spørgsmål. »Vi mener det alvorligt.«

Ej blot til lyst

Den besejrede ligner faktisk, nu hvor han har fået hjelmen af, en våd hund, og sejrherren strutter af stolthed. Kampens udfald var ikke afgjort på forhånd. Risikoen for direkte dødbringende følger er dog bragt ned til et minimum, fordi slagæggen på både sværd og økse er slebet flad. Det er selvfølgelig lidt snyd, men de unge kamphaner hævder, at også i middelalderen var det mest almindelige, at ridderne var så beskyttede af deres tunge rustninger, at kun det sidste stød med dolken gennem ringbrynjen var dræbende. Og for at gæsten ikke skal tro, at de er tøsedrenge, fremvises straks nogle rigtige sværd med skarp æg.

»I middelalderen kæmpede ridderne, fordi de ville bevise deres manddom, og derfor kæmper vores mænd også,« siger skønjomfruen, som i øvrigt hedder Agnieszka. Hun nærmest undskylder, at dagens kampe udgør desserten i teleselskabets middag.

»Vi har brug for pengene, så vi kan købe flere rustninger« lyder forklaringen. Man er nemlig i gang med intet mindre end genoprettelse af en ridderorden, som er knyttet til den noget større borg i provinshovedstaden Olsztyn. Alvoren i forsøget er så stor, at den præger deltagernes hele livsstil. Agnieszkas kvindeideal er eksempelvis, at hun skal »være en kat, som ligger ved min ridders fødder.«

Danskerne har i det Herrens år 1999 fordybet sig i mange hundrede middelalder-aktiviteter, som ser nærmere på Hildegard af Bingen, den 10-årige bondepige Annas verdensbillede og kalkmalerier. Polakkerne er gået til drabelige ridderturneringer og genopførelse af middelalderens mest blodige slag. De danske arrangører af Middelalder 99 lover i en guide »uforglemmelige oplevelser for børn og voksne« og håber, at aktiviteterne vil »bidrage til øget forståelse og interesse for denne spændende periode i vor historie.« Den nye polske interesse for middelalderen er ikke knyttet til årtusindets sidste år. Man leder efter intet mindre end den nationale identitet. For tusinder af aktive i en hastigt voksende »ridderbevægelse« er interessen også en bevidst flugt fra nutiden.

Grunwald

I midten af juli var nogle hundrede af dem samlet til kamp på markerne ved den lille landsby Grunwald i den nordlige del af landet, hvor et af middelalderens største slag blev udkæmpet i 1410. Det var et gennembrud i Polens historie - og derfor stadig både kontroversielt og nyttigt.

Et par århundreder før havde en polsk fyrste bedt Den tyske Ridderorden, som var blevet hjemløs efter Jerusalems fald, bistå ham i kampen mod hedenske prøjsiske stammer. Med folkemorderisk ildhu løste ridderne opgaven, men de koloniserede også i den kristne guds navn og til egen gavn hele området i nord mellem det polske kerneland og Østersøen. Den britiske historiker Norman Davies gør kort proces i sin omtale af deres selvforståelse. De udgjorde »inkarnationen af de mest ukristelige elementer i den kristne verden,« skriver han.

I længden var tyskernes magt uacceptabel for polakkernes konger, som i løbet af det 14. århundrede fik oprettet et voksende og stadigt stærkere rige. I 1410 krydsede den polske konge Wladyslaw-Jagiello Visla-floden i et fremstød mod riddernes hovedsæde i Marienburg. Tyskernes stormester, Ulrik von Jungingen, tilkaldte forinden hjælp fra korsriddere i det meste af Vesteuropa, hvor man ikke havde fattet, at det nyligt oprettede polsk-litauiske rige tilbad den samme gud. Tyskerne fik derfor samlet omkring 27.000 riddere, som teknisk var bedre udrustet end deres modstandere. De var en broget flok på 39.000 - foruden polakker og litauere også tjekkere, rutenere og tatarer. Efter en daglang kamp ved Grunwald lå halvdelen af Den tyske Ridderordens styrke tilbage på valen. Den tyske stormester selv faldt.

Hans orden genvandt aldrig fordums herredømme. Grunwald har lige siden spillet en stor rolle i tyske og polske nationalisters mytologi. Nogle har ligefrem set en styrkeprøve mellem to racer, germanerne og slaverne. Jan Dlugosz, en næsten samtidig polsk historiker, gav sin eftertid et sandt helteepos, og Nobel-pristageren Henryk Sienkiewicz leverede endnu en hyldest i sit værk »Krzyzacy« (Korsridderne) fra år 1900.

Tyskerne svarede igen. I august 1914 knuste de en russisk hær 30 kilometer fra Grunwald. Trods den geografiske afstand blev sejren opkaldt efter Tannenberg, den tyske betegnelse for Grunwald.

Sienkiewicz fik oversat sin roman til engelsk, da det var nyttigt for moralen i 1943. Vor tids polske demokrater har heller ikke overset Grunwald. På årsdagen for slaget, 15. juli, mødte både præsident og statsminister op til en ceremoni med stort militært halløj. Litauernes bistand i 1410 mindes, når en fælles polsk-litauisk bataljon, skabt i NATOs moderne multinationale ånd, holder store årlige øvelser opkaldt efter Grunwald.

Supermagten

Så det kommer ikke overraskende, når lederen af vor tids polske riddere, Maciej Wygnanski, under et interview på den gamle slagmark erklærer: »Vore riddere var i det 14. og 15. århundrede vesteuropæernes ligemænd. Det bekræfter Grunwald. Tyskerne mente, at de var overlegne, men deres aggression led nederlag. Vi var et land i hastig udvikling - ja, en supermagt i denne del af Europa.«

Mange polakker ser gerne, at Polen igen bliver regional stormagt, og lederen af nabolandet Hviderusland, som delvis ligger på gammelt polsk territorium, har da også i sin anti-NATO propaganda taget denne drøm op. Selv i kredsen af sikkerhedspolitiske eksperter, som kommer på besøg fra de gamle NATO-lande, kan til tider spores en vis uro over en polsk nationalisme, som inspireres af fortiden.

Ordensmarskallen Maciej Wygnanski er da også stødt på bekymringen, som han kontant afviser: »Det er sandt, at vi nu hele tiden gør og siger ting, som var umulige under besættelsen i det sidste halve århundrede. Vi er en stolt nation, og fordi vi er blevet så meget undertrykt, blomstrer vores følelser. Men det er forkert, når udlændinge ser chauvinisme i disse ytringer. Polen har sjældent været den aggressive part. Vi har hovedsagelig forsvaret os, og vi har haft store sejre, retfærdige sejre.«

Hvis der var tyskere til stede blandt de 10.000-15.000 tilskuere, som en sen eftermiddag overværede riddernes genopførelse af slaget ved Grunwald, kunne de nemt have fået et lidt andet indtryk.

Slaget

Selvfølgelig er det et flot show, når adskillige hundrede mænd i rustninger tørner samme under et farverigt opbud af gamle faner. Men stemningen er ikke den samme, som den man finder i et friluftsteater eller til en fodboldkamp. Det er alvor og højtid.

Mændene i de polske delinger synger nationens ældste hymne, »Guds mor,« da de marcherer i kamp. Imens trækker et uvejr med sortblå skyer op over Grunwalds grønne bakker. Fra de to fronter rider først nogle få mænd frem med lanser. Hvis nutiden ikke allerede er glemt, bliver man revet med tilbage, da de i ensom majestæt tager mål af hinanden, kredser og så i galop gør anfald. Efter et par forgæves forsøg med lanserne, bliver kampen afgjort med lange sværd. Tilbage lå »tyskerne,« mens deres heste flygter vildt. Polakkernes fodfolk rykker frem. De bliver mødt af morterers tordnen og endelig en regn af pile. Under pres fra tyske enheder med lange hellebarder, som tilsyneladende nådesløst hakker løs, må polakkerne først vige, men den polske konges skjoldborg tvinger dem til stop, og så bliver friske polske riddere sat ind. Tilskuerne lever med i hver eneste fase, og jubelen, da tyskerne endelig bliver tvunget til flugt, kommer fra hjertet.

Arvefjenden var igen fordrevet, og nationens stolthed genoprettet. Men bag denne overflade af nationalistisk selvbekræftelse findes en virkelighed, som er noget mere nuanceret.

Det er ikke kun, at halvdelen af de fremmødte polske riddere og deres væbnere af praktiske årsager måtte spille tyskere. Mange af de knap 60 ridderordener i Polen er knyttet til borge, som i middelalderen hørte til i Den tyske Ridderorden, og til daglig er det derfor »fjenden,« som udgør deres forbillede.

Lederen af ridderne ved en sådan borg kalder sig »komtur,« en titel fra tyskernes gamle organisation. Agnieszka fra den tyske korsridderborg i Olsztyn går så langt, at hun inden slaget glæder sig over, at hendes gruppe skal kæmpe på »den rigtige« side, dvs. tyskernes. Kun hårdt presset forlader hun rollespillet og indrømmer, at tyskernes nederlag ved Grunwald »nok var godt« for det Polen, som hun egentlig elsker højt.

Maciej Wygnanski, ridderordnernes marskal, benytter da også, lidt selvmodsigende, denne kendsgerning til en vigtig pointe. Bevægelsen giver bestemt ikke næring til anti-tyske følelser. »Det er så gammel historie, at følelserne fra den tids konflikter, er døde for århundreder siden. Nu har mange af os venner i Tyskland.«

Sværdets kultur

Mange timers samtaler med ridderne giver heller ikke belæg for, at de bevidst deltager i en neo-nationalistisk bevægelse. Arrangementet i Grunwald har trukket riddere fra Litauen, Hviderusland og Tjekkiet til. Fraværet af grupper fra Vesteuropa beklages dybt og tilskrives, at man der lever med ryggen til Østeuropa.

»Jeg tror, at vesteuropæerne stadig anser polakker for uvaskede undermennesker,« siger Agnieszka ligefremt. Det er i første række sværdet og kampene, som trækker unge til riddernes rækker. »Alle polakker vil være krigere, og derfor kom sværdet først,« siger Daeris d'Ostear, som leder Dragens Kompagni i Warszawa, og på sin arbejdsplads (et stort tysk firma) sandsynligvis kendes under et andet navn. »Interessen for middelalderen, som vi ser i Vesteuropa, er startet i den helt modsatte ende af kulturen. Det er først nu, at vi meget langsomt udvikler middelalderens håndværk, sange og miljø.«

Jep, lyder det fra en af hans mænd, Michal: »Jeg læste riddereventyr, og sagde til mig selv - jeg vil også være en kriger.« »I starten var vi bare drenge med legetøj,« siger en tredje.

Der er flere tegn på, at miljøet kan give næring til andet end sværdets kultur. Fra flere boder i riddernes lejr solgte håndværkere meget smukke læderarbejder, våben og hjelme. I denne kreds kunne man endog møde en sand mester, som i tyve år har kopieret museumsgenstande fra middelalderen af metal. Til ridderbevægelsen leverer Andrej Fraczek efter mål nu historisk korrekte rustninger, som »kan holde« til sværdslag.

Men hans virkelige passion gælder middelalderens mest kostbare kunstværker. Fra en taske af sækkelærred henter mesteren en lille sølvskål, som er svøbt i avispapir. Dens udsmykning er skabt gennem »millioner af slag« med hamre og mejsler. En nysgerrig turist får en pris at vide, der svarer til 20.000 danske kroner.

Nogle ridderordener har nyligt indført regler, som skal afskrække de mest våbenliderlige. Ingen må bære våben, hvis de ikke først har anskaffet rustning og klæder. Under alle omstændigheder skal nyankomne vente i to år.

Vigtigere end sværdet er, hævder Daeris, riddernes etik. Sammenslutningen af ridderordener har vedtaget et regelsæt, som fremhæver korsriddernes moralske idealer. Man skal være tapper, retfærdig, ordholden, storsindet, gavmild, beskeden, høvisk og selvfølgelig forsvare de værgeløse.

Der er et dybere motiv end begejstring over polsk historie og våben, tilføjer Maciej Wygnanski:»Vi vil genskabe riddernes verden med venskab og trofasthed.« »Vi leder efter porten til en bedre verden,« siger Tomasz fra Warszawa. For at få idealerne i højsædet har man indført en ny ridder-rang for dem, som »vier hele deres liv« til ridderidealet og er »sande riddere i hjertet.« Udnævnelsen finder sted med et rigtigt ridderslag på skulderen.

Flugten

Da mange af de aktive er unge studenter, undrer Deres udsendte sig over, hvorfor denne stræben ikke sker i form af politisk aktivitet.

»Jamen, det er jo netop politikkens råddenskab, som tvinger os ud i en flugt til middelalderen,« siger Daeris og får bifald fra Tomasz: »Samfundet undertrykker hele tiden mennesket, så alt bliver til arbejde og søvn.«

Michal har sin egen vinkel: »Vi søger efter et mere meningsfyldt liv end det, som diskotekerne giver. Vi har ikke en materialistisk livsholdning. Computere er nyttige, men de har ingen sjæl.«

Alle erkender, at gennemførelse af idealerne i praksis er en ganske svær ting i vor tid: »Mindst lige så svært, som det var i middelalderen,« siger Michal.

Det store træf i Grunwald giver nogle rammer, som i nogle dage letter bestræbelserne. Flere grupper har bygget befæstede lejre af granstammer, som danner palisadehegn og udkigstårne. Indenfor er rejst store telte, som også korsriddere ville kalde komfortable hjem. Hver eneste gruppe har lavet et ildsted, hvor kvinderne - ifølge mændene uden større succes - arbejder hårdt for genoplivning af fortidens madkunst.

Lejrens regler forbyder f.eks. brug af plastikmad og cigaretter, men mange får sig en smøg alligevel. Karol Ejmont, leder af gruppen fra Olsztyn, undskylder sig pragmatisk med, at hvis man havde haft tobak i middelalderen, så havde ridderne også røget dengang. Hans skønne Agnieszka erklærer bestemt, at ridderne røg sammenrullede egeblade.

Når det gælder idealerne på det moralske plan, virker forsøget mere vellykket i Grunwald. Kvinderne går værdigt rundt, som var de blevet ægte prinsesser, og mændene har så åbenbart fundet sammen i et ægte broderskab. Og lejrlivet giver Agnieszka tid til genovervejelse af sit kvindeideal.

Da hun bliver spurgt om, hvorvidt »katten« har fundet sin plads, lyder svaret: »Katten er et roligt og stabilt væsen.«

Den besøgende mindes 1960'ernes hippier. Nu har de bare fået sværd.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.