Trykt i Weekendavisen 6. august 1999

Udflugt til friheden

Polen. De overlevende fra et af historiens mest langvarige forsøg på at udrydde et helt folkeslag er begyndt at lede efter den romantiske del af deres egen fortid. Vi har været med på en karavane af polske sigøjnere.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

DOLEGA - Nogle siger, at romantikken er død. Måske har jeg selv været lidt med på holdet. Men ikke længere! Ikke efter lykkelige dage og nætter med de sigøjnere, som tog mig med, da de rejste rundt i det sydlige Polen.

Lejrbål er naturligvis altid en rar oplevelse. Når ilden samler os i en kreds, mens skovens vilde dyr pusler ude i mørket, opstår urhygge. Tilføj Roma-folkets sange. Og et meget vel krydret lam, stegt over gløderne. Samt familiernes overhoved, som går rundt til hver enkelt med en flaske vodka og et fælles glas. Hvad mere kan man så ønske sig?

Joh, hun var der også. Mændene greb violiner, bas og harmonika. Og så dansede hun frem i bålets skær. Den forførende sigøjnerpige fra digternes drømmesyn. Hurtigt fløj fødderne over engens græs, mens hænderne bevægede sig graciøst, og den smidige krop antydede meget, som det ankellange skørt ellers forbød.

Lykken blev ikke mindre, da vi blev til landevejens frie fugle og i farvestrålende gamle sigøjnervogne med hesteforspand kørte gennem landskaber, hvor tiden står stille. Her høstes stadig med selvbinder. Negene står i nydelige rækker på markerne. Mange bondehuse er af træ, og storkereder med flyvefærdige unger vokser frem på skorstene. Da karavanen nærmede sig landsbyerne, greb mændede igen deres instrumenter, så lystig musik meldte vores ankomst. Aldrig har jeg set så mange begejstrede ansigter

Levende museum

I den virkelige verden forbød polske myndigheder for 35 år siden sigøjnernes omvandrende levevis. Hestene blev slagtet og vognene brændt. Men da kommunismen faldt, fik direktøren for egnsmuseet i Tarnow, Adam Bartosz, en ide. Med succes havde han i 1979 organiseret en permanent udstilling: »Sigøjnere i den polske kultur.« Til samlingen hørte vogne, som på forunderlig vis var undsluppet den korrekte arbejderkulturs håndhævere. Skulle de nu til evig tid blot være museums-stykker? Sammen med Adam Andrasz, et fremtrædende medlem af Tarnows sigøjnersamfund, udviklede han et projekt, som ville bringe vognene ud på vejene. I 1996 startede man i det små med et par heste og en håndfuld fra Andrasz slægten.

»Mange sigøjnere troede ikke, at karavanen var mulig,« beretter Adam Andrasz. »Det havde været forbudt så længe. Men året efter forsøgte vi med fire heste, og takket være lokalt fjernsyn, som fulgte os, fik vi et gennembrud. Nu kunne vores folk se, at det er muligt, at vi kan rejse og leve, som vi engang gjorde. Til den tredje rejse kom så mange, mere end 500, at vi ikke havde plads nok. De unge har aldrig selv prøvet et rejsende liv, og nu kan vi ved lejrbålet forklare sigøjnernes love. For de gamle er oplevelsen et frihedens øjeblik. Vi har en mand med, som er 80, og tre, som er 70. Se på dem. Der er tårer i øjnene, når de sidder her ved bålet og ser ind i flammerne.«

For museets direktør er »genoprettelse af sigøjnernes kultur« også vigtig. Men Adam Bartosz, som har en delvis jødisk familiebaggrund, fremhæver flere formål. For det første går turen til landsbyer med massegrave, hvor ofre for nazisternes etniske udrensning ligger. For det andet skal karavanen nuancere polakkernes syn på et mindretal, som i dag er forsvindende lille, 30.000-40.000 mennesker, som dog i befolkningens bevidsthed spiller en stor rolle. »Sigøjnerne er,« siger Bartosz, »for de fleste beskidte, tyvagtige, bedrageriske folk, som ikke vil arbejde. Den opfattelse får i dag næring, når man ser fattige sigøjnere fra Rumænien, som kommer ind i landet og tigger. Men parallelt hermed findes også en romantisk opfattelse. Sigøjnerne er et folk, som danser, synger og har eksotiske kvinder.«

Overgreb rettet mod sigøjnere rapporteres regelmæssigt fra især Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn - senest også Kosovo. Men Adam Andrasz kan berette, at der også i Polen hyppigt er episoder med overfald og ildspåsættelser. Politiet fører ikke statistik, som kan bevise en tendens, men omkring Tarnow ser sigøjnerne med så stor alvor på udviklingen, at de overvejer at oprette et sikkerhedskorps, som skal beskytte deres små, ofte isolerede, bosættelser.

Egnsmuseet har via nyhedsmedierne grundigt forberedt landbefolkningen, så den ved, at karavanen kun bringer musik og underholdning. Flere gange stoppes vi af bønder, som vil vide, hvor man gør stop i aften, og fra kuskesædet i den forreste vogn udslynger direktør Bartosz invitationer til de mange, som løber ud i forhaverne, når optoget passerer. »Vi presser de negative holdninger tilbage, når vi giver folk en positiv oplevelse,« siger han håbefuldt.

Munter koncert

Det var lige før, at landsbyen Dolega og opland ikke fik den positive oplevelse. På programmet stod godt nok koncert i en lille lund, men sigøjnerne var så tilfredse med lejrlivet, hvor man natten forinden havde gjort stop, at de ikke fandt videre rejse nødvendig. »Her og nu er det vigtigste for dem,« forklarer Bartosz, efter han med møje har fået overtalt ledende familiefædre til at gennemføre den lovede koncert en dagsrejse længere fremme.

Så da mørket falder på i Dolega, er vognene kørt i halvkreds med mikrofoner og et højttaleranlæg i midten. I forsigtig afstand samles efterhånden flere hundrede lokale. Adam Andrasz lokker dem dog nærmere og snart lyder musikanternes medrivende toner. Hans datter danser igen frem i fuldmånens stråler, og snart får hun følge af sin mor og familiens fem-årige datter. En lyshåret, vel ti-årig, bondepige overskrider helt grænsen og slutter sig, ikke helt uden evner, til dem.

Det sker, at Adam Andrasz lægger bassen fra sig i græsset og fortæller vittigheder. F.eks. den om sigøjnerkvinden, som gik til politiet, fordi hendes mand havde været væk hele natten. »Jeg vil gerne efterlyse ham,« siger hun. Betjenten bemærker, at kvinden har sine tarot-kort med og spørger derfor nysgerrigt: »Jamen, hvorfor ser du ikke selv, hvor han er?« »Hvis du giver mig 100 zloty, så skal jeg fortælle dig, hvor du kan finde ham,« lyder kvindens svar, og forsamlingen morer sig.

Det gør de også, da han fortæller den næste. »På vej hertil mødte vi en mand, som så meget fjendtligt på os,« siger Andrasz, som står ved mikrofonen med sort hat på hovedet og en knaldrød skjorte. »Jo, sagde manden: Jeg kan ikke lide rødhårede og folk, som er skaldede, har gråt hår og går med hat! Så vi kunne forstå hinanden, da jeg gav ham ret i, at rødhårede kan give problemer, men hvorfor, spurgte jeg, er du også imod skaldede, gråhårede og dem med hat. Jo, svarede han, man kan aldrig vide, hvad de oprindelig var og hvad de skjuler.«

Folkemordet

Måske var en del af årsagen til sigøjnernes uvilje mod rejsen til Dolega, at nogen i lejren aftenen før havde sat en spillefilm på et transportabelt TV-anlæg. Filmen fulgte en polsk sigøjnerklan efter dens møde med tyskerne under Anden Verdenskrig. Det endte i mord og koncentrationslejr. Stemningen var ikke den bedste bagefter.

Nazisternes folkedrab på sigøjnerne i Europa er stadig et relativt blankt kapitel i historieskrivningen efter krigen. Sigøjnernes kollektive erindring bygger på mundtlig overlevering, som sjældent når ud i større kredse, og som heller ikke har lang levetid. Da den jødiske forfatter Elie Wiesel i 1986 fik Nobels fredspris, undskyldte han over for sigøjnerne, at »vi har ikke gjort nok for at lytte til jeres forpinte stemmer.« Først i de allerseneste år har forskerne ledt efter dokumenter og beretninger med beskrivelse af deres skæbne.

Forfølgelsen blev begrundet med argumenter, som har været temmelig stabile, siden sigøjnerne dukkede op i Europa for næsten 1.000 år siden, og som også har overlevet nazismens fald. Sigøjnere er, hed det i et tysk dekret fra 1937, »uforbedrelige kriminelle.« I nazisternes påståede frygt for, at sigøjnernes blod kunne smitte gode tyske bønder, genses en ældre frygt for, at de var i ledtog med djævlen samt udrustet med overnaturlige evner. Der var i lange tider fri jagt på sigøjnere i Europa, og mellem kongerne, som lagde op til drab, finder man såmænd danskernes Christian den Fjerde. Han bød, at deres ledere skulle henrettes. Indtil 1849 skulle enhver sigøjner, som blev fundet i Danmark, deporteres.

Hvad deres forgængere ikke magtede, lykkedes næsten for nazisterne. Det amerikanske Holocaust-museum, som selv fokuserer på jøderne, anslår, at mellem en halv og halvanden million blev dræbt. Flere kilder vurderer mere vagt, at halvdelen af hele Roma-folket, som sigøjnerne kalder sig, blev udslettet.

Farlige ofre

Mange blev sendt til koncentrationslejre i Polen, hvor tyskerne, som det hedder i en sigøjnervise, »tog os ind gennem porten og slap os ud gennem skorstenene«. En polsk fange har givet eftertiden en beretning fra Treblinka:

»De tog babyer fra deres mødre og dræbte dem ved at slå deres hoveder mod træer. Derefter slog de kvinderne, som blev vanvittige af synet, med piske og stave. Kvinderne kastede sig over soldaterne med de bare negle og forsøgte at rive børnene fra dem. Dette optrin blev først afsluttet af en byge ild fra SS-mænd og soldater.«

Meget tyder dog på, at nazisterne foretrak henrettelse af sigøjnere, når de fandt dem i skove og landsbyer. Ifølge polske historikere skete det af frygt for, at de ellers ville undslippe fra ghettoer og lejre i kraft af godt kendskab til terrænet samt bistand fra polakker og partisaner. Der er også episoder, som tyder på, at sigøjnerne gjorde væbnet modstand. Nogle af massedrabene fandt sted i omegnen af Tarnow. Undervejs til Dolega blev karavanen stoppet af en gammel mand, som, mens han cyklede bag den forreste vogn, ivrigt fortalte, at hans mor havde overværet en af massakrerne.

»Hun var ude i skoven her, fordi hun ville samle bær,« sagde Franciszek Zielinski. »Så blev hun overrasket af tyskerne, som kom med en hel karavane af sigøjnere. De skød først en ung, meget smuk, blond kvinde, som bar et spædbarn på armen.«

Hr. Zielinski var cyklet os i møde, fordi han i avisen havde læst, at karavanen ville gøre stop på kirkegården i landsbyen Borcezin, hvor ofrene blev begravet. Derfor havde han pyntet graven lidt. Og vi fandt da også resterne af en massegrav, presset ind mellem bøndernes, senere ankomne, massive mausolæer af cement.

Tilbage var kun en lille forhøjning i jorden, cirka en fod bred, med blomster og et spinkelt jernkors. Året før havde man kun set en stribe mudder med et kors. Fra en af violinerne lød nogle toner så hjerteskærende, at alle ord virkede overflødige, og så tog vi videre til den lidt større landsby Szczurowa.

Her ventede sognepræsten, som førte hele skaren ind på kirkegården til et hjørne med mindesten, kors og gravmæle. I det ligger 93 af landsbyens fastboende sigøjnere, som 3. juli 1943 blev samlet og skudt. Det var, kunne museumsdirektørens datter Magda berette, et chok for resten af landsbyen, og mindet er endnu meget levende i beboernes erindring. Mere end 100 jøder boede også i byen, men de blev dræbt i fjerne koncentrationslejre, og ingen husker dem i dag. Den forskel vil Magda udforske i en doktorafhandling, og hendes tese er, at sigøjnernes katolske tro leverer den afgørende faktor.

Klaner i strid

»Og så skal vi til fest,« lød det fra en af musikanterne, da vi forlod kirkegården. Nok er folkemordet tragisk, men de døde er altid med i disse sigøjneres liv og dermed også dets glæder. Ikke alle sigøjnere har dog samme holdning til døden. Året før var koncerten blevet afviklet i Szczurowa og ikke i Dolega. Men det udløste en heftig protest fra massakrens eneste overlevende - en kvinde, som dengang var fire år gammel og undslap, fordi moderen kastede hende ud af vognen, som førte resten af familien ud i skoven. Hun fandt det upassende, at netop Szczurowa blev brugt til et »folkloristisk« arrangement, og temmelig mange nyhedsmedier fandt hendes vrede interessant.

Nogle i vores gruppe mener dog, at den virkelige årsag til protesten er, at kvinden tilhører en anden klan end deres, og »dens overhoved er rasende, fordi det er os, som mindes ofrene.«

Strid mellem stammer, klaner og familier hindrer, at Europas sigøjnere kan finde sammen i en effektiv indsats mod vor tids overgreb. Der er masser af forsøg og organisationer med navne a la »Roma Unionen«, der optræder med talsmænd og præsidenter. Men, siger Adam Bartosz, »sandheden er, at effektive initiativer næsten altid har ledere, som ikke er sigøjnere.«

»Sigøjnere er meget selvstændige mennesker,« lyder forklaringen flere gange fra Bartosz under turen, når en familie, som var i lejren aftenen før, næste morgen er væk, eller når en ny, for ham ganske ukendt, familie pludselig dukker op.

Disse forhold, sigøjnernes levevis, kultur og love, er ikke nemme at vikle op. Sigøjnernes verden styres af strenge love, og mellem dem er forbud mod at afsløre Roma-folkets hemmeligheder over for omverdenen. Overtrædelse vurderes på linje med tyveri og drab rettet mod andre sigøjnere. Straffen er livslang udelukkelse fra samfundet. Etnografer har brugt årtier af deres liv til udsmugling af få informationer fra den lukkede verden, så en journalist bør i starten, lyder rådet, begrænse sin nysgerrighed. Hårdt arbejde med krydsforhør af deltagerne ville desuden være i strid med hele turens ånd, hvor følelsen af lykke netop er knyttet til frihed fra »det normale livs« pligter, en næsten glemt dyd uden for sigøjnernes verden.

Gendriver fordomme

Sigøjnernes talrige tabuer kunne ellers nok være en nærmere undersøgelse værd. De kan, siger Adam Bartosz, samles i tre kategorier, som styrer korrekt kost, forholdet mellem mænd og kvinder og skjulet af diverse kriminelle aktiviteter. Overtrædelse medfører »forurening« af den skyldige samt medfølgende skam og udelukkelse, indtil en »rensning« er sket. Kvindernes lange skørter har således den forklaring, at de er stærkt »forurenende« fra livet og nedefter.

Forbudet mod kontakt er så strengt, at selv ægtemandens muligheder for intim kontakt begrænses stærkt. Mænd vil ikke bo i etage-ejendomme, fordi de da også bor under kvinder.

Lovene er således interessante, idet de gendriver diverse fordomme, f.eks. at sigøjnerne er asociale individer, som dyrker en anarkistisk levevis. Roma-folkets egen justits er streng, og den kræver sandfærdighed i dets egne anliggender. Det er i det hele taget nødvendigt at advare mod generaliseringer. Blot de få sigøjnere i Polen er delt i fire stammer med forskellig historisk baggrund og indbyrdes afvigende levevis. Endelig er det fristende med en belæring, som pegede på den onde cirkel i omverdenens samspil med sigøjnerne. De er gennem århundreder blevet isoleret og forfulgt med metoder, som har fremmet fjendskab i værtslandene og ødelagt deres muligheder for et mere »normalt« liv.

Min egen nærkontakt med sigøjnerne betød, at jeg måtte tage hjem med mange ubesvarede spørgsmål. Men min tilbageholdenhed blev belønnet med en invitation til hele min familie til næste år.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.