Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 6, september 1999
Fejemaskinens problemer
NATOs styrker skulle i Kosovo feje op efter det civile kriseberedskabs fallit. Nu har den militære fejemaskines problemer fremhævet behovet for bedre civile redskaber mod blandt andet etniske konflikter.
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Meget store beløb vil i de kommende år, med henvisning til erfaringerne fra Kosovo, blive investeret i modernisering af NATOs militære styrker. Kosovo har imidlertid også leveret stærke argumenter for et civilt beredskab, som bedre end det militære kan anvendes til forebyggelse og styring af etniske konflikter.
Disse argumenter er årsagen til nogle temmelig oversete linjer i sluterklæringen fra EU’s topmøde i juni. Ifølge dem skal unionens relevante organer "grundigt" gennemgå "alle aspekter af sikkerhed" med henblik på "bedre koordinering" af "ikke-militære" redskaber til håndtering af kriser. Overvejelserne kan, står der videre, medføre oprettelse af et stående beredskab, som samordner "nationale civile ressourcer og ekspertise".
Den samlede verdenspresse kastede sig ikke straks over disse formuleringer, og det er vel forståeligt. Danmarks udenrigsminister Niels Helveg Petersen har siden bygget videre på erklæringen, idet han foreslår en fælles databank over EU-landenes ressourcer på det ikke-militære område, for eksempel i forbindelse med nødhjælp og udsendelse af eksperter til genopbygning. "EU’s fremtidige evne til at håndtere krisestyring fremmes bedst ved et samspil mellem militære og ikke-militære instrumenter", forklarede han i Berlingske Tidende. Disse fornuftige, dog ikke ligefrem sensationelle, bemærkninger har heller ikke vakt postyr.
Embedsmænd, som ønsker anonymitet, peger imidlertid på, at ordene er de synlige spirer fra et initiativ, som kan blive epokegørende. Det er muligt, at EU i de kommende år vil udvikle et civilt "ekspeditionskorps" til hurtig indsættelse i lande, som for eksempel trues af etniske konflikter og andre indre kriser. Færdighederne skal dække et bredt spektrum - lige fra overvågning af valg til kontrol med uroligheder ved hjælp af para-militære politienheder.
Bag initiativet ligger den kendsgerning, at behovet for nye sikkerhedspolitiske redskaber er blevet pinligt klart i forbindelse med Kosovo. Siden 90’ernes start har "forebyggelse og styring af kriser", så de ikke eksploderer i krige, været visdomsord, som med gavmild hånd er blevet drysset ned i utallige internationale erklæringer. NATOs første strategiske koncept efter den kolde krigs afslutning fremhæver således, at freden nu mere end nogensinde bygger på "effektiviteten af forebyggende diplomati og vellykket styring af kriser, som har betydning for medlemmernes sikkerhed". NATOs fremtidige succes vil, konstateres videre i disse retningslinjer fra 1991, blive betinget af, at man i fællesskab kan anvende en bred vifte af krisestyrings-redskaber, både civile og militære.
EU, FN samt den europæiske sikkerheds- og samarbejdsorganisation OSCE har alle i løbet af 90’erne vist, at de tit ikke kunne gennemføre den teoretiske visdom i praksis. Nu kan også NATO i forbindelse med Kosovo notere sig for to nederlag, en diskutabel sejr og endnu et nederlag under optræk.
Det første nederlag var, at NATO ikke fik overtalt serbiske ledere til en fredelig løsning af Kosovo-konflikten. Alliancen forsøgte med forebyggende diplomati, som fik opbakning fra sabelraslen. Overraskende var det ikke. USA har heller ikke haft succes i 90’erne, når man med militære trusler ville påvirke genstridige stater. Ofte har amerikanerne været nødt til at gennemføre deres trusler. NATO måtte endog drage den bitre erfaring, at selv da man gennemførte sine trusler og indledte stærkt begrænsede bombardementer, som skulle påvirke lederne i Beograd, virkede dette redskab heller ikke.
Næste nederlag kom, da NATO ville stoppe de serbiske styrkers terror i Kosovo. Det var en erklæret målsætning for bombardementerne. Men rent faktisk fik man kun ram på meget få soldater og næsten intet krigsmateriel. Det var heller ikke så overraskende for enhver, som kender til de problemer selv højteknologi har, når man fra stor højde skal finde mål og derefter straks ramme dem.
NATO kan notere sig for en sejr, fordi man til sidst fik serbisk accept af, at de fordrevne kunne komme hjem. Bombardementerne leverede utvivlsomt et vigtigt bidrag til denne sejr. De knækkede serbernes kampvilje gennem udslettelse af en række mål i selve Serbien, og det gjorde livet surt for den civile befolkning samt landets elite. Endnu et bidrag til sejren blev imidlertid leveret af Rusland, som trak det storpolitiske tæppe væk under fødderne på Milosevic.
En erklæret målsætning for indsættelse af NATOs landtropper i Kosovo var, at man ville sikre et "multi-etnisk samfund". Nederlaget i denne fase af konflikten er, at alliancens soldater ikke kunne beskytte hverken serberne eller sigøjnerne. Derfor er de næsten alle flygtet. Nu er der tegn på, at NATO også kommer i konflikt med mange albanere og deres såkaldte frihedshær, UCK. Hvis denne udvikling fortsætter, kan KFOR, NATOs styrke, blive en besættelseshær, og så vil nederlaget for alliancens hensigter være totalt.
Konfliktens regnestykke kan opstilles mere nuanceret. Det er, med god grund, blevet kaldt succeser for NATO, at man rimeligt effektivt sørgede for nødhjælp til de fordrevne i nabolandene og at man undgik splittelse af alliancen. Men det mest bemærkelsesværdige er, at svagheder i NATO’s evne til håndtering af lignende konflikter er blevet udstillet.
Ingen "lære", som kan hentes fra konflikten om Kosovo, er særligt meget værd, hvis den ikke kan overføres til sandsynlige, kommende konflikter. Desværre lever læren, som kan skimtes i NATOs vellykkede brug af luftbombardementer, ikke op til dette krav. Det er en irrelevant sejr.
Det særlige ved Kosovo-konflikten var, at den i vidt omfang opstod gennem et sammenstød mellem to geografisk adskilte samfund. Serberne i Kosovo var et lille mindretal, som havde opbakning fra selve Serbien. Striden lignede traditionelle konflikter mellem to stater. Derfor kunne NATO slå til imod "fjendeland". Alliancens talsmænd hævdede godt nok, at man ikke var i krig med den serbiske befolkning. Men da bombardementerne udviklede sig, var det grundlaget for dens normale liv, som effektivt blev gjort til et mål - bombardement af fabrikker skabte arbejdsløshed, stop for elektricitetsforsyningerne ramte alle, brande i kemiske anlæg samt olieraffinaderier skabte angst og det er ikke kun soldater, som bruger veje, broer og jernbaner.
Moralsk kan det godt forsvares, at NATO anvendte, hvad nogle har kaldt en højteknologisk version af den anden verdenskrigs bombardementer. Hvorfor skulle serbiske familier leve trygt, mens deres sønner begik folkemord i Kosovo? Det er imidlertid tvivlsomt, at NATO under kommende etniske konflikter kan finde et "fjendeland", som man lige så effektivt kan (eller tør) angribe. Det er mere sandsynligt, at etniske modsætninger opstår i områder, hvor folkeslagene er blandede. Det vil, inden lignende metoder igen anvendes, også virke afskrækkende, at netop genopbygning af infrastruktur er en kostbar affære og at ødelæggelse af den rammer bredt. Serbiens nabolande lider eksempelvis enorme økonomiske tab, fordi transportveje til resten af verden er afbrudt.
Nederlagene er derimod ikke irrelevante. De afslører alvorlige mangler i NATOs evne til forebyggelse og styring af kriser. Derfor kan nederlagene blive gentaget.
For det første afslører konfliktens forløb, at varsling af kriser ikke er nok. Politiske beslutningstageres kan nemlig ikke udnytte advarsler, altså forstå dem og reagere. Gennem ti år har utallige eksperter, journalister og politikere påpeget, at Kosovo var en krudttønde med ulmende lunte.
For det andet tror vestlige ledere, at militære trusler kan give diplomatisk styrke, men ofte tager lederne, som man retter truslerne imod, dem ikke alvorligt. Så NATO må gøre ventetiden mellem trusler og angreb langt kortere. Alternativt bør man afstå fra militære trusler. Faren er nemlig, at NATOs troværdighed ellers undergraves.
For det tredje er luftbombardementer ikke effektive imod en fjende, som skal besejres militært. NATO og medlemmernes politiske bagland bør derfor være beredt til indsættelse af landtropper i kamp. Det kræver både udvikling af den nødvendige vilje og stærkt mobile styrker, som kan transporteres hurtigt over store afstande.
For det fjerde viser problemerne, som KFOR står med, at krigstrænede soldater med masser af tung udrustning ikke er gode nok til opretholdelse af lov og orden. Human Rights Watch, en meget velanset menneskeretsorganisation, har i en rapport fra august rettet skarp kritik mod KFOR. Styrkens enheder har hverken "været i stand til eller været villige til at tage de nødvendige initiativer", som kunne stoppe serbernes og sigøjnernes flugt fra Kosovo. KFOR har nemlig ikke erfaring med politi-arbejde, vil ikke risikere soldaternes liv og styrken er i øvrigt for lille, hævder Human Rights Watch. Man påpeger blandt andet konkret, at patruljering i pansrede vogne er mindre effektiv end brug af åbne vogne og mange, små enheder.
NATO fik militære opgaver i Kosovo, fordi de civile strukturer i medlemslandene ikke kunne magte opgaven. De væbnede styrker blev altså igen en slags fejemaskine, som skulle rydde op efter politikeres og diplomaters fallit. Men denne fejemaskine virker ikke effektivt, når grundlæggende problemer i så begrænset omfang er militære.
Opgaven, som EU nu har påtaget sig, består af mange og meget forskellige delopgaver: Kan EU med en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk topmand, som får støtte fra en stab, bedre håndtere konfliktvarsler? Kan man mere effektivt yde en økonomisk indsats, så etniske konflikter kvæles i større velfærd? Kan informationsformidlingen i mulige konfliktområder påvirkes, så den fremmer forsoning?
Kernen i udfordringen er imidlertid, at man har brug for et nyt sikkerhedspolitisk redskab, som ligger på et mellemniveau i forhold til advarsler og bomber. Det skal udgøre et større indgreb i suveræne staters indre anliggender end de sædvanlige diplomatiske samt økonomiske redskaber. Og det skal være et mindre indgreb end anvendelsen af militær magt repræsenterer.
Faktisk er et konkret forslag blevet skitseret. Ifølge flere kilder har det især inspireret Italien, som sammen med briterne fik EU i gang med den nye opgave. Under indtryk af Kosovo-konfliktens første fase beskrev British-American Security Information Council (BASIC) tidligt i år et korps af professionelle konflikt-løsere, som bør organiseres af EU. BASIC er en transatlantisk gruppe af forskere og politiske aktivister med tradition for NATO-kritiske initiativer.
Forslaget henviser til erfaringerne med det ubevæbnede hold observatører, som sidste år blev sendt ind i Kosovo under ledelse af OSCE. Hensigterne var gode nok, fremhæver man, men lignende indsats bør fremover anvende folk, som er bedre trænet, kan rykke hurtigere ind og har opbakning fra para-militære politistyrker.
Konkret foreslår BASIC, at EU opretter en civil beredskabsstyrke med en permanent kerne af ansatte og en mulighed for indkaldelse af forstærkninger. Styrken skal arbejde på mange niveauer i de samfund, hvor man griber ind, idet lokale myndigheder og civile strukturer ofte leverer utilstrækkelige ydelser. Observation af valg, nødhjælp i forbindelse med katastrofer og fredsbevarende aktiviteter vil være typiske opgaver.
Mellem forslagets oplagte fortrin er, at det via OSCE kan stilles til rådighed for Rusland og landene i dets nærhed. Et sådant ekspeditionskorps vil formentligt være mere acceptabelt end styrker fra NATO. Mellem de største hindringer for oprettelsen er, at det vil blive en dyr affære. Men moderniseringen af EU-landenes militær vil næppe heller blive billigt.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|