Trykt i Wekendavisen 17. september 1999

Urskoven råber hjælp

Polen. Danmark har indledt en fredsbevarende mission i det europæiske lavlands sidste oprindelige skov, hvor forstfolk og biologer er i kamp.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

BIALOWIEZA - Enhver ved fra den amerikanske prærie, hvordan en bison ser ud. Måske hjælper et urinstinkt fra tiden, hvor vi selv var i ulige kamp med den europæiske bison, fantasien lidt på vej. Så mødet med lusede eksemplarer i zoologiske haver er altid en skuffende oplevelse.

Næh, vore forfædres kraftfulde modstander skal genopleves i Bialowieza urskoven ved grænsen mellem Polen og Hviderusland. Efter istiden var meget af det europæiske lavland for 8.000 år siden dækket af skov, som nogle steder overlevede helt op i historisk tid. Deres ægte vildnis gav inspiration til mange eventyr. »Hans og Grete,« »Den lille Rødhætte« - uden mørke ufremkommelige skove, hvor farer lurer bag ethvert træ, er gruen i disse beretninger utænkelig. Nu er der kun i Bialowieza et område på 1.500 kvadratkilometer, næsten tre gange Falsters størrelse, tilbage.

Lad det være sagt straks. Nok er her bison, ulv, los og måske bjørne, men dyrene venter ikke på den besøgende. En meget tidlig morgen kravlede jeg op på en hest, som derefter i tre timer gik gennem næsten uigennemtrængelige tykninger med svirpende grene til afsides lysninger, hvor dyrene måske græssede eller var på jagt. Trods kyndig vejledning fra en skovløber så vi end ikke friske spor.

En anden dag, da hele familien var på skovtur i hestevogn, gjorde kusken holdt og pegede fremad mod en lysning. Selv en kraftig kikkert afslørede kun nogle grå klippeblokke, som lige stak ryggen op fra underskoven. Men de bevægede sig søreme. Så var det ud af vognen og på listesko mellem træerne. Pludselig så kolossale hoveder med vældige skuldre fra få meters afstand mod den nysgerrige. Ville de angribe? Nok er hornene ikke lange, men de er spidse, og de sidder på op imod en ton muskler. Et øjeblik vældede urangsten op, og så vendte bisonokserne rumpen til. Med fire kalve forrest vandrede flokken på mere end ti langsomt ind mellem træerne, og stammerne dannede en uigennemskuelig palisade.

Turistens besøg

Skovens træer er nu heller ingen ringe oplevelse. Den mest mystiske del er et strengt naturreservat på over 50 kvadratkilometer, som er gjort til nationalpark. Turister skal leje autoriserede guider og derefter giver de adgang til et lille hjørne. Her er 500 år gamle egetræer, lind, ask og graner, som rejser sig til over 40 meters højde. Man får fremvist resterne af en eg, som er opkaldt efter kong Jagiello. Ifølge en myte planlagde han i 1410 sammen med sin litauiske kollega under dette træ angrebet på de tyske korsriddere, som samme år udløste et stort slag ved Grunwald. Selv på langs udgør den faldne kæmpe en mandshøj barriere, som dog smuldrer hastigt, så man kan se ind i det rødbrune indre, hvor insekter, svampe og mos holder gilde.

Netop døde og døende træer er et af urskovens kendemærker. Ingen forstfolk har adgang til reservatet med en sav. Det bliver ikke »plejet.« Hvis man er mest vant til danske industriskove er oplevelsen dramatisk. Her er ingen træer i snorlige rækker. Første indtryk er totalt kaos, fordi væltede kæmper ligger overalt. Nogle er på vej ned, men undervejs har et andet træ blokeret faldet, så de nu knager sammen, faretruende. Snart anes dog et system i galskaben.

Naturen har dannet små samfund, hvor bestemte dyre- og plantearter lever i indbyrdes afhængighed. Samfundene er vidt forskellige. Under selv en kort tur veksler de hurtigt alt efter jordbund og andre kår. Forskerne har identificeret 17 sådanne samfund i den egentlige skov og 13 andre i tørvemoser samt enge. Nogle steder danner trækroner i tre lag et dække, som Solen knapt kan gennemtrænge, og derfor er jordoverfladen uden væsentlig vegetation. Der er, selv i tørre perioder, andre pletter, hvor helt stillestående vand danner skovbund omkring rødderne på enkeltstående kæmper. Reservatet afgrænses til to sider af flodenge, hvor bævere trives og mosekonen ved aftentide brygger et tæt slør.

Med sympati lyttede en af naturparkens ansatte, Andrzej Bobiec, til min beretning fra turistbesøget, og konstaterede så: »Du har ikke set noget endnu.« Derefter anførte han en ekspedition ind i den del af naturparken, som er under så streng fredning, at end ikke videnskabelig forskning er tilladt. Han havde ret.

Træernes kamp

Nærkontakt med skovens dyr er mulig, når man kæmper sig frem over væltede træer og gennem sumpe, som bedragerisk er dækket med et vidunderligt grønt tæppe af mos. Det ene øjeblik virrer en hind med ørerne og springer i dækning. I det næste brøler en kronhjort chokerende højt fra buskadset lige ved, men selv er den usynlig. Da vi følger en smal dyresti, ses tydelige spor fra ulve i mudderet. Fra et helt nøgent egetræs top letter en ørn, og længere fremme flyver en sort stork med tunge vingeslag.

Kyndigt peger Andrzej på et lille mudderhul og går hen til et træ med ru bark. Et stykke er grundigt slidt. Et fint lag gråt støv dækker det og i barken sidder nogle enkelte stride hår fast. »Her har vildsvinene frisørsalon,« siger han. Kort efter går en stor, sort orne med frygtindgydende gule krumtænder ganske uforstyrret forbi. Vi holder vejret; den vifter med halen.

Træernes kamp er ikke mindre dramatisk. Vi kom til et flere hundrede kvadratmeter stort område med utallige rødgraner. De er næsten alle gået ud og barken er væk, så kun det grå træ er tilbage. Her har millioner af biller hærget. Barkbillen er frygtet af forstfolk, fordi den formerer sig hurtigt og kan ødelægge store værdier. Andrzej er nærmest begejstret. »Naturlig indhegning,« siger han, som var al yderligere forklaring unødvendig. Sagen er, at de døde graner falder over hinanden, så intet pattedyr med hang til nye træers blade kan trænge igennem. Og ganske rigtigt. Bag stammernes virvar er løvtræer vokset op, og Andrzej erklærer: »Hvis vi bare lader skoven i fred, vil egetræerne igen trænge frem.«

Da jeg nogle dage efter henviser til eksemplet under en lang snak med vicedirektøren for skovdistriktet, som Bialowieza er en del af, griner han hånligt og siger: »Men agern kan ikke flyve.« Derefter kaster han sig ud i en fordømmelse af nationalparken og dens hovedløse holdning til naturen.

Fordi parken ikke bekæmper barkbillen, spredes dens uvæsen til resten af skoven, som han har ansvar for. Andrzejs »naturlige indhegning« giver kun en plads til frø, som kan flyve - altså især birk. Det træ anser forstfolk for ukrudt. Med farvelagte plancher, som har masser af kurve og søjler, påviser vicedirektør Zbrozek, at nationalparken slet ikke har unge egetræer. Faktisk svarer sammensætningen af nationalparkens ældste træer næsten helt til fordelingen mellem arterne i den del af skoven, som er under skovvæsenets pleje. Her er masser af unge egetræer, fordi man omhyggeligt har plantet dem efter fældning af graner, fyr, birk og andre mindre ædle vækster. Jo, man har også fældet eg, men enhver idiot kan på plancherne se, at deres antal alligevel er i markant fremmarch.

Skovkrigen

Hans dokumentation er ammunition til brug i noget nær en krig, som raser over Bialowieza skovens fremtid.

Regeringen har planlagt en udvidelse af nationalparken, så den, måske allerede fra 1. januar år 2000, gennem en seksdobling dækker hele den polske del af skoven på over 600 kvadratkilometer. Hviderusland, som efter Anden Verdenskrig af Stalin fik overdraget resten, har allerede i 1991, gjort sit område til nationalpark. Planerne er en trussel mod den lokale træindustri og forstfolkene, som føler, at deres ekspertise bliver underkendt. Udvidelsen bæres frem af en international koalition mellem videnskabsfolk og miljøaktivister, som kan glæde sig over, at nogle politikere ser flere stemmer nationalt i beskyttelse af naturens værdier, end de kan hente lokalt i den meget tyndt befolkede provins, hvor skoven ligger.

Ingen dialog virker mulig mellem de to parter. Når en forstmand ser et sygt træ, skærer det ham i hjertet og han tænker straks: »Det lider jo - og smitter andre. Vi må fjerne det, så andre kan leve.« Når en biolog, ser det samme træ, tænker han eller hun: »Meget interessant. Hvor er det dog godt for biodiversiteten. Nu kan Dendrocops leucotos (en sjælden spætte) og Glaucidium passerinum (en lille ugle) få reder i stammen.«

Zbrozek, en meget myndig mand i fuld uniform, påpeger, at hvis biologer får kræft, så klapper de ikke i hænderne af glæde, fordi naturen nu går sin gang. De søger straks læge, fordi »civilisationen har givet os en række redskaber.« Skovens læger er de forstuddannede specialister, som sikrer, at naturen ikke bliver selvdestruktiv. Frygtelige ting sker, hvis man f.eks. ikke bekæmper barkbillen og sørger for lys til nye generationer gennem fældning, siger Zbrozek. Et af hans skræmmebilleder er naboskoven inde i Hviderusland, hvor store områder er helt domineret af gamle træer. »Hvis en brand farer hærgende frem, vil intet være tilbage bagefter,« erklærer han. I en mere varieret skov har ilden færre muligheder.

Udvidelsens tilhængere fnyser vredt over disse argumenter. »Zbrozek vil åbenbart ikke forstå, at når vi skal vurdere en urskovs fremtid, så er et tidsperspektiv på hundreder af år nødvendigt,« siger Andrzej Bobiec. Selv er han også forstuddannet og var indtil for få år siden ansat i skovvæsenets lokale forskningsinstitut. Men efter kritik af skovbrugets metoder blev han fyret og har nu et job i naturparken. For ham er urskovens største værdi, at den udgør en »oprindelig model,« som kan anvendes til sammenligning af processerne i skove, hvor mennesket spiller en mere direkte rolle. Uden et uberørt forbillede kan ingen vide med sikkerhed, hvorfor dyrearter forsvinder eller vegetationen ændres.

Kongernes gave

Helt uberørt er end ikke nationalparken, men skoven har en usædvanlig historie, som alligevel gør den enestående.

Da kontakten mellem Polen og Litauen blev udviklet i det 14. århundrede havde kongerne brug for et længere hvil, når de rejste mellem Krakow og Vilnius. Skoven, som ligger midtvejs på ruten, var også et godt jagtterræn, så i 1452 blev området erklæret for den polske konges private ejendom, og et lille jagtslot blev bygget. Det havde et hvidt (bialo på polsk) tårn (wieza) og deraf opstod stednavnet. Kongen oprettede et vagtværn, som blev bosat i små landsbyer. De beskyttede effektivt hans ejendom mod landbrugets fremmarch. I det 19. århundrede, hvor området var under russisk kontrol, trængte pøbelen en kort overgang ind, men i 1888 blev skoven den russiske zars ejendom, og han forbød endog adgang til biernes honningdepoter i hule træer. Tyskerne var mindre blide. Under verdenskrigen indledte de i 1915 massiv skovhugst og udhungrede soldater tog også godt for sig af dyrelivet. For bisonen var det en katastrofe. Den sidste blev dræbt i 1919, og hvis ikke nogle få havde overlevet i zoologiske haver, havde det skud sat en stopper for cirka 2 millioners års historie.

Takket være datidens miljøaktivister - tre fremsynede videnskabsmænd - blev i 1921 indledt en proces, som fra 1932 gjorde knapt 47 kvadratkilometer til nationalpark. Undervejs måtte man slås med et britisk firma, som i nogle år begik voldsom skovhugst. Fire bisoner blev genindført i 1929 og et program med kontrolleret avl indledt. Tyskerne kom igen, men de var nu blidere mod skoven, fordi Herman Göring holdt af jagt. Til gengæld slog man hårdt til mod lokale partisaner. To hundrede landsbyer blev udslettet, titusinder deporteret og fem tusinde henrettet. Det var godt for skoven, som bagefter kunne brede sig ud over tidligere agerjord.

Polens konger har altså givet deres eftertid en gave, som er blevet noget misligholdt. Menneskets aktiviteter har påvirket naturens udvikling, så kun pletvis er helt uberørt urskov bevaret bag naturgivne barrierer. Forskellen mellem nationalparkens og skovbrugets dele er dog markant. Træernes gennemsnitsalder i parken er 130 år, mens den i resten af skoven ligger næsten 50 år under. En anden målestok illustrerer, at parken har større træer, som står tættere. »Biomassen« pr. hektar er nemlig 410 kubikmeter i den, mens resten af skoven er nede på 276 kubikmeter. Når de tal hales frem, dokumenterer skovvæsenet straks, at biomassen pr. hektar er langt lavere i dets andre skove rundt omkring i Polen, hvor mere intensiv hugst foregår. Statistikken slører også, at uden for parken er talrige »øer« med vækst, som er mere end 100 år gamle og derfor er fredet.

I øvrigt skal jeg hilse fra bisonerne og sige, at de ikke kan fordrage nationalparken og derfor undgår den. »Vi foretrækker mere åben skov, hvor man heller ikke konstant snubler over træstammer,« lyder et ordret citat fra vores korte møde. Andrzej Bobiec svarer på nationalparkens vegne: »De må vænne sig til vilkår, som gennem årtusinder har været gode nok for deres forfædre.«

Mangfoldigheden

I sidste ende er det hverken bisonerne eller forstfolkene, som skal afgøre parkens fremtid. Polen har internationalt forpligtet sig til beskyttelse af »biodiversiteten,« dvs. naturens mangfoldighed. Parkens direktør, Czewlaw Okolow, fremhæver, at han har ansvaret for et økosystem med en ganske enestående rigdom af dyre- og plantearter. Floraen i hele skoven omfatter omkring 4.500 arter og faunaen over 10.000, hvoraf de 8.500 er insekter. Jo større område man kan beskytte, desto mere sikre bliver chancerne for, at denne mangfoldighed kan overleve, siger han. Det er ikke nok med nogle fredede »øer,« når skovbruget huserer i omgivelserne med metoder, som han kalder »primitive« og styret af kommercielle behov. Parkens nuværende areal, som efter en fordobling i 1996 er på 105 kvadratkilometer, kan ikke opfylde de pladsbehov, som blot en enkelt familie ulve eller en voksen los har. En han fra sidstnævnte art, som er ekstremt menneskesky, har brug for 150 kvadratkilometer.

Bialowieza er noget nær et mekka for biologer og andre forskere. En bibliografi fra 1992 indeholder 8.800 værker, hvoraf næsten halvdelen bygger på original forskning i området. Fuglelivet er så rigt, at pilgrimsfærd er nødvendig for enhver ægte ornitolog og med i flokken er såmænd også danskere, som nu har opført et observationstårn i området. Parken er på UNESCOs liste over menneskehedens mest værdifulde arvestykker, og mægtige internationale miljø-organisationer udviser voksende interesse for dens skæbne. Ude i verden er Polen ikke netop kendt for sine økologiske dyder, så »af hensyn til vores omdømme kan regeringen ikke ignorere det internationale pres for udvidelse af parken,« siger en kilde i det polske miljøministerium.

Det er hævet over enhver tvivl, at urskoven er truet, fordi dens omgivelser nedbrydes. Både træer og dyr har brug for mere beskyttelse. Skovbruget praler af de egetræer, man har plantet, men store områder har også fået monokultur med hurtigt voksende fyrretræer. Man fælder ivrigt ædle træer, hvis de bare er 99 år gamle. »Fremmede« planter og dyr trænger ind, fordi mennesket baner vej. Selv i den bedst beskyttede del af reservatet mødte vi spor efter mennesker. Ved en træstup lå benstumper fra et større måltid, hvor, ifølge Bobiec, ulve havde spist en kronhjort. Den forklaring smuldrede, da vi lige ved fandt indpakningen til en pose kartoffelchips.

Dansk mission

Der er bare et stort problem. Den lokale økonomi bygger i væsentlig omfang på udnyttelse af skoven, og befolkningen anser en udvidelse af parken for en trussel mod deres allerede meget lave indtægter.

Under samtaler med Weekendavisen sagde borgmestrene i landsbyen Bialowieza og områdets største by, Hajnowka, meget utvetydigt, at hvis man ikke finder en løsning, som giver lokalsamfundene alternativ indkomst, så kan reaktionen blive voldsom. Det er næppe tomme trusler. 83 politifolk blev i midten af august såret under sammenstød med vrede bønder i det nordøstlige Polen og lignende episoder kan meget vel opstå i Bialowieza-skovens omegn. Naturbeskyttelsen skal, siger flere kilder, bygge på den lokale befolknings aktive deltagelse og sympati. Ellers vil den blive modarbejdet.

Stridens videre forløb kan blive påvirket af en fredsbevarende indsats, som Danmark har indledt. Det danske firma COWI Consult vil med et projekt til 8,3 millioner kroner finansieret af Miljøstyrelsen bringe stridens parter i frugtbar dialog, så man i fællesskab kan sikre en »bæredygtig« udvikling. Mellem de mulige løsninger er fremme af økologisk landbrug og turisme. Mens projektet blev udformet har danskerne også argumenteret for »bæredygtigt skovbrug,« og det element har på forhånd gjort dem upopulære både i miljøaktivisternes og forstfolkenes kreds. Bobiec frygter, at projektet kan blive et dække for udsættelse af parkens udvidelse, fordi danskerne tilsyneladende hævder, at skoven kan beskyttes uden. Forstfolkenes vicedirektør Zbrozek skjuler ikke netop, at hans respekt for danskernes faglige formåen er lille: »Vi kan lære jer noget, men det modsatte er ikke tilfældet.« Et gennemgående argument fra mange er, at Danmark slet ikke har noget, som kan kaldes skove.

Den polske koordinator i projektet, Malgorzata Buszko, indrømmer, at den lokale skepsis mod dansk ekspertise og de hårdt optrukne fronter udgør en »udfordring.« Men en udvidelse af nationalparken er også hendes målsætning, og hun afviser, at danskerne skal lære polske forstfolk skovdrift.

Og hvis ikke andet så kan projektet vel i det mindste få danske turister til området, tænkte jeg en morgen i august, da adskillige hundrede hvide storke holdt møde i luften over skoven, inden de fortsatte mod syd. Dansk ekspertise har skræmt dem væk fra vores eget land, så det vil kun være retfærdigt, hvis en ny generation af eksperter sørger for, at de stadig har et hjem i Polen.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.