Trykt i Weekendavisen 24. september 1999

Spionerne til pressen

Spionage. Under den kolde krig var KGB’s påvirkning af Vesten på konstant nedtur, afslører ny bog, der trods misvisende foromtale er en stærk modgift over for spionfeber.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

WARSZAWA - I de gode gamle dage lød råbet: Spionerne til galgen!. I dag er det: Spionerne til pressen!

Især britiske aviser har nu i et par uger haft travlt med en historie, som er fantastisk god: Mange tusinde dokumenter i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB’s centrale arkiv er blevet kopieret og i 1992 smuglet ud. Nu foreligger materialet bearbejdet i en tyk bog, som detaljeret beskriver KGB-agenters aktiviteter. Nogle af dem er navngivet, men mange omtales kun med kodenavn, så pressen kunne med en ekstra indsats skaffe sig fede afsløringer.

Pressen gik altså på jagt, støvede nogle KGB-agenter og formodede Stasi-agenter op, men til sidst gik det bare galt. I søndags kunne Sunday Times afsløre den angiveligt rigtige identitet bag endnu et kodenavn. Bogen omtaler en britisk journalist, som med kodenavnet DAN i 60erne »formentlig« var KGBs »mest pålidelige indflydelsesagent« i Storbritannien. Avisen oplyste, at agenten er en kendt redaktør, gennem flere år toprådgiver for Labour-partiets tidligere formand, Neil Kinnock. Så fulgte vrede dementier og kritik af påstanden, som også rystede bogens troværdighed. Fra Bruxelles afviste Kinnock, som nu er EU-kommissær, bestemt anklagen. En anden tidligere Labour-formand, Michael Foot, tilføjede, at det hele er »nonsens«.

Gordievsky tabte sager

Kilden til avisens afsløring er Oleg Gordievsky, tidligere KGB-officer og britisk dobbeltagent. Ved hjælp af internettet kan man hurtigt klikke sig frem til lidt dybere indsigt i de vrede Labour-lederes reaktion. For snart tre år siden, den 4. december 1996, bragte Financial Times en lille notits, som oplyste, at netop Oleg Gordievsky var blevet idømt betaling af en »større« sum i erstatning til et medlem af Labour. Gordievsky havde nemlig i en bog antydet, at den pågældende politiker efter opfordring fra KGB stillede et spørgsmål i parlamentet. Resten af bogen viste, at dette initiativ blot var et af mange, som afslører, hvordan KGB fandt villige redskaber i Labour. Politikerens navn? Det er såmænd George Robertson, senere forsvarsminister og nu NATOs generalsekretær.

Gordievsky måtte trække sin påstand tilbage og undskylde. Episoden var slet ikke enestående. Flere klik med musen viser, at Gordievsky f.eks. var kilde, da Sunday Times engang kaldte Michael Foot for KGB-agent, og det udløste en meget stor erstatning. Internettet kan i øvrigt oplyse, at jeg selv efter lignende påstande fik et efter danske forhold meget pænt beløb og en total tilbagekaldelse af alle beskyldninger fra Ekstra Bladet, som også havde anvendt Gordievsky.

Fordi spionernes verden også er bedrageriets samt sammensværgelsernes, er temmelig mange tolkninger af informationerne ovenfor mulige. En er naturligvis, at sammenholdet i de kredse, som sættes under anklage, er stærkt, og at man ved domstolenes hjælp dækker over hinanden. En mere sandsynlig er, at briternes efterretningstjeneste via pressen bekæmper personer, som har vakt dens mishag. Robertson var f.eks. medlem af kampagnen mod atomvåben, CND.

Kampagne indledt

Hvis man stoler på domstolenes uafhængighed og korrekt sagsbehandling i et demokratis efterretningstjeneste, er en lidt mere nuanceret tolkning mulig, men tilbage står stadig et behov for agtpågivenhed, når pressen går på spionjagt. Nok er dens professionelle idealer høje, men i praksis lever pressens undersøgende metoder ikke helt op til det niveau, som statslige organer formår. Den kan nemmere manipuleres af folk, som er utilfredse med f.eks. retsvæsenet.

Det er naturligvis en kendsgerning, at både Gordievsky og KGB-arkivaren Vasili Mitrokhin har leveret troværdige oplysninger, som fik dømt virkelige sovjetiske agenter. Men det er også en kendsgerning, at den britiske efterretningstjeneste ikke har rejst tiltale mod andre, og at man i stedet har arrangeret offentliggørelse af deres identitet samt en bred kampagne mod deres politiske omegn. Det er således ganske interessant, at den aktuelle jagt blev ekstra spændende, fordi »nogen« pludselig har lækket materiale fra Stasi-arkivet.

Der er altså grund til skepsis, fordi afsløringernes bagmænd opgav brug af domstolene. I mindst syv år blev Gordievskys informationer undersøgt og holdt hemmelige, hvorefter den første salve blev affyret offentligt i samarbejde med en ekspert, som den britiske efterretningstjeneste gav eksklusiv adgang. I syv år blev Mitrokhins informationer undersøgt og holdt hemmelige, hvorefter hans materiale kom frem efter et samarbejde med den samme ekspert, historikeren Christopher Andrew. Uanset hvor højt man vurderer Andrews objektivitet, og den betvivles af nogle fagfolk, så er det klart, at udleveringen af formodede spioner og agenter til pressen er en operation, som har kontrolcenter i den britiske sikkerhedstjenestes hovedkvarter, hvor venstrefløjen og Labour har få venner. Det er også en efterretnings-operation, som tilsyneladende overraskede dette hovedkvarters politiske overordnede. Efter pressens afsløringer havde rullet nogle dage, trådte den britiske indenrigsminister Jack Straw frem med en erklæring, som oplyste, at et tværpolitisk parlamentarisk udvalg skal granske behandlingen af Mitrokhins materiale. Straw oplyste også, at kontrollen med efterretningstjenestens aktiviteter fremover vil blive styrket.

Overraskende god bog

Når man så efter alt det indledende fyrværkeri endelig står med bogen i hånden og får kæmpet sig gennem de 700 sider med meget små bogstaver, er hovedindtrykket overraskende godt.

Man skal dog f.eks. bare glemme, at bogens undertitel varsler, at vi her har KGB’s »hemmelige historie« og overse smudsomslagets appel, som påtaget naivt oplyser, at vi her har »et usædvanligt værk«, som »tvinger os til erkendelse af, at der faktisk var en fjende - og at han i høj grad var i vores midte«.

En dansk avis erklærede, at nu skal »historien om efterkrigstiden skrives om«, men når det gælder vort generelle kendskab til perioden, indeholder værket intet nyt. Efter adskillige årtiers beskrivelse af KGB i utallige bøger og artikler må det være få potentielle læsere, som ikke for længst har erkendt, at vi havde en fjende i vor midte og at den kolde krig blev udkæmpet med spioner, agenter, indsamling af oplysninger, spredning af forkert information og alskens fordækte operationer. Nogle vil utvivlsomt stadig hævde, at KGB og CIA lignede hinanden i deres virksomhed, men der er den fundamentale forskel, at KGB var fjenden, mens CIA forsvarede de vestlige demokratier.

Det er detaljernes rigdom, som udgør bogens styrke. De spænder over et vidt felt. Efter drabet på præsident Kennedy støttede KGB gennem årtier med finansiering og falske dokumenter sammensværgelsesteorierne, som knyttede en forbindelse mellem morderen Oswald og højreekstremistiske fanatikere samt CIA. Man planlagde rekruttering af bl.a. USA’s senere udenrigsminister Cyrus Vance og den britiske Labour-leder Harold Wilson. Der blev udlagt våbenlagre i vestlige lande, og der var planer for sabotageaktioner samt anstiftning af racekrig i USA. Telekommunikation blev aflyttet så effektivt, at fax-sendinger fra amerikanske våbenfirmaer blev opsnappet. USA’s forsvarsministerium har tidligere dokumenteret, at Sovjets produktion af nye våben i vidt omfang byggede på amerikanske opfindelser, men Mitrokhins arkiv leverer mere præcise informationer. Flere kilder har tidligere oplyst, at KGB’s topledere i begyndelsen af 80erne oprigtigt frygtede et overraskende amerikansk atomangreb, og Mitrokhin bekræfter det. Materialet belyser også, hvordan KGB’s udenlandske netværk deltog i infam bekæmpelse af Sovjets systemkritikere.

Hvis man leder efter nyt, som kan belyse danske forhold direkte, er resultatet magert: I 1971 skal en KGB-officer have opsøgt de danske kommunisters formand Knud Jespersen før en partikongres i Moskva. Man bad ham foreslå »to eller tre« trofaste kommunister, som kunne trænes til at komme på højde med en af dette århundredes største spioner, tyskeren Richard Sorge. Jespersen reagerede »entusiastisk« og svarede, at han allerede havde en kandidat i tankerne. Men bogen oplyser ikke, hvorvidt projektets danske del blev søgt gennemført, idet forfatterne kun kan konstatere, at trods et verdensomspændende program for rekruttering af superspioner i 70erne, er der »ingen tegn« på, at man havde succes. Flere forsøg endte endog i fiasko.

Svunden storhedstid for KGB

Mitrokhins arkiv bekræfter, at storhedstiden for KGB’s rekruttering af agenter lå i trediverne og under Anden Verdenskrig, da Sovjet, absurd nok med nutidens viden, var beundret for sit kommunistiske eksperiment og indsatsen mod nazismen. Forfatterne konstaterer således, at KGB under Bresjnevs ledelse ikke kunne »genskabe idealismen« bag »den tidligere generation af ideologiske agenter, som var inspireret af den utopiske vision om verdens første arbejder-bonde stat«. Den kolde krig er en lang nedtur for KGB’s indsats i den vestlige verden. Det er en ujævn nedtur, fordi man især på den militære og industrielle front mod betaling kunne udnytte griske folk med direkte adgang til hemmeligheder. Men den er stejl og markant, når det gælder feltet, som i Vestens politiske debat har haft størst interesse - nemlig rekruttering af journalister, politikere og embedsmænd.

Mens præsident Roosevelts administration var infiltreret med agenter på højt niveau, kunne KGB under hele den kolde krig ikke rekruttere agenter med adgang til politiske informationer i forbundsregeringens top. Noget af det nærmeste, man kom, var kontakt med en senere ret kendt professor, Henry Kissinger. Det foregik via en KGB-officer, som optrådte under journalistisk dække.

For Storbritanniens vedkommende konstateres, at afdelingen for politiske efterretninger i 70erne »manglede virkeligt vigtige« agenter, og derfor overdrev betydningen af de andenrangs. Også når det gælder agenter i pressen, som kunne anvendes til misinformation, må KGB’s mission i London konstant »overdrive en række kun beskedne succeser«. Fra centralt hold blev bedrageriet ikke udfordret, idet man selv drog fordel, når Sovjets topledere fik det indtryk, at KGB med held rejste spørgsmål i parlamentet eller placerede artikler i den liberale avis, The Guardian. Det er således, konstaterer forfatterne, »ikke meget mere end ønsketænkning«, når KGB rapporterede, at den britiske meningsdannelse blev påvirket afgørende.

Et lignende portræt tegnes af aktiviteter i Vesttyskland. KGB har »stort set uberettiget« taget æren for, at socialdemokratiet SPD i 1983 gik imod opstilling af nye amerikanske atomraketter på tysk jord. Både i Frankrig og Italien opnåede man angiveligt større succes med rekruttering af »påvirkningsagenter«, men Mitrokhin har ikke fundet tegn på, at hovedkvarteret nogensinde foretog en kritisk vurdering af agenternes resultater. Først i 1985 udsteder Gorbatjov et strengt forbud mod »forvanskning af de faktiske forhold i budskaber og informationsrapporter...« til Moskva.

Ringe indflydelse

Så på trods af røret omkring bogens udgivelse er den en slags modgift i forbindelse med spionfeber. KGB har siden sin oprettelse haft adskillige tusinde agenter og kontakter i den vestlige verden. Men det er beroligende, at deres indflydelse på meningsdannelsen var ringe. Bogen får endog svækket en række anklager, som gennem tiden er blevet rettet mod førende politikere. Mitrokhin har ikke fundet tegn på, at bl.a. den britiske Labour-formand Harold Wilson, den franske forsvarsminister Charles Hernu samt de tyske socialdemokrater Willy Brandt og Egon Bahr var agenter.

Et gennemgående dilemma i bogen er, at nok sluger forfatterne bestemt ikke arkivernes informationer råt, men læseren må alligevel undre sig over, hvordan de har sat grænsen mellem skidt og kanel. Når KGB’s udsendte var så bedrageriske i deres indrapportering, rejses tvivl i forbindelse med snart sagt alle informationer, og det indtryk kan mange fodnoter med henvisninger til et utilgængeligt arkiv og referencer til andre kilder ikke helt udslette.

Både bogens oplysninger og mediernes kampagne kan rejse alvorlige spørgsmål for pressen. Det er således åbenbart, at KGB havde de bedste chancer for udspredning af misinformation i lande, hvor journalistikken mere bygger på meninger end på rapportering af kendsgerninger. Sammenblanding af de to genrer øger risikoen for manipulation. Amerikansk presse opretholder det strengeste skel og stiller store krav til dokumentation, så det er unægtelig tankevækkende, at førende dagblade i USA kun har brugt lidt spalteplads på hele affæren.

»The Sword and the Shield - The Mitrokhin Archive and the Secret History of the KGB«. Af Christopher Andrew og Vasili Mitrokhin. Basic Books, New York.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.