Trykt i Weekendavisen 8. oktober 1999

Ude af kontrol

Prøvestop. Kaos i USA’s Senat bekræfter, at kontrol med atomvåben er blevet et fjernt mål.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

EFTER årtiers ventetid nåede en traktat, som forbyder prøvesprængning af atombomber, frem til afstemning i USA’s Senat. Men så stødte den på et kaotisk partitaktisk spil, som kan medføre, at præsident Clinton i sidste øjeblik trækker den tilbage, så han undgår et formelt nederlag.

Affæren ligner en farce, men er en tragedie. »Siden midten af 1990'erne har bestræbelserne for kontrol med atomvåben været en nedtur, og traktatens skæbne bekræfter tendensen«, siger en af USA’s førende eksperter på feltet, Michael Krepon præsident for Henry L. Stimson Center.

Advarslerne fra atomnedrustningens tilhængere har i takt med denne nedtur fået en stadigt mere desperat tone. Krepon selv udsendte sammen med 18 andre eksperter i august efter et møde i Japan en rapport, som konstaterer, at på tærsklen til det 21. århundrede »smuldrer strukturerne i international sikkerhed, og atomfaren vokser med foruroligende hast«.

Lignende advarsler er stort set kun stødt på døve ører hos politikere, nyhedsmedier og sovende anti-atomaktivister. Men det politiske spil i Senatet vækkede præsident Clinton, som ellers længe har holdt lav profil i forbindelse med atom-nedrustning. Han gjorde prøvestop til ugens fokus for regeringen, og derfor kastede presse samt politikere sig også ud i en debat, som måske vil vare længere end til ugens slutning og blive mere omfattende end traktatens meritter.

Siden præsident Eisenhower i 1958 foreslog et atomprøvestop, har skiftende amerikanske regeringer, med en enkelt undtagelse, haft det samme mål. Tilhængere har sædvanligvis hævdet, at en traktat kunne stoppe våbenkapløbet. Eisenhower selv erklærede i 1961, at intet kunne være mere skuffende for »enhver regering, i ethvert årti, på noget tidspunkt og for ethvert parti«, hvis bestræbelserne på at stoppe atomprøvesprængninger slog fejl.

Men opgaven blev først løst af præsident Clinton, som i september 1996 kunne underskrive den længe ønskede traktat. Et prøvestop vil, sagde han, hindre, at atommagterne kan udvikle »mere avancerede og farligere våben«, og det vil også begrænse mulighederne for, at andre stater kan anskaffe sådanne våben. Traktaten »peger frem imod et århundrede, hvor opgaver og farer i forbindelse med atomvåben kan begrænses yderligere og i sidste ende udryddes«, konkluderede Clinton.

Tunge balder

Clinton havde bare et politisk problem. Før aftalen formelt kunne træde i kraft, skulle den ratificeres. For USA’s vedkommende betyder det, at Senatet med to-tredjedeles flertal giver sit samtykke. Clinton vidste godt, at Republikanerne var skeptiske, så først afventede han bedre tider, og da de ikke kom, blev dokumentet sendt over til de magtfulde politikere i september 1997. Her satte formanden i udenrigsudvalget, senator Jesse Helms, sig tungt på det, og siden har han ikke flyttet sig. Så længe hans udvalg var passivt, kunne Senatet ikke gennemføre en afstemning.

For Helms har traktaten været et gidsel. Han ville kun frigive den, hvis Clinton sørgede for, at Senatet kan tage en anden traktat, som forbyder et effektivt forsvar mod atomraketter, under behandling. I praksis vil det formentlig betyde, at denne traktat, som blev indgået i 1972, bliver dræbt. Helms' manøvre har især været mulig, fordi den politisk svækkede præsident ikke mobiliserede et pres, og fordi holdningen i Kongressen generelt set ikke er positivt indstillet over for rustningskontrol.

Der er flere grunde til politikernes holdning. Amy Woolf, sikkerhedspolitisk ekspert ved Kongressens forskningstjeneste CRS, fremhæver tre. For det første har Sovjetunionens fald mindsket interessen for våbenkontrol. For det andet mener mange politikere, at man bedre kan imødegå truslen fra regionale modstandere og spredningen af masseødelæggelsesvåben med militære midler end med nye traktater, som binder USA’s handlefrihed. For det tredje har ledende Republikanere fra Reagan-æraen medbragt en dyb mistænksomhed over for rustningskontrol.

»Derfor«, siger Amy Woolf, »fokuserer kun et relativt lille antal medlemmer af Kongressen på formelle rustningskontrolaftaler og en voksende andel af denne gruppe har tendens til at anse sådanne aftaler for i strid med USA’s sikkerhedsinteresser«.

I sidste uge trak de republikanske senatorers leder, Trent Lott, meget overraskende traktaten frem. Demokraterne har længe plaget for en afstemning, erklærede han, og nu skal de få den. Normalt gennemfører Senatet lange og grundige høringer, som belyser traktaters plusser og minusser. Den procedure fandt han dog unødvendig. »Traktaten er dårlig og farlig«, sagde han. Derfor skulle man hurtigst muligt, dvs. efter knap en uges varsel, nedstemme den.

Overraskede Clinton

Lott stod tilsyneladende på sikker grund, fordi han havde matematikken bag sig. Til en godkendelse af traktaten er 67 ja-stemmer fra de 100 senatorer nødvendigt, men Republikanerne mener, at de har 40 sikre stemmer imod. Senatet er imidlertid også en kollegial forsamling, som nødigt underkuer mindretal, så Republikanernes ledere måtte først acceptere korte høringer og udsættelse af det afgørende møde til 12. oktober. Derefter forstyrrede politiske betænkeligheder yderligere regnestykket, så mange, både Demokrater og Republikanere, helst så afstemningen udskudt på ubestemt tid.

Opinionsundersøgelser viser, at prøvestop har overvældende støtte. En af de seneste viser 82 procent for. Det er ikke et alvorligt problem for modstanderne i Senatet, så længe opinionen er passiv. Men Clinton kastede sig ud i kampagnen med stærke argumenter, som kan piske følelserne op. Hvis traktaten afvises, sagde han, så bliver våbenkapløbet muligvis genoptaget og »farlige herskere, måske endog terrorister« vil anskaffe atomvåben.

Republikanere luftede også frygt for den internationale reaktion. Traktaten er underskrevet af 154 lande. Meget få har ratificeret den, men i den kreds er nogle af USA’s nærmeste allierede. Et amerikansk nej kan derfor øge modsætningerne i f.eks. NATO. Desuden spiller prøvestop en central rolle for andre internationale aftaler, især traktaten mod spredning af atomvåben fra 1968. Det er sandsynligt, at den vil smuldre, hvis verdens førende atommagt afviser et forbud mod afprøvning.

Nødvendige våben

Modstanderne har mange argumenter, og de er ikke altid indbyrdes enige. Et gennemgående synspunkt er, at atomvåben ud i overskuelig fremtid vil være et redskab i international magtpolitik, og derfor skal USA’s egne våben være kampklare og moderniseres. Clinton mener, at man godt kan vedligeholde arsenalet uden prøvesprængninger, fordi avancerede computere kan simulere dem. Men modstanderne hævder, at kun faktiske eksplosioner kan sikre en pålidelig slagkraft.

Modstandere mener også, at et forbud ikke kan kontrolleres effektivt. De henviser eksempelvis til, at Rusland har gennemført flere mystiske eksplosioner i sit tidligere prøvefelt ved Novaja Zemlja øen. CIA kan ikke garantere, at det blot var konventionelle eksplosioner. Imod denne tvivl fremhæver traktatens tilhængere, at den vil indføre et globalt netværk af overvågningsstationer og give ret til inspektion på stedet, hvis mistanker opstår.

Et tredje centralt argument mod traktaten er, at den slet ikke værner mod spredning. Ifølge dette synspunkt vil mange lande anskaffe atomvåben, fordi bomberne giver politisk og diplomatisk magt, og dette behov kan en traktat ikke fjerne. Derfor vil et prøvestop kun »afvæbne« USA, mens andre lande vil ignorere forbudet, når det er i deres interesse.

Sandt er det, at global atom-nedrustning er blevet et fjernere mål. Det skrantende Rusland ser et voksende behov for atomvåben, og russiske forskere beklager åbent, at afprøvning ikke er tilladt. Indien vil udvikle et arsenal med bomber på landbaserede raketter, i fly og og på u-både. Fra kinesisk side fremhæves, at Kosovo-krigen »sandsynligvis« vil medføre, at »et globalt våbenkapløb med atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben bliver optrappet«. Trods den kolde krigs død opretholder de to store atommagter et strategisk arsenal med hver omkring 7.000 bomber, som i vidt omfang er klar til indsats med få minutters varsel.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.