Trykt i Weekendavisen 15. oktober 1999

 

CIAs kulturkamp

 

Løgnens kultur. I den kulturelle friheds navn støttede CIA Vestens intellektuelle og fik dermed undergravet respekten for demokratiets værdier.

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Frances Stoner Saunders: Who Paid the Piper? The CIA and the Cultural Cold War. 509 sider, 345 kr. Granta Books, London.

I skal leve i sandhed, lød budskabet til polakkerne under den kolde krigs sidste fase fra en senere ret kendt teolog. Opfordringen undergravede det kommunistiske system langt mere effektivt end et politisk manifest, fremhæver George Weigel i sit nye værk Witness to Hope - pave Johannes Paul IIs biografi. Fordi intellektuelle lyttede, opstod en alternativ kultur, som netop byggede på sandhed og retfærdighed. Adam Michnik, Vaclav Havel og mange med dem bekæmpede kommunismens løgne gennem trofasthed over for gamle intellektuelle idealer: magten skal udsættes for kritisk granskning, og selv bør man ikke holde fast i en overbevisning. Som forfatteren Milan Kundera har konstateret, er »overbevisning« nemlig »en tanke, der er stivnet.«

Disse østeuropæeres eksempel bør huskes, når man læser den meget kontroversielle behandling af CIAs engagement i Europas kulturelle liv, som den unge britiske forfatter og filmproducent Frances Stonor Saunders leverer. Hun kritiserer skarpt, at ledende intellektuelle lod sig rekruttere til psykologisk krigsførelse. Hun angriber især, at deres indsats var »fordækt«, idet finansieringen og den overordnede føring blev skjult med løgne.

Imod denne bandbulle kan indvendes, at CIA beskyttede demokratierne mod en sovjetisk anført kommunistisk kulturkamp, som også blev finansieret og styret af skjulte kræfter. Den amerikanske historiker Arthur Schlesinger, som selv var dybt engageret i den anti-kommunistiske offensiv, forsvarer sig med, at det »ikke virkede ufornuftigt«, når man støttede folk, som »var på vores side«. Set i lyset af CIAs andre aktiviteter er hjælpen til kunstnere, musikere og forfattere efterretningstjenestens »mest berettigede og vellykkede« operation, argumenterer han. USA havde ikke et kulturministerium, som kunne støtte pro-amerikanske kulturelle værdier, og CIA fortjener tak, fordi dette hul blev fyldt, erklærer kold-krigs strategen George F. Kennan.

HELT grundlæggende kendsgerninger er ikke længere kontroversielle. Siden slutningen af 60erne har det været kendt, at CIA stod bag kulturelt og politisk »interesserede« pengestærke fonde - 170 af dem var, ifølge Saunders, selv bekendt med deres finansielle kilde.

Det samlede beløb, som blev investeret i såkaldt intellektuel aktivitet, er ukendt, men, målt i dollar, løber det op i to-cifrede milliardtal. CIA kunne eksempelvis takket være Marshall-hjælpen udnytte en årlig sum på 200 millioner dollar indbetalt af USAs partnere. Abstrakt kunst fik opbakning, fordi CIAs folk anede en brugbar kontrast til kommunisternes socialrealisme. Amerikanske symfoniorkestre blev sendt på tur, så europæiske kultursnobber ved selvhør kunne erfare, at USA var andet end tyggegummi og platheder. Hundreder af bøger blev udgivet. Mellem navnene, som fik støtte, kan nævnes Isaiah Berlin, Günter Grass, Arthur Koestler, Yehudi Menuhin, Czeslaw Milosz og Richard Wright. George Orwells bøger 1984 og Animal Farm blev filmatiseret i passende fordrejet, mere direkte anti-kommunistisk, form. Tidligere nazister, f.eks. komponisterne Karajan og Furtwängler, fik et come-back med bistand fra CIA. Centralt i indsatsen stod Kongressen for Kulturel Frihed, som blev oprettet i 1950. Da frontorganisationen var på sit højeste, havde den kontorer i 35 lande (deriblandt Danmark), udgav 20 vigtige tidsskrifter (bl.a. Encounter) samt talrige bøger, holdt kunstudstillinger, ejede et bureau til formidling af artikler, organiserede store konferencer, belønnede kunstnere og intellektuelle med hæderspriser. Kongressen leverede en platform i den vestlige verdens kulturelle liv, som ingen anden organisation, altså lige bortset fra kommunisternes, kunne tilbyde. CIA -agenterne kontrollerede hovedkvarteret i Paris - en af disse agenter var ifølge Saunders den senere ambassadør i Danmark (1978- 81) Warren Demian Manshel.

KAN man i dag, ti år efter den kolde krigs afslutning, bedømme CIAs kulturkamp løsrevet fra fjendens indsats? Det mener Frances Stonor Saunders åbenbart, idet hun kun nødtørftig markerer sin sikkert oprigtige kritik af kommunisternes metoder og ellers ikke beskriver modspilleren. Hun fokuserer på prisen, som intellektuelle har betalt for CIAs kampagne og ignorerer følgerne, hvis kommunisterne havde vundet.

Meget af bogen ligner rapporten fra en detektiv, som skal finde beviser for, at de sigtede, altså CIAs agenter og øvrige kontakter, lyver. Det gør hendes værk elementært spændende og føjer nye detaljer til den kolde krigs historie. Hun henviser således til, at nok beklager mange intellektuelle, at CIA optrådte fordækt, men samtidigt hævder de, at CIA blot ville fremme »mulighederne for fri og demokratisk kulturel udfoldelse«. Det er ifølge Saunders en myte, som ikke holder for nærmere undersøgelse.

Officielle dokumenter viser klart, at indsatsen var psykologisk krigsførelse, som skulle tjene USAs nationale mål. Intellektuelle og deres værker udgjorde skakbrikker, som amerikanerne flyttede i det store spil. Konkret påvises, at tidsskriftet Encounter officielt havde redaktionel frihed, men reelt spillede både hovedkontoret i Kongressen for Kulturel Frihed og CIA en afgørende rolle, idet man stoppede artikler med kritik af amerikansk politik.

Men hvor ofte og hvor stramt blev denne censur udøvet? Saunders leverer kun få eksempler, og de er nok til, at diverse løgne afsløres, men hvis læseren ikke kender Encounter, som døde i 1990, står man uden grundigt indtryk af kanonaderne fra flagskibet i CIAs kulturkamp.

Detaljeret gennemgås CIAs infiltration af den internationale sammenslutning af skribenter, PEN. Organisationen havde i tresserne medlemmer i 55 lande og var kendt for sit forsvar af ytringsfrihed, uden skelen til statslige og partipolitiske hensyn. Men, konstaterer Saunders, »sandheden er, at CIA gjorde alt for at gøre PEN til et redskab for den amerikanske regerings interesser.« Da franskmændene i 1965 ville gøre den store latinamerikanske forfatter Miguel Angel Asturias til præsident i PEN, greb CIA ind ved hjælp af Kongressen og diverse fonde, så amerikaneren Arthur Miller blev valgt i stedet. CIA betalte eksempelvis rejseudgifter for Carlos Fuentes og Wole Soyinka, så Miller kunne få deres stemmer på det afgørende møde.

Detektiven får også afsløret, at mange fremtrædende intellektuelle, som har benægtet kendskab til CIAs rolle, sandsynligvis lyver. Det gælder navne som Raymond Aron, Hannah Arendt og William Styron. Mellem de berømte indviede var Daniel Bell, Arthur Koestler, Willy Brandt, Mary McCarthy, Lionel Trilling og Robert Oppenheimer. Men mange berømte personligheder har næppe haft kendskab til deres sande velgører.

For danske læsere er det vel ganske pirrende, at Karen Blixen fik penge fra Ford Foundation, da CIA aktivt anvendte dette fond, men Saunders hævder ikke direkte, at hun var udvalgt af CIA. Når centrale aktører hævder deres uskyld, strækker de i flere tilfælde grænserne for troværdighed meget langt, men det er muligt, at de taler sandt. Den engelske digter og forfatter Stephen Spender var i flere år medredaktør af Encounter, men, da afsløringen af CIAs rolle kom, reagerede han med den uskyldiges indignerede vrede. Saunders får påvist, at dyb naivitet kan være en sandsynlig forklaring.

SAUNDERS vil være mere end detektiv. I bogens start rejser hun nogle »foruroligende spørgsmål«, som udgør en slags tese for værket.

Har finansiel bistand fra CIA »forvrænget« den proces, som under mere normale forhold helst skal lade intellektuelle og deres ideer konkurrere indbyrdes, så den bedste nyder fremme? Blev folk udvalgte til succes på grund af politiske holdninger i stedet for intellektuelle kvaliteter?

Det er ikke mit indtryk, at hun i dommerens rolle når frem til klare svar, men mistanken bliver vakt. Der var mange penge i omløb og nogle intellektuelle havde det meget behageligt, så længe de optrådte inden for rammer udstukket af CIA. Især venstreorienterede, som ikke var kommunister, kan takke CIA for, at de kom rimeligt godt gennem den kolde krigs politiske og kulturelle konfrontationer.

Schlesinger leverede i sin bog The Vital Center fra 1949 den ideologiske begrundelse for støtte til denne venstrefløj. Hvis man blot kunne genopbygge det uafhængige venstreradikale element, ville kommunisterne miste tiltrækningskraft. I en samtale med Saunders siger han direkte, at »alle«, som i slutningen af 40erne deltog i udformningen af USAs strategi og CIAs aktiviteter mente, at »demokratisk socialisme var det mest effektive bolværk« mod den totalitære trussel. Et redskab var Europa-bevægelsen, som bl.a. via socialdemokrater arbejdede for europæisk enhed i partnerskab med USA. Ifølge Saunders blev bevægelsen, som også nåede til Danmark, »næsten helt finansieret« af CIA . Også Encounter var et nyttigt redskab, idet tidsskriftet, som havde redaktionelt sæde i London, blev et yndet forum for moderate medlemmer af Labour. »Socialdemokraterne måtte senere betale en høj politisk pris,« påpeger Saunders, »idet de alt for sent vendte sig mod USAs krig i Vietnam.«

MEN interessen for venstrefløjen gav også problemer. Da ekstreme anti-kommunister under ledelse af senator McCarthy rullede frem, blev denne del af CIAs indsats sårbar, fordi ekstremisterne ikke skelnede mellem forskellige nuancer af farven rød.

Alvorligere for eftertiden er det, at CIA mobiliserede forbløffende mange tidligere venstreekstremister, som i deres politiske udvikling sprang direkte fra tredivernes sekteriske slagsmål til den yderste højrefløj. De medbragte sort-hvidt verdenssyn og militant debatform. George Urban, tidligere direktør for det CIA-finansierede Radio Free Europe, har rammende skrevet, at »deres indvendinger var for hårdnakkede, deres kynisme for nøgen og deres analyser afspejlede alt for meget den verden, som de troede, at de havde lagt bag sig«. Den tidligere trotskist James Burnham, som blev konsulent for CIA og deltog i oprettelsen af Kongressen for Kulturel Frihed, er den mest fremtrædende repræsentant for disse typer. Han dyrkede Machiavelli, og Kongressen genudgav Fyrsten, som ellers ikke netop er en hyldest til demokrati og frihed.

SAUNDERS mener, at kulturkrigens slagsbrødre undergravede de demokratiske processer og værdier, som man officielt ville forsvare. For dem retfærdiggjorde målet de anvendte midler. Man brugte, hvad Burnham kaldte »den nødvendige løgn«; etik var underordnet politik.

Grundlaget blev udformet i årene 1947-48 af præsident Trumans sikkerhedsrådgivere. Strategen George F. Kennan fremhævede i en tale, at kommunisterne havde vundet magt i Europa gennem »skamløs og behændig brug af løgne«. Den udfordring kunne, mente han, »ikke besejres med fornuft og sandhed.« Derfor fik den amerikanske regering i juni 1948 et direktiv (NSC-10/2), som godkendte propaganda, økonomisk krigsførelse, sabotage osv. Alle aktiviteter skulle gennemføres, så ethvert ansvar for dem kunne benægtes med en vis troværdighed.

Som en af CIAs daværende ledere, Tom Braden, har skrevet, lærte CIAs folk »at lyve bevidst og omhyggeligt uden den mindste smule af den skyld, som de fleste mennesker føler, når de kommer med en bevidst løgn«. Denne løgnens kultur prægede også Kongressen for Kulturel Frihed og blev spredt videre til en del af den vestlige verdens intellektuelle. Afsløringerne i 60erne og 70erne var en katastrofe ikke kun for CIA . Det var centrale demokratiske værdier, som pludselig fik en hul klang og bagefter stank af hykleri.

Saunders har givet et vigtigt bidrag til forståelse af den debat, som fortsat raser i forbindelse med den kolde krig. Intellektuel debat blev inficeret af kneb, som er frihedens idealer fremmede, og desværre blev de brugt af begge parter. Nogle debattører har stadig besvær med at frigøre sig fra denne arv. Pavens, Michniks og Havels eksempel er derfor så velgørende, hvis man gerne vil tro på, at der er et alternativ, hvor åbenhed og ærlighed betaler sig. 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.