Trykt i Weekendavisen 22. oktober 1999

Hyklerne i NATO

Atomvåben. NATO’s atomvåbendoktrin er et langt større problem end USA’s nej til et prøvestop, siger USA’s tidligere forsvarsminister Robert McNamara.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

USA’s europæiske allierede har i skarpe vendinger fordømt Senatets nej til traktaten mod prøvesprængning af atombomber. Men, hævder en bred front af kritikere, selv holder de i NATO fast ved en politik, som også stærkt øger risikoen for atomkrig.

Mellem disse kritikere er USA’s tidligere forsvarsminister Robert McNamara. Sammen med to amerikanske eksperter i rustningskontrol har han netop besøgt en række NATO-lande, hvor de opfordrede alliancen til en ændring af atomstrategien.

»Problemerne, som vi står med, er langt mere alvorlige end Senatets nej,« siger han til Weekendavisen fra sit kontor i Washington.

»Det centrale emne er atomvåbens rolle, idet både USA og NATO ikke afviser, at man vil bruge dem først og imod lande, som selv er uden atomvåben. Modstanderne af et prøvestop mener, at atomvåben kan anvendes til trusler samt brug, og at USA derfor ud i al overskuelig fremtid skal have dem. Det er denne opfattelse, vi først bør diskutere, inden vi tager stilling for eller imod prøvestop.«

Chancerne for, at NATO tager den debat op, er imidlertid små. Inden aprils vedtagelse af alliancens nye strategiske koncept lagde Tyskland, Holland og Canada op til at overveje retningslinjerne for brug af kernevåben, men deres bestræbelser blev stoppet af NATO’s tre atommagter. McNamara ser en ny chance, når forsvarsministrene mødes i december. Kilder i NATOs hovedkvarter deler ikke denne opfattelse. Politisk røre efter Senatets beslutning kan dog rejse behov for i det mindste delvis imødekommelse af kritikerne.

Første-brug

Kritikken rettes især mod doktrinen, som åbner mulighed for, at NATO anvender a-våben først under en konflikt. Under den kolde krig blev første-brug begrundet med faren for, at Vesteuropa kunne blive løbet over ende af et rent konventionelt angreb fra Warszawa-pagten. Nu forsvares doktrinen med henvisning til nogle landes udvikling af kemiske samt biologiske kampstoffer.

»Hvis f.eks. Libyen gør sit arsenal klar til et angreb på Italien, skal vi have mulighed for udslettelse af Gaddafis våben,« forklarer en NATO-embedsmand.

McNamara svarer, at alliancens moderne konventionelle våben kan løse den samme opgave - og det uden, at Italien bliver ramt af radioaktivt nedfald. Når forsvarerne af første-brug argumenterer for, at doktrinens eksistens afskrækker en angriber fra den blotte planlægning af et angreb, svarer kritikerne, at det gør risikoen for gengældelse med NATOs enorme slagkraft sandelig også. De tilføjer, at den teoretiske mulighed for, at første-brug har afskrækkende virkning, helt opvejes af doktrinens faktiske bidrag til spredningen af atomvåben og andre masse-ødelæggelsesvåben.

Indien undskylder således sin atomoprustning med henvisning til bl.a. NATOs politik. I et nyligt dokument fra regeringens sikkerhedsrådgivere påpeges, at »selve eksistensen af offensive doktriner angående første-brug af atomvåben og nogle atomstaters påstande om det legitime i deres brug mod selv ikke-nukleare lande udgør en trussel mod fred, stabilitet og staters suverænitet.«

Når verdens stærkeste militære alliance fortsat fremhæver, at den har brug for a-våben, »så rejser det spørgsmålet om, hvorfor andre, langt svagere lande med virkelig fjendtligt sindede naboer, ikke også har brug for dem,« siger Thomas Graham, tidligere topekspert inden for rustningskontrol i Clinton-regeringen. Første-brugs doktrinen giver også, mener han, kernevåbnene en »stor politisk værdi,« så de bliver attraktive for lande, som blot søger større indflydelse internationalt.

Rustningskontrol

Frygt for spredning af kernevåben, så flere lande end de nuværende atommagter anskaffer dem, er drivkraften bag både de allieredes protester og kritikernes beskyldninger. I et åbent brev til Senatet inden afstemningen erklærede Frankrigs Jacques Chirac, Storbritanniens Tony Blair og Tysklands Gerhard Schröder, at »spredning er den største trussel mod verdens sikkerhed.« Begge parter er også bange for, at det omfattende netværk af traktater og forhandlinger, som skal hindre spredning, er på sammenbruddets rand.

Uenigheden gælder, hvordan denne udvikling vendes. Et prøvestop blokerer i vidt omfang for, at nye lande kan komme med i den eksklusive atomklub, og det hæmmer stærkt fornyelse af arsenalerne i Rusland, Kina, Israel, Indien og Pakistan. Arsenalerne i de tre vestlige atommagter vil langt mindre blive hæmmet, og derfor har prøvestop været en acceptabel pris for regeringerne.

Kritikerne mener, at atomvåbens militære og politiske værdi skal svækkes. Så, lyder det centrale argument, vil deres anskaffelse ikke være attraktiv, og de nuværende atommagter kan, som de er forpligtet til ifølge international lov, gennem afrustning sende deres egne våben til historiens skraldespand. Gennem international kontrol med våbnene kan man værne sig imod, at nogen snyder undervejs.

Rustningskontrol har desuden en ofte overset betydning, idet traktaterne udgør et »fundament for afstraffelse«, når stater, trods det internationale samfunds målsætning, alligevel vil anskaffe atomvåben, har USA’s viceudenrigsminister for rustningskontrol, John Holum, fremhævet.

Hvis man ikke kan henvise til en international norm, som bandlyser atomvåben, vil indsatsen mod spredning kun bygge på rå magtpolitik. Bombardementerne af Irak får eksempelvis et skær af legitimitet, fordi Saddam Hussein har brudt med denne norm.

Hjørnestenen i indsatsen mod spredning er en traktat fra 1968, som kendes under akronymet NPT. I den afstår lande, som ikke har kernevåben, fra udvikling af dem, og til gengæld skal atommagterne afskaffe deres arsenaler. Traktaten blev forlænget til evig tid i 1995 trods udbredt utilfredshed med, at atommagterne ikke har levet op til deres del af denne byttehandel. Forlængelsen blev mulig, da disse magter afgav nye løfter.

Et af dem var, at man ville vedtage et forbud mod afprøvning. Et andet var »negative sikkerhedsgarantier«, idet de førende atommagter lovede, at kernevåben ikke vil blive brugt imod lande, som ikke selv har dem. Dette løfte, som er en del af international lov, gælder, ifølge Thomas Graham, også for lande med kun kemiske samt biologiske våben. Under forhandlingerne op til forlængelsen var netop Thomas Graham hovedmanden bag USAs vellykkede indsats. For et par år siden forlod han Bill Clintons regering, men han har fortsat sin indsats med forslag om, hvordan traktaten kan styrkes. Der er nu, mener Graham, stor risiko for, at den vil smuldre.

Grønt lys

Senatet gav grønt lys for, at atommagterne kan genoptage deres prøvesprængninger. Rusland og Kina har langt større behov for afprøvning end USA. Graham finder det sandsynligt, at Indien og Pakistan ikke længere, trods tidligere løfter derom, vil underskrive prøvestops-aftalen. Begge lande har også et militært behov for afprøvning. Hvis de genoptager, siger han, vil Iran, Irak, Egypten, Nordkorea og Indonesien måske også lade bomberne brage. Derefter er det »temmelig sandsynligt, at mange andre stater, deriblandt Japan og Sydkorea, vil genoverveje deres ikke-nukleare status inden for rammerne af NPT.«

Desværre er Senatets beslutning ikke den eneste årsag til, at traktaten mod spredning er i fare. Til april skal de 187 stater, som deltager i NPT, mødes til en månedlang konference, og efter forberedende møder tidligere i år varslede flere iagttagere konfrontation mellem den gamle byttehandels deltagere.

En lang liste over problemer blev bagefter opstillet af en britisk ekspert, Rebecca Johnson. Hun har i et par årtier overværet NPT-møder og andre nedrustningskonferencer. Over for Weekendavisen sætter hun følgende hovedpunkter op: Indiens og Pakistans atom-prøvesprængninger sidste år. Clintons accept af et anti-raket forsvar i strid med den såkaldte ABM-traktat. NATOs topmøde og strategiske koncept, som bekræfter a-våbens traditionelle rolle. NATOs udvidelse samt krigen mod Serbien, som i begge tilfælde forværrede forholdet til Rusland. Forværring af det amerikansk-kinesiske forhold, bl.a. fordi Kina har stjålet amerikanske atom-hemmeligheder. Ruslands parlament vil ikke godkende START III nedrustningsaftalen med USA om strategiske atomvåben.

Er det ikke nok for de bekymrede, så fortryder politikere i Hviderusland og Ukraine samtidig, at de opgav de atomvåben, som blev arvet fra Sovjetunionen. Desuden er nedrustningskonferencen i Genève, hvor en stor landekreds diskuterer yderligere indsats mod kernevåben, kørt fast. Og en ny aftale for begrænsning af konventionelle styrker i Europa (CFE) er i krise allerede inden den formelle underskrivelse, fordi Rusland overtræder den i Tjetjenien. Rusland har med øvelser og officielle doktriner fremhævet betydningen af taktiske a-våben for landets sikkerhed, herunder behovet for første-brug.

Atomvåben er den hårde valuta

I dette kriseplagede internationale klima bliver, siger Rebecca Johnson, atomvåben stadig mere »den hårde valuta i storpolitik - et redskab, som tilsyneladende giver magt, indflydelse og sikkerhed.«

Men det er kun tilsyneladende, hævder McNamara: »I løbet af de 39 år, hvor jeg har beskæftiget mig med atomvåben, har jeg aldrig set et stykke papir, som viste, at vi kunne opnå fordele, hvis vi anvendte dem først mod en atombevæbnet stat. Første-brug vil altid medføre gengældelse, og hvis vi rammes af blot én bombe, er skaderne uacceptable.«

Når det gælder brug mod lande, som ikke selv har a-våben, er det »militært unødvendigt«, »moralsk afskyeligt« og »politisk uforsvarligt«, fortsætter McNamara. Alligevel er det en sådan anvendelse, som indgår i NATOs planlægning.

Alliancens seneste strategiske koncept fremhæver godt nok, at brug er en »ekstremt fjern« mulighed, men det er ikke et ordvalg, som kritikerne finder tilstrækkeligt. Konceptet fremhæver nemlig også a-våbens politiske betydning, og i alliancens hemmelige militære strategi, som er på vej i en ny udgave med betegnelsen MC 400/2, er der ikke store ændringer, indrømmer NATO-kilder.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.