Trykt i Weekendavisen 12. november 1999

Forsvar er det værste forsvar

Raketter. Truslerne mod USA og Europa risikerer at vokse, hvis amerikanerne indfører et raketforsvar på trods af russisk og kinesisk modstand.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

USA vil i de kommende 15 år "med største sandsynlighed" blive udsat for en trussel med raketter fra Rusland, Kina og Nordkorea - samt "sandsynligvis" fra Iran og "muligvis" fra Irak.

Det er konklusionen i en officiel amerikansk trusselsvurdering, som en lille kreds af danske og grønlandske politikere i september fik fra Udenrigsministeriet. Den lille tryksag var også fra dansk side forsynet med et stempel: "Fortroligt". Politikerne i bl.a. Folketingets Udenrigspolitiske Nævn fik oplyst, at den amerikanske vurdering forklarer, hvorfor USA har brug for Thule-basen til et forsvar mod raketter.

Dokumentet blev næsten samtidig, 9. september, offentliggjort i USA. Det er nemlig et åbent sammendrag af en større, hemmelig, analyse, som efterretningstjenesternes fælles råd, National Intelligence Council, har udarbejdet. Noget af det mest interessante er, at analysen også kan anvendes som argument imod den amerikanske regerings raketprojekt.

Weekendavisen har spurgt udenrigsminister Niels Helveg Petersen, om man fra dansk side har foretaget en uafhængig vurdering af rapporten. Det skriftlige svar fra ministeren lyder i al sin enkelhed, at det "fra dansk side er vurderingen, at truslen fra såkaldte slyngelstater og terrorgrupperinger er reel og voksende". Rapporten opdeler imidlertid "truslen" i en række forskellige konkrete udfordringer, som også kræver forskellige reaktioner.

Sammenholdt med vidnesbyrd under høringer i Kongressen og en ny trusselsvurdering fra USA’s højeste militære læreanstalt peger rapporten på, at rakettruslen først bliver meget alvorlig, hvis Rusland og Kina forsyner "slyngelstater" med militær teknologi. Ironisk nok kan netop USA’s planer fremme et sådant samarbejde i fuldt omfang. Fordelene ved et raketforsvar kan dermed blive helt overskygget. Det er en af årsagerne til, at USA’s allierede i NATO både fortroligt og offentligt advarer mod projektet.

Truslerne

Hverken Nordkorea, Iran eller Irak har i dag interkontinentale raketter, som er blevet afprøvet med våben, og der er stor uenighed om, hvornår de tre lande kan tænkes at prøve dem af. Rapporten fremhæver desuden klart, at en fjende kan angribe USA billigere og mere effektivt med andet end raketter. F.eks. kan biologiske og kemiske våben fremstilles i selve USA. Kortrækkende raketter kan placeres på skibe, som sejler ind på nært hold.

Men for efterretningstjenesterne er det største problem ikke, at koreanere, iranere eller irakere vil angribe USA direkte. De er mest bekymrede, fordi raketter kan anvendes til storpolitisk pres. Selve udsigten til, at raketterne måske bliver brugt, "vil komplicere amerikanske beslutningsprocesser under kriser", hedder det. Man vurderer, at især raketter giver en slyngelstat prestige og mulighed for afpresning. Det er en opfattelse, som uafhængige eksperter sætter store spørgsmålstegn ved.

Forskeren Lisbeth Gronlund fra Union of Concerned Scientists, som ofte kritiserer officiel sikkerhedspolitik, mener således, at andre midler mindst lige så effektivt kan begrænse USA’s handlefrihed i en krise. Det gælder ikke mindst risikoen for terror mod en storby med f.eks. en kuffert med biologiske våben. I samme ånd betvivler den demokratiske senator Joseph Biden, at trusler mod USA med raketter vil udgøre effektiv afpresning. Det er mere sandsynligt, mener han, at sådanne trusler vil fremprovokere et knusende amerikansk forebyggende angreb.

Ser man kun på raketter, påpeger rapporten, kan denne trussel blive mere reel, hvis Rusland og Kina samarbejder med slyngelstater. Salg af teknologi eller overførsel af kampklare raketter vil medføre, at flere lande kan udfordre USA. Man vurderer, at Kina og Rusland næppe i løbet af de næste 15 år vil sælge raketter, men salget af blot en enkelt kan få "ekstremt alvorlige" følger. Helt så optimistiske er forskerne ved USA’s højeste militære læreanstalt, National Defense University, ikke. I en årlig trusselsvurdering, som netop er udgivet for 1999, fremhæves en meget alvorlig ny tendens. Mens man før har anvendt betegnelsen "overgangslande", idet man antog, at bl.a. Rusland var på vej mod markedsøkonomi og demokrati, så ses nu en voksende afstandtagen fra Vesten. Der er risiko for, at Rusland og Kina vil gøre fælles sag med slyngelstater. "Sådanne koalitioner kan forsyne slyngelstater med bedre militær slagkraft og gøre det mere vanskeligt at rejse international modstand mod dem", konstaterer årsrapporten.

Forsvarslinjerne

USA har i dag tre "forsvarslinjer": For det første skal et netværk af internationale aftaler begrænse risikoen for spredning af teknologien til raketter og masseødelæggelsesvåben og sikre nedskæring af de eksisterende offensive arsenaler. For det andet skal efterretningstjenester og militær slagkraft sikre, at raketter opdages og udslettes, inden de bliver fyret af. Endnu en opgave er at kunne gengælde angreb, så fjender ikke tør angribe. Den tredje forsvarslinje er evnen til aktiv kamp mod bomber og andre trusler med masseødelæggelsesvåben. Den spænder i teorien vidt - fra Ronald Reagans beskyttende kuppel ved hjælp af et rumforsvar - Star Wars-projektet - over Bill Clintons begrænsede landbaserede raketforsvar til grænsekontrol og politi, som kan stoppe terrorister.

Alle peger på, at rustningskontrollen er i krise. Den fremherskende konservative holdning er blevet præcist opsummeret af den republikanske senator Jesse Helms, formand i Senatets udenrigsudvalg: "USA har vundet alle krige og tabt alle traktater", siger han.

Modsat hævder liberale politikere og forskere, at internationalt samarbejde og nedrustning er det mest effektive forsvar. William Perry, tidligere forsvarsminister i Clintons regering, mener eksempelvis, at selv den mest oplagte slyngelstat, Nordkorea, kan påvirkes gennem samarbejde. Rent faktisk har Nordkorea efter aftale med USA udsat planlagte raketforsøg. Det er en udbredt opfattelse, at nordkoreanerne især udvikler raketter, fordi det fattige land ikke har andre indbringende eksportvarer.

Men det er diskutabelt, om den amerikanske regerings planlagte raketforsvar vil yde tilstrækkelig beskyttelse. Richard Garwin, en af USAs mest respekterede våbeneksperter, har under høringer i Kongressen med vanlig sans for groteske pointer sagt, at det kun vil være effektivt, hvis fjendens bomber "samarbejder" med forsvaret - altså optræder i stil med søde små hundehvalpe, som logrer med halen, bjæffende melder deres ankomst og bare venter på det dræbende klap.

Garwins kritik illustrerer også, at Ruslands atomarsenal ikke er truet af Clintons projekt. Russerne har temmelig bidske bomber, som kan forsvare dem selv. Men netop fordi det planlagte forsvar er utroværdigt, hævder russerne, at det kun er fundamentet til et mere omfattende system, som også kan vendes mod Rusland. I officielle amerikanske udtalelser og Kongressens høringer er der rigeligt belæg for denne opfattelse.

Et alternativ til det planlagte raketforsvar, som teknisk set vil være mere effektivt, kan opstilles i Rusland. Både Sovjetunionen og Rusland var i begyndelsen af 1990’erne meget interesseret i en fælles indsats i samarbejde med USA. Den russiske præsident Jeltsin holdt flere taler, hvor han lagde op til et samarbejde, og George Bushs regering kom med lovende udmeldinger. Men bestræbelserne blev stoppet af Bill Clintons regering, som i begyndelsen overhovedet ikke så et behov for raketforsvar. Den foreløbig største tragedie i hele denne affære er formentlig, at mistilliden mellem USA og Rusland nu er så stor, at et samarbejde er umuligt af rent politiske årsager.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.