Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 8, november 1999

Gensyn med A-våben

Låget er røget af historiens skraldespand. Atomvåbnene kryber ud. Danmark er kommet i klemme.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Først angreb mange hundrede vestlige fly mål i Kaliningrad og Hviderusland. Derefter fulgte en offensiv med landstyrker. Russiske soldater forsvarede sig heltemodigt, men de blev trængt tilbage af fjendens overlegne konventionelle styrker. Så gav overkommandoen ordre til begrænset brug af atomvåben. To tunge bombefly affyrede krydsmissiler mod NATO-mål i Europa, og to andre angreb mål i selve USA.

Det var naturligvis kun en øvelse, som blev gennemført i juni af Ruslands væbnede styrker. Man afprøvede noget af indholdet i den militære doktrin "angående den mulige brug af atomvåben, når alle andre muligheder er udtømt", forklarede landets forsvarsminister, Igor Sergejev.

Han fortsatte: "Vi brugte en sådan option. Alle andre muligheder var opbrugt. Det viste sig, at vort forsvar var ineffektivt. En fjende fortsatte sit fremstød ind i Rusland. Og da var det, at beslutningen angående brug af atomvåben blev taget".

Øvelsen er bemærkelsesværdig af mange årsager. Med inddragelse af fem militærdistrikter fra Barentshavet i nord til Sortehavet i syd var det den største siden genoprettelsen af Rusland.

Tilgængelige artikler fra russiske aviser oplyser interessant nok ikke, hvordan NATO reagerede i øvelsen, efter Rusland gennemførte sit modangreb. Men det allermest bemærkelsesværdige er, at man fra russisk side sørgede for omfattende pressedækning. Ruslands ledere sendte altså også et politisk signal.

Optimister hævder, at signalet kun var til indvortes brug. Realister bemærker, at der også var et budskab til NATO efter udvidelsen af alliancen og demonstrationen af Vestens overlegne magt i Jugoslavien.

Skraldespanden

Desværre er denne øvelse kun et af mange tegn på, at atomvåbnene er krøbet ud af historiens skraldespand. De blev skubbet ned i den efter murens fald og Sovjetunionens opløsning.

I 1993 kaldte USA’s daværende stabschef, Colin Powell, atomvåben "en spildt investering i militær slagkraft, som er af begrænset politisk og militær nytte". I maj 1995 bekræftede næsten alle verdens nationer på en konference, at atomvåben helt skal afskaffes. Med en sand byge af rapporter og forslag lagde forhenværende militære og politiske topfolk sammen med forskere op til en indsats i denne ånd.

Låget røg demonstrativt af skraldespanden, da det amerikanske Senat i oktober afviste en traktat, som forbyder prøvesprængning. Siden har det haglet med fordømmelser af Senatet.

Mellem de mest præcise var en udtalelse af direktøren ved et amerikanske forskningscenter, hvor tidligere topofficerer ser kritisk på USAs forsvarspolitik. "Senatets beslutning proklamerer helt utvetydigt til verden, at USA fortsat vil gøre atomarsenalet til fundamentet i sin nationale sikkerhedsstrategi", sagde direktøren ved Center for Defense Information, forhenværende senator Dale Bumpers.

"USA har sendt et budskab til enhver nation om, at udvikling af atomvåben ikke kun er vigtig, men man bør også fortsat modernisere dem".

Andre lande har imidlertid også sørget for, at låget gennem flere år raslede stadigt kraftigere. Indien og Pakistan gennemførte i maj 1998 afprøvning af adskillige sprængladninger. Irak er tilsyneladende med held brudt ud af FNs kontrol, som skulle blokere genoptagelse af et våbenprogram. Lige så alvorligt er det, at en række traktater mod atomoprustning og forhandlinger, som skal bane vej for yderligere nedrustning, er i dyb krise.

Advarsler

I juli udsendte et fornemt ekspertpanel, nedsat af den nu tidligere japanske statsminister Ryutaro Hashimoto, en advarsel: "Et årti efter den kolde krigs ophør, på tærsklen til den 21. århundrede, er strukturen i international sikkerhed under opløsning og atomfarerne vokser med foruroligende hast".

Man pegede blandt andet på, at en traktat fra 1968, som skal hindre spredning af atomvåben til flere lande, er truet. Den bygger på en byttehandel. Hvis flere lande ikke skal anskaffe atomvåben, så skal de nuværende atommagter til gengæld afskaffe deres.

Konkret lovede atommagterne i 1995, da traktaten blev forlænget "til evig tid", at de ville vise deres gode nedrustningsvilje med et totalt forbud mod prøvesprængninger inden udgangen af 1996. Denne traktat blev også forhandlet færdig, men nu er den altså blevet nedstemt af USA’s senatorer.

Endnu en traktat er truet. USA vil udvikle et landsdækkende forsvar mod langtrækkende raketter, som kan medføre atombomber. Det er bare forbudt ifølge den amerikansk-sovjetiske ABM-traktat fra 1972. USA ønsker en ændring, så man godt kan indføre et begrænset forsvar mod nogle få angribende raketter, affyret fra for eksempel Nordkorea, Iran eller Kina. Men russerne afviser ændringer. Sammen med Kina har de fremhævet, at traktaten er selve grundloven for nedrustningsbestræbelser, og hvis den bliver brudt, så åbnes for et nyt våbenkapløb.

Danmark i klemme

Affæren har særlig interesse for Danmark, idet USAs radaranlæg ved Thule skal indgå i forsvaret - anlægget skal endog udvides. Der er udsigt til, at amerikansk og russisk diplomati i de kommende måneder vil lægge pres på den danske regering.

Ekstra speget bliver situationen, fordi også vor EU-partner, Frankrig, er imod USA’s planer. Vore partnere i NATO, Canada og Norge, er ligeledes dybt bekymrede. Traditionelt har man fra dansk side tillagt ABM-traktaten meget stor vægt, så Danmark kommer i en alvorlig konflikt mellem modstridende interesser, hvis USA ensidigt bryder traktaten og tilmed har brug for dansk støtte til dette skridt.

Også traktater, som skal nedskære USA’s og Ruslands strategiske arsenaler, er truet. Det gælder især for START II traktaten, som blev underskrevet af præsidenterne Bush og Jeltsin i januar 1993. Ifølge den får de to magter hver "kun" lov til arsenaler med mellem 3.000 og 3.500 atombomber.

Nogle eksperter i både Øst og Vest mener, at traktaten er særligt favorabel for USA, og det er en af årsagerne til, at det russiske parlament gennem flere år har afvist en godkendelse.

Nu hævder russiske repræsentanter, at hvis USA bryder med ABM-traktaten, så vil også den tidligere START I traktat, som lægger betydeligt højere lofter over arsenalerne, blive dræbt. Dertil kommer, at mulighederne for snarlig indgåelse af en START III traktat bliver minimale.

Ruslands økonomiske problemer giver et svagt grundlag for deltagelse i et våbenkapløb med USA. Der har faktisk været udsigt til, at forældelse ville ramme russernes arsenal så hårdt, at det i løbet af ti år kommer ned på få hundrede sprænglegemer. 

Rusland har imidlertid andre muligheder. Man kan bryde med INF-traktaten fra 1987, som blandt andet forbød mellemdistanceraketter rettet mod Vesteuropa. Dermed kan USA’s europæiske allierede gøres til gidsler. Endnu en mulighed er, at russerne fornyer deres evne til brug af taktiske, kortrækkende, atomvåben.

Ny russisk doktrin

Det er faktisk meget sandsynligt, at Rusland spiller sidstnævnte kort ud - uanset hvad der sker med ovennævnte initialords alfabet-suppe. En meget stor del af Sovjets gamle taktiske arsenal er kun blevet oplagret, og kan derfor sendes tilbage i aktiv tjeneste. Russiske forskere omtaler desuden åbent et behov for nye taktiske atomvåben. Hvis de skal udvikles, bliver et brud med prøvestops-traktaten, som Rusland har underskrevet, formentlig nødvendigt.

Sandsynligheden er vokset, efter det russiske forsvarsministerium i oktober offentliggjorde en ny militær doktrin, som fremhæver atomvåbens betydning. Officielt havde Sovjetunionen en doktrin, som afviste, at man ville anvende a-våben først under en konflikt. Det var ikke særligt troværdigt, men dengang blev øvelser faktisk indledt med, at NATO angreb først med sine a-våben. I 1993 kom en ny doktrin, som antydede, at Rusland måske ville anvende a-våben først. Enhver tvivl er fjernet med den nye.

En central sætning lyder: "Den russiske føderation forbeholder sig ret til brug af atomvåben i besvarelse af brugen af atomvåben eller andre masseødelæggelsesvåben mod den selv eller dens allierede samt også i besvarelse af storstilet aggression med konventionelle våben i situationer, som er kritiske for Den russiske føderations og dens allieredes sikkerhed".

Nikolai Sokov, en ekspert ved det amerikanske Center for Nonproliferation Studies, kalder doktrinen "en fundamental revision af Ruslands atomvåben-politik". Sokov er tidligere sovjetisk diplomat med speciale i rustningskontrol, men han har i mange år boet i USA. Ifølge hans analyse betyder doktrinen, at Rusland vil anvende a-våben i for eksempel en regional konflikt, selv om angriberen ikke selv har atomvåben.

NATOs politik

Man kan med en vis ret hævde, at denne russiske doktrin ikke adskiller sig meget fra NATOs. Forskellen er især, at NATO ikke proklamerer sin demonstrativt, og at NATO’s konventionelle overlegenhed er så stor, at alliancen i sit nye strategiske koncept kalder brug en "ekstremt fjern" mulighed.

Ruslands ekstreme konventionelle militære svaghed og landets utallige storpolitiske problemer bevirker, at brug ikke kan kaldes en "ekstremt fjern" mulighed for russiske styrker. Brug er endog blevet nævnt af ledende Moskva-politikere i forbindelse med krigen i Tjetjenien.

Det største problem med Ruslands og NATOs atom-doktriner er imidlertid ikke, at våbnene vil blive brugt militært mod en fjende. Sandsynligheden er lille, fordi selv russerne formentlig i sidste ende vil erkende, at atomkrig kan blive en ret uoverskuelig affære. Den største fare opstår, fordi begge parter fremhæver, at atomvåben har meget stor politisk værdi. De giver for eksempel status i international politik.

Af den årsag har en række, især amerikanske, eksperter bedt NATO erklære, at man aldrig vil være den første part, som anvender atomvåben. De kan og skal kun anvendes til gengældelse af et angreb med atomvåben, mener for eksempel USAs tidligere forsvarsminister Robert McNamara, tidligere kommandant for atomslagstyrken general Lee Bulter og tre af NATOs tidligere øverstkommanderende i Europa, generalerne Goodpaster, Galvin og Rogers.

En meget aktiv fortaler er Thomas Graham, som var mellem præsident Clintons ledende eksperter i rustningskontrol og blandt andet forhandlede den før nævnte forlængelse i 1995 af traktaten mod spredning (NPT). Han hævder, at NATOs første-brugs doktrin fortæller resten af verden, at atomvåben er nyttige af både politiske og militære årsager. Budskabet er, at lande, som føler sig truet, selv bør anskaffe atomvåben, siger han. Graham mener iøvrigt også, at første-brugs doktrinen er i strid med løfter, som blandt andet USA afgav under konferencen i 1995.

NATOs repræsentanter svarer, at alliancens doktrin "afskrækker" mulige modstandere. De skal frygte, at et angreb måske vil blive besvaret med alliancens stærkeste våben. Fordi denne afskrækkelse har vist sig effektiv under den kolde krig, er det sandsynligt, lyder argumentationen videre, at den også vil være effektiv mod fremtidens trusler. Derfor vil NATO aldrig komme i den situation, hvor brug af a-våben skal overvejes seriøst.

Kritikere ser mange problemer i denne argumentation. Men deres centrale indvending er, at NATO ikke kan gennemføre en effektiv indsats mod spredning, så længe man selv anser a-våben for nødvendige. Hvis NATO, verdens stærkeste militære alliancen, ikke kan klare sig uden atomvåben, hvorfor skal så Rusland, Kina, Israel, Indien, Pakistan, Nordkorea, Syrien, Egypten, Saudi-Arabien, Irak, Iran eller Japan?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.