Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 9, december 1999

Kold fred med Rusland

Moskva vender ryggen til de europæiske landes fællesskab, og derfor har man brug for en traditionel traktat, som begrænser potentielle fjenders handlefrihed.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

WARSZAWA - Slagsmål vil altid være en bedre "historie" for pressen end referat af lange politiske erklæringer og indviklede internationale traktater. Så det bør ikke undre, at præsidenterne Clinton og Jeltsin fik overskygget alt andet, da de på Istanbul-topmødet for den europæiske samarbejdsorganisation OSCE tørnede sammen over russernes krig mod Tjetjenien. Men bagefter må spørgsmålet rejses: Skete der noget, som på længere sigt har større betydning end det drama?

Svaret virker umiddelbart oplagt, fordi man faktisk vedtog dokumenter, som også kan kaldes "historiske" - meningen med ordet er bare lidt anderledes, end når nyhedsmedierne skal vurdere mulighederne for salg af deres varer.

Set i langsigtet perspektiv er fremskridtet nemlig stort, når 54 lande aftaler retningslinjer, som beskriver fælles udfordringer, fælles værdier, fælles svar og fælles konkrete redskaber. Det gjorde man med vedtagelsen af "Pagten om europæisk sikkerhed" - et dokument med ikke mindre end 52 punkter, som hver beskriver mindst ét vigtigt emne.

Set i samme historiske perspektiv var 30 landes underskrivelse af en aftale, som moderniserer CFE-traktaten fra 1990 om konventionelle våben i Europa, sandelig også en stor begivenhed. Den nye udgave af traktaten skal yderligere begrænse risikoen for, især overraskende, militære opgør mellem deltagerne.

Glade generaler

Nyhedsmedierne anså mildt sagt ikke topmødet for en succes, og blandt andet de to ovennævnte dokumenter blev stort set ikke taget alvorligt af pressen. Men en nærsynet analyse ligger måske bag den holdning. Man kan med større ret sige, at Istanbul markerer en milepæl i Ruslands forhold til det Europa, som opstod efter murens fald.

Gennem 90'erne er OSCE blevet tillagt stor vægt i russisk politik. Man arbejdede for, at OSCE skulle stå helt centralt i en ny europæisk sikkerheds-struktur. Alle andre organisationer, ikke mindst NATO, blev i russiske forslag underordnet OSCE. Der er ikke meget tilbage af dette forsøg, men den russiske udenrigsminister Ivanov fremhævede alligevel før topmødet, at det kunne få meget positiv betydning. Under et besøg i Paris sagde han 27. oktober, at hvis Pagten og CFE-traktaten blev vedtaget, så havde man grundlaget "for genoptagelse af relationerne mellem Rusland og NATO på alle områder, fordi samarbejde er i begge parters interesse".

Dokumenterne skulle altså læge sårene, som udvidelsen af NATO og Kosovo-krigen har skabt. Og der er tegn på, at nogle ledende russere nu er klar til et nyt samarbejde. Formanden i det russiske parlaments udenrigsudvalg, Vladimir Lukin, sagde således efter topmødet, at CFE-traktaten "neutraliserer betydeligt" NATO-udvidelsen og "nedskærer" Alliancens styrker i Europa. Ivanov selv sagde 19. november, at denne traktat tillader "oprettelse af en bred zone langs Ruslands grænser, hvor koncentration af militære styrker, som kan true vort territorium, bliver udelukket".

Mindst lige så bemærkelsesværdigt er det, at russiske generaler ser på traktaten med velvilje. De var temmelig meget imod den første CFE-traktat, som især skar i deres styrker. Forhandlingerne blev gennemført næsten uden generalernes deltagelse, og den daværende sovjetiske præsident Gorbatjov tvang dem til underkastelse, fordi han af politiske og økonomiske årsager ønskede den militære modsætning til Vesten væk.

Denne gang har de, oplyser vestlige forhandlere, spillet en ledende rolle, mens de civile diplomater stod på sidelinjen. Under en nylig konference i Moskva støttede generalstabens chef, Anatolin Kvashnin, traktatens modernisering. Den er, sagde han, "en af de centrale elementer i det europæiske sikkerhedsystem" og "der er ingen anden traktat, som ligner denne, i nedrustningsprocessens historie".

Skuffede russere

Men det er en russisk tilfredshed, som helt fokuserer på denne traktat. Der er flere tegn på, at man er dybt skuffede over OSCE’s udvikling, og når det gælder Pagten samt topmødets sluterklæring er kløften mellem Ruslands formelle støtte og den faktiske opbakning dyb.

Nogle vestlige diplomatiske kilder mener, at OSCE’s rolle i Kosovo op til krigen var et hårdt slag for Rusland. Man støttede indsættelse af det civile korps, som skulle overvåge, at de serbiske og albanske styrker respekterede en fredsaftale. Set med russiske øjne blev indsatsen overtaget af især amerikanerne, som gjorde korpset til en platform for kritik af serberne.

Det gik pludselig op for russerne, at de selv kun har en enkelt stemme i OSCE’s medlemskreds, og at kun meget få af de 53 andre deltagere vil støtte Rusland. Flertallet vil hellere være på god fod med de "gamle" vestlige lande. Den erfaring blev understreget på topmødet, da russerne ikke kunne få kritik af NATOs Kosovo-indsats med i sluterklæringen.

Pagtens paradis

Russernes forhold til Pagten er også problematisk. Den er en meget smuk erklæring fyldt af idealer, som, hvis de blev gennemført, kunne skabe et paradis for demokrati, menneskerettigheder og samarbejde. Men det mest sandsynlige er, at dens indhold vil blive en platform for kritik af Rusland, fordi landet ikke lever op til OSCE’s mest centrale værdier.

Under topmødet blev russerne udsat for skarp kritik, fordi krigen mod Tjetjenien er i strid med disse værdier. Da præsident Jeltsin tog til genmæle, fik han understreget, at nok har hans diplomater deltaget i Pagtens udformning, men i praksis har han ganske andre synspunkter.

Pagtens indhold er et opgør med tidligere tiders opdeling af verden i helt suveræne stater, hvor borgerne er herskernes undersåtter. Næsten intet er tilbage af begrebet "indre anliggender", som "udenforstående" ikke må blande sig i. Man arbejder med en opfattelse af sikkerhed, hvor de menneskelige, økonomiske, politiske og militære elementer udgør et sammenhængende hele.

Der er opgør med meget andet historisk arvegods. Det fastslås, at alle staterne i OSCE har ret til frit at vælge og ændre sikkerhedsordninger, herunder deltagelse i traktater og alliancer. Man bandlyser også det gamle storpolitiske begreb "indflydelsessfære". Store stater kan altså ikke hævde, at deres naboer bør lytte særligt meget til deres ønsker, blot fordi man er naboer. Den stores magt giver ikke ret.

Men præsident Jeltsin hyldede eksempelvis under topmødet en vision af Europa, hvor "ikke-indblanding i suveræne staters indre anliggender" er i højsædet. Henvendt til sine kollegaer sagde han også:

"I har ingen ret til kritik af Rusland over Tjetjenien".

Dertil kommer, at russerne i højeste grad blander sig i, hvorvidt stater har ret til frit valg af alliance, og de skælder konstant ud, fordi NATO-lande trænger ind i områder, som Moskva anser for sin traditionelle indflydelsessfære.

Militær stabilitet

Hvordan skal man tolke denne modsætning mellem Ruslands glæde over CFE-traktaten og deres holdning til Pagten samt OSCEs virke? Det kan være et tegn på, at Rusland har valgt en kurs, som vil isolere landet fra resten af Europa, og derfor har man brug for en traditionel traktat, som giver lidt beskyttelse mod militært overlegne potentielle fjender.

Pagten er kun en politisk forpligtende erklæring, som især kan få betydning, hvis staterne vil samarbejde. Traktaten er juridisk bindende, og den kan især få praktisk betydning, hvis staterne bevæger sig bort fra politisk samarbejde og militære modsætninger truer.

Kernen i CFE-traktaten er, at især NATOs militære bevægelsesfrihed i Europa begrænses til gengæld for en række russiske indrømmelser. Hvis NATO tværs over landegrænser vil opmarchere store styrker udløses tidligt en række advarselslamper. Rusland har langt større frihed på sit enorme territorium.

Noget af det mest bemærkelsesværdige er, at de tre nye medlemmer af NATO - Polen, Ungarn og Tjekkiet - har accepteret lofter over militært isenkram på deres territorium, som ikke skaber plads for oprettelse af baser med fremmede soldater. De har fået en status i Alliancen, som svarer til Danmarks og Norges. Set med russiske øjne er det et stort fremskridt.

Russerne ville også begrænse NATOs ret til tidlig forstærkning af de tre lande i en krisesituation. Men de har faktisk opnået ret til modtagelse af to panserdivisioner hver. Dermed kan for eksempel det dansk-tysk-polske korps mobiliseres i fuldt omfang på polsk territorium. For polakkerne er det en vigtig symbolsk ret, som understreger, at man ikke skal stå alene, hvis en konflikt truer. For russerne har indrømmelsen ikke betydet, at en invasions-styrke kan samles.

Endnu et vigtigt resultat er, at russiske styrker, som var stationeret i Moldova, trækkes helt ud, og i Georgien lukkes to russiske baser, så der kun er to ved grænsen til Tyrkiet tilbage. Begge de to små lande har længe ønsket russerne væk. Kravet kunne formentlig opfyldes, fordi de to lande ikke skulle forhandle alene på bilateralt plan.

Balterne står frit

Vestlige lande har også arbejdet for, at traktaten blev "åbnet", så flere end de nuværende 30 deltagere kan komme med. Det har især været tanken, at de tre små baltiske lande skulle optages. Nu har de på papiret fået denne ret, men det er, siger velinformerede NATO-kilder, tvivlsomt, om de også vil udnytte den. Problemet er, at de skal aftale lofter over deres styrker med Rusland, men Litauen har erfaret, at russerne vil stille ekstreme krav, så lofterne bliver meget lave. Ironisk nok betyder den hårde russiske kurs, at balterne så har fri adgang til oprustning og endog kan invitere NATO til oprettelse af baser. Men det er åbenbart ikke en risiko, som i Moskva medfører søvnløse nætter. Man ved godt, at NATO ikke vil oprette baser og at baltisk deltagelse i Alliancen ligger meget, meget fjern.

Også moderniseringen af CFE-traktaten påvirkes af russernes krig mod Tjetjenien. Rusland har langt overskredet loftet, som de har ret til i det nordlige Kaukasus over tilladte pansrede mandskabsvogne. l den oprindelige traktat var det 1.380. I den nye er det på 2.140. Men russerne har omkring 3.500. På grund af dette traktatbrud vil de vestlige lande ikke sende traktaten til ratifikation i deres parlamenter før styrken er skåret ned. Men det får næppe nogen praktisk betydning.

Traktaten er skrevet under, og derfor er den forpligtende allerede nu.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.